Jeg opdager pludselig, at tårerne triller ned over kinderne på mig.

Og det er ikke kun i taknemmelighed over endelig at få lov til at se en god film! ’Rachel Getting Married’ instrueret af Jonathan Demme er en følelsesladet familiefilm, som behændigt undgår klicheerne.

Det er længe siden, Demme (’The Silence of the Lambs’ og ’Philadelphia’) for alvor har leveret varen med en spillefilm. Det sker til gengæld nu med dette portræt af en på én gang almindelig og dysfunktionel amerikansk familie.

Hathaway har Oscarpotentiale
Med manuskript af Sidney Lumets datter Jenny virker filmen inspireret af Thomas Vinterbergs ’Festen’.

Også i den håndholdte ’Rachel Getting Married’ er rammen en familiefest, hvor skeletterne banker på indersiden af skabsdørene.

Rollen som sort får og katalysator er tildelt datteren Kym, der afbryder et ophold på en afvænningsklinik for at komme hjem til sin søsters bryllup og få sagt alle nogle rare sandheder.

Den kvieøjede og normalt så søde Anne Hathaway (’Princess Diaries’ og ’The Devil Wears Prada’) leverer overrumplende Oscarpotentiale i rollen som den labile, sarkastiske og sårbare Kym.

»Verdens smukkeste musikvideo«
Hele vejen rundt bliver der spillet nykkefrit og fremragende i en film, hvor instruktørens ambition har været at lave »verdens smukkeste hjemmevideo«. Mine tanker går nok så meget i retning af Ang Lees amerikanske familieportræt i ’The Ice Storm’.

Da ægteskabet mellem Rachel og Sidney samtidig er fusionen mellem en hvid og en sort familie er filmen tillige leveringsdygtig i en række troværdige og usentimentalt håbefulde Obamaøjeblikke.

Så det ser ud, som om det endnu en gang er amerikansk film, der skal klare ærterne. De to sidste dage byder på Kathryn Bigelows ’The Hurt Locker’ og Darren Aronoffskys ’The Wrestler’ efter en konkurrence, der har været plaget af et fuldstændig forældet syn på europæisk filmkunst.

Triste europæere
Teatralske, pseudolitterære og selvhøjtidelige film af den slags, man kunne have håbet på som avantgarde for ca. 40 år siden.

Helt passé er den tyske instruktør Werner Schroeters fransksprogede ’Nuit de Chien’. Mere nutidigt trist er Aleksej German jr.s ’Bumaznyj Soldat’ om opsendelsen af de første kosmonauter. Men German ignorerer kosmonauterne til fordel for to timer med billeder af en læge, der plaget af skyld og eksistentielle kvababbelser går mumlende og tiltagende månesyg rundt på en flad slette.

Er den helt gal med Europa i Venedig, er der håb at finde andre steder.

Festivaler ynder at finde en film fra et usædvanligt land som eksotisk krydderi. Men den etiopiske veteran Haile Gerimas ’Teza’ er meget mere end konkurrencekrydderi. Den amerikansk uddannede Gerima har nærmest begået en afrikansk variant af ’Das Leben der Anderen’.

Vigtig filmkunst fra Afrika
Det er historien om den medicinstuderende Anberbers venden tilbage til sit gamle land efter en årrække som medicinstuderende blandt unge marxister i Tyskland i 1970’erne. Da Haile Selassie bliver afsat, rejser Anberber hjem.

Blot for at opdage, at revolutionen under ledelse af Mengistu Haile Mariam har travlt med at æde sine egne.

De tyske scener er svagere, men heldigvis udspiller hovedparten af ’Teza’ sig i Etiopien ved Tanasøen.

Her hvor menneskehedens vugge stod, lever man næsten som dengang. Bortset fra de moderne våben og ideologier, som nu gør de endeløse krige ufatteligt blodige.

En i lange stræk fascinerende og dybt menneskeværdig film med billeder, som tager pusten fra én. Det er ikke tit, jeg ser film fra Afrika, der sprænger den eksotiske ramme og trænger sig på som vigtig filmkunst.

Men med ’Teza’ og ’Rachel Getting Married’ har årets filmfestival i sidste øjeblik fået et gevaldigt løft.