Annonce
Annonce
Kultur

Til Teenage Awards er det youtubestjerner og Lukas Graham, der styrer

Pubertetskroppe og pigeskrig indtog den røde løber, da Teenage Awards lørdag løb af stablen for første gang.

Annonce

»Prøv at se - hun står lige der!«

Blandt fotografer, arrangører og små flokke af benovede teenagepiger står Danmarks nok bedst kendte par bryster på den røde løber i den københavnske biograf Imperial. Emilie Nielsen på 14 knipser lynhurtigt et billede med sin telefon og skriver ‘Linse for alle pengene’ hen over det. Sekundet senere er det sendt ud til vennerne på Snapchat.

Som hun står med sin mobiltelefon og sit fint satte lyse hår er Emilie nærmest prototypen på den flok, som biografen er dedikeret til denne lørdag, hvor der for første gang nogensinde bliver afholdt Teenage Awards – en prisuddeling, hvor det er kun er teenagerne, der bestemmer.

Her er veninder i mindre grupper, som står tæt sammen og hvisker. Her er et telefonoverforbrug af endnu vildere dimensioner end i resten af samfundet. Og så er her en blanding af topmoderne sneakers, velkoordineret tøj og omhyggeligt lagt makeup og så de togskinner, bumser og ranglede pubertetskroppe, der umiskendeligt hører med, når gennemsnitsalderen ligger et sted omkring de 14 år.

Der er mødt omkring 300 mennesker op til arrangementet, som Se & Hør sponsorerer, og som Kit Nielsen og Daniel Heløy Davidsen, der også står bag Reality Awards, har udtænkt i samarbejde med et panel af teenagere. Planlægningen er mundet ud i et tre timers eftermiddagsarrangement fuld af alt det, vi kender fra vores egne teenageår, men også et kig gennem nøglehullet til teenageuniverset anno 2016.

Youtuberne styrer

På den røde løber har Linse Kessler forladt spotlyset. Efter hende kommer en gruppe unge, som for avisens udsendte er fuldstændig ukendte, men som nærmest skaber tumult blandt tilskuerne.

»Ej, ej«, siger 14-årige Louise Carstensen.

Hun er iført en grå pels og gemmer sin tandbøjle bag en perfekt påført læbestift. Med den ene hånd griber hun sin jævnaldrende veninde Malina Holm Jensen i armen. Den anden bruger hun til at gå ind i Youtube-appen på sin telefon og scrolle ned, indtil hun finder en af de unge, der står på den røde løber foran dem.

»Huuuuh, nej, Louise, jeg får det helt dårligt«, siger Malina Holm Carstensen ved siden af og hopper ekstatisk.

LÆS OGSÅReality-Awards flød over med bodypaint, sponsorsprut og bitch-fights

Mens mange af dagens optrædende også kunne være at finde til andre danske prisuddelinger, er der en gruppe, som teenagerne stort set er ene om at dyrke: youtuberne. De er helt almindelige unge, som er blevet kendte ved at sidde hjemme på teenageværelserne og give råd til at lægge make-up, fortælle om deres hverdag eller synge sange, og der er ingen tvivl om, at de er dagens superstjerner, selvom de tydeligvis ikke er vant til at få den slags opmærksomhed.

»Jeg elsker dem, så det er så fedt at komme til at se dem i virkeligheden«, siger 12-årige Cecilie Henriksen, der er taget til showet sammen med sin veninde, Rebekka Rosengaard.

Youtubernes særlige status er også en af de ting, arrangørerne bag Teenage Awards har hæftet sig ved under forberedelserne.

»Jeg tror ikke, vi havde regnet med, at teenagerne har deres eget univers på den måde, som de har. Med sådan noget som youtubere - det er jo en hel verden for sig, som vi slet ikke kendte til. Det har vi brugt enormt lang tid på at lære«, fortæller Kit Nielsen, som sammen med Daniel Heløy Davidsen står bag showet.

LÆS OGSÅKristine fra Aalborg er 15 år og YouTube-stjerne

De er spændte på, hvordan showet bliver taget imod. Målet har været at komme helt ned i ‘teenage-højde’, men målgruppen er ikke sådan lige at få hold på, fortæller Kit Nielsen.

»Det første line-up, vi havde lavet, det holdt slet ikke to meter. der havde vi taget udgangspunkt i, hvad vi troede, de syntes, var fedt, og det syntes de bare ikke var særligt fedt. det var vi for gamle til. Så vi måtte lige lave lidt om hen ad vejen«, siger hun.

Succeskriteriet for de to arrangører er til gengæld helt klart. Tilskuerne skal have en fest, og de skal være glade, når de går.

Loyale og letpåvirkelige

»Hvis I kender den her, så syng med!«

Publikum er kommet på plads i Imperials store biografsal, og på scenen forsøger sangeren Niklas at tænde op under festen. Der lyder spredt sang i salen, og et par grupper af piger rejser sig og danser mellem biografsæderne. En del af ansigterne på de tilskuere, der stadig sidder ned, når ikke helt op over sædet foran.

Bubber er vært på showet, der veksler mellem optrædener og uddeling af priser. For hver kategori bliver en mere eller mindre kendt person kaldt ind til at overrække glasstatuetten. Lige nu skal Babou, der var med i tv-programmet ‘Scenen er din’ i 2005, overrække prisen for ‘årets bedste musikvideo’.

I salen lyder skrig af forskellig styrke, da de nominerede bliver læst op. At dømme efter volumen skal vinderen afgøres på målfoto mellem Christopher og Lukas Graham.

LÆS OGSÅLukas Graham: »Jamen, hvad fanden skal jeg bruge en million euro til?«

Det bliver sidstnævnte, der bliver udråbt som vinder til stor jubel fra salen. Han når at vinde fire priser mere undervejs i showet, og det passer meget godt sammen med den loyalitet, arrangørerne har oplevet undervejs i processen, fortæller Kit Nielsen.

»Vi kunne se på nomineringssedlerne, at hvis man for eksempel var Rasmus Seebach-fan, så stod hans navn alle de steder, man overhovedet kunne smide det ind«, siger hun.

»Ja, de er meget konsekvente i deres valg. Der er en ting, de virkelig kan lide, og så er det bare det«, supplerer Daniel Heløy Davidsen.

LÆS OGSÅ7 Years: Fortællingen om Danmarkshistoriens største hit

Undervejs i showet virker de unge nu lidt mindre konsekvente og mere, som om deres begejstring opstår lidt tilfældigt på samme måde, som galakser gør: et eller andet sted er der en lille bitte smule overvægt, og her begynder stoffet at samles, indtil overvægten bliver massiv nok til at suge næsten alt andet til sig.

Også det er Lukas Graham et godt eksempel på. Da hans navn bliver råbt op blandt de nominerede for første gang, er der kun en lille overvægt i jublen til fordel for ham. Ved hans næste nominering er skrigene ved hans navn klart taget til, og da han sidst i showet vinder prisen som ‘Årets Forbillede’, genlyder hele salen af ekstatiske jubelskrig.

Generation ‘på’

Pigeskrigene når nye højder, da showets sidste pris skal uddeles. Den er for ‘årets lækreste kendis’ og den går til Rasmus Brohave - en 17-årig Youtube-kendis, som springer op på scenen i sneakers og lyseblå skjorte.

»Det er altså ret vildt at vinde over Christopher som årets lækreste«, siger han glad, inden Bubber sender ham af scenen til lyden af endnu højere skrig og klapsalver.

Showets sidste numre leverer duoen Muri & Mario, som går på scenen sammen med en ældre herre, der giver den gas på en saxofon. “Hun vil danse mambo”, synger de, og et eller andet bliver der i hvert fald danset mellem biografsæderne mange steder i salen. Nogle af de dansende piger bliver budt op på scenen for at synge med og griner forsigtigt til hinanden.

»Bare kom op og vær med«, råber den ene sanger ud i salen.

LÆS OGSÅSyv danske YouTube-stjerner: Derfor trækker vores videoer flere millioner afspilninger

Endnu par teenagepiger løber op mod scenen med hinanden i hænderne og danser lidt forlegent bagerst på scenen. Så vover endnu en gruppe sig fnisende op, og pludselig strømmer små flokke af teenagere op scenen og danser og griner.

Da sangen slutter, vil Muri & Mario have et billede sammen med de mange unge dansere. Teenagerne stiller sig beredvilligt op, retter på håret og erstatter de forsigtige dansetrin med en tilsyneladende velkendt posering og sikre selfiesmil.

Der på biografens scene ligner de en generation, som er vænnet til at være på hele tiden. Men så går bandet af scenen, og teenagerne skal finde tilbage til deres pladser.

»Jeg ryster helt«, gisper en pige med armen viklet godt ind i sin veninde.

De har røde kinder begge to, og de fniser sig hele vejen op til salens udgang.

Redaktionen anbefaler

Danmarks største Youtuber: Snart bliver det federe at være med i en Youtube-video end i 'Aftenshowet'

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce