Kapitel 1:

Selv et lydløst billede af de fem drenge i gården ville afsløre, at tingene ikke er, som de plejer at være.

Hvis drengene så sig selv udefra, ville de ikke selv tro på scenen, der udspiller sig. For det første samles de fem drenge fra Blågårds-kvarteret normalt ikke så tidligt på dagen i denne gård. Med sine små stier, der forgrener sig ud til de omkringliggende gader, Åboulevarden, Gartnergade, Korsgade og Blågårdsgade, udgør den kvadratiske gård en færdselsåre i kvarteret, som på dette tidspunkt af dagen typisk giver ly til børn, der tumler rundt på legepladsen omgivet af buske, birketræer og bænke. Og så er gården efter mørkets frembrud også et yndet samlingspunkt for en del af kvarterets unge, der mellem buskads og træer kan dele deres joints i skjul for forældrenes blikke.

I dagens anledning er drengene renset for hashklumper og knive, der kan give politiet en grund til at slæbe dem med hen på stationen.

Godt nok har den lokale ordensmagt kun ret til at afkræve drengene deres navn og CPR-nummer, hvis der foreligger en begrundet mistanke om en kriminel handling.

Men efter nattens knivstikkeri hænger nerverne i laser. Der er ingen tid at spilde, før den uundgåelige konfrontation med kriminalpolitiet: Den sande version af historien skal på bordet, før områdets unge bliver afkrævet en forklaring af betjente, fædregrupper og pædagoger.

Drengene ville i dagtimerne normalt mødes i Hassans gård på den anden side af Blågårdsgade.

Men det er ikke her, at italieneren lagde sin vej forbi i nat. Det er, som om forklaringen på nattens hændelse skal findes på selve det sted, hvor Kilic-fætrene mødte den italienske rygsækturist.

Drengene har svært ved at dæmpe sig.

– Hvad fanden lavede du? Er du dum i hovedet?

Hassan vil vide, hvad der skete i løbet af natten, før italieneren med et stik i maven styrtede ud af gården og op ad Blågårdsgade. Han kræver et svar på, hvad der førte til, at han i løbet af få minutter natten til d. 9. august 2003 selv blev involveret i en mordsag.

Da italieneren omkring klokken halv fire i nat blev stukket ned, holdt en taxa med tre passagerer blot få meter fra gerningsstedet. Tilfældet ville, at Hassan var en af passagererne. Han blev derfor vidne til et brutalt overfald, hvor gerningsmanden viste sig at være en af hans venner fra området. En god ven, der ligesom han selv har boet hele sit liv i Blågårdsgade. 20 år for Hassans vedkommende, næsten 18 for Hizir Kilics. I løbet af barndommen har de to drenges omgang med hinanden udviklet sig fra leg i gyngerne i Hassans baggård til røveri af mindre børns mobiltelefoner og lommepenge.

Hassans spørgsmål bliver begyndelsen på et højlydt skænderi, der kan høres tydeligt af gårdens beboere. Hvor Hizir virker forstenet oven på at blive konfronteret med sin handling i nat, er hans knap to år yngre fætter anderledes meddelsom.

– You are not a good pusher, råber Ferhat Kilic i et forsøg på at gengive, hvad den italienske rygsækturist havde råbt til hans fætter blot et halvt døgn forinden.

Normalt holder Ferhat ikke til på Indre Nørrebro, men i dette øjeblik er han stærkt ophidset, og selvom han er på udebane, lægger han ikke en dæmper på sig selv.

– Hvad fanden har du gang i? Hvad er dit problem? fortsætter Ferhat, mens han stirrer på Hizir for at fremprovokere en reaktion.

Hassan stemmer i. – Næste gang skulle du bruge en kølle. Hvad tænker du på?

Inderkredsen af vennerne i området kan sagtens tale hårdt til hinanden til daglig, men denne gang er det alvor.

Hassan har ikke tidligere råbt med en sådan alvor ad sin ven. Men Hassans vrede kan alligevel ikke måle sig med Ferhats arrigskab.

– Ham der, han er ikke normal. Han er syg i hovedet, råber han og kigger alvorligt på Hassan. – Du så selv, hvad han gjorde.

Mange af gårdens beboere har vinduerne stående på vid gab i sensommervarmen.

Hizir kigger nervøst op og ned ad de mange vinduer på de brune og grå facader, der omslutter gården.

– Hold nu kæft mand. Folk kan høre os.

Hizir forsøger flere gange at tysse på de andre, men ordene preller af på dem.

– I så det selv, lyder det igen fra Ferhat. – Han gjorde sådan her, og med store armbevægelser og udspilede øjne, rekonstruerer han Hizirs udfald mod den italienske turist.

Ferhats demonstration af sin fætters handling forstærker drengenes efterveer fra nattens chok, da Hizir svingede vildt om sig med kniven.

Hassan og de øvrige ryster på hovedet og kigger anklagende på Hizir, der på sin side ikke vil acceptere anklagerne. Han begynder selv at hæve stemmen i et forsøg på at overbevise de andre om, at det var italieneren, der begyndte. Og hvis Hassan og de andre i taxaen ikke havde været så passive, var det aldrig sket, forsøger Hizir.

– Det var ham, der startede med at slå mig, og bagefter tog han fat i Ferhat.

Ordene er møntet på Hassan, der blot reagerer med en hovedrysten.

Vennens fordømmelse gør noget ved Hizir. Alt ved hans kropsprog peger på, at der her står en dreng, der føler sig uretfærdigt anklaget. Han angriber kontra.

– Hvorfor kom du ikke ud af taxaen og hjalp os andre? råber han.

– Hvad snakker du om, hva’? Hvad fanden snakker du om, svarer Hassan.

Han har fået nok af at tale med sin barndomsven og smutter. Drengene behøver ikke at nævne over for hinanden, at denne historie ikke må slippe ud.

Mens Hizir, Hassan og de to andre drenge fra gården ikke har mere end nogle få meter hjem, skal Ferhat med bussen til Tingbjerg i Københavns Nordvest kvarter.

Ferhats bevægelser mangler mål, da han træder ud af porten til Blågårdsgade. Han føler sig pludselig groggy og afkræftet, som han rammes af det skarpe sollys ude på den åbne gade.

Ferhat går i sine egne tanker omkring 50 meter fra det sted, hvor Blågårdsgade rammer Åboulevarden, da han hører en af de yngre knægte fra kvarteret råbe: – Det er ham der.

Ferhat kigger forvirret efter ‘ham der’, indtil det går op for ham, at knægten peger i retning af ham selv.

– Det er ham, der er Hizirs fætter.

To fyre i 20’erne har kørt rundt og ledt efter ham. Den ene vinker Ferhat hen til en bil, der holder parkeret få meter fra det sted, hvor hans fætter stak italieneren ned i nat.

Den ene af de to fyre i bilen er storebror til et af vidnerne i taxaen, der så overfaldet.

– Var min bror med til det her? vil han vide.

Ferhat har aldrig set de to mænd før og føler sig utryg ved at stå foran to fremmede fra kvarteret dagen efter knivstikkeriet. Fra hvor han står, kan Ferhat skimte italienerens blod på asfalten.

Han får fremmumlet, at fyrens lillebror ikke har gjort noget galt.

Den bekymrede storebrors reaktion får Ferhats skuldre til at slappes en anelse. Ferhats svar får tydeligvis fyren til at ånde lettet op. Det varer imidlertid ikke mange sekunder, før han kigger bestemt på Ferhat.

– Du er ikke herfra, konstaterer fyren. – Hvor er du fra?

– Tingbjerg.

– Se at komme væk. Tag hjem til Tingbjerg med det samme, siger fyren.

Ferhat føler musklerne spændes ved de efterfølgende ord.

– Din fætter er en færdig mand. Tag væk nu.

Mens Ferhat tilbringer en halv times tid i 2A-bussen på vej hjem til forældrene, funderer han over, om de to mænd har ret. Er Hizir virkelig en færdig mand?

Han ved det ikke, men en ting står i hvert fald klart. Ferhat har gennem en hel opvækst præget af kriminalitet aldrig overvejet at angive nogen til politiet, og hans egen fætter bliver i hvert fald ikke den første. Han skal ikke nyde noget af at blive kendt som ‘stikker’ blandt sin egen familie samt de unge i Tingbjerg og på Indre Nørrebro.

Rygtet om nattens overfald har bredt sig som ringe i vandet i Blågårds-kvarteret. Mange af områdets unge er lørdag på gaden for at diskutere rygter og påstande om overfaldet med deres jævnaldrende. Og selvom det hurtigt står klart, at Hizir og hans yngre fætter har været indblandet i nattens knivstikkeri, iværksætter flere af de ældre drenge deres egne undersøgelser af sagen for at være helt sikre på, at deres lillebrødre ikke er involverede.

For det trænede blik er det tydeligt, at noget er galt.

Det kan beboeren Manu Sareen fra Blågårdsgade nummer 49 tydeligt mærke, da han tidligt lørdag aften støder på Hassan og en håndfuld andre på vej ind i gården. Manu og Hassan bor i samme opgang og har kendt hinanden de sidste syv år.

Hassans forældre har flere gange babysittet for deres overbo. Manu har på sin side i løbet af årene gentagne gange fulgt med Hassans forældre hen i det lokale socialcenter og hjulpet dem med at forstå de tekniske termer i kommunens breve. Manu kan kancellisproget på fingerspidserne. Han er nemlig selv ansat som integrationskonsulent i kommunen og holder til daglig til i Børne- og Ungerådgivningen på Åboulevarden tæt ved Blågårdsgade. Derfor er de lokale unge både en integreret del af Manus privat- og arbejdsliv.

Når noget er galt i Blågårds kvarteret er integrationskonsulenten derfor ofte den første fra kommunen, som ved besked.

– Hvad sker der, Hassan, siger Manu, da han henvender sig til den 20-årige i gården. – Hvad er der galt, mand? Der er en totalt underlig stemning i området.

– Ikke noget, Manu, det går fint, svarer Hassan undvigende.

Manu kan fornemme, at han foreløbig må se langt efter et svar.

‘Ung Turist kæmper for sit liv’.

Spiseseddelen står søndag morgen foran Blågårdsgades to kiosker og viser områdets unge, at rygterne om et overfald natten til lørdag må have noget på sig. Endnu en gang har Nørrebro stjålet overskriften i Ekstra Bladet, som er den eneste af landets aviser, der vælger at prioritere historien om knivstikkeriet højere end til en lille notits.

Den italienske rygsækturist var netop kommet til København med tog til Hovedbanegården lørdag aften mellem klokken 22- 23.00, da han valgte at begive sig ud på en gåtur mod Nørrebro. Da han omkring kvart i tre natten til lørdag gik på Åboulevarden og 50 meter ned ad Blågårdsgade blev han passet op af indvandrerflokken. Det var her, han første gang blev stukket inden han forsøgte at flygte.

Pis, udbryder Manu Sareen, da han har læst starten af historien. Manu bor ikke mere end 50 meter fra gerningsstedet, og han har en stærk formodning om, at Hassan og de andre drenge ved, hvad der er sket.

– Vi ved ikke præcist, hvad der er foregået, men da det var ovre nåede offeret at sige, at han havde været udsat for et røveri, inden han sank sammen, siger Niels Bogs-Grarup, vicekriminalkommissær ved Københavns Politi.(…) Det lykkedes politiet sent lørdag at få kontakt med forældrene, som hurtigst muligt vil sætte kursen mod København.

Historien om knivstikkeriet kører i de elektroniske medier, og i løbet af eftermiddagen kommer meldingen: Den italienske turist er død af sine kvæstelser. Afgået ved døden klokken 12.30. Hans forældre nåede akkurat at komme frem til Rigshospitalets Traumecenter, inden han udåndede.

Manu Sareen er en af de mest brugte kilder angående integrationsstof i København, og han ved, at der ikke vil gå lang tid, før medierne begynder at ringe til ham. Manu bliver nærmest helt træt ved udsigterne til, at han endnu en gang skal til at forsvare sin bydel og de unge i medierne. Hvis bare det var sket på den anden side af Åboulevarden. Så ville overskrifterne hedde ‘knivstikkeri på Frederiksberg’, og så havde historien været en helt anden, tænker Manu.

Inden længe er hele Blågårds-kvarteret invaderet af journalister, politifolk og nysgerrige sjæle.

Manu bevæger sig ned på gaden, og han får hurtigt sorteret ud i sladderen og finder frem til det mest insisterende rygte, som han hører fra et par 10-12-årige knægte.

– Det må være en anden, er Manus umiddelbare reaktion. – Er I sikre på, at det ikke er en anden Hizir?

Han må have vished og opsøger Hizir i hans opgang.

– Hizir, det var ikke dig, vel?

Hizir kigger ned i jorden og siger ikke et ord. Manu hæver stemmen.

– Hizir, var det dig?

– Nej, det var ikke mig, mand.

Manu kan med det samme se, at noget er galt. Hizirs ansigtsudtryk forekommer Manu at antage så dybe folder, at det minder ham om en rosin.

Manu har svært ved at tro på ham.

Mange vil se selve mordstedet, men først på eftermiddagen tiltrækker et udenlandsk ægtepar sig særlig meget opmærksomhed. De unge er hurtige med tommelfingrene.

‘Italienerens forældre er her’, står der i -SMS-beskederne, og i løbet af få minutter er en kerne af 20-30 unge på gaden. Alle vil se offerets forældre.

Francesco og Caterina Curra bevæger sig op mod hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevarden, hvor de stopper op. En betjent peger lydløst på et afspærret område på omkring 10 kvadratmeter. Det bliver hurtigt tydeligt for tilskuerne, at de er vidne til et sammenbrud. Modsat sin kone nøjes Francesco ikke blot med at lade tårerne tale for sig. Han sætter sig på knæ og kysser sin afdøde søns blodpletter på asfalten. Mellem hans hulk slipper nogle italienske gloser ud. Hassan og de andre drenge forstår ikke Francescos ord, men mange er ikke desto mindre påvirkede af synet.

Hassan, og flere af de der har det tætteste forhold til Hizir, er kort sagt rystede ved synet af den myrdede italieners forældre.

Stemningen blandt rødderne i Blågårdsgade er klar. Selvjustits kan ikke redde Hizir ud af denne knibe. Ingen har tænkt sig at stikke barndomsvennen til politiet. Men i dette øjeblik er stemningen ikke til at tage fejl af: Hizir har virkelig dummet sig denne gang.

I løbet af de næste timer kommer flere af drengene hen til Manu Sareen, der også befinder sig på gaden.

Han er rystet. Ikke blot på grund af den kendsgerning, at en ung mand er blevet dræbt, men også fordi mange af drengene ikke har vist en sådan medfølelse i mange år. Hassan er den sidste af drengene, integrationskonsulenten taler med i løbet af eftermiddagen.

– Det var synd for ham, Manu.

– Ja, det er det, svarer han.

I en pakketrans-vogn i Københavns Nordvest-kvarter sidder Adem. Han har som sædvanlig kørt med pakker fra tidlig morgen og har stadig en lang arbejdsdag foran sig. Mobiltelefonen ringer.

– Politiet har netop været her for at hente Ferhat.

– Ja, det skulle jo komme, svarer Adem sin kone.

Hans søn har reelt været på flugt, siden han onsdag aften stak af fra en lukket institution, hvor han var anbragt på grund af flere domme for tyveri og vold.

– De var mange, Adem. Det vrimlede med betjente.

– Tag det roligt. De har bare hentet ham, fordi han endnu en gang er stukket af.

Gennem de sidste fem år har Adem vænnet sig til at blive ringet op eller få besøg af politiet på grund af sønnens evindelige lovovertrædelser, der tæller alt lige fra at stjæle parfume i Føtex til tyveri af højtalere, smykker og fladskærme ved villaindbrud.

– Jeg er hjemme om nogle timer, så snakker vi om det.

Et anonymt tip fra en forælder til en af de unge i området har søndag eftermiddag ført politiet frem til fætrene.

Politiet har ligeledes fået kontakt til den taxachauffør, der natten til lørdag holdt i krydset Åboulevarden/Blågårdsgade få meter fra gerningsstedet.

Mandag morgen skal han forsøge at udpege fætrene. Det kan han ikke, tilkendegiver han over for politiet.

Ordensmagten mangler grundlag for at kunne stille Ferhat og Hizir over for en dommer, der kan sige god for at varetægtsfængsle dem. Fætrene bliver derfor løsladt samme dag, som formiddagsaviserne første gang afslører den myrdede italieners identitet: Han hedder Antonio Curra og stammer fra byen Villasanta nær Milano. Han nåede kun at tilbringe fire timer i København som rygsækturist, før han stødte på Ferhat og Hizir Kilic på Indre Nørrebro. Politiet opretholder imidlertid sigtelsen. En sporhund har allerede lørdag morgen snuset sig frem til en foldekniv i en gård, der ligger mellem Murergade og Blågårdsgade. Kniven, der har spor efter blod, var svøbt i en lærredspose og skjult i bunden af en blomsterkasse.

Kniven var af mærket Mauser. På Hizirs værelse finder politiet senere et tomt knivhylster med påskriften Mauser. Kniven skal nu undersøges for DNA-spor efter den afdøde italiener. Det samme skal en T-shirt, som politiet finder på Ferhats værelse. T-shirten har en mørk plet, der ligner et blodstænk.

Zeki Kilic sidder hjemme hos sin storebror, Ilias Kilic, da dennes søn Hizir mandag formiddag bliver kørt hjem til forældrene i Blågårdsgade. Det første, Zeki bemærker, er den hvide plastikdragt, som nevøen er iført, fordi politiet har konfiskeret hans tøj som muligt bevismateriale.

Da Hizir har fået skiftet det knitrende plastik ud med bomuld, får Zeki en chance for selv at komme i snak med nevøen. Hans storebror har allerede fortalt ham, at Hizir har ført kniven, og Zeki er nysgerrig efter at finde ud af, hvad der er sket.

Han føler sig en smule roligere til mode efter en times samtale med Hizir og Ilias.

Nevøen melder nemlig klart ud, at det var ham, der stak italieneren, og at han vil meddele politiet, at hans yngre fætter, Ferhat, intet har med italiener-mordet at gøre, hvis de skulle blive anholdt igen.

– Det er godt. Det er den eneste rigtige beslutning, siger Zeki.

Ilias derimod siger ingenting.

Mens Hizir sidder hjemme ved forældrene efter at være blevet løsladt, sidder Ferhat i en bil på vej til Nordjylland. For selvom ordensmagten ikke har beviser nok til at beholde ham på Københavns Politigård, så mangler han stadig at afsone en del af sin ungdomssanktion. Han er allerede stukket af fra tre ungdomsinstitutioner, og politiet ønsker at minimere risikoen for endnu en flugt. Så selvom Ferhat officielt bliver sendt til en fjerde i rækken, kommer han ikke til at sidde sammen med andre unge. I stedet bliver Ferhat kørt til et sommerhus i nærheden af ungdomsinstitutionen Solhaven i Nordjylland, hvor han i to døgn bliver mandsopdækket af pædagoger.

I løbet af denne tid laver han stort set ikke andet end at se tv på sit værelse.

Kommer du ikke ud til os andre? spørger pædagogerne indimellem.

– Hvorfor skulle jeg? svarer Ferhat, da en af pædagogerne henvender sig.

Derefter lader Ferhat som ingenting, når pædagogerne spørger, om han har lyst til at snakke. Sådan har Ferhat reageret over for lærere og pædagoger hele livet, når de antændte hans vrede ved at tysse på ham eller skælde ud. Og Ferhat er vred. Han forstår ikke, hvad han laver alene i et sommerhus sammen med fire voksne.

– Hvorfor er der ikke andre unge, og skal jeg ikke i skole eller noget? spørger Ferhat med en attitude, der er alt andet end imødekommende.

Vi skal lige lære hinanden bedre at kende først, lyder det fra en af pædagogerne.

Ferhat synes, det er kedeligt og vil bare gerne hjem.

Han forsøger desperat at få lov til at ringe til sin far, som han endnu ikke har fået lov til at tale med siden anholdelsen søndag. Han truer flere gange pædagogerne med, at han vil ‘gå amok’ på dem. Onsdag eftermiddag får pædagogerne nok og giver ham lov til at ringe.

– Hvor er du? er det første, Adem spørger sin søn om, da han hører stemmen i telefonen.

Samtalen foregår på tyrkisk.

– Jeg ved det ikke helt. Et eller andet sted i Jylland. Jeg er i et sommerhus med nogle pædagoger. De holder øje med alt, hvad jeg gør.

I nogle sekunder siger ingen af dem noget. Adem forstår ikke, hvorfor hans søn ikke befinder sig på en normal institution.

– Kan du ikke sige til dem, at Yusuf har fødselsdag, og at de må lade mig gå, så jeg kan være med til at fejre fødselsdagen?

– Jo det skal jeg nok. Bare giv røret videre til en af dem, så skal jeg nok sige det til dem.

Adem har stadig intet hørt om, at hans søn skulle være indblandet i mordet på Antonio Curra, og har derfor ingen ide om, hvorfor sønnen bliver mandsopdækket i et sommerhus i stedet for at blive placeret i et normalt ungdomsbehandlingshjem.

Adems forsøg på at få sønnen hjem afvises af den pædagog, han får i røret.

Ferhat vil ikke længere finde sig i det. Han begynder at råbe op om, at han smutter LIGE NU.

Det lykkes den mordsigtede dreng at komme ud af sommerhuset og spæne væk fra pædagogerne.

Den 15-årige dreng fra Tingbjerg aner imidlertid ikke, hvor han er, og farer derfor vild.

Efter at have løbet rundt på må og få i en times tid finder han et busstoppested, hvorfra man kan tage bussen til Aalborg. En bil kører op til busstoppestedet.

– Har du lyst til at få et lift, spørger den kvindelige fører.

Han har ingen penge og ingen mobiltelefon, så hans første reaktion er: ja, helt sikkert. Ferhat bliver imidlertid
mistænksom over for kvinden, da hun stiger ud af bilen og går hen imod ham. Han opdager inden for få sekunder, at fire-fem mænd har fået sneget sig ind på ham, mens han har siddet ved busstoppestedet.

Ferhat spurter af sted, og mens han løber hører han pædagogernes råb: – Stop, Ferhat.

Fuck det. Fandeme nej, tænker Ferhat og løber videre, men inden for få minutter er han omringet.

Han bliver kørt tilbage til sommerhuset, hvor pædagogerne denne gang ikke tør løbe nogen risiko med den mordsigtede dreng. Han bliver låst inde på værelset. Udmattet efter jagten falder han hurtigt i søvn.

Lidt over midnat bliver døren låst op, og to kriminalbetjente træder ind.

Ferhat er endnu en gang anholdt og sigtet for mordet på Antonio Curra. Fem timer senere bliver hans fætter Hizir Kilic afhentet hjemme hos sine forældre i Blågårdsgade.

På torsdag udkommer bogen ’Skyld - Historien bag mordet på Antonio Curra’, som bringer læserne helt tæt på, hvad der er sket i Ferhat Kilics liv før, under og efter mødet med Antonio Curra. Politiken bringer to kapitler fra bogen.