Annonce
Annonce
Kultur

Går kulturen i for dyre sko?

Kulturen klager over, at den skal spare 600 millioner kroner over de næste 4 år, men en række kulturinstitutioner kunne købe både bedre og billigere.

Kim Gundersen er ikke en ubetinget stolt mand i dag. Som chef for pengekassen på Danmarks nationale kunstmuseum er det hans job at sørge for, at Statens Museum for Kunst ikke kan beskydes med denne slags kritik.

Undersøgelse

Rigsrevisionen har på eget initiativ foretaget 187 stikprøver af indkøb bogført i 2. halvår af 2014 og 1. halvår af 2015 hos Det Kongelige Teater og Kapel, Statens Museum for Kunst, Statens Arkiver (Rigsarkivet), Det Kongelige Bibliotek, Kulturstyrelsen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.

Statsrevisorerne kalder det »meget utilfredsstillende«, at institutioner i mange tilfælde ikke har overholdt f.eks. EU-udbudsregler og tilbudsloven.

Politiken har fået aktindsigt i Rigsrevisionens notater.

Nu sidder han på sit kontor og gennemgår flere af de indkøb, som museet har fået kritik for af statens revisorer.

»Når Rigsrevisionen kommer med sådan en kritik, skal det tages alvorligt. Og det gør vi«, siger administrationschefen.

Museet er en af de i alt 6 kulturinstitutioner, som for nylig har fået et rap over nallerne af Rigsrevisionen, der er det hold revisorer, der skal sørge for at kigge statslige institutioner over skulderen og sikre, at skattekroner forvaltes bedst muligt.

Hos ’kulturen’ er man ikke tilstrækkeligt gode købmænd, lyder konklusionen efter 187 stikprøver, der har fået Statsrevisorerne til at finde det »meget utilfredsstillende«, at institutionerne ikke overholder reglerne, ligesom Kulturministeriet får kritik for ikke have hånd i hanke med indkøbene.

LÆS OGSÅ:Det Kgl. Teater kunne spare millioner ved at købe ind efter reglerne

Politikens efterfølgende aktindsigt i Rigsrevisionens notater viser, at blandt de ting, der kritiseres på Statens Museum for Kunst, er kloak- og vandledningsarbejde, malerarbejde og en frokostordning, der ikke er blevet indhentet flere tilbud på trods regler herom.

I 2008 indgik museet for eksempel en aftale med Meyers cateringfirma – en ordning, der siden har kostet museet 2,3 millioner kroner i alt. Frokostordningen er blevet forlænget løbende, uden at museet gennem en konkurrenceudsættelse har tjekket, om andre kunne levere en ordning bedre og billigere. Det strider imod EU’s udbudsregler.

»Det er en fejl. Og vi gør det bedre fremover«, siger Kim Gundersen.

Udgifter

Kulturinstitutioner i tal

1 million kroner har Det Kongelige Teater årligt brugt på balletsko i de sidste 4 år uden at sende ordren i EU-udbud

2,3 millioner kroner har Statens Museum for Kunst siden 2008 brugt på en frokostordning uden at sætte ordren i EU-udbud

600.000 kroner har Kulturstyrelsen brugt på en biblioteksapp. Prisen blev højere end ventet, fordi der var en for dårlig forudgående aftale

1,2 millioner kroner har Det Kongelige Teater brugt på en ny lydpult til Gamle Scene uden at holde EU-udbud.

195.000 kroner har Rigsarkivet forudbetalt for konsulentarbejde, hvor kun to ud af tre af opgavens faser var gennemført ved betaling.

605.000 kroner har Det kongelige Teater brugt på at brandsikre døre omkring Gamle Scene uden at afholde licitation.

650.000 kroner vurderede styrelsen for Slotte –og Kulturejendomme at det ville koste at sætte nyt silkefløjl i Fløjlsgemakket på Christiansborg. Ordren blev bestilt uden at hente underhåndsbud.

Når institutionerne ikke køber ind efter reglerne, er det i flere tilfælde ikke bare ulovligt. Museer, teatre og biblioteker risikerer også at gå glip af besparelser, når de køber ind, uden at flere leverandører får mulighed for at komme med et tilbud, eller når de køber ind uden om statens aftaler.

Og så er der lige det med timingen. Kritikken lyder, kort efter at flere institutioner højlydt har beklaget sig over regeringens besparelser, der koster kulturen 600 millioner kroner over de næste 4 år.

På Statens Museum for Kunst har man skåret i åbningstiden og lagt op til, at man fremover skal betale entré til faste udstillinger. »Dødærgerligt«, har direktøren sagt. Men hvorfor al den jammer, hvis mange af pengene ved bedre købmandskab kunne blive i kassen?

Den ’særlige’ kultur

På Aalborg Universitet har professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fulgt en del med i, hvad Rigsrevisionen kritiserer. Ud fra beretningen at dømme er der »indiskutabelt« områder, hvor kulturen bør oppe sig. Og formentlig kunne reducere indkøbsomkostningerne med 10-20 pct. på områder, hvor reglerne ikke er overholdt, svarende til flere millioner.

Jo højere den ambition er, jo mere begrænset bliver markedet

Thomas Riisom, Deloitte

»De her regler skal efterleves, og det er alvorligt ment«, siger Per Nikolaj Bukh.

»Men når det er så sagt ...«, siger han og holder en tænkepause i telefonen.

»Så har kulturen nok en større andel af de her lidt specielle indkøb end andre«.

Blandt eksemplerne i Rigsrevisionens beretning er en renovering af dronningens repræsentationslokale på Christiansborg Slot. Her betalte Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme sidste år en del af renoveringen af det såkaldte Fløjlsgemak, der er blevet indhyllet i 300 meter nyt indisk vævet silkefløjl i højrød.

En fast velkendt leverandør blev hidkaldt, og ordren blev ikke sat i udbud, som den skulle ifølge tilbudsloven, da omkostningen blev vurderet til op mod 600.000 kroner. Styrelsen oplyser til Politiken, at man vidste, at leverandøren var en af meget få, der kunne levere opgaven i den ønskede kvalitet.

»Og her kan man jo godt se, at disse mennesker, der formodentlig har meget forstand på det og givetvis ved, at der kun findes én udbyder af sådan en silkefløjl, har svært ved at forstå, at de skal sende det i udbud«, siger Per Nikolaj Bukh.

7,5 mio. kan spares

I rådgivningsfirmaet Deloitte har partner Thomas Riisom stået i spidsen for en række analyser af økonomien i kulturinstitutioner – blandt andet blev han sidste år af Finansministeriet og Kulturministeriet bedt om at gennemgå økonomien på Det Kongelige Teater og komme med bud på, hvor der kunne effektiviseres.

Ved at sende flere indkøb i udbud og indgå flere faste indkøbsaftaler kunne nationalscenen spare op mod 7,5 millioner om året, lød en af vurderingerne i den offentliggjorte analyserapport.

LÆS OGSÅ: Statens Museum for Kunst skærer i åbningstiden

Thomas Riisom siger, at kulturen er en sektor med »meget stor kvalitetsbevidsthed«, også når der købes ind. På godt og ondt. Eksempelvis er der lige så høje ambitioner for scenografien og kostumerne som for selve scenekunsten, fordi det er helheden, der skal give publikumssucces. Det gælder også museers særudstillinger:

»Jo højere den ambition er, jo mere begrænset bliver markedet. Og så ved man ofte lige præcis, hvem der kan levere ydelser og materialer i rette kvalitet«, siger han og peger på, at af visse produkter findes der kun ganske få leverandører.

»Der er stærke fagopfattelser af, hvad god kvalitet er, og hvor man finder det på markedet. Men jeg mener også, at de kvalitetsopfattelser kan udfordres«.

De eneste to

I et rum bag Gamle Scene på Kongens Nytorv i København er balletskoene til danserne på Det Kongelige Teater opmagasineret på knager og i kasser. Det er blandt andet disse sko, Rigsrevisionen har set sig sur på. Siden 2010 har teatret købt balletsko for cirka 1 million kroner om året hos to faste leverandører i Australien og England uden at sende ordren i udbud – stik imod EU-reglerne.

»Den kvalitet, vi kræver, er der kun to leverandører, der kan levere. Man skal huske på, at det er en ekstrem nicheproduktion, der ikke bare lige kan laves af alle og enhver. Spørgsmålet er så, hvordan vi handler mest sparsommeligt. Er det ved at bruge tid og resurser på at sætte det i EU-udbud, eller er det ved at spille de to leverandører ud mod hinanden uden at give dem for mange detaljer om hinanden og os?«, siger teatrets kommunikationschef, Magnus Restofte.

»Vi mener netop, at vi handler sparsommeligt ved ikke at bruge unødige resurser – og dermed skattekroner – på at sætte ting i udbud, hvor der reelt kun er to leverandører på verdensplan«, siger han.

Ud over balletskoene har Rigsrevisionen ifølge Politikens aktindsigt også bemærket, at nationalscenen eksempelvis ikke sendte en ny hjemmeside, der kostede 2,5 millioner kroner at bygge, eller en lydpult til 1,2 millioner kroner i EU-udbud, som man burde.

Teatret har i 10 år også brugt mere end 1 million kroner årligt på stålelementer til scenografi hos den samme leverandør uden at indhente tilbud fra andre.

Det er jo ikke kun balletsko, kritikken går på. Hvad med scenografi-stål?

»Lige med scenografien vil jeg sige, at vi ikke kan være 100 pct. sikre på, at vi ikke kunne gøre det billigere, end vi har gjort«, siger Magnus Restofte.

»Derfor tager vi i den grad også kritikken til efterretning og har strammet op internt. Men flere nuancer i revisionen ville hjælpe til et mere reelt billede af vores arbejde med at indsamle tilbud«.

Det samme lyder fra Det Kongelige Bibliotek, der ifølge Rigsrevisionens beretning er det sted, hvor flest indkøb foregår efter reglerne. De ting, der kritiseres, er der en god forklaring på, forsikrer direktør Erland Kolding.

LÆS OGSÅ:Spareøvelse på bibliotekerne sender lånerne hjem

Eksempelvis nytter det ikke at sætte eftersyn af bibliotekets alarm- og sikkerhedssystem i udbud, som Rigsrevisionen bemærker. Biblioteket kan – klog efter store bogtyverier – ikke give opgaven til hvem som helst, siger direktøren, og når først en leverandør er valgt, er det samme firma ofte nødt til at stå for de fremtidige tjek, fordi kun de kender systemet. Alternativt skal hele sikringssystemet fornys.

Betyder det, at du slet ikke mener, I kan lære noget af denne kritik?

»Der er blandt andet nogle bemærkninger om krav til regnskabsinstrukser. Og der må jeg da erkende, at det også kan være bedre hos«, siger Erland Kolding.

»Men generelt synes jeg, at Rigsrevisionens kritik er lovlig barsk og også skyder over målet i flere henseender. Den er i hvert fald ikke repræsentativ for Det Kongelige Bibliotek«, siger han.

Rigsrevisionen har over for Politiken ikke ønsket at kommentere beretningen om indkøb under Kulturministeriet.

Sidespring skal dokumenteres

En del af revisionens kritik går også på, at når institutionerne ikke overholder reglerne, dokumenterer de ikke, hvorfor de gør ikke det. Og det er et helt elementært brud på god forvaltningsskik, siger lektor Grith Skovgaard Ølykke fra CBS. Hun har svært ved at se, hvorfor kulturen skal have særregler, når det gælder indkøb.

»Det kan godt være, at man har erfaring med, at der kun er de to, der kan levere varen i den ønskede kvalitet, men man kan jo ikke vide det. Der kunne være leverandører, der før har budt ind, som opper sig til næste gang«, siger hun.

Selv om kritik fra Rigsrevisionen altid er alvorlig, er der først en egentlig straf, den dag for eksempel Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller en leverandør, der føler sig overset, klager, siger Grith Skovgaard Ølykke. Det kan føre til, at kontrakter erklæres ugyldige, eller til bøder.

Helt særligt guld

I foyeren på Statens Museum for Kunst viser Kim Gundersen noget af det malerarbejde, museet har købt uden at overholde Kulturministeriets egne retningslinjer for god indkøbspraksis. I de seneste 4 år har museet lagt 1,2 millioner kroner hos den samme maler uden at indhente tilbud fra andre.

»Du kan godt se ...«, siger han og peger på en guldmalet væg med blå bogstaver.

»Det er noget helt særligt guld, der passer til den blå tekst. Vores maler kender den farveskala og de toner, vi bruger her i huset. Han har et tæt samarbejde med de udstillingsarkitekter, vi bruger, og en forståelse for vores tidsplaner og store koncentration af værdier, der kræver omfattende sikkerhedstjek«, siger han.

I kan vel skifte mellem forskellige malere?

»Ja, men med så få udstillinger, vi har om året, bliver det for sjældent til at kunne kaldes etablerede samarbejder«, siger Kim Gundersen.

LÆS OGSÅ:Operahuset skal fremover indfinde sig i B-rækken

Og selvom museet fremover vil følge reglerne for at undgå lignende kritik, genkender han ikke, at der skulle være millioner at hente ved at gøre det.

»For vores vedkommende tror jeg bestemt ikke, at det vil føre til besparelser. Når vi eksempelvis har købt mobiltelefoner uden om statens indkøbsaftale, er det, fordi vi ikke havde brug for nogle af de modeller, de har, men noget billigere og mindre avanceret«, siger han.

»Men Rigsrevisionen kigger ikke på om man har sparet penge. De kigger på, om man har overholdt reglerne«.

Efter reprimanden har kulturminister Bertel Haarder, der selv bliver kritiseret af Rigsrevisionen for at ikke at have overblik over indkøbene, indskærpet reglerne og igangsat undervisningsforløb, der skal lære institutionerne om god indkøbsskik. Og det er der god grund til, siger økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh:

»Når Rigsrevisionen laver sådan en rapport her, så er der meget stor sandsynlig for, at de vil genbesøge området. Så om et år eller halvandet banker de nok på igen«.

Redaktionen anbefaler

Kunstnerisk konsulent: Kulturen skal ikke være toiletpapir

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce