Festfyrværkerier er flotte; men en af de bedste ting ved dem er, at de i reglen ikke varer mere end et kvarters tid.

Strækker kaskaderne af ild og farver sig ret meget længere, bliver man træt i øjne og sind.

Det kender de fleste fra nytårsaften omkring midnatstid. Når man har stået og sagt »nøøøøj« og »iiiihhh« cirka 15 minutter, så har man fået nok og går ind igen.

Og sådan var det også med årets finale i Eurovision Song Contest i Beograd i Serbien, hvor Rusland vandt en sikker sejr og Danmark blev en fortjent nummer 16.

Farvestrålende og sprudlende
Under de første tre-fire sange sad man veloplagt foran skærmen og konstaterede, at arrangørerne vel nok havde taget det tunge skyts i brug og sat alle sejl til for, at netop dette års Melodi Grand Prix skulle tage sig ud som det flotteste, mest farvestrålende og sprudlende.

For derefter at mærke trætheden indfinde sig, når man konstaterede, at nu var der stadig tyve sange tilbage – og dermed endnu et par timer med spruttende romerlys på scenen og flimrende baggrundstæpper af lys, filmet med voldsomme kamerapanoreringer fra alle tænkelige vinkler.

Principielt imponerende, men også et ubærligt knæfald for vulgær staffage.

Det var som at æde sig gennem en 25-retters menu alene bestående af konditorkager og slik. Til sidst sad man bare og savnede et jævnt stykke med spegepølse.

Selve institutionen Melodi Grand Prix er oprindelig en dyrkelse af den fine popsang, af den gode lille melodi, man kan nynne med på og have fornøjelse af i dagligdagen.

Spektakulær tv-lagkage
Men det er længe siden, at musikken har været det centrale i den sammenhæng.

I stedet har begivenheden udartet til en konkurrence i, hvem der kan foranstalte det mest spektakulære stykke tv-lagkage og iscenesætte den mest opulente visuelle ornamentik.

Hvilket har ført til, at man i dag – dagen efter begivenheden – ikke kan nynne så meget som en takt af nogen af de deltagende sange, vinderen inklusive, men til gengæld har nærmest ondt i øjnene af de mange effekter.

Og desuden er fysisk udmattet efter at have bivånet en afstemningsprocedure, der gav ny dybde til begrebet langstrakt.

For da den sidste af de 25 finalesange var sunget, skulle samtlige 43 lande uddele de point, som landenes respektive indbyggere via sms havde fundet frem til.

Det tog stort set lige så lang tid som at synge sangene.

Men var lige så underholdende som at sortere sorte sokker efter en storvask.

Musikalsk ørkenvandring
Rent musikalsk var det en ørkenvandring, men sådan har det været længe.

Alle bidragene lød mistænkeligt som noget tidligere hørt og blev fremført af solister eller bands, der var klædt ud som nogle andre. Kloner af kopier af efterligninger.

Eneste opmuntrende indslag var Frankrigs solbrilleklædte hippie Sebastien Tellier, der blev bakket op af et hold korpiger, der var udstyret med store sorte, falske skæg.

Den danske kommentator Nicolai Molbech virkede også, som om han var lidt træt af det hele. Spredte kommentarer og svigtende engagement prægede hans indsats. Ingen kvikke bemærkninger, ingen interessante bonusinformationer.

Han kunne lige så godt have rapporteret om en almindelig dag på obligationsmarkedet.

Så alt i alt må man sige, at det var fuldstændig ligegyldigt i al sin monstrøse udvendighed.