Kapitel 2:

Blandt Ferhat og Hizirs venner og bekendte florerer der mange historier og rygter om, hvad der gik forud for det drabelige overfald på Antonio Curra en varm sommernat i august 2003.

Detaljer om nattens begivenheder varierer, men essensen stemmer overens med den historie, man kan stykke sammen ved at studere uddrag fra diverse politirapporter, samt de oplysninger der er fremkommet i retssagerne mod de to fætre.

Vi har valgt primært at basere historien om mordnatten på disse skrevne kilder, men fortællingen byder alligevel på visse nye oplysninger, som ikke har været fremme før i forbindelse med retssagerne mod fætrene Kilic. I forbindelse med arbejdet med denne bog har Ferhat Kilic nemlig for første gang sagt ja til at lade sig interviewe angående sit liv, og hvad der egentlig skete den sommernat i august 2003.

Historien starteri Hizir Kilics baggård. Som så mange gange tidligere har Hizir tidligere på aftenen siddet og røget joints sammen med barndomsvennen Hassan, Ferhat og nogle andre kammerater.

Omkring klokken 02.00 sidder imidlertid kun Kilicfætrene og en lokal danskamerikansk fyr tilbage på den lille høj kaldet Bakkerne i Hizirs gård.

Der er opbrudsstemning i gruppen. Hassan er taget videre for at mødes med et par kammerater og komme videre i nattens program, og den danskamerikanske dreng taler om, at det ikke drejer sig om mange minutter, før han smutter.

Bedst som han skal til at gå, får selskabet øje på en fremmed skikkelse, der træder ind i gården med en sovepose under armen.

Den nyankomne er en ung fyr med mørkt krøllet hår, og selskabet kan se, at han bevæger sig hen mod deres tilholdssted ved Bakkerne.

Han henvender sig til Hizir, og de begynder at småsnakke på engelsk. Ferhats ordforråd på engelsk er meget begrænset, og sammen med den danskamerikanske dreng vælger han at holde sig på nogle meters afstand af fætteren og den nyankomne dreng. I løbet af nogle minutter får Ferhat imidlertid sat brudstykkerne af engelske ord sammen til, at den fremmede er fra Italien.

Han hedder Antonio Curra, er 19 år gammel og har med sin rygsæk begivet sig ud for at opleve verden. Han er trillet ind på holdepladsen ved Københavns Hovedbanegård i Eurolines’ bus fra Berlin samme aften. Det meste af sin bagage har han deponeret i en boks på Hovedbanen, før han har taget turen til Indre Nørrebro, hvor han beslutter sig for at træde ind i en tilfældig baggård.

Hizir holder en joint i hånden, og italieneren spørger ham, om det er hash. Det er det.

Det er noget af et særsyn for drengene i gården, at en tilfældig person vover sig ind på Bakkerne som ubuden gæst. Især når klokken er over to om natten.

Hizir lader dog Antonio Curra ryge med på sin joint. Lige indtil den danskamerikanske dreng efter en håndfuld minutter giver tegn til, at han vil til at smutte op i sin lejlighed, der støder op til gården. Ferhat og Hizir bliver enige om, at det nok også er på tide, at de kalder det en nat. De to fætre vender ryggen til italieneren og bevæger sig i retning af Blågårdsgade, men når ikke ud ad porten fra gården, før Antonio Curra når op på siden af dem.

Endnu en gang henvender han sig til Hizir, og det irriterer Ferhat.

Der skal ikke meget til, før Ferhat bliver rastløs, og desuden fatter han ikke, hvad fætteren og italieneren taler om. Han skal ikke nyde noget af selv at forsøge sig på engelsk og holder sig et par meter fra fætteren og hans nye samtalepartner. I løbet af de næste fem-ti minutter udvikler samtalen sig imidlertid til et skænderi.

Et år senere fortæller fætrene i Østre Landsret, at samtalen i porten handlede om, at Antonio Curra gerne ville købe noget hash. Hizir vil imidlertid ikke i landsretten bekræfte, hvorvidt han rent faktisk giver sig i kast med at sælge hash til den italienske turist eller ej. Han forklarer, at konflikten i første omgang startede, fordi Antonio Curra på et tidspunkt kalder Ferhat for ‘little’.

Hizir tier imidlertid om mellemregningerne i historien, der fører til et skænderi og nattens første knivstik.

Ferhat er anderledes meddelsom i retten vedrørende hashens rolle i det opståede skænderi. Han fortæller, at fætteren og Antonio Curra begynder på en hashhandel, der går galt.

Italieneren hiver sin pung op af lommen, da Hizir gør tegn til, at han vil finde noget hash frem.

Hvor mange penge det drejer sig om, siger Ferhat ikke noget om i landsretten.

Ferhat fortæller imidlertid i forbindelse med tilblivelsen af denne bog, at hans fætter kræver 200 kroner af Antonio Curra den nat i porten.

Da Hizir har fået pengene i hånden, rækker han italieneren en klump hash, der nærmest svarer til ‘ingenting’. Ferhat bemærker, at det er så latterlig en lille klump, at det nærmest er en hån. Men det er ikke noget, han vil blande sig i. ‘Håneren’ er hans egen fætter, og italieneren er en fremmed, der bare kan skride, hvis han er utilfreds. Gadeprisen for et gram hash er på omkring 50 kroner, men der er under et gram i den klump, Hizir ifølge sin fætter overrækker Antonio Curra.

Den italienske rygsækturist vil have sine penge tilbage. Hizir nægter. Antonio Curra begynder at hæve stemmen. Hizir forsøger at ignorere italieneren og gider end ikke værdige ham et blik. Ferhat er imidlertid ikke lige så god til at lægge låg på sig selv som sin fætter. Han finder det meget underligt, at en fremmed turist tør træde direkte ind i en baggård på Indre Nørrebro og gøre vrøvl. Ferhat har en klar holdning til den fremmede: Han skal sgu ikke spille smart.

Med sit sparsomme engelske forsøger han at gøre det klart for Antonio Curra, at han skal skride. Den italienske turist tager imidlertid ikke meget notits af den mindste af fætrene og koncentrerer sig i stedet om Hizir, der har hans penge.

Alt tyder på, at Antonio Curra blandt andet henvender sig til Hizir med ordlyden: – You are not a good pusher.

Et halvt døgn efter hører flere beboere i lejligheder, der støder op til gården, et nyt skænderi, hvor Hizir og Ferhat Kilic endnu en gang indtager rollerne som hovedpersoner.

– You are not a good pusher, gjalder det ud over gården.

Ferhat Kilic forsøger med fægtende armbevægelser at gengive den foregående nats begivenheder over for en lille flok drenge, hvoraf flere selv var til stede. Hassan og Hizir er blandt de ophidsede deltagere i skænderiet.

En lokal beboer og en gæst udefra, der hører råbene i gården, vælger at gå til politiet, da de er overbevist om, at skænderiet drejer sig om overfaldet på italieneren. Det ene af vidnerne har fra sin lejlighed udsyn over gården og kan se, hvordan den ene af drengene vifter frem i luften med en knyttet hånd for at vise, hvordan knivstikkene blev sat ind.

Ingen af vidnerne kan imidlertid i retten svare på, om det er gerningsmændene selv, de har set i gården. Drengene var nemlig halvt skjult af de buske og træer, der omgiver Bakkerne.

Ud over Ferhats højlydte udråb mod fætteren, deltager Hassan også i anklagerne mod Hizir ved blandt andet at råbe: – Næste gang skulle du bruge en kølle.

Da skænderiet mellem fætrene og den italienske rygsækturist går i gang natten til den 9. august, befinder den danskamerikanske dreng sig i sin lejlighed. Oppe fra 3. sal kan han høre, at noget er galt i gården.

Han har en mistanke om, at der ved at opstå et slagsmål mellem vennerne og den fremmede i gården. Danskamerikaneren forsøger at få øje på italieneren og fætrene Kilic fra sit vindue på 3. sal. Men han kan intet se, da trioen befinder sig i den flere meter lange port. Han bliver i første omgang i lejligheden, indtil han hører et rabalder og højlydte råb, der tydeligt indikerer, at slåskampen er gået i gang. Han løber ned ad trappeopgangen for at finde ud af, hvad der er sket.

Han finder Ferhat og Hizir i porten, og de fortæller ham, at de har været oppe at slås med italieneren.

Forud er gået et skænderi mellem fætrene og italieneren, som har udviklet sig til, at Antonio Curra og Hizir Kilic begynder at hive i hinanden. På et tidspunkt svinger Antonio Curra armen tilbage og placerer en knytnæve i tindingen på Hizir, så han vælter ind i nogle cykler i porten. Ifølge Hizir selv får han et kortvarigt blackout ved slaget.

Det står ikke klart, hvorfor Antonio Curra i første omgang slog på Hizir, men begge fætre har siden hen forklaret i retten, at han sandsynligvis har følt, at Hizir skulle til at angribe ham. Splitsekunder forud for knytnæveslaget havde Hizir stukket hånden ned i lommen, og Antonio Curra opdagede muligvis ved denne lejlighed, at den største af Kilicfætrene var ved at hive en kniv op af lommen.

Efter at Hizir er blevet slået omkuld, ryger Antonio Curra og Ferhat i totterne på hinanden. De står og hiver hinanden i trøjerne, da den ældste fætter kommer på benene igen og finder en kniv frem fra lommen. Med et svirp med håndleddet folder han kniven ud i én bevægelse. Ferhat står med ryggen til sin fætter og kan derfor ikke se Hizirs arm svinge gennem luften i hans højre side, før kniven rammer italieneren i maven.

Ferhat kan inden for få sekunder se italienerens trøje blive gennemblødt af blod. Antonio Curras højrøstede krav om tilbagebetaling af penge er forstummet. Han griber sin sovepose og løber ud af gården.

Få minutter forinden er en anden ung mand også sat i løb knap 50 meter længere oppe ad Blågårdsgade.

En taxachauffør skal netop til at køre bort efter at have sat en kunde af midt på gaden, da han ser en ung mand komme løbende. Manden åbner fordøren og sætter sig ind.

– Det var godt, jeg nåede det, inden du kørte, siger han forpustet.

Det er Hassan, som tidligere på aftenen har røget hash sammen med Hizir og Ferhat. Han har netop delt en joint med et par kammerater, og sammen skal de nu videre i byen. De to venner når op til taxaen og sætter sig ind på bagsædet. Selskabet skal til Christiania, og taxachaufføren kører op mod Åboulevard for at svinge til venstre mod Christianshavn.

Taxaen holder for rødt ved krydset mellem Åboulevard og Blågårdsgade, da den italienske turist kommer gående. Han henvender sig til taxachaufføren og fortæller, at nogen har forsøgt at berøve ham hans penge.

– De stak mig, siger han og løfter op i sin T-shirt, så taxachaufføren og de tre passagerer kan se det ovale stiksår i hans mave.

Antonio Curra spørger passagererne i taxaen, om de har en mobiltelefon, han kan låne. Det er der ingen, der har, får han at vide.

Taxachaufføren ville under normale omstændigheder kunne kalde alarmcentralen op fra sin radio, men den er slukket, og det vil tage tid at tænde den.

Da taxachaufføren senere skal give sin version af aftenens begivenheder, forklarer han, at den italienske turist virkede synligt påvirket af enten alkohol eller stoffer, og at han følte sig utryg ved passagererne i taxaen. De var fra Blågårdsmiljøet, og der er det sikrest at ‘holde lav profil’, forklarer han, da han den 26. oktober 2004 bliver kaldt ind som vidne i Østre Landsret.

En af passagererne på bagsædet tilbyder Antonio Curra, at han kan få et lift til Rådhuspladsen, så han kan komme væk fra området.

Italieneren siger nej tak. Han vil låne en mobiltelefon. Kunden på bagsædet peger nu til højre og forklarer den sårede italiener, at der ligger en telefonboks i Rantzausgade omkring 200 meter derfra. Det koster ingenting at ringe til alarmcentralen, forklarer passageren til den italienske turist.

Antonio Curra tager imod rådet og begynder at gå i retning mod telefonboksen. Da han bevæger sig væk fra bilen, bemærker taxachaufføren, at han har et lille smil på læben. Han virker rolig og fattet.

Den italienske rygsækturist løber imidlertid hastigt tilbage til taxaen og peger i den retning, han er kommet fra. Denne gang udstråler hans kropssprog bestemt ikke ro. Taxachaufføren kan se frygt i øjnene på Antonio Curra. Og med god grund. Hizir Kilic er nemlig løbet op til den italienske turist; tæt forfulgt af sin mindre fætter.

Hvad der præcis er årsagen til, at Kilicfætrene endnu en gang møder Antonio Curra efter at have stukket ham første gang, er der delte meninger om. I retten fortæller begge fætre, at de støder på ham tilfældigt, da Hizir Kilic vil følge sin fætter op til 2A’eren, der kører til Tingbjerg.

Forklaringen stemmer overens med fætrenes faste rutiner, når de har tilbragt nogle timer sammen i Hizirs kvarter. Såvel flere venner som familien selv bekræfter, at det var en fast bestanddel af fætrenes afskedsritual, når Ferhat havde været på besøg, at Hizir fulgte ham op til bussen.

For at komme op til 2A’eren skal fætrene forbi krydset, hvor Antonio Curra er stoppet op for at låne en mobiltelefon.

Da retssagen imod de to fætre går i gang i Østre Landsret i oktober 2004, argumenterer anklagemyndigheden imidlertid for, at fætrenes andet møde med den italienske rygsækturist var alt andet end tilfældigt. Det var et mord skrevet i koldt blod, hvor begge fætre forfulgte Antonio Curra for at gøre det af med ham, lød argumentet.

Ferhat Kilic forklarede som sagt i retten, at mødet med italieneren ved krydset Blågårdsgade og Åboulevard var tilfældigt. Men i de interview, han har givet til denne bog, har han indrømmet, at dette ikke passer.

Han har tidligere tiet, men i og med at han og Hizir har tabt retten til at blive boende i Danmark ved den sidste nationale ankeinstans i Højesteret, har han og fætteren ikke meget at tabe ved, at sandheden kommer frem, siger han.

Da danskamerikaneren er kommet ned fra sin lejlighed ved lyden af et slagsmål i porten, får han at vide, at fætrene har været oppe at slås med italieneren. De er begge synligt ophidsede. Stemningen er ikke til at tage fejl af: Hvad bilder italieneren sig ind?

Desuden er Ferhat også sur på sin fætter. Han mener, at kontroverser skal afgøres med næverne. På dette punkt bliver de to fætre nok aldrig enige. Ferhat ville hellere end gerne have nået at stikke italieneren en flad eller to, da Hizir pludselig hev en kniv frem og satte en brat stopper for kontroversen.

Hizir er svær at nå ind til. Det er, som om han ikke kan slippe tanken om, at italieneren gav ham en knytnæve. Der er i Ferhats øjne ingen tvivl om, at Hizir er rasende.

Han bliver ved med at kigge ud af porten for at holde øje med den italienske turist. Han kan se, at turisten står ved en taxa knap 100 meter derfra. På et tidspunkt kan han se, at Antonio Curra bevæger sig væk fra taxaen. Og så er det, at Hizir Kilic løber ud af porten for at nå op til rygsækturisten. Ferhat løber efter, og det samme gør den danskamerikanske dreng.

Ferhat råber noget på tyrkisk, lige da fætteren er sat i løb. Ifølge ham selv er det ordene ‘Yapma, yapma’, der kommer ud af hans mund. ‘Lad være, lad være’. I dag fortryder Ferhat, at han ikke råbte på dansk, da vidner dermed muligvis kunne have hørt ordene og forstået betydningen.

Såvel begge fætre som danskamerikaneren, der løber lige i hælene på dem, forklarer endvidere i retten, at Ferhat forsøger at hive i Hizir for at stoppe ham.

Da Antonio Curra kommer løbende hen til taxaen ved krydset mellem Blågårdsgade og Åboulevard anden gang, vælger taxachaufføren at blive holdende, selvom lyset er blevet grønt. Da signalet lyser rødt igen, er fætrene nået op til ham.

Klokken er omkring 02.30, og flere personer, der er på vej hjem efter en bytur denne fredag nat, cykler op til det røde lys. Seks cyklister og en taxa med tre af Hizirs venner som passagerer bliver således vidner til knivoverfaldet ved fodgængerfeltet blot få meter væk.

Da Antonio Curra kan se, at en konfrontation med Hizir er uundgåelig, træder han nogle skridt frem mod ham. Det får Hizir til at trække sin springkniv op af lommen igen.

Hizir Kilic er 184 cm høj, mens Antonio Curra blot er en enkelt centimeter lavere.

Til gengæld er han væsentlig mere muskuløs end den spinkle dansktyrkiske dreng. Alligevel er kampen nærmest tabt på forhånd for den italienske rygsækturist. Han vælger at blive stående og slå ud med arme og ben i stedet for at forsøge at løbe væk.

Det er ikke let for Hizir Kilic at nedlægge den italienske turist, og den senere obduktion af Antonio Curra viser da også, at han har ydet tydelig modstand. Han forsøger at få fat i Hizirs håndled for at få kniven ud af hånden på ham, men det lykkes ikke.

Da Hizir støder kniven i Antonio Curras venstre skulder, er det, som om italieneren slet ikke er blevet ramt. Det er det første af tre kraftige knivstik, der rammer den italienske rygsækturist.

Han bliver ved med at gribe ud efter kniven i Hizirs højre hånd, samtidig med at han forsøger at beskytte kroppen mod overfaldsmandens slag med armene. Obduktionen af den italienske turist viser, at han ud over fire kraftige stik har fået mindst fire sår, som obducenten betegner som afværgelæsioner.

Stikket i skulderen er ikke dødeligt. Det samme gælder stik nummer to, der borer sig fire centimeter ind i venstre side af ryggen. Hizir Kilic har svunget armen helt igennem for at kunne stikke hårdt ind i ryg og skulder, men Antonio Curra bliver stående.

Den yngste fætter kan ikke tro sine egne øjne. Han er på dette tidspunkt fuldstændig rådvild over, hvad han skal gøre. Ifølge sin egen forklaring forsøger han i starten af overfaldet at hive sin fætter væk, men Hizir er væsentlig større end ham selv, og han er desuden bange for selv at blive ramt af kniven.

Han løber i stedet bag om fætteren for at kunne komme om bag ved Antonio Curra på samme side af fodgængerfeltet, hvor taxaen holder. Herfra forsøger han at hive italieneren omkuld for på denne måde at få bremset overfaldet. Dette lykkes heller ikke. Men det er da også langtfra i løbet af hele overfaldet, at Ferhat fysisk forsøger at sætte en stopper for knivstikkeriet, fortæller han selv i dag.

Han har aldrig været vidne til et knivstikkeri før, og i løbet af det tidsrum, hvor scenen udspiller sig, går der en rum tid med at kigge rådvild til.

I retten beskriver Ferhat Kilic den rådvilde sindstilstand med, at han var gået i chok.

Det samme gør den ene af taxaens passagerer. De to andre er steget ud af taxaen. De råber til deres ven, at han skal stoppe, men det virker ikke, som om han opfatter ordene.

Flere af cyklisterne er også begyndt at råbe ad Hizir og italieneren, og en kvindelig tilskuer skal til at bevæge sig hen til de stridende parter, da et råb fra en af de andre gør hende opmærksom på situationens alvor.

– Lad være med at gå længere frem, han har en kniv.

Flere af cyklisterne har indtil da ikke bemærket Hizirs våben, og de har derfor opfattet spektaklet som en regulær slåskamp og ikke som et knivoverfald.

De fleste af cyklisterne bemærker heller ikke præcis, hvad Ferhat foretager sig i løbet af overfaldet. Seks cyklister vidner i retten.

Cyklist nr. 1 og 2 fortæller i Østre Landsret, at de ikke ved, hvad ‘den lille’ foretog sig i løbet af knivstikkeriet, og alle seks cyklister beskriver ‘den store’ som gerningsmanden. Cyklist 5 lægger i retten ud med at sige, at hun mener, begge fætre deltog i overfaldet. I næsten samme åndedræt siger hun imidlertid også, at hun ‘ikke så, om tredjemanden var indblandet’.

Cyklisterne nr. 3, 4 og 6 er dem, der i retten giver klarest udtryk for, hvad de mener, Ferhat Kilic foretog sig i løbet af overfaldet.

Cyklist nr. 4 beskriver, hvordan alle tre hev i hinanden, hvorefter ‘den lille’ til slut råber, at de skal løbe væk, mens cyklist nr. 3 og 6 fortæller, at det så ud, som om ‘den mindste’ forsøgte at stoppe overfaldet.

Men det er ikke, fordi nogen af de seks cyklister er særlig sikre på, hvad Ferhat foretog sig i løbet af overfaldet.

Adspurgt af Ferhat Kilics forsvarsadvokat siger cyklist nr. 3 godt nok, at ‘det er korrekt, at det virkede, som om den tredje person forsøgte at stoppe de to parter’. Men i selv samme sætning slår cyklisten fast, at ‘de to kunne også sagtens have været sammen om at overfalde forurettede’.

Danskamerikaneren er mere sikker i sin vidneforklaring. Han slår fast, at Ferhat Kilic forsøgte at stoppe overfaldet ved at hive i sin fætter under såvel løbeturen hen til Curra, som da Hizir først var nået op til den italienske turist.

Hizir Kilic selv siger i retten, at han ‘mærkede’ Ferhat, mens han bevægede sig hen mod italieneren. Han forklarer imidlertid ikke nærmere, hvad han mener med ‘mærker’. Ifølge Hizirs vidneforklaring mærkede han Ferhat anden gang, da fætteren sparkede ham i ryggen for at få ham væk fra Antonio Curra.

Vidneforklaringerne fra passagererne i taxaen kaster ikke meget lys over begivenhedernes gang.

Passagererne er Hizir Kilics venner, og alle som en bliver de ramt af hukommelsessvigt i retten. De kan ikke identificere gerningsmændene, de har ikke set nogen kniv, og de kan heller ikke sige noget om, hvad de præcis var vidner til, selvom taxaen holdt parkeret maksimalt fem meter fra gerningsstedet.

Til gengæld afhører politiet den 14. august en fra ‘storebrorgenerationen’ fra Blågårdskvarteret, der fortæller om en samtale, han har haft med en af passagererne fra taxaen.

Han har kontaktet passageren en uge efter knivstikkeriet, da han har fået mistanke om, at hans egen bror skulle være indblandet i mordet. Passageren fortæller til storebrorens lettelse, at lillebroren ikke er involveret i mordet, men at det er Hizir alene, der har begået drabet.

Taxapassageren fortæller endvidere storebroren, at Ferhat forsøgte at stoppe slagsmålet, og at han i løbet af overfaldet havde råbt: – Slap af, slap af.

Ferhat var under overfaldet desuden ‘forvirret og kunne ikke magte situationen’, fortæller passageren i taxaen til den bekymrede storebror. Dette fremgår af politirapporten af 14. august 2003. I retten kan passageren imidlertid ikke huske alt dette, siger han.

Uanset hvilken rolle Ferhat Kilic indtager i løbet af knivstikkeriet på den italienske rygsækturist, forhindrer det ikke hans fætter i at stikke sin kniv i Antonio Curra en tredje og sidste gang.

Hizir og Curra står nærmest helt op ad hinanden. Hizir bevæger i fuld kraft højre arm i et vandret sving, der rammer Antonio Curra i siden. Kniven skærer sig delvis igennem et ribben og borer sig videre ind i lungen på den italienske turist. Kniven ryger syv centimeter ind, viser den senere obduktionsrapport. Der er masser af pulsårer i lungerne. Det tredje knivstik er det, der ender med at få Antonio Curra til at udånde halvandet døgn senere.

Men i løbet af selve natten til lørdag den 9. august får det dødbringende stik ikke Antonio Curra til at falde om eller lægge sig ned frivilligt. I stedet lykkes det ham ved en kraftanstrengelse at få armene om Hizir Kilic. En af cyklisterne opfatter det som en slags ‘omfavnelse’. Lige indtil cyklisten ser Hizir Kilic trække en kniv ud af den italienske turist. Herefter råber Ferhat til Hizir, at de skal stikke af. Og så er fætrene væk.

Der er gået cirka ti minutters tid, siden Antonio Curra gik op til taxaen første gang for at låne en mobiltelefon. Nu da han er dødeligt såret, ringer en mobiltelefon på bagsædet af taxaen. Telefonen bliver rakt frem til Hassan på forsædet.

– Der er lige sket noget, siger han til personen i den anden ende af røret og lægger på.

Ved synet af en fodgænger med en mobiltelefon i hånden, henvender en af passagererne på bagsædet sig til taxachaufføren med ordene: – Nu er der blevet ringet. Nu kan du godt køre. Taxachaufføren tør ikke andet end at gøre, som der bliver sagt.

I løbet af den 10-15 minutter lange køretur ud til Christiania er der flere af passagerernes mobiltelefoner, der ringer. Chaufføren forstår imidlertid ikke det sprog, passagererne taler.

Efter at Ferhat og Hizir er stukket af, er de løbet op i danskamerikanerens opgang. Drengene ved, at de skal gøre sig usynlige. De går op til 3. sal og banker på hos Hizirs 19-årige ven.

Danskamerikaneren vil imidlertid ikke låse op til den lejlighed, hvor han bor sammen med sin mor. Hizir ringer op til ham klokken 2.48 i stedet, men samtalen varer kun 1 minut og 45 sekunder. Danskamerikaneren er rystet og vil ikke snakke med sin ven. Hizir giver imidlertid ikke op. Ti minutter senere ringer han til lejlighedens fastnettelefon og får fat i danskamerikanerens mor. Heller ikke hun vil lukke op.

Fætrene bliver siddende i opgangen i en times tid, før Hizir finder et nyt nummer frem på mobiltelefonen. Det er til en ven, der har en nøgle til ejendommens vaskekælder. Ved overfaldet på Antonio Curra har Hizir skåret sig i tommelfingeren. Grunden til at han gerne vil ind i vaskekælderen er, at han vil have såret forbundet. Sådan forklarer han i hvert fald i landsretten. I vaskekælderen griber Hizir et tilfældigt stykke tøj fra en tørresnor, som han holder fast mod sin tommelfinger. Men det er ikke det eneste, han gør.

Det har hidtil stået som et ubesvaret spørgsmål, hvad fætrene gjorde af deres trøjer efter overfaldet på Antonio Curra. Ferhat fortæller imidlertid, at han og Hizir brændte deres trøjer i vaskekælderen. Især Hizirs trøje er smurt ind i blod, og han sætter som den første ild til den med en lighter, hvorefter Ferhat følger trop. Han har i løbet af knivoverfaldet stået så tæt på sin fætter og italieneren, at han også er blevet ramt af blodstænk.

Afbrændingen af trøjerne bliver ikke afsløret i retten, hvor Hizir dog fortæller, at han dagen efter mordet smed sin T-shirt i en skraldespand på Blågårds Plads.

Ferhat nøjes imidlertid med at smide sin T-shirt på sofaen i sit værelse, da han kommer hjem til forældrenes lejlighed tidligt om morgenen. Politiet finder senere spor efter Antonio Curras dna på T-shirten, som de konfiskerer i forbindelse med anholdelsen af Ferhat søndag aften. Ferhat havde ikke bemærket blodstænkene på T-shirten.

Hizir er heller ikke god til at skjule sine spor. Efter at have brændt sin trøje pakker han mordvåbnet ind i en lærredspose og lægger den under en blomsterkrukke i Murergården på den modsatte side af Blågårdsgade.

Kniven er dermed gemt af vejen blot 20-30 meter fra hans egen gård, hvor mødet med italieneren fandt sted og omkring 100 meter fra det kryds, hvor han senere overfaldt den italienske turist.

Allerede samme dag snuser politiets sporhunde sig frem til våbnet, hvis knivhylster stadig befinder sig på Hizirs værelse.