læs første del

Fire dage efter selvmordsbomben i Garma lagde Zoriah billederne ud på sin hjemmeside.

Anbragt så man skal klikke sig igennem flere sider, før man finder dem, og undervejs bliver gjort opmærksom på, at det er detaljerede, barske billeder af sårede og døde amerikanske soldater og irakere.

Fordømmelse
Formålet var at forhindre, at familie til de dræbte ved et uheld skulle kunne falde over billederne. Men det var langt fra nok for alle.

»Hr Millers fuldstændige mangel på respekt overfor disse marine-infanterister, deres venner og familier er skamfuld«, har en kaptajn, Esteban T. Vickers, som kendte to af de dræbte soldater, sagt til The New York Times.

»Hvordan skal vi forklare disse forstyrrende billeder overfor deres børn eller familie bare dage efter, at det skete?«.

Zoriahs billeder lå på hans hjemmeside i nogle timer.

»Du er færdig«
Så blev han ringet op fra centralkommandoen på basen i Fallujah og fik besked på straks at fjerne sin blog fra nettet.

Han nægtede. Og da han spurgte, hvad problemet var, fik han at vide, at det er imod reglerne at vise døde marineinfanterister.

Han fik besked om, at hans tilknytning til marinekorpset var afsluttet, og at man ville bringe ham til den centrale base i Bagdad.

»En time senere blev jeg samlet op af en konvoj. De sendte 10 køretøjer ud i en storm, de normalt aldrig ville køre ud i. På basen kunne jeg straks mærke, at alle vidste, hvem jeg var, og at de var meget vrede. Jeg blev ført til en kommandants kontor, og han så bogstavelig talt ud, som om han var parat til at springe over bordet og slå mig ihjel. »Du er færdig«, sagde han«.

Eskorte
Udenfor ventede to bevæbnede vagter.

Og da Zoriah spurgte, hvorfor de fulgte ham, fik han at vide, at de skulle ekskortere ham til middag, fordi man frygtede, hvad soldater på basen kunne finde på.

»Jeg tænkte: Okay. Det går nok. Jeg skal til Bagdad i aften«.

Men det skulle han ikke. Lejrens øverstkommanderende ville møde ham næste dag, så flyet blev aflyst.

Den følgende dag ventede han i to timer udenfor officerens kontor. Forgæves.

Måtte vente
Endnu engang blev hans afrejse aflyst og et nyt møde berammet, men heller ikke den næste dag dukkede den øverstkommanderende op.

I mellemtiden havde en af hans venner kontaktet general David Petreus, den øverstkommanderende i Irak, og Zoriah blev fløjet til Bagdad, stadig i den tro, at han snart ville få lov at følge amerikanske soldater andetsteds.

»Journalister bliver smidt ud hele tiden. Og bliver embedded nye steder. Jeg mødte en fyr fra ’Stars and Stribes’, et militært magasin, og han var lige blevet sparket ud for 13. gang. Men de sagde til mig, at marinekorpset ville have mig udelukket på livstid fra at dække nogen amerikansk militæraktion«.

Tre dage gik. Så mødtes Zoriah med general David Petreus’ øverste presseofficer.

Forkerte beskyldninger
Marinekorpset hævdede, fortalte presseofficeren, at Zoriah ikke alene havde offentliggjort billeder af identificerbare soldater, men også lagt billederne ud, før de pårørende var underrettet.

Beskyldninger, Zoriah kunne afvise med hjælp fra det firma, der bestyrer hans hjemmeside.

»Så sagde han: Jeg må lade dig beholde dine tilladelser, men marinekorpset har kontaktet andre grene af hæren, så chancerne for, at nogen vil acceptere dig noget sted i Irak, er lig nul«.

»Oplysninger til fjenden«
En talsmand for marinekorpset har til The New York Times sagt, at Zoriah med sine billeder og i sin beskrivelse af selvmordsangrebet på sin hjemmeside »forsynede vores fjende med en rapport om effektiviteten af deres angreb og de amerikanske og irakiske styrkers reaktions-procedurer«.

»Det ligger jo i forlængelse af præsident Bushs regel om, at man ikke må fotografere kisterne indhyllet i det amerikanske flag«, lyder reaktionen fra Zoriah.

»Jeg mener: Hvordan skulle det give fjenden vigtige oplysninger?«.

Og hans øjne har militærets strikse styring af pressen har et helt andet formål. At forhindre offentligheden i at følge med i krigen.

Intet alternativ
Og systemet virker. For de færreste reportere har noget alternativ til at lade sig beskytte af koalitionsstyrkerne.

»Hvis man tager til Bagdad på egen hånd, er man død i løbet af to dage. Derfor er man overladt til den amerikanske hær og ser kun, hvad den har lyst til at vise en«, siger Zoriah.

»Når du kommer til Irak, får du at vide, at militæret desværre ikke kan sende dig derhen, hvor der sker mest. Hvis der alligevel sker noget, efterlader de dig på basen for din egen sikkerheds skyld, siger de. Og hvis du endelig er på patrulje, og der faktisk sker noget ... Jamen, jeg har talt med så mange journalister, som bare er blevet låst inde i et køretøj. Hvis du slipper ud af bilen, får du besked på ikke at tage billeder, og hvis du som jeg slipper forbi alle de forhindringer, er du færdig. Så er du ude«.

Ifølge The New York Times er det en af grundene til, at så få journalister og fotografer dækker krigen i Irak.

Få fotografer
For tiden dækker kun seks vestlige fotografer krigen i Irak, anslår avisen. Og da Zoriah var i Irak, fortæller han, befandt der sig i hele landet kun ni andre vestlige journalister.

De fleste amerikanske aviser og tv-stationer afstår – som også danske medier – af egen drift fra at bringe billeder af deres egne dræbte soldater. Blandt andet af hensyn til de pårørende.

Ifølge The New York Times er den amerikanske offentlighed i løbet af den over fem år lange krig kun blevet præsenteret for fem billeder af dræbte amerikanske soldater i Irak.

»Nyheder er en forretning«
De to stammer fra Zoriahs serie. I samme tidsrum er over 4.000 amerikanske soldater blevet dræbt.

Rundt om på redaktioner verden over ligger der ganske vist adskillige billeder af dræbte soldater, mener Zoriah. Dem får vi bare først at se, når krigen engang er forbi.

»Jeg har kun fået ét billede trykt i USA. I New York Times. Og det var efter meget grundige overvejelser. Jeg tror, medierne er bange for folk, som ikke ønsker at se blod på forsiden af deres avis. Det er jo ikke rart at se. Nyheder er en forretning. Og når man som redaktør indser, at hver gang man sætter et billede af et dødt barn eller en soldat på forsiden, så reagerer mange læsere voldsomt, bliver man vel bange. Mange synes, at det er upatriotisk. Jeg har fået tonsvis af dødstrusler, siden det her skete. Folk siger: Hvordan kunne du gøre det overfor det amerikanske folk?«.

»At se er det mindste vi kan gøre«
Hvad er det, vi ikke ved om krigen, som billeder vil kunne fortælle os?

»Jamen, jeg tror ikke, at man kan vise folk, hvordan andres lidelser virkelig opleves. Selv hvis jeg tog et perfekt billede, tror jeg ikke, at det ville vise, hvordan irakerne oplever det. For de lever i det. Jeg kan jo bare tage det næste fly ud. Det er en desperat situation for irakerne. Og det er heller ikke spor behageligt for de amerikanske soldater. Men nogen er nødt til at beskrive de her ting og vise billeder af det. For der er folk, hvis liv ser sådan her ud«, siger han.

»Og når andre mennesker er tvunget til at leve med den slags, er det mindste, vi kan gøre, da at se på det«.