Annonce
Annonce
Kultur

Dagbøger lagt frem: Hvad tænkte chefarkitekten bag holocaust?

En vigtig kilde til Hitlers krig i Europa, Alfred Rosenbergs genfundne dagbøger, er lagt ud på nettet.

Den fanatiske raceideolog og nazileder Alfred Rosenbergs genfundne dagbøger blev tidligere på ugen lagt frem på det amerikanske Holocaust Memorial Museums hjemmeside.

Det afgørende historiske kildemateriale har været forsvundet, siden dets forfatter blev dødsdømt i 1946 ved krigsforbryderprocesserne i tyske Nürnberg.

Dagbøgerne skildrer de mest dramatiske begivenheder under verdenskrigen i perioden fra 1939 til 1944, som man så dem i en snæver kreds omkring »Føreren« Adolf Hitler, Rosenbergs nære ven.

Tysklands bedst kendte jødehader
Bøgerne beskriver blandt andet, hvordan Hitler i samråd med Vidkun Quisling, den norske fascistleder, i december 1939 planlagde at besætte Danmark og Norge.

Efter besættelsen 9. april 1940 sagde en ifølge Rosenberg »salig« Hitler: »Dette er mere end et vundet slag. Det er et vundet felttog«.

LÆS OGSÅHitler gjorde stjålet kunst til evig tysk ejendom

Alfred Rosenberg var Hitlers chefideolog og Tysklands bedst kendte jødehader.

Hitler kaldte hans forfatterskab for »et stykke verdenshistorie«.

Bevismateriale i Nürnberg
Politiken har læst materialet, som især handler om invasionen af Sovjetunionen i 1941.

Rosenberg spillede en hovedrolle ikke bare ved invasionen af Danmark og Norge, men også under felttoget i Sovjetunionen. Rosenbergs krig i øst indledte holocaust, mordet på Europas jøder, og kostede op mod 25 millioner mennesker livet i Sovjetunionen.

Dagbøgerne blev brugt som bevismateriale under i Nürnbergprocesserne efter krigen og er amerikansk statsejendom.

USA’s chefanklager i Nürnberg, Robert M.W. Kempner, indlemmede dem ikke desto mindre i sit privatarkiv. Herfra forsvandt de ved Kempners død i 1993.

Papirerne blev først genfundet i april i år hos en 81-årig pensioneret professor, der havde tilegnet sig dem ulovligt. Nu har forskere læst dem og frigivet dem.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce