Annonce
Annonce
Kultur

København skal have sin egen museumsø

Med inspiration fra blandt andet Berlin præsenterer kulturinstitutionerne nær Slotsholmen torsdag en plan for et sammenhængende kulturkvarter i København.

Annonce

Det er ikke kulturelle attraktioner eller historiske landemærker, der mangler i området omkring Slotsholmen i København. Der er Christiansborg med ridebanen, Thorvaldsens Museum, Det Kgl. Bibliotek, Tøjhusmuseet – og i udkanten Nationalmuseet, Glyptoteket og Tivoli, for bare at nævne nogle stykker.

Men fælles for stort set alle dele af området er, at kulturen og historien foregår bag lukkede facader. Mens selve byrummet, der forbinder de mange institutioner, er så godt som tømt for liv og aktivitet – især i aftentimerne.

Det skal der laves om på. For kvarteret har potentiale til at blive en levende og dynamisk kulturdestination i klasse med Berlins Museumsinsel. Det mener en sammenslutning af områdets kulturinstitutioner, der nu præsenterer en ambitiøs plan for området under overskriften ’Kulturkvarter København’.

LÆS OGSÅ Der har aldrig været så mange turister i Danmark

Grundlaget for planen er en omfattende rapport, der er betalt af Realdania og udarbejdet af arkitektfirmaet Gehl. Rapporten indeholder detaljerede analyser af alt fra bygningsfacadernes udseende, antallet af bænke og toiletter, restauranter, trafikale omlægninger og placering af fodgængerovergange.

Målet er at skabe et mere tilgængeligt kvarter, der indbyder til ophold og aktiviteter. Både ved at skabe fysiske ændringer i byrummet og ved at åbne institutionerne, fortæller Nationalmuseets direktør, Per Kristian Madsen, der er formand for det nyetablerede Slotsholmsalliancen, der står bag ’Kulturkvarter København’.

»Vi vil gerne skabe en glæde for folk ved selve byrummet, så de opholder sig længere tid i området og selvfølgelig også går ud og ind af husene«, siger han.

Overborgmester: Stort potentiale

Ud over inspirationen fra Berlin nævner Per Kristian Madsen selv National Mall i Washington, som han mener, at ’Kulturkvarter København’ »i al beskedenhed ligner lidt«.

Et nyt og attraktivt kulturkvarter har et stort potentiale og vil kunne tiltrække flere kulturturister

Frank Jensen, Københavns overborgmester (S)

»Der får du hele paletten af, hvad USA er, fra det politiske liv på Capitol Hill til alle museerne. På samme måde har vi i Kulturkvarteret de institutioner, som jeg synes tegner et samlet danmarksbillede«, siger han.

Kent Martinussen, der er direktør for Dansk Arkitekturcenter og næstformand for Slotsholmsalliancen, frygter ikke, at gode intentioner vil ende med en turistet tivolisering af det historiske kvarter.

»Det skal ikke være et byliv, der er afhængigt af turiststrømme eller kun foregår på bestemte tidspunkter på døgnet. Det skal inddrage byens lokalbefolkning, som skal have lyst til at bruge det året rundt«, siger Kent Martinussen.

LÆS OGSÅ Fremtidens København har både blomster og højhuse

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), er begejstret for visionen bag ’Kulturkvarter København’.

»Et nyt og attraktivt kulturkvarter har et stort potentiale og vil kunne tiltrække flere kulturturister og få København til at stå stærkere i konkurrencen med andre storbyer. Det vil løfte hele København«, skriver overborgmesteren i en mail.

Redaktionen anbefaler

Ny Carlsbergfondets formand revser regeringen

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce