»Er det sådan en crazy gangsterfilm eller hvad?«.

»Nej. Den handler om en mand, der ikke har nosser«.

»Det skal jeg give ham«.

På location hos Carl Mar
Instruktørelev Søren Balle sidder i køkkenet hos psykoterapeut Carl Mar Møller i Nordsjælland og forsøger at forklare, hvad det er for en slags film, Carl Mar Møller måske skal lægge ejendom til.

Sammen med sin producer Rasmus Kastberg, en fotograf og en produktionsleder er han ude for at finde den rigtige location til deres afgangsfilm.

På nettet har de set billeder af Carl Mar Møllers kursussted. Nu er de så ude for at se, om stedet kan bruges.

Og på en eller anden måde rammer Carl Mar Møller ned midt i filmens tema, selv om det udelukkende er Carl Mar Møllers ejendom, de overvejer at bruge som det kursussted, der fylder en del i filmen.

Deres kommende afgangsfilm handler i korte træk om en blød mand i begyndelsen af 30’erne, der er faret vild i livet. Hovedpersonen har ikke noget job og kan ikke finde ud af, hvad der er op og ned på tilværelsen.

Mandens sagsbehandler tvinger ham på et inspirationskursus, der skal få ham i gang igen. Inspirationskurset bliver ledet af hovedpersonens diametrale modsætning: En klassisk, ’rigtig’ mand.

Det går galt. Helt galt.

Store forventninger
Nogle timer tidligere sidder Søren Balle og producerelev Rasmus Kastberg på deres lille kontor på filmgangen på Filmskolen og fortæller om deres afgangsfilm.

»Der er sejre for os svage mænd ude i livet. Men det er ikke altid helt gratis. Filmen handler om min generation, der er vokset op blandt frigjorte kvinder. Vi skammer os over vores køn. Men i det lange løb, er det alligevel os bløde mænd, der vinder«, forklarer Søren Balle.

Vi er taget på besøg på Den Danske Filmskole på Holmen i København for at høre, hvad elever og lærere siger til, at skolen lige nu møder mere kritik og skepsis fra branchen, end den har været vant til siden succesårgangene med Thomas Vinterberg, Ole Christian Madsen og Per Fly i begyndelsen af 1990’erne.

Og hvordan det føles at være på en skole, der har udklækket de nogle af dansk films største talenter og mest nyskabende instruktører med Lars von Trier som det allermest lysende fyrtårn.

»Fandme svært at lave film«
»Alle på skolen gør en opmærksom på, at man skal slippe forventningerne. Så hvis man ikke selv var opmærksom på dem, bliver man det. Og der er da en lille knude i maven, der er vokset de sidste fire år«, siger Søren Balling.

»Det er fandme svært at lave film. Og nærmest håbløst at lave en rigtig, rigtig god film«.

Søren Balling synes, at man som elev på skolen hele tiden skal forsøge at balancere mellem at være kunstnerisk og helt sin egen og så bruge nogle af de tricks, der har givet de nu etablerede filminstruktører succes.

»Bruger man tips og tricks for meget, får man at vide, at man ikke er kunstnerisk nok. Hvis man så går for meget den vej, får man at vide at man skal tage ved lære af erfaringerne. Det er stressende«, siger han.

Forventningerne
De to elever oplever også, at der måske stilles for høje forventninger til, at man kan erobre verden fra dag et, når man er færdiguddannet.

»Man tager ikke højde for, at det tager tid at blive dygtig til at lave film. Vi laver øvelser. Ser man tilbage på mange af de succesfulde instruktører, så var de længe om at slå igennem«, siger Rasmus Kastberg.

»Film er en af de mest succesfulde kunstformer, vi har herhjemme. Men nogle gange glemmer man, at det faktisk også er kunst. Hvis ikke Lars von Trier havde fået lov til at freake ud, så havde dansk film ikke været, hvor den er i dag«.

Trætte af kritikken
30-årige Søren Balle og 32-årige Rasmus Kastberg har elsket film, nærmest fra de var små.

Søren Balle er vokset op i Løgstør i Nordjylland, og som 13-årig mødte han en amerikaner fra Thy-lejren, der startede et filmprojekt for unge, og så var han ramt.

Senere læste han medievidenskab på Aarhus Universitet, læste film i USA, gik på den journalistiske efteruddannelse, snusede også til dramaturgi, og lavede kortfilm på Super 8 i Århus, inden han kom ind på Filmskolen.

Rasmus Kastberg er fra Sorø og hans far var med i en kreds af filmelskere, der tilbage i begyndelsen af 1980’erne lavede Victoria Teatret, biografen i Sorø.

Som barn kravlede han rundt mellem stolesæderne og fandt to- og fem-kroner. Han har en bachelor i kommunikation fra RUC, har arbejdet med teater, på Roskilde Festival med forskellige organisatoriske opgaver og har også været med på mindre filmproduktioner, hvoraf en vandt en Robert, før han kom ind på Filmskolen.

De er begge to lidt trætte af kritikken af en skole, som de synes for alvor har gjort dem dygtigere.

Vilde med Coen-brødrene
Forventningspresset er måske også en tand for meget.

Derfor er det godt, at skolen har en politik om, at de produktioner, der laves under uddannelsen, ikke må offentliggøres. Ikke skal ses af andre end elever og lærere på skolen.

»Det giver en tryghed og en frihed, fordi vi ikke skal stå til ansvar for nogen udenfor«, siger Søren Balle.

Filmskabere som de amerikanske Coen-brødre, der senest har lavet mesterværket ’No Country For Old Men’, begejstrer de to filmskoleelever.

Dogme-træthed
Til gengæld er de trætte af Dogme. Filmene mangler visualitet.

»Der er banket en mytologi op om, at det kun er historien, det handler om. Så lad os optage alting i nutid i en lejlighed på Vesterbro på et dv-kamera (videokamera, red.). Og så glemmer man alt det andet film er. Stemninger, billeder, farver, sanseindtryk, der ikke bare handler om to mennesker, der snakker sammen og finder ud af, at det nok er bedst, de bliver skilt«, siger Søren Balle.

»Her på Filmskolen brækker vi os, når man spørger til Dogme,« supplerer Rasmus Kastberg.

En forandret skole
Lars Detlefsen er leder af manuskriptuddannelsen på Filmskolen.

Han blev selv uddannet på manuskriptlinjen i 1997 og har undervist på skolen siden 1999.

Nu sidder han på terrassen foran rektors kontor og fortæller om, hvordan skolen stadig er »et fantastisk sted, hvor man kan få sine drømme opfyldt«, selv om meget også er forandret, siden dengang han var elev, og hans kollega på manuskriptlinjen Mogens Rukov sad og skrev ’Festen’ sammen med Thomas Vinterberg.

»Der var en helt anden stemning. Et helt andet tempo, en helt anden leg og en helt anden nysgerrighed«, synes han.

Mindre pres
Man havde ikke forventningspresset at slås med.

Dogme fandtes ikke, og Lars von Trier havde ikke lavet ’Breaking the Waves’, der blev indledningen til et ualmindeligt innovativt årti for den verdenskendte instruktør.

»Det var lettere dengang, fordi der ikke var det der forventningspres om, at man skulle lave film der både var blockbuster og kunstnerisk anerkendt på en gang. Det er den kombination folk har ledt efter lige siden. Man vil gerne have kombinationen af mange billetter, mange filmpriser og gode anmeldelser. Men det sker jo kun hvert 20. år«, siger han.

Oppe på tv-gangen tager prorektor og leder af tv-uddannelsen, Arne Bro, imod på sit kontor. Han er oprindeligt uddannet instruktør fra skolen i 1979. Han har lavet mange dokumentarfilm og ledet tv-uddannelsen siden den blev oprettet i 1992.

Ensretning
Han har samme oplevelse.

Succesen har givet en ensretning i dansk film, hvor man jagter mere af det samme. Til gengæld er der ikke noget nyt i, at skolen møder kritik og modstand.

Sådan har det altid været.

»Samtlige filmskole-årgange inklusive Lars von Triers er blevet beskrevet som den mest kedelige årgang, der nogen sinde er set. Og til premieren på ’Forbrydelsens Element’ (Triers debutfilm, som vandt en pris i Cannes, red.) var vi måske 10 ud af en fyldt biograf, der syntes, at vi var vidne til en historisk begivenhed. Resten syntes bare, at de havde været vidne til selvmord. Det var først, da den fik priser i Frankrig, og han blev erklæret kunstner, at det skiftede«, siger Arne Bro.

Lang karrierevej
Og når Filmskolens instruktører bliver kritiseret for ikke at slå igennem, er det fordi folk ikke tager højde for, at det som regel tager seks-otte år før en færdiguddannet instruktør for alvor slår igennem og bliver kendt og elsket.

Det gælder også veletablerede instruktører som Ole Christian Madsen og Per Fly.

»Per Flys afgangsfilm blev ikke opfattet som noget stort og nyt. Men man kunne se, at han beherskede nogle skuespilmæssige, nogle fortællemæssige og nogle billedmæssige størrelser. Det var ikke nytænkende film, men det var kunnen og potentiale. Det samme gjaldt Ole Christian Madsen«, siger Arne Bro.

Samtidig er mængden af dygtige danske instruktører i dag så stor, at den i sig selv står i vejen for nyuddannelse talenter fra Filmskolen, pointerer lederen af skolens instruktøruddannelse, Jonas Wagner.

»Vi har i dag et betonlag af filmskoleuddannelse instruktører på måske 30, som kører der ud af. Under dem er der måske yderligere 30, som har lavet ting, der virkelig er lovende. Derfor har vi sat os for, at de elever, vi tager ind på Filmskolen, skal have en stamina, som kan bryde gennem det betonlag. De skal kunne markere sig overfor Filminstituttet. Hvis der i forvejen er 60 instruktører, som skal have støtte, så er der ikke meget tilovers. Derfor skal du både være markant og interessant. Og så skal du kunne skrive en historie,« siger han.

Jonas Wagner er ikke i tvivl om, at Filmskolen har en enorm indflydelse på den danske filmbranche.

»Vi administrerer potentialet i ungdommen«.

»Fantastisk sted«
Det er den ungdom, der går rundt oppe hos Carl Mar Møller og kigger på lokaliteterne. Gamle, udasede Volvo-lig og traktorer står rundt omkring på den store grund.

Der er alskens underlige indretninger, der skal hjælpe kursisterne med at finde ind til deres indre mand. Torvbaner, vandhuller, klatretræer, mudderbadekar og en tunnel der lugter af lort med en stor træstamme over snedkeret til en kæmpemæssig pik.

Danmarks største mener, Carl Mar Møller.

Søren Balle, Rasmus Kastberg og resten af holdet går rundt og kigger og tager billeder, mens Carl Mar Møller speedsnakker om sine kurser og polterabender og alle de mennesker, der kommer hos ham.

Rockere, politifolk, indvandrerbander, overlæger, der render nøgne rundt i mudder og pis. De har alle sammen været der.

Den store grund vækker begejstring.

»Hold kæft, hvor er det her et fantastisk sted«, udbryder Søren Balle flere gange med lys i øjnene.

Rasmus Kastberg har det lige sådan.

»Den fedeste location-tur«
I afgangsfilmen kommer hovedpersonen og machoinstruktøren op at toppes – ikke mindst fordi de begge er interesserede i den sammen kvindelige kursist.

Til sidst bliver det korporligt og den bløde mand kan selvfølgelig ikke stille meget op overfor kursuslederens fysik og kampevner.

Spørgsmålet er blot, hvem der løber af med den virkelige sejr.

Carl Mar Møllers kursusejendom har det meste af det, holdet har brug for.

»Det er den fedeste location-tur, jeg har været på«, erklærer Rasmus Kastberg på vej hjem i Filmskolens grå Ford Tourneo.

Efter at have siddet i bilen og været høje på oplevelsen hos Carl Mar Møller vender Søren Balle tilbage til forventningspresset.

»På et tidspunkt må vi jo ud af offerrollen. Statistikken siger, at det er håbløst for os alle sammen, men hvis man tænker på det hele tiden, så er det jo ikke til at stå op om morgenen. Hvis ikke vi selv tror på det, hvem skal så?«

»Vi skal nok gå ud og revolutionere verden«, svarer han selv.

Foto: Miriam Dalsgaard