Annonce
Annonce
Kultur

Bettina Heltberg: De hellige tre kongers aften

Når jeg interesserer mig for fodbold, har det noget at gøre med interessen for mænd. Men jeg mærker med sorg, at jeg ikke mere kan blive forelsket.

Annonce

Interesserer De Dem for sport? Hvis ikke, så stop her.

Det er helt o.k. at melde hus forbi. Hvis man ved et dannet middagsselskab siger, at man ser fodbold, bliver der i bedste fald tavshed, men man kan også komme ud for lidt nedladende bemærkninger, som om man havde bekendt sig offentligt til kristendommen. Livet er for kort til fodbold – bemærkes det med en vis værdighed.

LÆS OGSÅ Bettina Heltberg: Om det sociale instinkt

Ikke desto mindre – selv om det er møgkedeligt at læse om sport – jeg interesserer mig for fodbold, nu ved De det.

Forleden spillede den lille klub fra Barcelona, Espanyol, mod den berømte storebror, Barcelona. Det var Copa del Rey, en derbyturnering, som Barcelona har gode chancer for at vinde. Espanyol har derimod ringe chancer.

Spørgsmålet er, om vi har vænnet os til, at tilværelsen skal være lykke

Espanyol-klubben blev dannet år 1900; den holdt altid med Spanien, også i Franco-tiden, og man synes stadig, den fortjener utak. Barcelona synes det i hvert fald.

Jeg har sjældent set en fodboldkamp, der var så ondsindet. Det begyndte forunderligt nok med, at Espanyol scorede, men Lionel Messi fra Barca kom hurtigt i front og udlignede. Og så begyndte balladen. En af Barcas hellige tre konger (Messi, Suarez og Neymar), nemlig Neymar, der ikke har scoret siden november sidste år, sparkede ud efter en modstander og modtog en ostemad. En ostemad er et gult kort. Senere fik Herman Peyrez fra Espanyol sin anden ostemad (har lige med fornøjelse lært ordet) og måtte sendes ud. Så fik Pape Diop (skurk) også afgangsordre – og det endte med en Barca-sejr på 4-1.

Undervejs havde Espanyols målmand trådt Messi eftertrykkeligt på benet, og der var ben-, nakke-, lyske-, ankel- og lårskader i hobetal. På visse tidspunkter nærmest boksekamp. Det var en virkelig fornøjelig kamp.

LÆS OGSÅ Messi redder Barcelona efter chokstart i hadsk kamp

Når jeg analyserer min interesse, opdager jeg, at jeg åbenbart nyder at se mænd udfolde sig fysisk aggressivt, for ikke at sige voldeligt, inden for visse fast definerede grænser. Boksning lader mig kold, jeg spoler forbi med afsky. Men fodbold interesserer mig. De hellige tre konger må gerne tjene 100 millioner, 100 gange så meget som vores folketingsmedlemmer og ministre, det generer mig ikke, de må gerne gå i Rolex og habitter, som jeg straks med forargelse ville anholde, hvis det var den stakkels nedslidte Lars Løkke. Løkke er nemlig ikke lykke – primitiv lykke, eskapistisk lykke. De svindler og er korrupte i Fifa, det er lige så for galt, som at cykelryttere tager epo.

Spørgsmålet er, om vi har vænnet os til, at tilværelsen skal være lykke. På dansk tv er der ti gange så mange film som på svensk – man kan finde aftener uden film på svensk tv. Det ville ikke gå her. Noget afkobling – og helst også noget frastødning – må der til.

Er det en normal tilstand? Eller skyldes den en krænkelse af det personlige frirum og hjerterum, vi engang drømte om? Hvis I (jeg mener samfundet) ikke giver mig frihed, tager jeg den selv – tak, jeg ser nu, at den bliver serveret for mig i bedste sendetid – det var lige det, der manglede.

De elskende mænd

Interessen for mandesporten har noget at gøre med interessen for mænd. Men jeg mærker med sorg, at jeg ikke mere kan blive forelsket. Det kunne jeg engang, hvornår holdt det op? Nu synger jeg med hengiven distance Ludvig Holsteins gamle forårssang ’Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!’ – til og med sidste linje:

»nu vil jeg gå og købe hyacinter/og bringe dem til én, som jeg har kær«.

»Har kær«? Man kan sagtens købe blomster, de står i vasen som symboler, netop, på kærlighed. Men de er blegere. Jeg ved ikke, hvordan det er kommet så vidt, jeg ved ikke hvornår, jeg ved ikke hvordan.

LÆS OGSÅ Senior dating: Nu genopstår kontaktannoncerne

Jeg holder mest af de mænd, som enten stadig kan huske, at de har elsket, eller stadig elsker – og mindst af dem, der konverserer (som jeg selv). Det gælder om at have erindringsmagten intakt, og hvert et skyndsomt blik på Nettos 20-kroners buketter er et svalt lagret minde om engang.

Lad mig blive mere personlig (som det hedder, når man eftertrykkeligt vil frabede sig det private):

Hvad er det med mænds fysiologi? Husk – dette begyndte med sport. Mænd er anderledes. Så diskret kan det udtrykkes. Og interessen for mænds kønsorganer svinder også bort. Når man omgås mænd, er det ofte, som om vi er ligekønnede, ligeværdige, med helt skjulte kønskarakteristika.

Vi fører diskussioner og debatter og samtaler, vi er meget saglige og meget med, og sexchikane er derfor noget, vi hører om – og ikke deltager i, hverken mænd eller kvinder. Sådan er det – var det også sådan?

LÆS OGSÅ Podcastguide 2016: Så er det bare om at lukke ørerne op

Det er naturligvis oprørende, at en masse kvinder nytårsaften blev forulempet seksuelt i Köln – men det er også lidt besynderligt. Fordi det personlige fokus på sex er forandret, er interesse og forargelse og nysgerrighed det også. Det gamle yndlingsord ’måske’ kommer trefold kynisk tilbage. Kvadraten er blevet mindre, der er smallere ud til siderne.

Jeg ser gamle kvinder og mænd, som for længst har afskrevet deres erotiske aktivitet. De ser mig og tænker, at jeg prøver at narre, og det er, hvad jeg gør, foran spejlet. Jeg kigger efter mit forsvundne ansigt.

Ja, jeg kan længes mod mit unge ansigt

Som mod en kvinde jeg engang har kendt,

Min lille søster, barnlig og uskyldig,

Et alterlys den morgen det blev tændt;

Og jeg kan strække hånden ud i søgen

Mod dette menneske, som jeg har mødt,

Og fyldes af en sorg der rummer rædsel,

Fordi dets ansigt er for evigt dødt.

(Digt af min mor)

Men det var fodbolden, vi kom fra. Jeg ser alle de unge spillere løbe på banen, ivrige, helt fanatiske. Om lidt er de borte, men lige nu er de her. Jeg kan glemme den evige uro over det, der skal ske, fordi det sker.

Mænd ser også meget fodbold, hører jeg. Det er helligtrekongersaften, og skærmen er et spejl. Er målet – altså ikke fodboldmålet, men målet med livet at leve?

Redaktionen anbefaler

Bettina Heltberg: Men dejligt er det ikke at blive glemt

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce