Annonce
Annonce
Kultur

Neonen går ud i verdens neonhovedstad

Neonskiltene har gjort Hongkong berømt som Orientens Perle. Men nu er neonlyset ved at dø ud og forsvinde fra gadebilledet.

Annonce

Neonlys

Historisk

1898

Den skotske kemiker William Ramsay opdager ædelgassen neon samt helium, argon, krypton og xenon. Men der går over et årti, før man finder en måde at bruge neon på.

1904

Neonlamper bliver udstillet hos en isenkræmmer i Newark, New Jersey, USA. Det er første gang, at neon bliver brugt kommercielt, men lamperne er for dyre at fremstille og bliver ikke sat i produktion.

1910

Den franske ingeniør og kemiker Georges Claude fylder glasrør med ædelgasser som neon og fremviser det som belysning til Paris Auto Show.

1912

En assistent til Georges Claude begynder at bukke og forme neonglasrørene til bogstaver og symboler. Det første kommercielle neonskilt er for en barbersalon på Boulevard Montmartre i Paris, og der står der ‘PALAIS COIFFEUR’.

1913

Georges Claude begynder den internationale markedsføring af neonrørerne, som han ser et stort kommercielt potentiale i. Første stop er USA.

1920

Neonskilte kommer til Asien og bliver stadigt mere almindelige i Tokyo.

1923

Hongkong får sin første lov vedrørerende reklamer med »ethvert arrangement hvor glasrør er fyldt med neon, argon, helium eller andre gasser« der under »elektrisk pres« afgiver en »lysende glød« og danner »bogstaver, tal, tegn, kanter« der skal »tiltrække offentlighedens opmærksomhed«.

1924

Georges Claude forsøger at få monopol på neontekniknologien og -produktionen og opretter kontorer flere steder i USA samt i Shanghai i Kina.

1925

De første importerede neonskilte kommer til København og 4 år senere er der en egentlig produktion i Danmark.

1926

En boghandler på Nanjing Donglu i Shanghai får som den første i Kina et neonskilt. Det er en reklame for skrivemaskiner.

1927

Neonskiltene breder sig hurtigt i USA, og i New York udbryder ‘neon-krigen’ mellem flere virksomheder Georges Claude, der har patent på teknologien.

1927

Den tyske instruktør Fritz Lang kommer med science-fiction filmen ‘Metropolis’, hvor han bruger neon til både lyssætning og til at give sin fremtidsby et futuristisk skær.

1930

I Danmark er der nu over 500 neonskilte. Politiken skriver om et foredrag af ingeniør Carl Grün, der fortæller om neonrørerne med »den vidunderlige elektricitetsledende Luftart«, som i forhold til »vor dages Lampereklamer« har »den største reklametekniske Slagkraft«.

1930

Georges Claudes patenter er ved at udløbe, og det får for alvor neon til at brede sig i USA, og hvor neonskiltene helt transformerer for eksempel Broadway og Times Square. I Kina bliver neon også stadigt mere populært i især kystbyerne og i Hongkong.

1932

Neonskiltene i Hongkong er hidtil blevet produceret i Shanghai, men her åbner byens første neonfabrik.

1933

Badeanstalten i Aarhus åbner, hvor den ikoniske neonskiltning i 1989 blev fredet som en del af bygningens fredningsværdi.

1933

Japaneren Masaru Ibuka, der efter Anden Verdenskrig er med til at grundlægge Sony, fremviser på en videnskabsmesse i Paris neon, der kan blinke.

1936

Den tjekkiske kunstner Zden?k Pešánek fremstiller en skulptur i glasfiber og neon.

1937

På en verdensudstilling i Paris fremviser det tyske Nazistparti et swastika i neonrør.

1938

Der udbryder brand i et neonskilt på Des Voeux Road i Hongkong, hvor neonrør herefter bliver forbudt under tyfoner.

1942

Neonskiltene på Times Square og den amerikanske østkyst går i sort af frygt for tysk bombardement.

1947

Den amerikanske forfatter Nelson Algrens novellesamling ‘The Neon Wilderness’ er et eksempel på, hvordan neon i populærkulturen bliver forbundet med byliv, kriminalitet og vold.

1949

Den italienske skulptør og maler Lucio Fontana skaber værket Ambiente Spaziale a Luce Nera, der er vildt krøllede neonrør, som hænger i loftet i et mørkt lokale.

1950

Neonskiltene bliver mindre og mindre populære i USA. Undtagen i spillebyen Las Vegas, hvor bybilledet i de kommende årtier bliver overtaget af neon. Det er også i disse år, at neonskiltene for alvor bliver populære i Hongkong.

1953

København får sin Irmahøne, der nu i mere end 6 årtier har lagt friske neonæg over Sortedams Sø.

1960

Nathan Road omdannes i det næste årti til et lysende neonshow, hvor neonrør og -skilte breder sig på bygningernes facader.

1967

Amerikanerne Bruce Nauman skaber ‘The True Artist Helps the World by Revealing Mystic Truths ‘ af rødt og blåt neon, der er et af de mest kendte eksempler på neon i kunsten.

1971

Eddie's Glass and Neon Institute lukker. Det åbnede i 1931 på Manhattan og var den første skole, der uddannede neondesignere og -håndværkere. Ifølge grundlæggeren Edward Seise handlede neon om at bukke bogstaver. Alle andre former var uønskede.

1972

Verdens største neonskilt tændes i Hongkong. Det røde skilt er for National Panasonic og dækker en hel gavl på Nathan Road.

1981

Lyskunstnerne Lili Lakich og Richard Jenkins grundlægger Museum of Neon Art (MONA) i Los Angeles for at hylde neonkunst og håndværket bag det. Museet, der blandt andet har historiske skilte fra USA og resten af verden, er netop åbnet i ny bygning i Glendale, Californien.

1990

Nedturen for neon begynder. De næste årtier bliver LED-lys et mere energieffektivt og billigere alternativ til neonskiltene.

2000

I Kina kommer der stadigt flere fabrikker, der producerer billige neonskilte, og mange producenter i Hongkong flytter deres produktion til det kinesiske fastland eller lukker på grund af konkurrrence.

2009

Siden midten af 00erne har myndighederne fokuseret på sikkerheden omkring de tunge neonskilte, der hænger over de befærdede gader og veje. Alene dette år fjernes 5.000 styk.

2012

Et stort neonskilt løsner sig og hænger faretruende over den tidligere så neonbelyste Nathan Road, der bliver lukket for at fjerne skiltet. Myndighederne anslår, at der er 120.000 neonskilte tilbage i byen.

2013

London, Frankfurt, Sydney og Shanghai - der er lysforurening i alle storbyer. Men en undersøgelse fra University of Hong Kong viser, at Hongkong er verdens mest lysforurenede by, og at himlen over bydelen Tsim Sha Tsui er 1.200 gange lysere end en normal nattehimmel.

Kilder: Neonsigns.hk, Artnet, Wikipedia, Kulturstyrelsen, Flickering Light, m.fl.

Lau Wan tager sine briller af og læner sig op ad det store arbejdsbord, hvor det flyder med lange gule glasrør på et stykke pap, så de ikke bliver ridsede. Lau, der er i 70’erne, peger ud i det mørke og lavloftede fabrikslokale og lader sin brede hånd hænge i luften.

Da han begyndte her i virksomheden i 1950’erne, stod der mænd ved alle 4 borde og knoklede med at bukke glasrør og lave neonskilte, fortæller han.

»Med alle de tændte gasbrændere var der som en ovn herinde«, siger Lau Wan og næsten råber:

»Vi var som grillkyllinger«.

Men i dag er der kun Mester Lau tilbage. Og så 45-årige Wu Chi-kai, der har arbejdet her siden 1970’erne, hvor han begyndte som lærling hos Mester Lau.

»Det her er enden for neonindustrien, medmindre der pludselig sker noget. Det er et håndværk, som regeringen bliver nødt til at støtte, hvis det skal overleve«, siger Lau Wan.

Led-konkurrence

Få steder i verden har neonlyset skinnet lige så kraftigt som i Hongkong. Lyset fra de titusinder af skilte har gjort den tidligere britiske koloni berømt som Orientens Perle siden 1950’erne, hvor neon har været en del af bylandskabet og kulturen. De store skilte klæber til facader og højhuse i den tætpakkede by og prøver at fange opmærksomheden fra de 7,2 millioner indbyggere.

LÆS OGSÅMange er sårede efter voldsomme optøjer i Hong Kong

Tag for eksempel bydelen Mongkok, der står opført i Guinness Rekordbog som det tættest befolkede område i verden. Mennesker vrimler mellem hinanden ind og ud af højhusene, de mange nedkørte bygninger, åbne butiksfacader og smalle trappeopgange. Over dem gløder neonskilte fra Greenland Hotel, Jinzhaojiao Karaoke og de klassiske grøn-røde skilte fra pantelånerne, hvor en flagermus bærer en mønt. Samt for utallige andre hoteller, restauranter, shoppingcentre, biografer, forsikringsselskaber og små og store butikker og virksomheder.

Men neonskiltene er hastigt ved at forsvinde i Hongkong.

Konkurrencen fra led-skilte, som er langt billigere at producere, er for hård. I dag er der ikke mere end et par håndfulde mestre som Lau Wan tilbage i byen, der kender til håndværket at bukke et budskab i neon.

Men kulturarv er jo en flydende ting, der forandrer sig. Så for os i den lidt ældre generation er det en del af Hongkongs arv og identitet, og vi føler os forbundet til det

Lee Ho Yin, Afdeling for Bybevarelse på University of Hong Kong

Nam Wah Neonlight & Electrical Manufactory Ltd. går tilbage til 1940’erne. Lau Wans far arbejdede med at sætte skilte op, og det var ham, som skaffede Lau en læreplads i virksomheden, som Lau senere overtog. Især i 1950’erne blev neonskilte populære i Hongkong. Dengang begyndte Lau Wans virksomhed at få et godt omdømme, siger han, for de lavede flere større skilte. Højdepunktet kom i 1980’erne og 1990’erne, hvor op mod 30-40 virksomheder i byen lavede neon.

I dag er der måske 10 virksomheder tilbage, og der er ingen kunder, som længere køber de store og dyre neonskilte, der i dag ville koste flere millioner at lave.

Samtidig er lokalregeringen i de seneste år begyndt at stramme reglerne for sikkerheden omkring skiltene, der hænger ud over de stærkt befærdede veje. Mange bliver pillet ned. Som for eksempel sidste år, da den store neonko, der siden 1978 har hængt på Queens Road West og reklameret for Sammy’s Kitchen, blev fjernet.

I 1970’erne kostede skiltet 50.000 hongkongdollars, hvilket svarede til prisen på en lejlighed, fortalte restaurantens nuværende ejer, Lam, sidste år til avisen Pingguo Ribao.

»Nu er koen gået på pension, og vi har fundet et godt hjem til den«, sagde han til avisen.

For koen var et af de mest markante neonikoner i Hongkong. Og millionbyens nye museum for visuel kultur, M+, der åbner i 2017, er begyndt at indsamle eksempler på byens neonfarvede kulturarv. Museet har allerede lavet en udstilling på internettet, som kan ses på neonsigns.hk .

Foto:  Chen Yujie

Arkitekturen spænder ben

På Lau Wans neonværksted er det ikke kun manglen på ordrer, som er et problem. Når skiltene forsvinder, tjener han heller ikke penge på at reparere dem. Led-skilte er den største årsag til, at neonlysene forsvinder, men der er også andre grunde.

»Byens arkitektur forandrer sig også. Før var der gamle murstensbygninger, hvor man kunne gå op på taget og installere neonskiltene. Nu er alle bygninger 80 etager høje og lavet af glas. Der er ingen steder at installere neonlysene længere, men man kan sagtens bruge led«, siger Lau.

Derfor forsøger Laus lærling, Wu Chi-kai, at gå andre veje for at redde virksomheden og holde faget i live.

LÆS OGSÅOpiumsbanken fra Hongkong flytter til London

Den tjekkiske arkitekt og skulptør Zdenek Pesanek var den første til i 1930’erne at bruge neonrørene i sin kunst. Siden da har et utal af kunstnere som Bruce Nauman og Tracey Emin taget neon til sig. Et af de seneste danske eksempler er Søren Ulrik Thomsens digt ‘regn søvn blå kys’, der hænger på Herman Bangs Plads i Valby.

Så det er kunstnere, og ikke længere restauranter og pantelånere, Wu Chi-kai vil have fat i.

»Vi får stadig flere henvendelser fra kunstnere over hele verden. Det seneste stykke er fra en indisk kunstner, der har givet os en ordre på en skulptur. Da jeg begyndte i 1970’erne, havde vi ingen henvendelser fra kunstnere overhovedet«, siger Wu Chi-kai.

Neon er kulturarv

Leung Lap Kei er en anden af de få neonmestre, der er tilbage i Hongkong. Han er i begyndelsen af 70’erne og har arbejdet med neon i mere end 30 år. Da det gik godt indtil midten af 1990’erne, havde hans lille virksomhed China Neolight Adversitising Co., hvor hans søn i dag er den eneste ansatte, en omsætning på op mod 4 millioner kroner om året. I dag skal de være heldige, hvis de når op på 300.000, siger han.

Nej, neon kommer ikke til at dø ud. Men dets storhedstid er forbi.

Leung Lap Kei, Neonmester

Derfor er Leung og hans søn også begyndt at lave led-skilte og løser ligesom Lau Wan også opgaver for kunstnere. Men Leung er ikke bange for, at neonindustrien helt forsvinder.

»Nej, neon kommer ikke til at dø ud. Men dets storhedstid er forbi. Og en gang imellem kommer der stadig en ordre på større opgaver, men vi bliver nødt til at omstille os«, siger Leung Lap Kei.

Ud over museet M+, der forsker i neonets historie i Hongkong, er der andre organisationer, som forsøger at bevare den glødende lokalhistorie. For eksempel The Conservancy Association Centre for Heritage (Cache). Her arrangerer man blandt andet ture til nogle af de mestre og værksteder, der stadig arbejder med håndværkstraditioner – det kan være produktion af klassiske vimpler og flag, udskæring af træbrikker til mahjong eller syning af traditionelle kjoler – som er ved at forsvinde i Hongkong.

»Vi besøger mestrene, og de holder foredrag om deres håndværk. Og et af de mest populære foredrag handler om neon«, siger Hedy Wong, der er ansvarlig for kommunikation hos Cache.

»Det er især de yngre hongkongere, som er nysgerrige«, fortæller Hedy Wong.

Neon er på mange måder blevet en del af Hongkongs kulturarv, siger lederen af Afdeling for Bybevarelse på University of Hong Kong, Lee Ho Yin, der som ung og nyuddannet arkitekt i 1990’erne også selv sad og designede neonskilte.

»Men kulturarv er jo en flydende ting, der forandrer sig. Så for os i den lidt ældre generation er det en del af Hongkongs arv og identitet, og vi føler os forbundet til det«, siger Lee Ho Yin. Derfor mener han også, at det er både godt og nødvendigt, når museet M+ nu registrerer neonets historie i Hongkong.

To bøger om neon

Flickering Light: A History of Neon

Christoph Ribbat

Reaktion Books, 2013

Neon

Stefan Outzen, Helena Helmer

Forlaget Frydenlund, 2015

»Men for de generationer, der er født i 1980’erne og 1990’erne, fylder neon ikke meget, og de er ikke knyttet til det på samme måde. Så om det på sigt er en bæredygtig del af Hongkongs kulturarv? Svaret er nej«, siger Lee Ho Yin.

Den gamle mester Lau håber selvfølgelig, at det lykkes for hans tidligere lærling Wu at redde forretningen.

»Men når det er væk, så er det væk, og der er ingen grund til at holde fast i det«, siger Lau Wan.

Feather Zhang har bidraget med research

Redaktionen anbefaler

Politikens Kina-korrespondent: Her er min kinesiske yndlingsby

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce