Indrømmet med det samme og straks.

Forfatteren Jonathan Littells 900 sider om SS-manden Max Aues liv og levned, mestendels på job i Det Tredje Riges folkemord fra 1941 til 1945, er noget af det mest underholdende læst længe.

Max’ jeg-fortællende monolog om egen karriere er en både tragisk og betagende tour de force igennem steder i en geografi af krigsforbrydelser og masseudryddelser. Fra Polen over Stalingrad til Auschwitz og så via Vichy-Frankrig og Paris til crescendo og undergang i det brændende Berlin, hvor vor protagonist sågar bider Hitler i hans ariske næse!

En sjælden grad af troværdighed
Alt skrevet med en aura af autenticitet, historisk nerve og velskrevet nærvær, ja vitterlig forbløffende taget i betragtning forfatterens faktiske ungdom og distance til stoffets alder.

Ikke kun Anden Verdenskrig, men også mellemkrigstidens ideer og debatter er tegnet med en sjælden grad af troværdighed.

Og med et enormt persongalleri, hvor historiens faktuelle aktører – Himmler, Eichmann og Bormann – blander sig med romanens fiktive personer, anført selvfølgelig af hovedpersonen Max Aue, halvt tysk, halvt fransk og helt igennem, hvad vi ville kalde for en funktionel psykopat.

Faust og Mefisto med granat og flammekaster
Men også et kulturmenneske, juradoktor og intellektuel.

Aues autobiografi er komponeret i dansesatser, sådan som det kendes fra 1700-tallets franske suiters stamsatser på hof- og folkedanse, menuetter og sarabander.

Så anmelderen fristes til at skrive, at dette er Thomas Manns ’Doktor Faustus’ fortyndet med Sven Hazels ’Døden på larvefødder.’

Endnu en omgang Faust og Mefisto, nu med flammekaster og håndgranat mere end reagensglas og djævlepagt.

Aparte antihelt som solist
’De velvillige’ er således umiddelbart en dreven, medrivende og bevægende underholdningsroman.

Om end med en aparte antihelt som solist, men også et klart ’must’ for alle, der aldrig bliver færdig med vrangen af Anden Verdenskrig, de grusomme slag, de meningsløse drab, skæbnen og de mange små mennesker, som bar den.

Imidlertid er der ambitiøse intentioner i intrigen.

Knap så uskyldige, ja i mine øjne tangerer disse det klægt klamme.

Max er nemlig homoseksuel, ødipalt fikseret og har en lidenskabelig affære med sin tvillingesøster! Denne ’freudianske’ energi i selve hovedpersonen gør ham netop ikke til en normal nazist, hvilket han udtalt ej heller skal være.

Men hvad er Max så at læse som? Er hele hans selvforståelse, hans jagt efter sin forsvundne tyske far ikke alligevel en fortolkningsramme, som både tekst og læser latent inddrager som en art psykologisk apologi?

Morder på flere planer
Max siger fra start, at han kun udførte sit arbejde, men hans egne ord dekonstruerer embedsmandens vanlige visitkort. Han er noget ganske særligt, og hans udvikling går i retning af en form for (for)soning og anger.

Kort sagt gøres den intellektuelle nazist til en eksotisk ekstremist, hvis hele civilisationskritik er undskyldelig, fordi patienten sad skævt på potten.

Romanens hovedperson er morder på flere planer. Dem må læseren selv finde ud af, men her mærkes sønnens slægtskab med faderen, den fremragende amerikanske krimiforfatter Robert Littell.

Som gammel anmelder af underholdningslitteratur kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over alle de fine franske priser, bogen har fået.

Borte har taget den moderne ’nye’ franske romans åbne finurlighed. Tilbage står, at akademiske smagsdommere er faldet pladask for en bog, hvis hele poetik er den amerikanske tv-series dal og bakke-dramaturgi a la ’Beverly Hills’; altså at stilstand og højdepunkt hele tiden veksler i bølger af snak og action.

Overhører dyre diskussioner
Vi oplever i flotte scenarier både små og store synder, slagmark og strategi.

Men – og det er nok her, franskmændene prismæssigt er faldet til føje – overhører også store dyre diskussioner om nazismen som fordærvet marxisme, dens racemæssige ’dyrlægefilosofi’, indoeuropæisk sprogforskning og den civilisatoriske forskel på fransk royal fascisme og germansk nationalsocialisme, kristen antisemitisme over for den racistiske.

Til og med er meget af fortællingens syn på tyskerne – og jeg forstår godt nabonationens kritiske rynken på næsen – tæt på den galliske fordom om germanere som traurige, dystre og dog dybt romantiske stammer, som engang slap ud af Schwarzwald til tonerne af Wagner.

Sunget i kor af blonde barmfagre kvinder med alenlange fletninger under hjelm med vinger og stovte skæggede mænd med tove af muskler, langt hår, bar røv og dolk!

Orkestreret på amerikansk bestsellerfacon
På det sæt er romanen skægt nok meget fransk, men altså alt orkestreret på den amerikanske bestsellerfacon, ’sex and the SS-city.

Det skal ikke kun klandres. Romanens både jødiske og tyske kritikere bør dog tages i ed; dette er hverken bogen om jødernes udryddelse eller de afstumpede nazister, som satte denne i scene.

Dette er en kulørt underholdningsroman med alt, hvad genren kræver af nødvendige klicheer, panoramiske scenarier og morderisk melodrama.

Und damit basta!