Annonce
Annonce
Annonce
Kultur 9. jan. 2008 KL. 20.32

Peter Øvig overrasket over Cavlingpris

På vej hjem fra ferie i Afrika modtog en forbløffet Peter Øvig Knudsen nyheden om, at hans bøger om Blekingegadebanden vandt Cavlingprisen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Om Peter Øvig Knudsen

  • Født 1961 i Holme ved Århus.
  • Forfatter og journalist.
  • Peter Øvig Knudsen har flere bøger på sin samvittighed. Blandt andet 'Efter drabet' og 'Birkedal' om besættelsestiden i Danmark.
  • Han har tidligere været journalist på Information, Weekendavisen og ved månedsbladet Press. Siden 2003 har han arbejdet som fri forfatter.

Kilde: www.oevig.gyldendal.dk

Det var en overrasket og glad Cavlingvinder, Politiken fik i røret, umiddelbart efter at Cavlingkomiteen havde ringet med den glædelige nyhed.

Peter Øvig Knudsen glæder sig over, at hans populære bøger om Blekingegadebanden har givet ham Danmarks største journalistiske hædersbevisning, Cavlingprisen.

»Jeg havde slet ikke regnet det for en mulighed at modtage den pris, fordi jeg er nærmest holdt op med at betragte mig selv som journalist. Men det er jo det, jeg i bund og grund er, og det er meget rart for mig at vide, at andre også ser sådan på det«, siger Peter Øvig Knudsen i mobiltelefonen fra lufthavnen i Nairobi.

»Det vil jeg fejre med noget iskold kenyansk Tusker øl nu«.

En overvældende succes
Mellemlandingen i den fredelige lufthavn i det ellers urohærgede Kenya skyldes, at Peter Øvig Knudsen har været på en uges ferie på den afrikanske ø Zanzibar med sin kæreste.

En lille pause efter tre års intensivt arbejde med afdækningen af den venstreorienterede danske terrorcelles virke i de to bøger, der tilsammen er solgt i små 200.000 eksemplarer. Foreløbig.

»Den succes, bøgerne har fået, har været helt overvældende for både mit forlag og mig. Men det viser forhåbentlig, at mange danskere ikke stiller sig tilfredse med overflade og hurtige nyheder. De vil gerne læse om afgørende begivenheder og se dem blive sat ind i en sammenhæng«, mener Peter Øvig Knudsen.

Arbejder videre med Blekingegadebanden
Grunden til, at Peter Øvig Knudsen overhovedet kom på at tage Blekingegadebandens ulovlige aktiviteter op, var hans egen tilknytning til venstrefløjen i 70'erne og 80'erne.

»Jeg har altid undret mig over, at så få skrev og forholdt sig til, hvad der skete på den danske venstrefløj dengang, og da jeg faldt over banden, havde jeg fået den sag, som kunne bruges til at fortælle hele historien om miljøet og samtiden«, siger han.

Passivitet bliver der ikke tid til for Peter Øvig Knudsen i det kommende år, hvor han fortsat skal arbejde med Blekingegadebandens liv og levned, der med hans hjælp skal omsættes til både film og teater.

Bryder sig ikke om nyheder
Allerede da Peter Øvig Knudsen i slutningen af 80'erne gik på Journalisthøjskolen hjemme i sin fødeby, Århus, proklamerede han, at nyhederne dybest set ikke var noget for ham.

»Det var selvfølgelig noget lidt underligt noget at sige, når man nu var på vej ind i den branche, hvis formål primært er at fortælle nyheder. Men det er aldrig det, der har drevet mig som journalist. Det er derimod at se på, hvad mennesker gør, og ikke mindst prøve at forstå baggrunden for, at de gør det, på en mere nuanceret måde, end korte nyheder åbner for«, siger den 46-årige Cavlingvinder.

Peter Øvig Knudsen modtager Cavlingprisen på fredag klokken 15 ved en reception i Journalisternes Hus. Det er pressens minister, Anders Fogh Rasmussen, der overrækker statuetten.