Annonce
Annonce
Kultur

Kommentar: Mennesker skrumper i Kinas megabyer

Livet i Kinas kæmpebyer er blevet komfortabelt, men prisen har været deres menneskelighed.

Annonce

Da jeg besøgte Shanghai i 1988, var der cykler overalt. For hver tusind cykler i gaden så jeg højst én bil. Der var et kakofonisk leben, hvis dominerende lyde kom fra ringeklokker og menneskestemmer. Trafikken bevægede sig konstant, og gaden var et mylder af indtryk.

Da jeg igen besøgte megabyen i 2010, var der ikke engang en cyklist for hver tusind biler.

LÆS OGSÅ Nyt gadenavn i Washington hidser Beijing op

Jeg så først en på den anden dag af mit ophold, og han var jaget vildt. Som et gazellekid, der var lukket inde i et snævert bur fuld af løver, forsøgte han desperat at finde en vej igennem en massivt tilstoppet 10-sporet gade, som kun var det nederste niveau af flere i en motorvejsindfletning på størrelse med Københavns Middelalderby.

Udsigt er det sidste, mennesket har brug for. Meningsfulde relationer er vigtigere end herligheden i at kunne se ud over byen

Mange kinesere er blevet løftet ud af fattigdom og er etableret i en ny middelklasse. De har fået komfort i moderne lejligheder med aircondition og udsigt.

Fremskridtet er majestætisk at beskue. Hvad mennesket kan gøre som gruppe er slet og ret imponerende, og fremvæksten af Kinas megabyer er et voldsomt syn. Men det er først og fremmest skræmmende.

Intet fællesskab i højhusene

Prisen har været kolossalt høj. Komfort medfører ikke nødvendigvis velvære. Mennesket har brug for mere end en blød seng i en behagelig lejlighed.

Som Niels Bjørn skriver i sin nye bog ’Livet i Kinas kæmpebyer: »Det har (...) været vigtigere for bystyrerne og for centralregeringen, at der blev bygget, end hvad der blev bygget«.

MAGASINETI Kina er graffiti mest til pynt

Kinas nye højhusbyer er uden historie, uden identitet og værst af alt uden indbygget menneskelig kontakt.

Man har bogstavelig talt løftet folk fra landet og gaden op i lejligheder, hvor de eneste mennesker, de ser, er skyggen af naboen i færd med at låse sig ind eller ud af sin lejlighed. Der er ikke noget fællesskab i højhusene. Man bor der bare. Handel, arbejde og fritid foregår andre steder.

Beijing havde en helt utrolig stærk bystruktur i sine gamle hutonger og Shanghai i sine tilsvarende longdang. Det var store kvarterer med gårdhavehuse opdelt af snævre gyder. Komforten var lav, de var ofte uden indlagt vand og toilet, og pladsen var trang, men man tilbragte en stor del af tiden i gyden, man mødte hinanden og havde et rigt og trygt nabofællesskab.

Det er tabt i de nye boligbyggerier, der primært er skabt med profit for øje af boligspekulanter, der har lokket med en værdi, man ikke havde i de lave tætte bebyggelser: udsigt.

Skræmmebillede for moderne byudvikling

Udsigt er det sidste, mennesket har brug for. Meningsfulde relationer er vigtigere end herligheden i at kunne se langt. Og det er en herlighedsværdi, der i øvrigt er ret overskuelig, hvis man bor i de nedre etager af et højhusbyggeri.

Den kinesiske statskapitalisme opførte på få årtier kolossale New Towns i støbeforme, som Europa og USA allerede havde fejlet med og forladt: funktionsopdelte og identitetsløse bydele, fulgt af segregering og ghettodannelse.

LÆS OGSÅKinesisk roman om at være menneske er rørende og forfriskende

Byer uden hukommelse og uden menneskeligt nærvær fulgte således i hælene på rigets massive økonomiske vækst, som nu er i aftagende.

Landets ledelse tror fejlagtigt, at det er byudviklingen, der drev økonomien og ikke omvendt, så man agter at sætte yderligere skub i de fatale bebyggelser.

Men disse New Towns er ikke et godt habitat for mennesker. Prisen for bad, toilet og udsigt betales alt for dyrt.

Havde man taget fat i den gamle bystruktur, der var udviklet over århundreder, og bygget komfort ind i den, var Kina blevet forbillede og ikke skræmmebillede for moderne byudvikling.

Redaktionen anbefaler

Her er 10 steder i Kina, du ikke må gå glip af

Del link

Læs i magasinet

 Foto: Niels Bjørn

Hvor er kæmpebyernes sjæl blevet af?

Engang bestod Beijing af tusindvis af fattige gyder med de små grå etplanshuse. I dag er højhuse i rekordfart skudt op overalt. Ny bog og udstilling i København sætter fokus på Kinas kæmpebyer. Vi bringer her et uddrag af Politikens Asien-korrespondents bidrag til til bogen.

 Foto: Kim Rathcke Jensen

I Kina er graffiti mest til pynt

I mange lande er graffiti et udtryk for protest og oprør. Men ikke i Kina. Her – hvor kunstnere ellers bliver holdt i stramme tøjler – er graffiti accepteret af styret. Og måske snarere truet af kommercielle interesser.

 Foto: Anne-Marie Steen Petersen

Kina bygger museer. For postevand. Spisepinde. Bier. For alt muligt.

Antallet af museer eksploderer i Kina. Det går stærkt med byggeriet, men kniber med indholdet, og kvaliteten er »en fucking katastrofe«, siger kritiker.

 Foto: Maye-E Wong/AP (arkiv)/AP

Grafik

Alene i Kina blev der sidste år bygget 58. Grafiker Claus Nørregaard har lavet en grafik, der viser, hvor mange kilometer skyskraber der er tale om.

Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce