Hverken de mange benhårde træningstimer eller de mange muskelopbyggende stoffer, der skulle til for at forvandle eksbokseren Mickey Rourke til fribryderen Randy ’The Ram’ Robinson, var forgæves.

Ganske vist vandt Rourke ikke den pris som bedste skuespiller, han ellers så indlysende havde fortjent, men filmen ’The Wrestler’ vandt Guldløven som årets bedste film i Venedig.

Og eftersom Mickey Rourke under vores interview udnævnte Darren Aronofsky til den bedste instruktør, han har arbejdet sammen med siden Michael Cimino, har det sikkert vejet nok så tungt.

Forfriskende amerikanere
’The Wrestler’ var den sidste film i konkurrencen, men endte altså med at lave hakkemad af konkurrenterne.

Til gengæld var det den eneste af de amerikanske film, der blev belønnet efter fortjeneste.

Amerikansk independent film har været det forfriskende element på den 65. Venedig-festival.

De har domineret kvalitetsmæssigt uden at resultere i den typiske festivalskizofreni mellem filmkunst og amerikansk business.

Demme må være skuffet
Jennifer Lawrence fra ’The Burning Plain’ blev valgt til bedste unge skuespiller, men prismæssigt var den store forbigåelse Jonathan Demmes 'Rachel Getting Married’, hvor ikke mindst Anne Hathaway havde været en oplagt kandidat.

I stedet gik priserne for bedste mandlige og kvindelige skuespiller til Silvio Orlando i ’Il Pappa di Giovanna’ og Dominique Blanc i ’L’Autre’.

Asiatisk film plejer at spille en vigtig rolle i Venedig, men i år gik ingen priser østpå. Til gengæld markerede afrikansk film sig.

Haile Gerimas ’Teza’ fik fortjent Juryens Specialpris, og Gerima havde tillige skrevet bedste manuskript.

Helskindet
Sølvløven til bedste instruktør gik sært nok til Aleksej German jr. og hans fodslæbende kosmonautfilm ’Paper Soldier’.

Mere forståeligt, at filmens fotografer Drosdov og Khamidkhodjaev blev belønnet for deres stiliserede landskabsmalerier fra Kasakhstan.

Takket være de seneste dages amerikanske film slap Venedig nogenlunde helskindet igennem et på forhånd vanskeligt år, hvor alle de store festivaler lider under amerikansk smalhans.

Satser man fortsat på amerikansk independent-film og gennemfører en tiltrængt revurdering af synet på europæisk film, har Venedig en chance for at fastholde sin position.

Hvilket man åbenbart er indstillet på.

Krigserklæring
På trods af faldende billetsalg og færre udenlandske gæster har chefen Marco Müller i samme ånd som byggeriet af et ambitiøst nyt biografpalads annonceret, at næste års festival starter en uge senere.

Samtidig med konkurrenten i Toronto. Det ligner en krigserklæring.