Vi var lige landet i Charlotte, da jeg så ham i lufthavnsbygningen.

En lille mand med langt, sølvblondt hår og blå kappe, der skred af sted, som var han en tårnhøj konge omgivet af sit underdanige hof.

Et par dage efter så jeg ham igen. På besøg hos min kærestes bedsteforældre ude på landet i North Carolina, sad gamle Burder i sin ternede skjorte og så på et skrummel af et fjernsynsmøbel.

Fribrydning
Det var yndlingsprogrammet fribrydning. Og dér var han igen. Den lille mand fra lufthavnen entrede ringen under øredøvende jubel og blev præsenteret som intet mindre end ’The Champion of the World!’.

Hed han Randy ’The Ram’ Robinson dengang for 20 år siden? Næppe.

Følsom og nøgtern
Hovedpersonen i Darren Aronofskys ’The Wrestler’ er fiktion, men i Mickey Rourkes fantastiske skikkelse ligner han ikke desto mindre min gamle ven til forveksling.

Mickey Rourke har som bokser og storforbruger af hård livsførelse egne erfaringer med sig i portrættet af Randy.

Men det er samtidig en utrolig følsom og nøgtern skildring af en (show)mand, der har levet af at udsætte sin krop for det mest utrolige. Nu er kroppen ved at sige stop.

Randy er plaget af smerter i alle led, tunghør, nærsynet og nedslidt af steroider. Han har stadig hjertet med i det, men en dag vil hjertet heller ikke lege med mere.

Hvad er der uden for ringens beskyttende tove?

Fremragende
En datter, han har negligeret. En striptease-danserinde (Marisa Tomei), der måske betragter ham som lidt mere end en kunde. Et job bag disken i det lokale supermarkeds delikatesseafdeling.

Plottet har en klassisk ’Rocky’-kerne. Skal den afdankede Randy trodse risikoen og tage endnu en kamp mod sin gamle ærkefjende Ayatollahen?

Robert Siegels manuskript undgår heldigvis klichéerne. Med modige præstationer af både Rourke og Tomei er det en fremragende film om et dårligt beskrevet centralt stykke amerikansk kultur.

Overbevisende amerikanere
Som sidste film i konkurrencen understreger ’The Wrestler’, at jeg oplever konkurrencens amerikanske film som levende og uopstyltede.

I ’The Burning Plain’, ’Rachel Getting Married’, ’Vegas’, ’The Hurt Locker’ og ’The Wrestler’ har de menneskelige historier været overbevisende og intime.

Alt andet end klichéen om amerikansk film som kommercielle kasseapparater forklædt som film!

Demme med dansk inspiration
Jonathan Demme kom med en del af forklaringen. De danske dogmefilm i almindelighed og Susanne Biers ’Efter brylluppet’ i særdeleshed har været en stor inspiration for ham.

»Hvorfor laver jeg ikke den slags film?«, spurgte han sig selv og lavede den håndholdte familiefest ’Rachel Getting Married’.

Oplevelsen var så forfriskende, at Demme sværger, han har lavet sin sidste store Hollywood-produktion.

Ynkværdige europæere!
Hvor kunne man godt have brugt mere dogme-inspiration!

Halvdelen af konkurrencefilmene har været europæiske og en ynk. Optikken, man har valgt ud fra i Venedig, har været passé og protektionistisk.

’Gomorrah’ og ’Il Divo’ fortalte i Cannes om ny energi i italiensk film, men i Venedig er sidste af fire italienske film ’Il seme della discordia’ af Pappi Corsicato.

Hvem skal have Guldløven?
En ’sexy’ komedie om utroskab og barnløshed, der ville have passet bedre klemt inde mellem bingotimen og husmorstrip på en Berlusconi-kanal.

Så hvem skal have Guldløven lørdag aften? Etiopiske ’Teza’? Veteranen Miyazakis tegnefilm ’Ponyo’?

Eneste seriøse europæiske kandidat er Marco Bechis’ ’Birdwatchers’, der foregår i Brasilien, så man næsten glemmer, den er italiensk.

Men et eller flere af løvebrølene bør være amerikanske.