Annonce
Annonce
Kultur

Stjerneinstruktør flopper med overgearet operadebut

Elisa Kragerup har hentet roser og Reumertpriser på Det Kongelige, men i Mozarts 'Figaros Bryllup' glemmer hun musikken.

Annonce

Mozart: Figaros Bryllup

Politiken synes
Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi: Steffen Aarfing. Palle Knudsen (Greven), Sine Bundgaard (Grevinden), Anke Briegel (Susanna), Henning von Schulman (Figaro), Tuve Semmingsen (Cherubino) m.fl. Musikalsk ledelse: Andreas Spering. Gamle Scene. Til 28. april.

»Perdono« – om forladelse – står der på skiltet, som hejses ned som afslutning, og måske er det en lille undskyldning til Mozart fra Elisa Kragerup?

I hvert fald får instruktøren, der har præsteret fremragende på teaterscenerne, slået en af Mozarts bedste operaer ret effektivt i smadder, og det er synd. For det begynder faktisk lovende.

Nemlig med et andet lysende skilt. »Funfair« står der på det. Når F’et falder ned og går ud – og det gør det flere gange – står der »Unfair«. Og sådan kan vi jo alle sammen have det med livet og med kærligheden. Så hvorfor ikke bruge en rutsjebane som ramme, som Kragerup har bestemt sig for at gøre?

Læs også Prisvindende instruktør siger farvel til Det Røde Rum med politiserende salut

Elisa Kragerup debuterer som operainstruktør med ’Figaros Bryllup’, der hos hende foregår i en nedbrændt forlystelsespark. Kærligheden er bogstavelig talt en rutsjebane, og opsætningen tager udgangspunkt i, at Mozarts og Da Pontes opera om en dag, hvor alt går skævt, netop præsenterer kærligheden i alle dens hede, ulmende og udbrændte stadier.

Greven er kørt fast i sit forhold til grevinden og bedrager hende alt det, han kan komme af sted med. Grevindens lyster vækkes af den unge page Cherubino, der lige har opdaget sine hormoner, mens de to ældre rænkespindere Bartolo og Marcellina viser sig at være forældre til tjeneren Figaro. Lyst, kærlighed, sorg og smerte. Det er hele den palet af følelser, der får musikken i operaen til at skinne som facetter i en sleben diamant.

Orkester på scenen

Men Elisa Kragerup ser tilsyneladende ikke operaen som en diamant. Snarere som en lagkage fuld af flødeskum og lys. Og selv om den er pyntet færdig fra Mozarts og Da Pontes hånd og egentlig bare skal serveres, har hun overdænget den med mange flere festlige serpentiner, stjernekastere, skumfiduser og store mængder af kulørt krymmel.

Der bliver virkelig sparket til foretagendet. Orkestret er rykket op på scenen, hvilket er en skidt idé, fordi de ikke får ro til at spille. Dirigenten inddrages i handlingen, men har dårlig tid til at dirigere og har næsten hele tiden ryggen til sangerne, så stemmer og strygere kommer ud af trit.

Sangerne har ikke noget sted at være og må rende rundt om det billige badeforhæng, der skærmer musikerne og gør det ud for en scenografi, og midt i sin italienske tekst træder Greven ud af karakter og taler dansk til publikum for at forklare en detalje i handlingen. Når han da ikke render rundt mellem publikumsrækkerne og laver spas.

På den måde gås der voldsomt til værket, og instruktøren punkterer med vilje alle illusioner. Vi skal se, at vi er i operaen, og vi skal se, at det hele bare er teater. Denne nye ’Figaro’ er en slags demaskeret opera isprængt folkelige elementer af revy, filmoptagelser, pinlig discodans og masser af komisk afklædning, der efterlader mændene med bukserne nede om knæene og kvinderne med spredte ben.

Heliumballoner og kaninører

Elisa Marita Kragerup

Teaterinstruktør. Født 29. august 1979. Uddannet instruktør fra Statens Teaterskole i 2010.

En del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed fra 2008, der bl.a. stod bag teaterkoncerten ’Hvid magi’ på Edison i 2010. Elisa Kragerup debuterede på Det Kgl. Teater med 'Den unge Werthers lidelser' i 2010 og var tilknyttet teatrets ensemble Det Røde Rum fra 2011 til 2015, hvor hun bl.a. har instrueret som 'Det gode menneske fra Sezuan' (2011), ’Romeo og Julie’ (2014) og ’Tove! Tove! Tove!’ (2015). '

Hun modtog Reumert-prisen som årets intruktør i 2011 og 2012, årets forestilling i 2011 og 2014 samt årets musikforestilling for 2011. Desuden modtog hun Kronprinsparrets Kulturpris 2015.

Research: Politikens Bibliotek

Det vælter med fallossymboler. Cherubino med de boblende hormoner gør i den erfarne Tuva Semmingsens skikkelse sin entré i Kragerups kærlighedstivoli klædt ud som popstjernen Prince med en stor buket heliumballoner holdt sammen af en pik i hånden. Greven borer sig vej gennem den låste dør med en boremaskine mellem grevindens ben, og i fjerde akt, hvor alle jagter alle, kommer frække kaninører og frådende ulvemasker i spil.

Forestillingen pumpes så fuld af energi, at ballonen revner. I en opera, hvor intrigerne i forvejen kan være vanskelige for nybegyndere at følge med i, bliver de nærmest uoverskuelige.

Det med symbolikken og komikken kunne måske have fungeret i mindre doser. At greven pruster sin tjenestepige Susanna liderligt i øret, mens han klapper en lille karusselpony på bagdelen, er jo sjovt. At han angriber den låste dør med motorsav, visir, høreværn og håndværkerbælte er virkelig morsomt. Men med fuld blus på højoktan-dramatikken og orkestret placeret oppe på de skrå brædder bliver der ingen plads til hverken sangerne eller al den skønhed, musikken også rummer.

Det går værst ud over grevinden, som i sopranen Sine Bundgaards skikkelse er elskelig, men ikke får ordentlig plads til de smertesmukke arier, der er noget af det bedste ved operaen. Hun må kæmpe sig tværs gennem orkestret, mens dirigenten har travlt med at lave sjov og hjælpe Cherubino med at synge en arie stående på en stol.

Læs også Det forkvaklede syn på Manon og hendes krop udredes fornemt i 'Boulevard Solitude'

Desuden er der påfaldende stor forskel mellem den dejlige Bundgaards klemte grevinde, Semmingsens erfarne Cherubino og Palle Knudsens flotte præstation som greven på den ene side og en vokalt usikker og på ingen måder interessant gennemsnitssopran som Anke Briegels Susanna på den anden.<blank>

Kansasbukser og ridepisk

Skulle man give den som sarkastisk anmelder, havde det været let at skrive, at vi her ser resultaterne af Det Kongeliges spareøvelser. En pjaltet gør det selv-scenografi, et lille Mozartorkester og et hold af solister, hvor nogle af de stærke er tilbage, mens andre, nyere stemmer synger i en lavere division.

Henning von Schulman som Figaro er solid i sine Kansasbukser, skønt han ender med hulkende opløst sang nede på alle fire. Morten Staugaard som Bartolo falder på halen, som han skal, Bengt-Ola Morgny i de to små roller som Basilio og Curzio er god med ridepisk, og Operakoret kan deres kram.

Men tænk på den kuldslåede ’Figaro’, instruktøren Claus Guth og dirigenten Nikolaus Harnoncourt lavede for ti år siden, i 250-året for Mozarts fødsel ved Salzburgfestspillene. Den var også ekstrem. Her var al komik nemlig fjernet. Men skønheden og smerten kompenserede fuldt ud, og alt var gennemmusikalsk. Det Kongeliges nye ’Figaro’ lander i den modsatte grøft. Her har instruktøren overset, at musikken er udgangspunktet. Resultatet er Mozart som crazy totalteater, og det er ikke nok.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Vi lyver for at få sandheden frem

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce