Annonce
Annonce
Kultur

Det Kgl. Teater kunne spare millioner ved at købe ind efter reglerne

Statslige institutioner får kritik for ikke at overholde reglerne, når de køber alt fra frokostordninger til balletsko og kloakarbejde.

De har brokket sig, sløjfet udstillinger og fyret medarbejdere på grund af regeringens besparelser, der koster kulturlivet 600 millioner over de næste 4 år. Men der kunne blive flere penge at rutte med på landets teatre, museer og biblioteker, hvis institutionerne blev bedre til at købe ind.

Det handler helt sikkert om nogle millionbesparelser

Per Nikolaj Bukh, professor

Politiken har fået aktindsigt i notater fra Rigsrevisionen, der dokumenterer, at seks af landets største kulturinstitutioner i mange tilfælde har overtrådt reglerne for indkøb i staten ved ikke at undersøge, om de kan få varer og ydelser billigere.

Rigsrevisionens undersøgelse er foretaget på baggrund af 187 stikprøver, og det er ifølge Statsrevisorerne »meget utilfredsstillende«, at reglerne i stribevis af tilfælde ikke bliver overholdt.

LÆS MERE Borgerlige: Spar på kultur, marmorfortove og lysende bænke

Per Nikolaj Bukh, professor i offentlig økonomistyring ved Aalborg Universitet, anslår på baggrund af Rigsrevisionens beretning, at kulturinstitutionerne vil kunne spare 10-20 procent på indkøbene, hvis de købte ind efter gældende regler.

»Det handler helt sikkert om nogle millionbesparelser«, siger Per Nikolaj Bukh.

Rigsrevisionens undersøgelse viser, at de seks institutioner i forbindelse med indkøb, der er omfattet af EU-udbudsreglerne, i mere end hvert fjerde tilfælde ikke har overholdt loven.

LÆS ARTIKELOperasangere får 10.000 for hver ekstraforestilling på Det Kgl. Teater

Ved over 60 pct. af de indkøb, der skulle annonceres efter reglerne i tilbudsloven, overtrådte kulturinstitutionerne også reglerne, ligesom mange køb blev foretaget uden om statens indkøbsaftaler, der skal sikre rabatter for institutionerne.

Rigsrevisionen sætter ikke tal på, hvor store besparelser institutionerne kan være gået glip af, men da revisionsfirmaet Deloitte sidste år undersøgte Det Kongelige Teater, var vurderingen, at en effektivisering af indkøb kunne spare teatret for mellem 5 og 7,5 mio. kr. om året.

Er kulturen ’særlig’?

Statens Museum for Kunst får kritik af Rigsrevisionen, bl.a. for ikke at sende kloakarbejde og frokostordning i udbud.

»Vi tager kritikken meget alvorligt«, siger administrationschef Kim Gundersen.

Det kan godt være, at man som kultursektor vil kalde sig 'særlig', men sådan er der mange, der ser sig selv

Grith Skovgaard Ølykke, lektor, CBS

Men, siger han og flere andre, der er ofte en god grund til, at reglerne ikke overholdes.

Eksempelvis har Statens Museum for Kunst – i strid med Kulturministeriets retningslinjer – i de sidste 4 år ikke tjekket, om de kunne finde et billigere alternativ til deres faste malerfirma, fordi museet har et »trygt og professionelt« samarbejde med et bestemt firma, der kender museet og dets sikkerhedsforanstaltninger.

LÆS OGSÅStatens Museum for Kunst skærer i åbningstiden

På Det Kongelige Teater har man siden 2010 købt balletsko for cirka 1 million kroner om året uden at sende ordren i udbud. Det er i strid med EU-reglerne, men ifølge kommunikationschef Magnus Restofte, ved teatret på forhånd, at der kun er to leverandører i verden, der lever op til kravene.

»Der mener vi netop, at vi handler sparsommeligt ved ikke at bruge unødige resurser – og dermed skattekroner – på at sætte ting i udbud«, siger han.

Men hvis ikke man sender ordrer i udbud, finder man ikke ud af, om der dukker et bedre tilbud op, siger ekspert i EU-udbudsret, lektor Grith Skovgaard Ølykke fra CBS. »Det kan godt være, at man som kultursektor vil kalde sig ’særlig’, men sådan er der mange, der ser sig selv. EU-reglerne er til for at blive overholdt. Det gælder også for kultursektoren«, siger hun.

Det var tirsdag ikke muligt at tale med kulturminister Bertel Haarder (V). Ministen har i en pressemeddelelse kaldt Rigsrevisionens konklusioner for »utilfredstillende« og har indskærpet reglerne over for kulturinstitutionerne, ligesom man har igangsat undervisning af institutionernes indkøbsmedarbejdere i indkøbs- og udbudsregler og god praksis på området.

Redaktionen anbefaler

Teaterredaktør: Det er payback time på Det kongelige

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce