Annonce
Annonce
Kultur

Heltberg uden filter: Hvorfor ikke? Fordi!

I dag mener Mette Frederiksen i det store og hele det samme som den blå regering og Dansk Folkeparti. Og derfor stemmer jeg ikke mere på partiet.

Hvorfor er det, at vi – og med ’vi’ mener jeg ’jeg’ – ikke vil have mere at gøre med Socialdemokratiet?

Engang var jublen ren og from. Frihed, lighed og broderskab, røde faner, troen på en bedre fremtid, bevidstheden om, at intet socialdemokrati i verden nogensinde have været på krigens side ...

En socialdemokrat med en kniv i højre hånd ville altid have en gaffel i venstre. Måske kunne partiets karakter af bevægelse give visse kvalmefornemmelser hos de sarte, og de traditionelle sange var rigtig nok krigeriske – men de var også gode.

De handlede om at rejse en bygning, at sidde på skødet af mor og lære om en fane så knitrende rød, fordi partiets hovedinteresse, dets essentielle idégrundlag, var at skabe bedre vilkår for alle de forslidte fattigfolk, som manglede et parti og et aktivt forsvar for deres alt for sølle liv.

LÆS OGSÅ:Jeg ønsker mig et Socialdemokrati, der forstår at komme med humane løsninger på flygtningekrisen

Kampen var økonomisk, social og kulturel. I medlemsbrevene hed det: Gode kammerat!

En masse floskler, helt bestemt. Statsminister Jens Otto Krag kunne ikke modstå kvinder og alkohol, heller ikke luksus og vellevned, der kom visse krakeleringer i emaljen, en snigende afstand mellem ledelse og det flade folk. Det var tidens udvikling, som man siger.

1960’erne betød opblomstring af økonomien, bedre forhold for arbejderklassen, og der kom en tid, da det måske ikke var så komplet indlysende at være socialdemokrat. Det var, fordi bilen holdt i garagen, der var mad på bordet og ferierejser til eksotiske destinationer, hvor man ikke anede så meget uråd, fordi alt tog sig smukt ud på turismens terrorfri overflade.

Velfærden blev udstrakt til de ældre, de syge, de handikappede, til skolebørn og studerende. En social udligning blev målsætningen. Danskerne skulle være så lige som muligt, det vil sige have lige muligheder.

Og efterhånden blev velfærden broderet i korssting ud over hele det lille Danmark, som nu på kryds og tværs fik et helt forgrenet netværk af fremskridt, tryghed og velstand, som kun de småtossede kunne være utilfredse med. Velfærdssamfundet.

SE OGSÅ:Fattigere på medmenneskelighed er vi blevet for længst

Men hvor blev opgaverne af, efterhånden som de blev løst?

Den venlighed i sjælen havde Helle Thorning-Schmidt som formand for partiet, selv om hun måske ikke var toptunet i disciplinen politik.

Efter en lang march fremad internt er opgaverne i kraft af den voksende globalisering og engagementet i det store udland blevet en ekstern kamp for verdensomspændende frihed og fred.

Mens socialdemokraterne i gamle dage koncentrerede sig om at rette op på Danmark og gav fanden i udlandet, er det i 2010’erne blevet meget mere vigtigt at holde blikket på udviklingen i Europa, USA, Asien og Mellemøsten og prøve at eksportere – et livssyn, som er i samklang med det nordiske råd om frihed og lighed.

At EU spiller en kolossal rolle, kan ikke benægtes. Engang kunne en rejse til Roskilde tage en dag, nu er der ikke det sted på kloden, man ikke kan nå med et klik på skærmen.

Hvor vil jeg hen med disse – noget almindelige – betragtninger?

Engang foranstaltede Politiken en rundspørge om partiets sjæl. Hvad er sjælen i partiet – her kan man så henvise til alt det forgående – men meningen var at finde et svar på de indre værdier hos en socialdemokrat.

Hvis jeg skulle svare i dag, ville jeg tillade mig at slå ned på venligheden – en balance og fremskridtstro, som hviler i sindet og egentlig aldrig kan slås af pinden af ’udviklingen’, ’katastrofen’, ’begivenhederne’ eller bare ’omstændighederne’. Opportunisme, jo bestemt, snobberi, jo sikkert, naiv selvglæde – helt fint med mig. Men bag det: venlighed. Et godt humør.

SE OGSÅ: Vores udlændingepolitik er da kernesocialdemokratisk!

Det er hvidt herude, skrev Blicher i 1838, han var syg og holdt en diæt på sukkervand. Men han var også overbevist om, at foråret ville komme tilbage og forløse den bundne jord.

Den venlighed i sjælen havde Helle Thorning-Schmidt som formand for partiet, selv om hun måske ikke var toptunet i disciplinen politik. Venligheden er en conditio sine qua non – en betingelse, der aldrig kan udelukkes, hvis man vil gøre sig i socialdemokratisk politik.

Den venlighed har Mette Frederiksen ikke. Hun er utvivlsomt kvik, navnlig god til at fremture med floskler og foredragsdesignede påstande af socialdemokratisk art, men sindets venlighed ejer hun ikke.

Flygtningedebatten har bevist det. Den sættes nu i tale af højrefløj og socialdemokrati i fælles fodslag, og der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen i det store og hele mener som regering og DF. Hun støtter gruppeformand Henrik Sass Larsens forslag om, at flygtninge skal blive i lejre i deres nærområder, og at det skal være op til hvert enkelt vestligt land at bestemme, hvor mange flygtninge det vil tage.

Valget af Mette Frederiksen er blevet en ubærlig skuffelse

Resten må blive i lejrene. Skulle flygtninge ad mystiske og ulovlige veje antræffes i Danmark, skal de omgående sendes retur.

Skal man ikke kunne opnå asyl i Danmark?

»Hvis der er et sted med sikkerhed tæt på ens hjemland eller i ens hjemland, så er det dér, man skal være«, svarer Mette Frederiksen.

Da intervieweren (Ritzau) bemærker, at DF foreslog noget tilsvarende for et års tid siden, men dengang blev afvist af socialdemokraterne, bemærker Mette Frederiksen:

»Med den måde, som tingene udvikler sig på lige nu, så skal vi tænke nyt. I højere grad end at tilbyde asyl så skal vi tilbyde lejre af en ordentlig kvalitet«.

LÆS OGSÅ:Mette F om DF-samarbejde: Jeg er ikke rød blok-kriger

I tilslutning til disse betragtninger har Socialdemokratiet tilsluttet sig reglen om tre års frist for familiesammenføring og den mindre vigtige, men totalt ulækre konfiskation af værdigenstande på over 10.000 kroner fra asylansøgere. Det sidste er ren symbolpolitik, som partiet – uanset sin føjelige nye tilgang til tidens største problem – burde have afvist.

Men afvise gør man ikke – når ’udviklingen’ og DF går hånd i hånd.

Hvordan i alverden skal partiet nogensinde kunne komme tilbage til regeringsmagten uden at eje en sømmelig opposition i samklang med sig selv?

På mange måder er Lars Løkke og Inger Støjberg at foretrække. De spiller ingen taktiske spil mod eventuelle indre kvababbelser, og de kan utvivlsomt tænke lige så hurtigt som Mette Frederiksen uden at skulle belastes af et partitilhørsforhold, som engang bød dem at tænke anderledes.

Valget af Mette Frederiksen er blevet en ubærlig skuffelse. Derfor stemmer jeg ikke mere på partiet.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce