Annonce
Annonce
Kultur

Intens skildring af skam og vrede gør roman om Nordsverige læseværdig

Anne Marie Têtevides roman er en medrivende og detaljerig skildring af livet i Nordsverige for hundrede år siden.

Annonce

Roman

Politiken synes

Anne Marie Têtevide: Ildens døgn.

Gyldendal, 185 sider, 250 kroner.

Har du Pluskort, får du 15 procent rabat på lagerførte bøger i Boghallen eller fri levering hos Saxo.com. Læs mere på politiken.dk/plus.

Romanen begynder højdramatisk. En ung kvinde har sat sig for at brænde den tømmerhytte ned, hvor de fire mænd befinder sig, som, hun mener, har ødelagt hendes liv. »Jeg er alene i verden. Og det er de fire mænds skyld«, lyder den erkendelse, der får hende til at spænde skiene på og lægge en petroleumsdunk i rygsækken. Optændt af vrede, sorg, had og hævn.

Det kan lyde som optakten til en spændingsroman, men Anne Marie Têtevides roman er snarere et psykologisk portræt af en ung kvinde, der føler, at livet har formet sig forkert, og et tidsbillede af et sted i Nordsverige i de to første årtier af 1900-tallet.

I romanen følger vi på skift Malin på den døgnlange skitur gennem det frosne landskab, og de fire mænds beretninger, der tilsammen danner et billede af Malins liv. Dette greb giver forfatteren mulighed for at beskrive Malin både indefra og udefra – og læseren til at stille spørgsmålet: Er det hende selv, der kører sit liv i sænk, eller er det mændene?

SE OGSÅ:Amalie Laulund Trudsø tager dig med til barndommens land, sommerlandet og lykkelandet

Ikke mindst er det en roman om nogle livsbetingelser i en fjern svensk egn på et historisk tidspunkt, hvor sliddet med småbrugene fyldte dagene fra morgen til aften. Både for mænd og kvinder. Valgmulighederne var få for mennesker, der ikke var født til andet end hårdt slid og nærmest ikke kunne rokke sig uden for de betingelser, køn og klasse, tid og sted satte.

Uafrystelig skam

Den historie er fortalt mange gange før. Têtevide gør det igen i en meget læseværdig roman, der ikke kun sætter fingeren på de sociale begrænsninger og personernes »længsel efter noget, der ligger uden for rækkevidde«, men også på det enkelte menneskes evne til at gribe den lykke, der trods alt findes.

Anne Marie Têtevide har rejst i området i mange år og sat sig grundigt ind i sæder og skikke og dagligliv for hundrede år siden

Den evne har Malin ikke. Som 10-årig begyndte den 32-årige Jon at arbejde på hendes forældres husmandssted. Han blev betaget af den lille pige og lærte hende at holde om hans lem. Hun lister selv ind til ham på kammeret, når han har hjulpet hendes familie rigtig godt med det hårdeste arbejde.

Tager hun skade af det? Ja, naturligvis, hvor sympatisk den ensomme ungkarl Jon ellers er. Hun er et barn, og han en voksen mand. Han forlader gården, da en nabokone ser, hvad der foregår. Intet bliver sagt, men Malin sidder tilbage med en skam, hun ikke kan komme ud af.

Vreden bliver skammens følgesvend, og den, der driver hende, da hun som ung kone med to små børn beslutter sig for tage op til tømmerhytten, hvor Jon befinder sig på et midlertidigt skovhuggerarbejde sammen med hendes mand, Seth, og ungdomsvennerne Petrus og Fredrik.

LÆS OGSÅ:Ambitiøs roman gør op med litteratur uden meninger

Ægteskabet med Seth begyndte godt, men al den nærhed, de var på nippet til at få, fordamper lige så stille. Han kan ikke nå ind til Malin, og jo mere han presser på, jo mere afviser hun ham, og han søger tilflugt i sin spillemandsmusik.

Det er den problematiske seksualitet, der forbinder hende med de fire mænd i hytten, og som er udgangspunktet for romanen og det hævntogt, Malin drager ud på, men det er ikke kun det, der fylder siderne. Det er forfatterens betagelse af det nordsvenske landskab.

Anne Marie Têtevide har rejst i området i mange år og sat sig grundigt ind i sæder og skikke og dagligliv for hundrede år siden.

Det ligger langt tilbage, men det gør de psykologiske mønstre ikke nødvendigvis. Romanens fortjeneste er ikke mindst at vise, hvordan skammen og vreden fastlåser et menneske.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

De to danske bud på nordisk litteraturpris skriver digte

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce