Annonce
Annonce
Kultur

Baggrund: Den amerikanske trucker er lige dele frihedsmytologi og hårdt arbejde

I de senere år er den populærkulturelle trucker ofte blevet tildelt birollen som seriemorder eller primitiv stodder. Engang var han en moderne cowboy.

Annonce

Rusty Nail er trucker af den gamle skole, og han er træt af pis og nutidens respektløse opførsel. Derfor kører han i filmserien ’Joy Ride’ (2001-14) de amerikanske landeveje tynde og dræber alle, der bryder hans moralkodeks.

Dette billede af truckeren som et muteret og gustent levn fra en industriel fortid – et rustent søm – er efterhånden en kliché i den populærkulturelle forestillingsverden.

Hinsides sådanne fordomme udgør truckeren dog stadig en rygrad i vores accelererede forbrugssamfund, som det formuleres i den prisbelønnede dokumentarfilm ’Big Rig’ (2007). Fra Nord- og Sydamerika til Indien og Kina er vejene tætbefolket af folk som ham og hans mangehjulede køretøj, som fragter sin last rundt i dette samfunds infrastruktur og får det til at hænge sammen. Truckeren er i dag en global figur, men hans rødder er umiskendeligt amerikanske. '

LÆS OGSÅKritiske og kristne essays leverer heftig og inspirerende kritik af USA

Påklædningen er legendarisk, på én gang anakronistisk og arketypisk. Fra top til tå ligner de deres fortidige slægtninge. Hat, skjorte, bælte og støvler. Det matcher. Kun transportmidlet afslører, at de ikke befinder sig i Det Gamle Vest, men i det moderne USA. De sidder nemlig ikke på heste, men i førerhusene på monstrøse 18-hjulede lastbiler med frontpartier af blankpoleret krom og som regel et eller andet personligt kendetegn.

Jane Sterns nu klassiske bog ’Trucker. A Portrait of the Last American Cowboy’ (1975) er fyldt med fotografier af disse mænd, som hver dag kører det nordamerikanske kontinent tyndt.

Truckerne kører deres maskiner ud på landevejen for at transportere tonsvis og atter tonsvis af varer fra producenter til aftagere. Ligesom de oprindelige cowboys gjorde det, da de drev kvæg fra rancherne i Texas til guldgraverne i San Francisco i midten af det 19. århundrede. Og ligesom cowboysne sker det med udsigt til udfordrende – og farefulde – arbejdsvilkår og en alt andet end moderigtig diæt.

Den del af truckernes arbejdsliv er der ikke noget romantisk over, men det er der til gengæld over selve det at køre derudad, det at være on the road, som den amerikanske nationalpoet Walt Whitman også hyldede i sit digt ’Song of the Open Road’ (1856). Det er en følelse af at være i tæt kontakt med det storslåede amerikanske landskab, som også cowboysne opsøgte. En følelse af den værdi, som mere end noget andet kendetegner den amerikanske selvforståelse, nemlig frihed.

LÆS OGSÅAmerikansk litteratur elsker (stadig) at beskrive samfundet

Jane Sterns bog udkom i et årti, hvor truckerkulturen var truet. Hvad der var startet som et løst netværk af selvstændige arbejdere, der levede fra tur til tur, stod over for at blive overtaget af store firmaer, som var ligeglade med truckernes selvbestemmelse og håndhævede, hvad der af truckerne oplevedes som bureaukratiske og kompromitterende regelsæt.

Omfattende protester

Det førte til deciderede konflikter og omfattende protester. En af hovedmændene bag disse protester var Michael Parkhurst, der allerede i 1962 havde skrevet et lille manifest for de uafhængige chauffører, som meget præcist lægger kortene på bordet: »Den lille forretningsmand er ved at blive slugt af den store forretningsmand ... men der findes stadig en lille forretningsmand og eventyrer, der kendes som truckeren«. Senere grundlagde og udgav Parkhurst, der beskrev sig selv som »radikal konservativ«, magasinet Overdrive – The Voice of the American Trucker. Protester blev hørt, og præsident Jimmy Carter imødekom flere af truckernes dereguleringskrav med The Motor Act of 1980.

Protesterne blev også hørt i populærkulturen, og op igennem 1970’erne kom en lang række især film og sange, som beskrev truckeren som den sidste sande amerikanske arbejderklassehelt.

Mest kendt er nok Sam Peckinpahs stort orkestrerede epos filmen ’Konvoy’ (1978), hvor en Jesus-lignende barbrystet Kris Kristofferson med reflekssolbriller på kører forrest i en kæmpekonvoj af rebelske truckere, der nægter at lade politivold, politisk korruption og fagforeninger knægte deres frihed.

LÆS OGSÅ Den amerikanske drøm har mistet glansen

Filmens handling var direkte inspireret af G.W. McCalls sang af samme navn, og Kristoffersons egen musik blev associeret med den såkaldte outlaw country, hvor sociale problemer stod øverst på sangskrivernes dagsorden. ’Konvoy’ var dog langtfra den eneste film, som tog truckerens kamp op, og man kan tale om fremkomsten af en decideret genre.

Et af højdepunkterne er filmen ’White Line Fever’ (1975) med Jan Michael Vincent i hovedrollen som Carrol Jo Hummer, en arbejdende mand, der har fået nok.

’White Line Fever’ fortæller historien om en hjemvendt Vietnam-veteran, der genoptager sit elskende erhverv som trucker blot for at finde ud af, at tiderne har ændret sig. I stedet for stolte solidariske idealer er branchen kendetegnet ved udbytning og kriminalitet. Hummer sætter sig op mod de nye tider, og hans selvtægtstogt kulminerer, da han kører sin truck ind i firmaet Glass Houses logo og efterfølgende bliver hyldet som folkehelt siddende i en rullestol foran hospitalet.

Primitiv liderlig nar

I senere film som ’Over the Top’ (1987) og ’Black Dog’ (1998) er den sociale kritik ikke så fremtrædende, men portrættet af truckeren som en nutidig amerikansk helt ses stadig.

I en verden, som er ved at gå til i magt og penge, forsvarer han de værdier om arbejdets integritet, menneskelig respekt og universel frihed, som holder samfundets horisont åben.

LÆS OGSÅStephen King: USA har ikke en voldskultur - vi har bare alt for mange våben

Men efter storhedstiden i 70’erne blev billedet af den amerikanske trucker fra slutningen af 80’erne noget mere mudret. I filmen ’Thelma & Louise’ (1991) er truckeren for eksempel en primitiv liderlig nar, der forfølger de to hovedpersoner.

Det hjalp ikke på omdømmet, at truckeren Keith Hunter Jesperson i 1994 blev kendt som seriemorderen ’The Happy Face Killer’, navngivet efter den smiley, han signerede sin tilståelse af mordet på 8 kvinder med.

Lig langs langtursstrækninger

Og i 2004 indledte FBI en stor undersøgelse, som kædede langturschauffører sammen med 500 uopklarede mord på prostituerede, blaffere og strandede bilister, hvis lig alle var fundet på langtursstrækninger.

I dag fremstår truckerens virkelighed mindre romantisk end tidligere, men magasinet Overdrive udkommer stadig og har udvidet med en omfattende hjemmeside, som også gør brug af sociale medier for at imødekomme den nutidige truckers livsstil og samtidig holde liv i frihedsmytologien og solidariteten.

LÆS OGSÅVred Bruce Willis: Film får ikke folk til at slå ihjel

I den igangværende præsidentvalgkamp er truckeren da også blevet brugt som arketype et par gange af demokraternes Hillary Clinton. Eksempelvis da hun sidste år pegede fingre ad republikanernes Jeb Bush, fordi han ifølge Clinton havde udtalt, at amerikanerne skulle arbejde flere timer om ugen for at booste USA’s økonomi.

»Han kan ikke have mødt ret mange amerikanske arbejdere. Lad ham sige det til sygeplejersken, der står op hele dagen, læreren, der er i klasseværelset, eller truckeren, der kører hele natten. De har ikke behov for en løftet pegefinger. De har behov for en lønstigning«, sagde hun ifølge Washington Post.

Redaktionen anbefaler

Gaven til Amerika takker af

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce