Det danske filmmirakel med internationale priser og store overskrifter i verdenspressen er forbi.

Hvor vi siden midten af 1990’erne kunstnerisk har spillet lige op med de store nationer i filmens champions league, skal vi i fremtiden til igen at vænne os til mere ydmyge vilkår i 1. eller 2. division.

Ingen festivalgaranti
Det vurderer en række centralt placerede folk i den danske filmbranche.

»For fem år siden lå Danmark i top-tre. Og for bare to år siden ville en ny film af Lone Scherfig eller Thomas Vinterberg næsten automatisk blive garanteret en rimelig flot placering på en af de tre store A-festivaler. Den garanti findes slet ikke mere«, siger direktør i Grand-biografen i København, Kim Foss.

Han advarer samtidig mod et politisk klima, hvor man foretrækker at støtte brede film med stor publikumsappel frem for de mere smalle, kunstneriske film, som det er nødvendigt at lave, hvis vi igen skal hævde os.

Også områdedirektør for produktion og udvikling i Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, har set advarselslamperne blinke.

»Vi skulle måske have set kritisk på vores egen succes lidt tidligere, end vi har gjort«, siger han.

Claus Ladegaard finder det tillige problematisk, at det er de samme producenter, der bliver ved med at sidde på markedet. Han efterlyser ny vildskab og drive, som dengang Zentropa og Nimbus Film kom til i 1990’erne.

En mild hollywoodisering
Professor i filmvidenskab ved Københavns universitet, Peter Schepelern, mener, at dansk film lige nu ligger, som tidligere direktør i Filminstituttet, Henning Camre, har redt.

»Camres succes har været en mild hollywoodisering af det danske filmmiljø. Hvor der har været satset på professionel, velafrettet og velfungerende fiktion til den almindelige befolkning over hele linjen. Og det har vel sådan set kørt meget godt. Men det, der har gjort Danmark berømt i den her periode – det, der har gjort perioden stor set udefra, det er Lars von Trier og dogme. Og det er jo også Trier«, siger han.

»Thomas Vinterberg, Per Fly, Susanne Bier, unge Nikolaj Arcel og Niels Arden Oplev har gjort det rigtigt godt. Og Ole Bornedal er kommet tilbage i allerbedste form. De er gode og udmærkede, og det er generelt en fornøjelse at se på de danske film, der kommer fra dem. Men der er ikke nogen af dem, der er genier. Der er ikke nogen af dem, der er et mirakel. Trier har, for better or worse, været miraklet i dansk film. Og en hel filmindustri kan ikke baseres på, at der går en sær mand rundt og føler sig lidt sløj til morgen«, siger Peter Schepelern.

Norsk bekymring
Også fra udenlandsk side fornemmer man, at »something is rotten...«. Kulturredaktør og førsteanmelder på Dagsavisen i Oslo, Mode Steinkjær, siger således:

»Vi ser meget gerne danske film her i Norge. Og jeg tror endnu ikke, at publikum har fornemmet, at der skulle være noget galt. Men blandt os anmeldere er det tydeligt, at der er et vakuum i dansk film lige nu«.

»Det er selvfølgelig altid spændende, hvad Lars von Trier kommer op med af originalt nyt, og Per Fly er blevet voldsomt populær heroppe, efter at hans trilogi er blevet vist i biograferne. Men det er, som om der mangler en samlet vision«, siger Mode Steinkjær.