Annonce
Annonce
Kultur

Barokensemble fejrede 25 år med magisk musik ... nå ja, og så blodrus

Concerto Copenhagen med Händels 'Israel i Egypten' var en lang og bibeltung, men især musikalsk flot oplevelse.

Annonce

G.F. Händel: Israel i Egypten

Politiken synes

Solister. Nederlands Kamerkoor. Concerto Copenhagen. Dir.: Lars Ulrik Mortensen. Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Koncertsal. Fredag.

P2 sender 'Israel i Egypten' live fra Wiener Konzerthaus i dag lørdag kl. 19.20.

Det er et vidunderligt værk, ’Israel i Egypten’. Proppet med fantastiske kor, som kun Händel kunne komponere dem, og ladet med akkordtryllerier, når israelitternes bibelske klagesange og Egyptens plager skal males frem i toner.

Men det er også et forfærdeligt værk. Fuldt af religiøs fanatisme af den fundamentalistiske slags, som i dette tilfælde stammer fra 2. Mosebog.

Værket er i tre dele, og hele den sidste går med at svælge i Gud Herrens nådesløse tilintetgørelse af fjenden, egypterne. »The Lord is a man of war«, som to bassangere begejstret synger i munden på hinanden. Men uagtet at det ikke er til at holde ud at læse teksten, er oratoriet en musikalsk gave til eftertiden. Helt på niveau med ’Messias’.

Stærkt internationalt ensemble

’Israel i Egypten’ er et af de teatralske værker for solister, kor og orkester, 1700-talsgeniet Händel skrev til engelsk tekst, dengang han som indvandrer i London var løbet tør for publikum til sine italiensksprogede operaer. Det er sjældent at opleve det i en koncertsal.

Men det kunne man fredag, hvor Concerto Copenhagen fejrede, at det danske initiativ til et barokorkester, som tog sine første forkølede skridt tilbage i begyndelsen af 1990’erne, er blev et stærkt internationalt ensemble med turnévirksomhed, pladeindspilninger og en klar kunstnerisk profil.

Læs anmeldelseAnmelderne om 2015: Her er de bedste og værste klassiske oplevelser

Concerto Copenhagen markerer sit jubilæum med en festival i Tivoli til juni, og der er linet op til Bachs ’Johannespassion’ om to måneder, hvor fire af de solister, der medvirkede fredag, står på plakaten. Det er godt. For ud over Lars Ulrik Mortensens musikalske ledelse var soliststemmerne noget, der pyntede på den næsten tre timer lange koncert, som blev overværet af både dronningen og den pensionerede prinsgemal, såmænd.

Frøer og insektsværme

Händel selv var hurtig til at skære i værket, da publikum havde kedet sig til den lange førsteopførelse i 1739, og er der noget galt med ’Israel i Egypten’, er det længden og dramaturgien. Man skal kunne klare gentagelser og ting, der tager tid.

Men Mortensen præsenterede værket intakt. Fra første dels lamentationer over de farverige frøer, insektsværme og haglbyger til sidste dels jublende blodrus. Joanne Lunns samlede, varme klang, som sopranen også i sin afsluttende solo fra balkonen arbejdede omhyggeligt på at holde intonationsmæssigt på sporet, den kropslige tenor Nicholas Mulroy og den lette og gode mandealt Alex Potter kommer til København igen til marts.

Også til den tid får de selskab af Jakob Bloch Jespersen, der i sammenligning med baskollegaen Peter Harvey fredag blegnede lidt. For sikke da en saftig, kontrolleret pragtstemme ham Harvey har.

Udenlandske venner

Når man arbejder en del i udlandet, får man udenlandske venner, og langt den største del af koncerten i Konservatoriets Koncertsal var det det Nederlandske Kammerkors 32 sangere, der rent og afrundet trak læsset i beretningen om israelitternes smertelige exodus og deres gudgivne sejr over de onde egyptere.

Concerto Copenhagen selv spillede op til deres bedste. At violinerne hikkede en skævert, da Gud Herren slog alle egypternes førstefødte ihjel, kan man ikke fortænke dem i. 25 år gammelt er ensemblet i sit livs form, og det kommer også wienerpublikummet til gode.

I dag lørdag bliver ’Israel i Egypten’ nemlig gentaget i Wiens Konzerthaus, hvor DR UnderholdningsOrkestret i efteråret 2013 præsenterede deres Mozart. Det var dengang, der var noget, der hed DR UnderholdningsOrkestret. Lad os regne med, at fremtiden tegner meget lysere for ConcertoCopenhagen.

Redaktionen anbefaler

Problemerne er væltet ned over imødeset tryllepremiere

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce