Det er absolut kun de færreste beatmusikere beskåret at medvirke på en plade, som ligger på den amerikanske liste i samfulde 14 år.

Men det blev britiske Richard Wrighttil del, idet han som medstifter og organist i det måske nok mest succesfulde art-rock-orkester nogensinde, Pink Floyd, spillede orgel på ’The Dark Side of the Moon’, der i ikke mindre end 471 uger – uden afbrydelse – var blandt de mest solgte i USA, og som den dag i dag stadig ryger over disken i passende mængder verden over.

Ud over tangentspil bidrog Wright som komponist til flere af skivens numre, blandt andet ’The Great Gig in the Sky’, som han skrev sammen med bassisten Roger Waters.

Og det er desværre også i himlen, han skal spille sit næste job, idet han døde mandag i sit hjem i London af en ikke nærmere defineret form for cancer, 65 år.

Herreekviperingshandler
Man må så håbe, at der bliver tale om en genoptagelse af samarbejdet med ungdomsvennen Syd Barrett, der døde for to år siden, og som Wright i sin tid dannede det legendariske syreorkester Pink Floyd sammen med.

Richard Wright blev født i Middlesex i 1943, og selv om han tidligt var musikalsk interesseret, uddannede han sig først som herreekviperingshandler og studerede også arkitektur.

Og det var som studerende han stødte ind i Roger Waters og Nick Mason, som siden blev hans orkesterkolleger i Pink Floyd. Bandet hed til at begynde med ’The Pink Floyd Sound’ – og de to egennavne er angiveligt hentet fra to bluesmusikere, Pink Anderson og Floyd Council.

Definerede lyden
På Pink Floyds debut-album ’A Piper at the Gates of Dawn’ skrev Wright – med de øvrige bandmedlemmer – den for sin tid ret avancerede ’Interstellar Overdrive’, og hans keyboardspil på nummeret er en af årsagerne til, at det rangerer blandt den psykedeliske rocks tidlige klassikere.

Og i det hele taget var Wrights tangentarbejde og bløde baggrundsvokal en definerende del af Pink Floyds sound.

Richard Wright vedblev med at være medlem af Pink Floyd frem til udgivelsen af konceptalbummet ’The Wall’ i 1979. Men på grund af interne stridigheder, især et problematisk forhold til Roger Waters, måtte han forlade bandet, om end han fortsatte som sessionmusiker på senere turnerer og indspilninger.

Samarbejde med Sinead O'Connor
I 1978 albumdebuterede han som solist med ’Wet Dream’, der imidlertid ikke blev nogen videre succes – den blev stort set forbigået i tavshed.

Og derfor gik der næsten tyve år, inden Richard Wright igen forsøgte sig.

Først i 1996 kom opfølgeren ’Broken China’, der beskæftiger sig med hans kones psykiske sygdom og i øvrigt har medvirken af irske Sinead O’Connor på et par numre.

Stramt spil
Som instrumentalist var Rick Wright noget mere tilbageholdende end mange andre af sine instrumentkolleger i den symfoniske rock.

Han benyttede ikke som eksempelvis Keith Emerson og Rick Wakeman enhver lejlighed til at fyre endeløse rækker af ferme skalaøvelser af; hans spil var disciplineret og stramt, men samtidig uhyre originalt og ingenlunde selvudslettende.

Tænk blot på en skæring som ’Set the Controls for the Heart of the Sun’ fra den genredefinerende ’A Saucerful of Secrets’, hvor hans orgelspil giver det science fiction-drej, der skal til.

I den anden ende af spektret kan man fremhæve hans jazzede spil på eksempelvis ’Money’ fra den skelsættende ’Dark Side of the Moon’.

Roligt privatliv
Hans privatliv var ægteskabeligt set forholdsvis roligt af en rockstjernes at være. Han blev gift første gang som 21-årig med Juliette Gale, med hvem han fik to børn.

Det ægteskab blev opløst i 1982, og i 1984 giftede han sig atter. Det holdt til 1994 og to år efter blev Wright smedet i hymens lænker for tredje gang. Med Millie som han fik sønnen Ben med.

Richard Wright var ved sin død i gang med at indspille sit tredje soloalbum, men nu må materialet derfra nøjes med at blive opført ved ’The Great Gig in the Sky’.