Annonce
Annonce
Kultur

Heltberg uden filter: Om at sørge uden vidner

I årenes løb har Bettina Heltberg tit spurgt sig selv: Hvor blev du af, Jørgen?

Forleden læste jeg et digt af Henrik Nordbrandt. Jeg kendte det i forvejen, men havde næsten glemt det.

De første linjer lyder sådan:

»I går gik der igen tolv år

hvor jeg ikke så dig«

Det var lyrikeren Maria Gerhardt, en af kandidaterne til Politikens Litteraturpris i år, som havde foreslået det; hun mente, at det var de mest perfekte linjer, der er skrevet, og jeg er enig.

Med alderen kan man skrive 20, 30 og 40 år er gået, men så bliver det patetisk.

Det er ikke desto mindre 50 år siden, jeg sidst så Jørgen, den smukke unge skuespiller, jeg engang var så forelsket i. Vi havde mødt hinanden på elevskolen. Forelskelsen var ikke gengældt, og dermed voksede kærligheden.

Dengang boede han i en opgang i Vanløse, hvortil jeg cyklede ved aftenstid kl. 22.45, når jeg mente, han var færdig med at spille ikke Nikolaj, men kandidat Frederik i Nøddebo Præstegård på Folketeatret.

I samme øjeblik han sprang af cyklen, kastede jeg mig frem fra buskadset ved opgangen, og selv om han efterhånden ikke var overrasket, bød almindelig høflighed ham at foregive forundring og invitere mig med indenfor.

Med karakteristisk sandhedskærlighed

Her udspillede sig en scene, som minder om den i filmen ’Fire bryllupper og en begravelse’, hvor Hugh Grant ude på gangen bliver overfaldet af en tårevædet Anna Chancellor ... og må bruge sine sidste kræfter på at berolige damen, mens den, han i virkeligheden elsker, tilsyneladende forsvinder fra festen i en taxi. Sveddryppende elendighed.

Jeg derimod vendte hjem til mig selv i meget bedre humør end han – tror jeg.

I årenes løb har jeg tit spurgt mig selv: Hvor blev du af? Lag på lag af forskellige erfaringer og dermed afstand blev lagt oven på livet.

Så tog jeg til Aarhus, så blev jeg gift, så fik jeg børn, så fik jeg flere børn, så blev jeg syg, så blev jeg rask, så blev jeg skilt – 10 år, 20 år, 30 år – hvorfor mindes jeg ham selv i dag?

Ingen kan se, om man savner, måske ikke engang én selv

I ledige stunder skal jeg ligefrem forhindre mig i at slå efter i telefonbogen for at se, om han stadig findes og bor i Vanløse.

Engang var vi på en restaurant, der hed Drop Inn, og pludselig sagde han med karakteristisk sandhedskærlighed: »Du er egentlig ikke så pæn uden sminke!«. Den replik sidder så fast, at jeg ikke kan sværte øjenvipper uden at gentænke den som fast ekko.

De mere dybsindige samtaler fandt vi aldrig frem til. Jeg ved ikke, hvorfor han ville være skuespiller, men han forklarede ved en lejlighed, at han engang var faldet ned af en signalpost og havde slået hovedet.

LÆS OGSÅ Bettina Heltberg: Om det sociale instinkt

Hvad er tiltrækning? Hvad er passion? Hvorfor opstår den? Der må jo være en form for gensidighed – man ser en brik, som passer ind i ens eget mønster og prøver lidenskabeligt af få den anbragt.

Som tiden går, viser det sig, at brikken har en tap, der rager ud og ikke lader sig indpasse, men man vender og drejer den brik, man vil have, at den skal passe. Indtil en modspiller trækker den ud af hånden og anbringer den et helt andet sted oppe i højre hjørne, der hvor den hørte hjemme.

Folk, som har eller har haft det svært med kærligheden, ved ikke selv klart, hvad det er, de mangler. Selv mange år senere sidder man stadig med den imaginære puslebrik i hånden og tænker: Jo, men den passede da! Ufortjent, at nogen tog den fra mig! Aflevér tilbage!

Alt det modsatte af mig selv

En anden af de gamle venner, jeg har mistet, hedder Jane.

Hende traf jeg også på elevskolen, og hun var alt det modsatte af mig selv: rask, livlig, elskelig, morsom, med en smuk rundt buet pande og helt uden fordomme. Vi sang duetter – hun havde en smuk sangstemme – og vi spiste sent på natten hotdogs ved pølsevognen, når hun havde dubleret som Ofelia og jeg – oh, gud! – dronningen i Hamlet. En dag ringede den rigtige dronning, skuespillerinden Lillian Tillegren og sagde, at hun var meget hæs, jeg måtte forberede mig.

Da Lillian Tillegren blev rask og katastrofen var afværget, spiste vi tre hotdogs hver

Instruktøren Søren Melson må have været desperat, mens jeg var hinsides forstanden af rædsel. Men da Lillian Tillegren blev rask og katastrofen var afværget, spiste vi tre hotdogs hver, og jeg tænkte på det faktum, at min fremtid ikke var på scenen. Jane – hun spillede Ofelia ... og siden også i en Morten Korch-film.

Nu – eller for nylig – ser jeg, at hun bor i Græsted, og hver gang jeg er på vej til Tisvilde, tænker jeg: Skulle jeg finde Jane igen og se, om hun kan huske mig?

Men jeg får altid drejet fra, andre sager trænger sig på, nu nærmer jeg mig frakørslen til Holløselund Strandvej (fartbøde), nu er hun ude af tankerne, nu er mindet næsten helt forsvundet, her er mit sommerhus, hvad er der nu galt, hvad mangler der nu, stolene og bordet ud etc.

Ingen små fjender

Så er der dem, der bevidst har lagt telefonen på, fordi de aldrig får et opkald fra mig. Inderst inde ved de godt, at jeg aldrig ringer; det er sådan en særhed, jeg har udviklet, efter at min mor ringede seks gange daglig. Min far – aldrig. Jeg kan ikke mindes ham med en telefon for øret. Jeg ved ikke, om han vidste, at telefonen var opfundet.

LÆS OGSÅBettina Heltberg: Men dejligt er det ikke at blive glemt

Jeg er så optimistisk at tro, at selv de svigtede venner godt kender den ubehagelige sandhed om mig; det er ikke, fordi jeg ikke tænker på dem, men ...?

Der løber et mangfoldigt indvendigt netværk, et trådværk er det, af forbindelser og kommunikationer, som aldrig, om jeg så må sige, kommer på centralen. Ingen kan se, om man savner, måske ikke engang én selv.

Med fjenderne står man i konstant og fornøjelig forbindelse. Der er ingen små fjender! De skal alle sammen passes og kontrolleres. En dag er du tæt omgivet af et fremmed netværk, du ikke bad om.

Eller gjorde du?

Man kan sørge uden vidner.

Redaktionen anbefaler

Bettina Heltberg: Brevet, Torvald, brevet ?

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce