Torsdag 26. juni var en hed dag i Garma.

Solen var skarp, og selv om klokken kun var 11, lå varmen allerede tungt i gaderne i den lille by i Anbar provinsen i Irak.

Takket være sin stædighed var den amerikanske fotograf Zoriah Miller sluppet for at følge de amerikanske marinesoldater til et møde på rådhuset med lokale sheiker og borgmesteren.

Med patrulje
Zoriah havde været i Irak før. Og denne gang ville han tage billeder af virkeligheden. Irakernes virkelighed. Og krigens.

Så han havde protesteret og til sidst fået lov til i stedet at følge en gruppe soldater på patrulje i kvarteret omkring rådhuset.

»Vi er lige begyndt på vores patrulje i en gade og er nået til et hus, som marineinfanteristerne vil tjekke. Så vi går indenfor«, fortæller den 32-årige Zoriah, som i disse dage er i Danmark for at holde foredrag om sine oplevelser på og efter den skæbnesvangre dag.

»Det her billede er nok taget øjeblikket før eksplosionen«, siger han og trækker et foto henover bordet, hvorpå man ser en lille flok soldater stående i en dagligstue.

»Det her bliver slemt«
Så blev der kaldt over radioen. Der havde været en eksplosion tæt på.

»Vi griber vores udstyr og løber ud på gaden. Og allerede da vi løber ned ad gaden, ser vi kropsdele ligge rundt omkring. Knoglerester. Og et øre ... et perfekt afskåret øre. Så er vi klar over, at det her bliver slemt«.

Det var mødet på rådhuset, der havde været målet for en selvmordsbomber.

Sprængladningen var detoneret i en stor åben gård midt i den kvadratiske bygning, og da Zoriah og patruljen kom farende, var folk allerede i gang med at trække lig ud.

Panik
»Der var en utrolig form for panik blandt de mennesker. Jeg tror, det var chokket. At alle var døde. Måske følte de en eller anden form for pres for straks at få folk væk. Men jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var underligt. For de var jo døde«, siger han.

Zoriah kastede et blik ind i gården. Der lå lig og kropsdele overalt.

Han forsøgte at gå ind, men blev standset af en soldat og fik besked på at følge med udenfor og vente.

Det kunne han imidlertid ikke holde ud. Så lidt efter meddelte han, at nu gik han altså.

»Og så går jeg ind. Jeg er klar over, at jeg kun får lov at være der i få minutter, så jeg tager så mange billeder som muligt. Det her var faktisk, hvad der fangede mit øje, da jeg kom ind«, siger han.

Huller efter kuglerne
Han drejer et billede på bordet – af en gammel mand klædt i hvidt, sunket sammen i en hvid plastikstol, som om han blundede.

»Det var så mærkeligt«, siger Zoriah.

»For alt andet var jævnet med jorden. Stolene var i stumper og stykker. Kroppene var i stumper og stykker. Og lige midt i gården sad denne her mand, som vist kun lige akkurat var i live«.

Zoriah var straks klar over, at der var tale om en selvmordsbombe.

For overalt på murene sad små huller efter de kugler, der i tusindvis er anbragt i vesten eller bæltet på en selvmordsbomber.

I alt 20 mennesker blev dræbt ved eksplosionen. Heraf tre amerikanske soldater.

»Lugten er forfærdelig. Kroppene ryger stadig. Nogle af dem brænder. Og marineinfanteristerne brækker sig. Man står bogstavelig talt på kropsdele. Det er ... bare kaos. Folk løber og skriger«.

Forbud
Zoriah opholdt sig mellem fem og ti minutter i gården. Så førte soldaterne ham udenfor og låste ham inde i et køretøj.

Han tryglede dem om at ringe og få tilladelse til at lade ham gå ind igen. Men først to timer senere kom tilladelsen, og da var ligene fjernet.

»Jeg beder om lov til bare at tage nærbilleder. Der er blodige forrevne bøger på jorden. Men de siger: Nej. Jeg er sikker på, at jeg har lov at fotografere og siger, at de må ringe til pressekontoret i Bagdad. Men svaret er: Hvis du så meget som samler det kamera op ...«.

»Det finder sted«
Hvorfor tror du, at de ikke ville have det?

»Fordi deres venner var døde. De ville ikke have, at der blev taget billeder af deres dræbte venner«.

Hvorfor ville du tage dem?

»Der er mange gode grunde, synes jeg. Først og fremmest, at det her finder sted. Det er menneskers liv. Alle de døde – det var deres virkelighed. Alle soldaterne, der skulle håndtere situationen – det var deres liv. Soldater havner ofte i depressioner, alkoholisme, stofmisbrug og vold, når de vender hjem. Og folk begriber ikke hvorfor, tror jeg. Men når man går ind i en gård og ser 45 mennesker sprængt i små stykker, får man en lille fornemmelse af, hvorfor nogen kommer hjem med de problemer«.

»Bare et tal«
Men hvad får vi ud af at se ligene?

»Jeg tror ikke, at folk i vesten har noget rigtigt indtryk af, hvad der faktisk foregår i Irak. Ingen ved, hvordan en selvmordsbombe ser ud. Alligevel høre man to-tre gange om dagen, at en selvmordsbombe har dræbt en masse mennesker. Vi er så vant til at høre det, at det bare bliver et tal. Noget der flyder ind i vores ører fra radioen eller fjernsynet. Man indser ikke, at det er virkelige menneskers liv, der påvirkes. Før jeg selv så det, havde jeg heller ikke nogen forestilling om, hvad en selvmordsbombe var«, siger han.

Zoriah Miller ventede, mens soldaterne ryddede op.

Han var rystet, selvfølgelig. Men også urolig.

Kontrakt
For han var klar over, at han ville få problemer, hvis nogen opdagede, hvor mange billeder han havde nået at tage.

Han arbejdede i Irak som en såkaldt embedded fotojournalist, der lever sammen med og under soldaternes beskyttelse og underskriver en aftale, der skal forhindre, at de afslører noget, som kan bringe tropperne i fare.

»Når man tager billeder af tanks eller personelvogne efter at en vejsidebombe er gået af, skal fjenden ikke kunne se på billederne og sige: Aha, vores bombe rammer for højt på køretøjet. Eller: Vi ramte forenden af køretøjet, men ikke menneskene. Du må heller ikke vise en dræbt soldat, før familien har fået besked. Og du må kun vise en såret soldat, hvis du har vedkommendes skriftlige tilladelse«, forklarer han.

»Nu ved man knap nok at der er krig«
Men ifølge Zoriah er reglerne også udformet for at forhindre, at offentligheden får krigens rædsler at se i detaljer.

Og det er uhyre effektivt.

»Under Vietnamkrigen ændrede folk syn på krigen, da nærgående billeder trængte ind i deres stuer via fjernsyn og aviser. Og det har militæret lært af. Se bare forskellen i folks reaktion på Vietnamkrigen og denne krig. Dengang var folk på gaden og protesterede. Nu ved man knap nok, at der er krig. Jeg tror, at regeringen har indset, at hvis folk vågnede op hver morgen til billeder af døde amerikanske soldater i avisen, ville de også hurtigt ændre holdning til krigen«, siger han.

Efter nogle timer blev Zoriah kørt til en base, hvor han fik besked på at slette sine billeder og blev oplyst om, at hans memory-kort ville blive konfiskeret.

Blackout
Zoriah protesterede. Og han fik lov at beholde kortene. Og så blev han kørt tilbage til sin base.

Når amerikanske soldater bliver dræbt, indfører militæret en såkaldt blackout for at sikre, at nyheden ikke slipper ud, før de pårørende er underrettet. Internet, mobiltelefoner og fastnet lægges dødt.

Da blackouten halvandet døgn senere blev afblæst, havde Zoriah formelt lov til at offentliggøre sine billeder, forklarer han, men besluttede at bruge et par dage på at overveje, hvordan han ville gøre det.

»Dobbeltmoralsk«
»Jeg ville redigere billederne grundigt, for de var ekstremt barske. Jeg besluttede kun at bringe billeder, hvor de døde ikke kunne identificeres, og sikrede mig, at navneskiltene var fjernet. Jeg spurgte de marineinfanterister, jeg boede sammen med, om de kunne genkende nogen på billederne. Og det kunne de ikke«, siger han.

»På en måde er det dobbeltmoralsk. For mine billeder viser ofte civile irakiske ofre, som er identificerbare. Og det tager ingen afstød af. Debatten i USA gælder kun amerikanske soldater«.

Læs anden del af interviewet: »Kommandanten så bogstavelig talt ud, som om han var parat til at springe over bordet og slå mig ihjel. »Du er færdig«, sagde han«.