Med Bodil Udsens død forsvinder en af landets mest folkekære skuespillerinder. For mange stod hun for det nærmeste, vi kommer en egentlig Mor Danmark.

Det folkekære fik hun først og fremmest via sin rolle som Emma i Rottehullet i tv-serien 'Huset på Christianshavn'.

Her havde den livskloge værtshusmutter altid en gratis skarp på flasken og et par trøstende ord på lager, når problemerne tårnede sig op for vores venner i huset på den anden side af gaden.

Efter en konsultation hos den livskloge Emma kunne livet gå videre på sin skæve facon. Og mange føler det i dag, som om vi nu må stå alene med vores små hverdagsproblemer.

Et iltert temperament
Bodil Udsen var født 12. januar 1925, og helt fra barndommen stod det klart for familie og venner, at lille Bodil besad et iltert temperament.

Et temperament, som efter alt at dømme kostede den 20-årige Bodil Udsen hendes plads på Det Kongelige Teaters elevskole, hvor hun blev smidt ud efter kun et år.

»Jeg har altid syntes om mig selv og haft et stort selvværd. Jeg har ikke spekuleret over, om folk kunne lide mig eller ej. Flinkeskolen har aldrig været mig«, sagde hun til Ekstra Bladet for 12 år siden.

Efter diverse kontorjob fik Bodil Udsen engagement i Studenterrevyen.

Et job, som betød, at Stig Lommer fik øje på kvinden med den smittende latter, og han hentede hende til ABC Teatret i 1952.

Fire år senere var hun Fløjtetønden Victoria i Helsingør Revyen - en anden af de roller, som gjorde hende til folkelig ejendom.

De store roller på teatret
På teatret fik publikum for alvor øjnene op for Bodil Udsen i 1962, hvor hun fik sit store gennembrud på Fiolteatret i Samuel Becketts 'Glade dage'.

Siden voksede hun bare i format som bl.a. Martha i 'Hvem er bange for Virginia Woolf', som Mutter Courage i Bertolt Brechts klassiker, i titelrollen i 'Medea' og som Alice i Strindbergs 'Dødedansen'.

Senere brillerede hun med en enorm kraftpræstation i monologen 'Gertrude Stein' og som Maria Callas i 'Master Class'.

For ikke at glemme rollen som Selma Lagerlöf i P.O. Enquists 'Billedmagerne'.

Den barske kvinde på film
På film debuterede Bodil Udsen i 1955 i filmen 'Blændværk', men det var først for alvor som hustru til Ove Sprogøe i 'Støv på hjernen', at hun nåede ud til det helt brede publikum.

Faktisk er det underligt, at hun har kunnet beholde sit folkelige ry, når man påtænker, hvilke barske kvinderoller hun fremstillede på film.

Hun var alle sønners skræk som moderen i Anders Refns 'Slægten' fra 1978 og ikke meget mere elskelig som den stolte mor i Ole Bornedals filmatisering af 'Jeg er Dina'.

Og som murermester Jessens kone i 'Matador' var hun jo heller ikke ligefrem en elskelig figur.

Men når hun på den anden side foldede sig ud som servitrice blandt 'Nyhavns glade gutter', eller som den rare bedstemor i børnefilmen 'Send mere slik', var hun straks tilgivet.

Bodil Udsen var gift tre gange.

Første gang med radiojournalisten Kaj Bruun. Siden i 10 år med forlagssekretær Ole Krøyer og fra 1978 med købmand Jens Therkildsen, som døde i 1999.

'Egentlig er jeg helst fri' lød den karakteristiske titel på hendes selvbiografi, som kom for et par år siden.

En dobbeltbundet titel, som både hentyder til, at hun helst var fri for at blive feteret som primadonna og som folkelig frontfigur.

Men som også rummede den sandhed, at hun godt kunne undvære det enorme præstationspres og det koncentrationsræs, som hver ny rolle krævede.