1. del

En dag i det tidlige forår 2005 står forfatteren Peter Øvig Knudsen foran en tung jerndør til et stort kælderlokale under Københavns Politigård.

Forfatteren, der senest skrev bøger om besættelsens stikkerdrab og torturbødlen Birkedal, har taget et langt spring frem til sin egen tid for at skrive om sagen, hvis akter fylder et kælderrum på størrelse med et parcelhus. Der er tale om den mest spektakulære danske kriminalsag nogensinde. Blekingegadesagen. Alene sagens resume fylder 18.000 sider.

Da Peter Øvig Knudsen står foran døren til det aflåste rum, ved han stadig ikke, hvilken historie han vil fortælle om bandens medlemmer og deres gerninger. På det tidspunkt har han ingen anelse om, at kun en brøkdel af politiets materiale hidtil har været kendt af offentligheden.

I løbet af de følgende to års research skal det vise sig, at rummet bag jerndøren gemmer på alt det, vi ikke vidste om Blekingegadebanden.

Om gruppens første forbrydelser, deres kontakter til internationale terrorister, eksempelvis manden, der opfandt de moderne flykapringer. Om de unge aktivisters hemmelige liv, som dele af politiet i årevis forsøgte at holde trit med – ofte forgæves.

For Peter Øvig Knudsen har sagen en magisk tiltrækning, allerede før han har set det første dokument. Han ved, at sagen om Blekingegadebanden har alle de elementer, han søger efter som forfatter. Personer, der i deres liv bevæger sig i et univers, hvor etik og moral bliver trukket helt ud til kanten eller lidt længere – og hvor det ofte sker i et spil med døden som den mulige, ultimative udgang. Sagen er også et spring væk fra hans tidligere bøgers emnekreds, og det valg er helt bevidst.

»Jeg vil ikke være ham, der skriver om besættelsen«, siger han.

I 2005 er det sagens tidligere efterforskningsleder Niels Bach, der med en boltsaks maser den sidste hængelås op, så Peter Øvig Knudsen kan komme helt ind i det inderste kælderlokale, hvor sagens originaldokumenter befinder sig. For politimanden har sagen en helt anden betydning. For ham er der ingen magisk tiltrækning ved at se dokumenterne i reol efter reol. Slet ikke. Det var efterforskningen af netop Blekingegadebandens gerninger, der i tre år forhindrede ham i at se sine børn vokse op.

»Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at glemme den sag«, siger han i Peter Øvig Knudsens bog ’Den danske celle’, som udkommer 15. marts.

Det får Niels Bach imidlertid svært ved i den kommende tid, for bogen fortæller ikke alene Blekingegadebandens forhistorie fra 1960’erne og 1970’erne. Bogen bliver også fulgt op af endnu en bog, der til efteråret fortæller om de forbrydelser, der var centrale i retssagen mod bandens medlemmer, heriblandt drabet på politimanden Jesper Egtved Hansen ved røveriet mod Købmagergades Postkontor i København.

Postrøveriet gav et udbytte på 13 mio. kr. Det var penge, som ikke skulle gå til at forsøde tilværelsen for bandens stærkt venstreorienterede medlemmer. Pengene skulle sendes videre til blandt andre den palæstinensiske oprørsbevægelse PFLP.

Gennem flere årtier havde den politiske filosofi i Blekingegadebanden været, at det var omsonst at arbejde for en revolution i Danmark, hvor arbejderne for længst var blevet bestukket af det kapitalistiske samfund med høje lønninger og andre goder, ikke mindst på bekostning af folk i den tredje verden. Det var det, man i banden kaldte ’snylterstatsteorien’. Nej, i bandens særlige optik var der derfor mere fornuft i at bestjæle det kapitalistiske samfund og yde konkret, materiel hjælp til oprørsbevægelser i den tredje verden. Hjælpen skulle være penge eller våben.

Attentat mod Bella Centeret
I ’Den danske celle’ fortæller Peter Øvig Knudsen historien om, hvordan forløberen for Blekingegadebanden begyndte de kriminelle aktiviteter først i 1970’erne. I sin research til bogen har forfatteren talt med tidligere medlemmer af den politiske organisation KAK, Kommunistisk Arbejdskreds, der bekræfter, at banden gennemførte nogle af datidens groveste og mest professionelle røverier. Det var i den politiske gruppes indre kerne, politiet i 1989 fandt frem til bl.a. de senere dømte Niels Jørgensen, Jan Weimann, Peter Døllner og Torkil Lauesen.

Samtidig afslører bogen, at medlemmer af KAK’s ungdomsorganisation var særdeles aktive på den militante venstrefløj allerede i 1970. Øvigs research viser, at de unge aktivister ikke ville nøjes med at demonstrere mod det berømte møde i Verdensbanken i København. Med inspiration fra KAK’s ubestridte leder Gotfred Appel planlagde de et decideret attentat mod kongrescenteret Bella Centeret, der var bygget få år forinden ved Bellahøj i København. Det store center skulle angribes og brændes ned til grunden. Med i planlægningen af attentatet var bl.a. Appels højre hånd Jens Holger Jensen og den unge Xander Truelsen. Xander var overlægesøn fra Fyn, men valgte i stedet for universitetsvejen at gå i lære som værktøjsmager. Efter en tid i DKP lod han sig fascinere af maoisten Appel, og allerede i 1969 var han den ene af de første to danskere, der var i militær træningslejr i Jordan hos det revolutionære PFLP.

Natten til 8. september 1970, to uger før Verdensbankmødet, mødets otte unge medlemmer af KAK, heriblandt Xander Truelsen, i et buskads ved Nørrebro Station i København. På fire motorcykler kørte de sammen ud til Bella Centeret. Bag på hver motorcykel sad en passager bevæbnet med en stor hammer og en benzinbombe, en såkaldt molotovcocktail, der skulle smides ind gennem de dobbelte glasdøre ved indgang 1, 3, 5 og 7 og derefter forhindre det store møde i Verdensbanken i at blive holdt.

Attentatet blev de politiske aktivisters første, store lektion i, at minutiøs forberedelse er alt. Forud for aktionen havde Xander Truelsen udtrykt sin skepsis. Med sine erfaringer fra Helsingør Skibsværft mente han, at de nye bygninger ved Bellahøj formentlig ville være udstyret med moderne sprinkleranlæg, som kunne stoppe en brand. Appel fejede indvendingen af banen. Intet kunne efter hans mening stoppe brændende benzin, og når Appel havde udtalt sig, turde ingen sige ham imod.

Da aktivisterne dagen efter inspicerede kongrescenteret, kunne de se, at sprinkleranlæggene havde sørget for, at der kun var sket ubetydelig materiel skade, og i de næste mange år begik de aktivistiske unge ikke tilsvarende fejl. Tværtimod. Hver gang politiet efterforskede nogle af deres forbrydelser, bemærkede de den professionalisme, aktionerne var gennemført med.

Fortsættelsen blev uden Xander Truelsen. Han trak sig ud af KAK kort efter de voldsomme demonstrationer mod Verdensbanken. Årsagen var Gotfred Appel. Under urolighederne var medlemmerne af hans gruppe særdeles aktive. Men det skyldes ifølge Appel kun, at de unge mennesker var uden styring, fordi han selv på det tidspunkt var i Mellemøsten på rejse. Ifølge Appel selv gav han dem efterfølgende ordre til at koncentrere sig om de mere fredsommelige studier af de politiske teorier. Hans udlægning står dog ikke uimodsagt.

Den anden version, som Peter Øvig Knudsen har fra daværende medlemmer, lyder helt anderledes. Appel var ikke imod deres brug af vold, men sagen var, at han fremover ville bruge dem som en disciplineret og illegal organisation, der kunne yde støtte til PFLP’s operationer. Derfor skulle de holde lav profil udadtil. Ikke flere slagsmål med politiet. Kampen skulle fremover foregå i det skjulte.

Ifølge Xander Truelsen præsenterer Appel ham på det tidspunkt for en plan, der skulle gøre den unge aktivist til leder af en illegal celle og organisere et underjordisk netværk med henblik på en fremtidig revolutionær situation.

»Jeg var alt andet end begejstret for den plan. Jeg havde været på træningslejr i Jordan, jeg havde lige været i spjældet, og jeg var redaktør af et blad, som alle efterhånden vidste repræsenterede de vildeste desperadoer på venstrefløjen. Nu skulle jeg være leder af et illegalt apparat, som lugtede af at skulle udføre en eller anden form for sabotage, gidseltagninger eller tilsvarende aktioner. Det var ikke sjovt længere«, har Xander Truelsen fortalt Peter Øvig Knudsen.

Konsekvent og brutal brug af vold
Der var imidlertid andre, der stod klar til at tage over. Ikke mindst den charmerende Jens Holger Jensen. Han var, som der står i Øvigs nye bog, flot som en filmstjerne, et fysisk pragteksemplar, der med stor iver dyrkede karate, ishockey og vægttræning i sine unge år. Og så var han en af de mange teenagere, der i 60’erne blev stærkt venstreorienteret under påvirkning af Vietnamkrigen. Holger Jensen mødte Gotfred Appel i 1967, da den 25 år ældre kommunist stod foran Børsen og delte løbesedler ud. De to var derefter uadskillelige i næsten 14 år. I det civile liv var han brandmand, men det var aktiviteterne i det politiske undergrundsmiljø, der fik Politiets Efterretningstjeneste til at kalde ham »Danmarks farligste mand«, som Peter Øvig Knudsen skriver.

Samme betegnelse kunne journalisten Hans Davidsen-Nielsen hæfte på Holger Jensen i bogen ’En højere sags tjeneste’, der handlede om PET under den kolde krig. En del af bogen handlede om netop efterforskningen af Blekingegadebanden, og ligesom Peter Øvig havde også Hans Davidsen-Nielsen adgang til materialet fra den omfattende retssag.

I sin nye bog fortæller Øvig imidlertid hele den politiske forhistorie for Blekingegadebanden, ligesom han afdækker de personlige historier for en række af de centrale aktører.

En af de helt centrale var netop Holger Jensen. Han var fra Gladsaxe, og flere fra hans gamle omgangskreds kom siden ind i det politiske arbejde. Det var folk som Jan Weimann og Peter Døllner. Og nye unge kom hele tiden til i Appel-gruppen. En af dem var den kun 16-årige Niels Jørgensen, der på det tidspunkt valgte at droppe ud af gymnasiet, samt kostskoleeleven fra Holbæk, Torkil Lauesen. Alle kom senere til at indgå i den inderkreds, offentligheden har lært at kende som Blekingegadebanden.

Da medlemmerne i 1989 kom for retten, var det imidlertid uden den ellers så markante frontfigur Holger Jensen – for på det tidspunkt var han ikke længere i live.

Det var han dog i høj grad, da gruppen i 1970 indstillede de højt profilerede demonstrationer og gadekampe og begyndte at arbejde målrettet – men ulovligt – for at støtte for PFLP.

I dag står det klart, at pengene til oprørsbevægelsen blev skaffet gennem røverier. Da de blev udført, forbandt ingen dem med politiske aktivister. Først senere begyndte man at se røverierne i et større mønster.

Den afgørende kobling blev faktisk først foretaget, da politifolk i 1989 under efterforskningen af Blekingegadebandens formodede røverier i 1980’erne begynder at se lighedspunkter med røverier i 1975 og 1976. Der blev brugt lukkede varevogne, forfalskede identitetspapirer, stjålne nummerplader og de minutiøst forberedte forbrydelser skete med en meget konsekvent og brutal anvendelse af vold.

Forbrydelserne var imidlertid allerede faldet for lovens forældelsesfrist på ti år, da sagen mod Blekingegadebanden tager sin begyndelse i 1989, men afdækningen i Peter Øvig Knudsens bog viser, at gruppens synderegister vitterlig var langt større end det, de blev dømt for.

Et af bandens tidlige røverier blev ifølge Øvig begået mod to ansatte fra en a-kasse. I december 1975 hentede de præcis som de gjorde hver uge en halv mio. kr. i Privatbankens afdeling på Ørnevej i København. Da de kom tilbage til a-kassens afdeling på Nordre Fasanvej, blev de angrebet af to mænd, da de steg ud af bilen. Den ene blev ramt i ansigtet af et skud tåregas fra nært hold og måtte senere bringes på hospitalet for tåregasforgiftning. Den anden blev også ramt, men han nåede at få et glimt af to unge, høje og atletiske røvere iført gasmasker, inden de sprang over en lav mur og var væk.

I tiden efter var der KAK’ere, der så større mængder af penge end vanligt i miljøet, og flere undrede sig. »Jeg kan huske, at jeg tænkte: Gad vide, om det var Jan og Holger, der stod bag? Men jeg vidste ingenting«, fortæller en tidligere KAK’er i Øvigs nye bog.

Kilder i kernegruppen fra KAK har også over for forfatteren bekræftet, at et andet røveri også blev udført af centrale medlemmer af KAK.

Røveriet foregik mod postkontoret i Lyrskovgade på Vesterbro i København i september 1976. Efter lukketid låste to kvindelige postfunktionærer sig ud af kontorets bagindgang. Med sig havde de 550.000 kr. De havde lige slået tyverialarmen til, da to mænd iført dykkerdragter, mørke hætter og gasmasker sprang ud af et folkevognsrugbrød og fyrede to gaspistoler af lige op i ansigtet på dem. Folkevognsrugbrødet viste sig senere at være stjålet to måneder tidligere på Frederiksberg, og nummerpladerne var fem måneder før røveriet forsvundet fra en lastbil, der stod i en åben garage i Nykøbing Sjælland.

Og godt et halvt år efter røveriet mod a-kassen købte den menige brandmand Holger Jensen pludselig et hus i Herlev til KAK’s daværende enehersker Gotfred Appel. Pris: 415.000 kr.

Det var inderkredsen i den politiske gruppe, der stod for den aktive udførelse af røverierne, og de fortalte omverdenen så lidt som muligt.

Nogle af de øvrige medlemmer fik dog små kig ind i de lyssky aktiviteter. De var enten deltagere i de såkaldte ’nummerpladeaftener’, eller de fik lov at veksle penge fra røverierne til udenlandsk valuta. Altid i små portioner. ’Nummerpladeaftenerne’ bestod i, at man kørte rundt i København og på Sjælland og stjal nummerplader. Ingen fik dog besked om, hvad de skulle bruges til.

En tidligere KAK’er fortæller til Peter Øvig, at han på et tidspunkt blev sendt til Rom med en ladning penge til PFLP. Med sig retur til Danmark fik han et par pistoler. Da politiet i 1989 ransagede lejligheden i Blekingegade i København, fandt de blandt andet en pistol, som viste sig at være stjålet fra en politibetjent under en demonstration i Rom i 1975.

Selvudnævnte Robin Hood-typer?
Da Peter Øvig i starten af 2005 begynder arbejdet med bogen om Blekingegadebanden, har han ingen anelse om, hvor stor rækkevidden af deres aktiviteter har været. Han forestiller sig, at han i hvert fald kan tale med nogle af dem om de forbrydelser, de rent faktisk blev dømt for. Men, som Peter Øvig spørger sig selv, hvordan kan man tale med folk om noget, som de aldrig har indrømmet officielt, og som de på grund af forældelsesfrister aldrig er anklaget og dømt for?

Politiken har det seneste år løbende talt med forfatteren om hans arbejde med bogen, og i foråret 2006 har han stadig ingen ide om, hvorvidt han vil få de dømte i banden i tale i en form, han kan bruge. Han ved, at de dømte formentlig ikke kan se noget formål med at deltage i en bog, som igen vil fortælle om deres forbrydelser. Allerede foråret 2005 har han skrevet til de dømte, om de vil bidrage til bogen. Svaret er i første omgang som forventet. Nej. Ikke tale om.

Han har selvfølgelig læst de to bøger, der allerede i starten af 1990’erne blev skrevet om Blekingegadebanden. Ikke mindst bogen skrevet af Betina Bendix og Lene Løvschall, der fik lov at interviewe de dømte, som til gengæld skulle godkende alt, hvad der stod i den færdige bog. Det sidste er ikke uden betydning, for dermed kan Øvig – hvis alt andet glipper – citere bandemedlemmerne. Det er så at sige autoriserede udtalelser.

Men han vil helst ikke. Han vil have dem i tale selv. Høre dem forklare. Forfatteren har selv en fjern fortid i det yderliggående, venstreorienterede miljø. Hos maoisterne i KAP, da han var gymnasieelev.

»Selv KAP sagde jo, de ville gennemføre en væbnet revolution i Danmark, og der var noget uldent over, hvad der skulle ske med folk efter revolutionen. Jeg fik selv mine åndelige storebrødre i partiet, hvor mange studerede, men også droppede ud for at arbejde på Århus Flydedok og Århus Oliefabrik, fordi det politisk var mere legitime steder at tjene til føden«, siger Peter Øvig.

Han husker, hvordan snakken gik i miljøet, da de dømte i Rote Armee Fraktion, RAF, blev ført til Stammheim-fængslet i Tyskland efter domme for terrorvirksomheden. Sympatien var ikke, som han husker det, hos samfundet, men hos de fængslede. Der var, som han selv siger, i det hele taget en sympati hos folk, der rent faktisk gjorde noget og ikke bare havde det i munden. Og han fornemmer, at der hos de samme grupper var en stor grad af sympati med Blekingegadebanden, da medlemmerne i 1989 blev fængslet.

I foråret 2006 er det blandt andet det aspekt, han vil udforske med sit bogprojekt. Han vil undersøge, hvordan banden ser sig selv som de gode forbrydere. De selvudnævnte Robin Hood-typer, der med vold stjæler fra det kapitalistiske samfund.

Men det er ikke nemt at få de dømte i tale, ligesom det generelt heller ikke er nemt at få folk til at tale om, hvilke politiske holdninger og handlinger de bakkede op om i 1970’erne.

»Man kan sagtens få folk til at tale om 1960’erne, men 1970’erne er stadig en så betændt periode, at folk lukker i. Og mange af de gamle KAK’ere skal eddermame ikke have sagt noget«, siger Peter Øvig Knudsen i dag.

Svindel for 1,4 millioner
På et tidspunkt tidligt i processen overvejede Peter Øvig Knudsen at bruge sine egne oplevelser fra det venstreorienterede miljø i sin bog, men det droppede han hurtigt. Han var, syntes han selv, på en gang for tæt på og for langt fra. På den ene side var han i en periode meget optaget af det politiske, men det var på et plan, der kun handlede om møder med politisk-teoretiske situationer, der ikke ville kunne drive en handling frem.

Derfor forsøgte han fra første øjeblik også at få kontakt til de centrale personer i Blekingegadebanden og omegn. Og det lykkedes ham også i et vist omfang. Ikke at han undervejs er sikker på, hvordan det vil lykkes ham at få noget af materialet med i den endelige bog, men han taler med flere i telefonen, andre skriver han med, og enkelte mødes han med.

En af de helt centrale personer kommer han så tæt på, at Øvig begynder at fornemme, hvor hemmeligt alting må have været i miljøet omkring Blekingegadebanden.

»Det er sindssygt hemmeligt. Altid. En af personerne beder mig oven i købet om at underskrive et papir, hvor jeg bekræfter, at jeg aldrig har talt med ham«, siger Øvig.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Andre foreslår, at de måske kan gå en tur sammen, og det betyder helt konkret, at de slentrer en tur i en park i den københavnske omegn, hvor risikoen for lytteudstyr må formodes at være overskuelig.

På et tidspunkt i sin research får han imidlertid en aftale med en mand, han møder i en lejlighed i Storkøbenhavn. Han fortæller dels, hvordan han selv var med i forberedelserne til røveriet i Lyrskovgade, og at det også var KAK-medlemmer, der overfaldt de ansatte i en a-kasse.

Peter Øvig spørger ham så, hvorvidt der også var andre røverier. Efter en tøven, siger den tidligere KAK’er: »Det var jo dengang, danskerne stadig fik udbetalt deres restskat på postgiroanvisninger, som man hævede på posthuset. Ude på Svanevej (KAK-hovedkvarteret, red.) havde Gotfred Appel et professionelt offset-trykkeri, som ville kunne forfalske de postanvisninger i rigtig god kvalitet ...«.

Før Peter Øvigs bogudgivelse har ingen haft den fjerneste mistanke om, at Blekingegadebanden var involveret i netop den forbrydelse, men allerede ved udførelsen af røveriet i november 1976 var politiet imponeret over, hvor professionelt det hele foregik. Det var på et tidspunkt, hvor ingen havde forestillet sig, at nogen kunne afkode det statslige sikkerhedssystem.

Men det kunne de. Svindlerne havde trykt 184 postanvisninger på det helt rigtige papir med de helt rigtige koder. Ikke store beløb. Kun tre forskellige. 4.985 kr., 8.857 kr. og 9.581 kr. På anvisningerne stod tre forskellige identiteter, to mænd og en kvinde. Ved alle udbetalinger havde modtageren identificeret sig med et kørekort. Alle forfalskede viste det sig.

