Den svenske instruktør Ingmar Bergman, som døde sidste år, var en mand med »et skyldbehov så gigantisk, at han måtte tilstå også synder, han ikke havde begået«.

Det skriver den svenske journalist og forfatter Michael Timm i sin spritnye 608 sider lange biografi om den svenske mesterinstruktør med titlen 'Lusten och dämonerna', som udkommer i Sverige i morgen.

Jeg var på Hitlers side
Thomas Bredsdorff har læst Michael Timms grundige gennemgang af - først og fremmest - Bergmans kunstneriske liv. I morgendagens Politiken beskriver han blandt andet, hvordan den svenske instruktør som 68-årig havde brug for at bekende en 'ungdomssynd som nazist'.

»I mange år var jeg på Hitlers side, glædede mig over hans succeser og begræd hans nederlag«, skriver Ingmar Bergman i sin egen selvbiografi 'Laterna Magica'.

Ifølge Michael Timm dækker den hudløse bekendelse over, at Ingmar Bergman som gymnasiast i et par uger i 1934 boede hos en glødende nazistisk familie i Tyskland og blev betaget af deres ideologi. En 'synd' som dog hurtigt forsvandt, men som forblev hos Bergman som en livslang trang til soning.

Med Jante i Sverige
Michael Timms biografi bygger blandt andet på lange samtaler med Bergman efter 2000 og arbejdsbøgerne fra de yngre år i Bergman-arkivet.

I bogen fortæller Timm også om den voldsomme modstand mod Bergman, som tog til i hjemlandet, i takt med at han fik succes uden for landets grænser. Om den fremragende film 'Sommernattens smil' skriver den fine Olof Lagercrantz blandt andet i sin anmeldelse:

»En bumset ynglings dårlige fantasi, et umodent hjertes frække drømme, en grænseløs foragt for kunstnerisk og menneskelig sandhed er de kræfter, der har skabt denne 'komedie'. Jeg skammer mig over, at jeg har set den«.

Forholdet til kvinder og skat
I Thomas Bredsdorffs artikel i morgen i Politiken fortæller han også om Bergmans forhold til kvinderne.

Om de 10 længerevarende, faste forhold, heraf fem ægteskaber og ni børn.

Ligesom han gør rede for den berømte skattesag, som i 1970'erne drev Bergman i landflygtighed i Tyskland.

»Kunstnerisk blev de tyske år ingen lykke. Der kom en del middelgode film og forestillinger fra hans hånd. Men der kom også 'Fanny og Alexander' med et mere afklaret forhold til skyld og skam end nogen af Bergmans tidligere arbejder«, skriver Bergman-kenderen Thomas Bredsdorff.