Ofte kan man møde en lille, trind mand med et rundt hoved, fuldskæg og ekstremt årvågne øjne i Londons gader. Filminstruktøren Mike Leigh holder meget af at vandre i sin by, hvor et enkelt menneske ind i mellem skiller sig ud fra mængden foran ham.

»Så er det, at jeg stopper op og giver mig til at stirre på vedkommende så intenst og længe, at det helt overskrider grænsen for det pinlige. Pludselig bliver jeg selv opmærksom på, at vedkommende kigger nærmest fornærmet tilbage. Til den slags lejligheder, har jeg opfundet den eneste mulige standardundskyldning«, siger Mike Leigh og gør en kort kunstpause: »Undskyld, jeg troede, at jeg kendte dig. Du ligner virkelig en, jeg kender«.

Pensionsmoden skolelærer
Inde bag fuldskægget klukler Mike Leigh, så glæden spreder sig op til de milde, blå øjne og får den lille topmave til at rulle rytmisk med inde under den skrigende grønne fleecetrøje, han har på.

Vi sidder i et par lammende dybe lænestole i suiten på et af Berlins mest fashionable hoteller. Selv om han er en af Englands mest prisvindende og succesrige filminstruktører, ligner Mike Leigh i sine slidte cowboybukser og joggingsko ikke en af gæsterne her, men snarere en pensionsmoden skolelærer, der er gået forkert.

Forbavset
Det er han naturligvis ikke. I det store festivalpalæ nogle kilometer herfra, var der dagen i forvejen bragende bifald, da instruktørens seneste opus, ’Happy-Go-Lucky’, blev vist for juryen og pressen ved byens filmfestival. Og den februardag, vi mødes, har han indledt med at læse overstrømmende anmeldelser. Kritikerne er dog forundrede over den glade og lette tone, der præger filmen om skolelæreren Poppy.

»Ja, det er da det rene nonsens«, siger Mike Leigh, der tydeligvis er forbavset over anmeldernes forbløffelse.

Let og energisk
»De skriver det, som om alle mine film har været totalt miserable, triste og grimme. Sandheden er, at jeg aldrig har lavet noget uden humor, selv ’Vera Drake’ (Mike Leighs forrige film om en kvinde, der straffes for at foretage ulovlige aborter i 1950’ernes England, red.) havde sine sjove momenter. Jeg startede ganske vist denne her med at bestemme, at den skulle være let og energisk, fordi mine sidste film har været mere stillestående. Men under alt det hurlumhej er der masser af vægt, skulle jeg mene«, siger han og synker lidt ned i stolen med sin lemon-te.

Høflige almindeligheder
I løbet af en halv time med Mike Leigh finder man hurtigt ud af, at den 65-årige instruktør hader omsvøb og sniksnak. Til trods for sin britiske herkomst, er der aldrig tilløb til konversation eller udveksling af høflige almindeligheder hos Mike Leigh, der ikke holder sig tilbage fra at kommentere mine spørgsmål med et »good« eller »latterligt«. Til gengæld gør han sig stor umage med at svare så præcist som muligt, uanset hvilken kategori han har anbragt spørgsmålet i.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke ligefrem er et optimistisk væsen. Tværtimod har jeg en sund portion skepsis og pessimisme indbygget. Et langt liv med skuespillere og i filmverdenen har tvunget mig til at blive benhård realist. Det er nu engang det letteste«.

Det store smil
Mike Leigh indledte sin karriere med at studere skuespil, men gik senere på The London Film School for at blive instruktør. I dag underviser han selv på skolen og er formand for dens bestyrelse. Og det er ikke nogen tilfældighed, at hans hovedperson i ’Happy-Go-Lucky’ er skolelærer.

»For mig handler filmen om uddannelse, hvordan vi lærer noget, og hvordan vi lærer fra os. Men den handler også om ansvar, om mænd og kvinder, om engagement. Som jeg ser det, lever vi i en vanskelig tid, hvor vi ødelægger hinanden og Jorden med forurening og klimaforandringer. Selv i sådan en tid er der nogle, som påtager sig det ansvar at undervise vores børn. Og endda med godt humør og empati. Det må da være den rigtige måde at agere på. Hun er umoden, barnlig, glad og endda hjælpsom – sådan burde vi vel alle være«, siger han om lærerinden Poppy, der i Sally Hawkins’ farvestrålende figur er med i stort set hver eneste scene i filmen.

Som starter med, at Poppy med et stort smil cykler gennem byen. Hun hilser, fløjter og smiler konstant. Selv da hendes cykel bliver stjålet.

Overnaturligt glad
»Ja, det ville jeg faktisk nok gøre. Jeg har det sådan, at hvis nogen negler noget fra dig, kan du ikke rigtigt gøre noget ved det alligevel. Så hvorfor ærgre sig? Men derfor er jeg ikke et overmenneske, ligesom Poppy heller ikke er det. Hverken hun eller kørelæreren Scott repræsenterer på den måde hele mennesker, men vi har alle en del af dem begge i os. Jeg har helt bevidst valgt, at rollen er sådan, at man først bliver irriteret på Poppy, fordi hun er sådan helt overnaturligt glad. Men gradvist kommer man til at kende og forstå hende, fordi hun er så åben, generøs og medfølende. Men hun er også anarkistisk og sjov. Hun fremstår måske som en, der tager let på tingene og tilværelsen, men i virkeligheden er hun jo ekstremt fokuseret. Jeg er sikker på, at folk vil elske hende efter at have set hele filmen«.

Baseret på en følelse
Tro mod sin metode havde han ikke historien til filmen klar, da arbejdet begyndte. Han var bare sikker på, at Sally Hawkins, som har medvirket i to af hans tidligere film, skulle have hovedrollen i filmen, der først og fremmest baserede sig på en følelse hos instruktøren.

»Jeg havde bare lyst til at lave en film, der foregår om sommeren. I London. Men uheldigvis var det forrige sommer, vi optog filmen i. Og den var fuld af regn. Det var ekstremt udmattende, fordi vi måtte vente og vente på, at det skulle blive tørvejr, så vi straks kunne sætte gang i optagelserne. Med trafikken i London tager man ikke lige hjem for så at drøne ud til sin location, når solen skinner«.

Glad for at være her
I ugen efter sit besøg i Berlin gik Mike Leigh officielt på pension. Og for første gang i sin karriere mærkede han alderen og trætheden i forberedelserne til ’Happy-Go-Lucky’.

»Det var meget udmattende at øve på scenerne og diskutere i endeløse uger og måneder. Men da optagelserne endelig kom i gang, vendte energien heldigvis tilbage. Normalt føler jeg mig ikke gammel, og jeg møder tit langt yngre mennesker, som virker meget ældre end mig selv. Det er noget latterligt noget, at man absolut skal gå på pension, hvis man har lyst og kræfter til at arbejde. Jeg har tænkt mig at lave flere film. Hvor mange ved jeg ikke, ligesom jeg heller ikke ved, hvor mange år jeg har tilbage at leve i«, siger Mike Leigh med sin rolige, langsomme stemme, hvis nordengelske accent stadig bærer præg af opvæksten i omegnen af Manchester.

Med et lille smil i de øjne, der ser meget trætte ud, tilføjer han: »I min familie er der mange, som er døde alt for unge af hjertestop. Så i virkeligheden er jeg bare glad for at stadig at være her. Det kan da godt være, at det smittede af på humøret i filmen«.

Det nye, glade England

Det er svært ikke at se ’Happy-Go-Lucky’ som en allegori over Tony Blair og senere Gordon Browns ’New Britain’, hvor er alt er solfyldt, rigt, sjovt og festligt på overfladen. Men hvor der også trives en stor usikkerhed, aggression, racisme og vrede lige under det blanke og finpudsede. I filmen repræsenteret af en vred vagabond, en aggressiv dreng fra et hjem i opløsning og kørelæreren Scott (Eddie Marsan), en potentiel bombe af indestængt vrede. På samme måde fremstod nogle af Mike Leighs tidlige film som ’Meantime’, ’Naked’ og ’High Hopes’ som rasende kommentarer til datidens konservative regime med Margaret Thatcher i spidsen.

»Good, good«, udbryder Mike Leigh, da jeg fremlægger tankegangen.

»Latterligt spørgsmål«
Du er en politisk instruktør, men er du også et politisk menneske?

»Mine film er slet ikke politiske på samme måde som for eksempel Ken Loachs er det. Jeg ser dem mere som humanistiske, fordi det er mennesket i alle afskygninger, der interesserer mig. ’Happy-Go-Lucky’ er til dels en politisk film, fordi den handler om den måde, vi lever på i den moderne verden. Poppy er en person, der tager ansvar, som uddanner, som lærer. I det ligger der indirekte politiske værdier og temaer. Mere vil jeg ikke sige om det, men det er klart, at jeg er politisk. Det upolitiske menneske findes ikke. Det svarer til at spørge, om jeg betragter mig som et menneske. Latterligt spørgsmål«.

Gåture og stirren
Vi taler lidt om hans arbejdsmetode, der egentlig starter med føromtalte gåture og stirren på udvalgte medborgere hjemme i London. En arbejdsmetode, der, på grund af sin langsommelighed, er krævende både rent arbejdsmæssigt og økonomisk.

»Tag ikke fejl, jeg ville da elske at komme til Hollywood og lave en storfilm som for eksempel ’There Will Be Blood’, der også er i konkurrence her i Berlin. Jeg er træt af at være under et stramt budget og lave smalle film til det europæiske marked. Jeg kunne vildt godt tænke mig at have locations mange steder i verden, større produktion, flere penge. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi jeg arbejder med de lange forberedelser og improvisationer. Der er en pris ved alt. Men jeg har ikke opgivet at få lov at lave den helt store film, så på den led håber jeg, at Poppy med hendes glæde kan være med til at åbne nogle døre for mig ude i verden. Så jo, du kan godt sige, at jeg tænker kommercielt«, siger Mike Leigh.

Britisk veteran
Hans personlige favoritter blandt kolleger er netop instruktører, der får lov at bruge de store budgetter som Coen-brødrene og Ang Lee.

»Lees seneste, ’Lust, Caution’, er en fantastisk film. Jeg fatter ikke, at den ikke er slået mere igennem. Og brødrene Coen har en helt utrolig evne til at vise os, hvordan livet slipper os af hænde og glider forbi os ved siden af den historie, de egentlig vil fortælle. Det er virkelig rørende«.

Selv om hverken Paul Thomas Anderson med ’There Will Be Blood’ eller Mike Leigh kunne rejse hjem fra Berlin med en guldbjørn for den bedste film, går det nu ganske godt for den britiske veteran.

Hjerne og hjerte
Sally Hawkins fik en bjørn af sølv for sin formidable hovedrolle som en britisk pendant til pigerne fra ’Sex And The City’ med både hjerne og hjerte. Og i år er der særlig stor opmærksomhed om instruktøren, der dels portrætteres i bogen ’Mike Leigh On Mike Leigh’ og har fået ti film udgivet i en dvd-boks, nogle af dem for første gang.

Instruktøren selv lægger ikke skjul på, at han glæder sig til gensynet.

»Ja, jeg nyder at se mine egne film. Jeg ved godt, at der findes instruktører, som påstår, at de ikke ser deres egne film. Det fatter jeg ikke. Hvis man ikke engang selv gider at se dem, hvordan kan man så tro, at andre vil gøre det?«.