Med næsten 200 anvisninger nåede svindlerne at hente 1,4 mio. kr. på få timer. Politiets gennemgang af ruten ved postkontorerne viste, at tre personer umuligt kunne have nået at hæve pengene. Beregninger viste, at der sandsynligvis var op imod 12 personer involveret. På grund af den usædvanligt professionelt udførte forbrydelse, som man i det offentlige system frygtede ville kunne bruges på langt større operationer og beløb, satte politiet alt ind på at opklare sagen.

Et røveri af denne kaliber ville normalt skabe et ekko i det kriminelle miljø, men der kom ikke en lyd fra noget sted. Derfor konkluderede betjentene dengang, at der formentlig kun var et sted, hvor man kunne finde et så stor antal personer, der ikke alene var villige til at begå forbrydelsen, men også var motiverede nok – det venstreorienterede miljø.

Man fandt imidlertid aldrig et spor efter en politisk motiveret forbryderbande, og man kontaktede heller aldrig Politiets Efterretningstjeneste, PET, i den anledning, hvad der også stod helt klart i Hans Davidsen-Nielsens nyligt udkomne bog om PET’s historie.

Der var på det tidspunkt en reel grænsekrig mellem de to dele af politiet. PET-folkene mente, at kriminalfolkene var så åbenmundede over for pressen, at man i realiteten lige så godt kunne offentliggøre oplysninger som at give dem til kriminalpolitiet. Her gjorde man til gengæld grin med de åh-så-hemmelige PET-folk, som efter kriminalfolkenes mening ikke havde nogen som helst forstand på reel politiefterforskning.

En kontakt mellem de to tjenester kunne ellers måske have afsløret, at der i inderkredsen omkring KAK befandt sig netop den form for edb-ekspert, kriminalpolitiets folk mente var nødvendig for at gennemføre girosvindlen. Manden var Jan Weimann. Ansat i den store offentlige datavirksomhed, Kommunedata. I øvrigt nært forbundet til sin partiformand Gotfred Appel, der altså rådede over det nødvendige offset-trykkeri.

De bløde knipler
Girosvindlen er en af de blødere forbrydelser i dansk kriminalhistorie. Her er ingen tåregaspistoler op i ansigtet på ansatte, ingen vold, ingen fysiske trusler.

Da Peter Øvig møder en af de centrale personer fra Blekingegade-miljøet, forsøger vedkommende at overbevise ham om, at de faktisk ikke havde til hensigt at gøre skade på deres ofre. Udgangspunktet er at gå meget håndfast til værks fra start og dermed kvæle ethvert tilløb til modstand. Hellere et skud fra tæt hold med en tåregaspistol eller et gok med en knippel end åbne og uforudsigelige slagsmål. Manden fra KAK-miljøet forsøger også at overbevise Peter Øvig om, at de rent faktisk var nogle okay fyre, nærmest gode røvere. De gjorde oven i købet, forklarer manden, en del for at gøre deres knipler så bløde som muligt, så folk ikke kom mere til skade end højst nødvendigt.

Peter Øvig husker en af sine samtaler med manden, hvor forfatteren finder hans udsagn paradoksale, eftersom et af ofrene fik kraniebrud og et andet døde. Øvig henviser netop til, at en fra gruppen har skudt en betjent, og svaret til ham er, at det jo var et uheld ...

Kommentaren falder engang i foråret 2006, og det er overvejelser af den karakter, Peter Øvig meget gerne vil have foldet ud i sin bog. Udover at fortælle de ukendte sider af Blekingegadebandens fortid vil han meget gerne præsentere et blik ind i røvernes univers. Hvad tænkte de? Hvordan så de på etik og moral, når de slog folk ned og røvede enorme beløb for at sende dem ud af landet?

I september 2006 har forfatteren ingen anelse om, hvordan eller om det overhovedet bliver muligt at få medlemmer af Blekingegadebanden til at være med i bogen. Han vil gerne kunne præsentere dem som det, han kalder »en stemme«. Hvordan det skal foregå, ved han ikke.

»Har de bondeanger i dag? Eller bare anger. Er deres samvittighed sort eller bare grå? Hvis det lykkes at give dem stemme, vil det være rigtig godt for bogen«, siger han til Politiken i september sidste år.

Det skinner klart igennem, at det også vil være rigtig godt for Øvig. På det tidspunkt er han imidlertid ikke ret meget længere, end at han har skrevet under på et stykke papir, hvor han bekræfter, at han ikke har talt med en af de dømte. Og at han i øvrigt aldrig må bruge det, de talte om – når de altså aldrig mødtes eller talte sammen.