Clais von Mirbach mistede sin far, Oberstløjtnant Baron Andreas von Mirbach, under en RAF-aktion på den tyske ambassade i Stockholm i 1975.

Nu kan han se sin far blive myrdet igen.

Denne gang foran et biografpublikum i en film, hvor morderne igen stjæler billedet, vurderer han i et interview til den tyske avis Der Tagesspiegel.

Clais von Mirbach er sammen med den tidligere indenrigsminister, Gerhart Baum (SPD), der kritiserer filmen for ikke at bidrage med noget nyt, et par af de stemmer, der er ved at sætte gang i debatten om den nye RAF-film.

Forkortelse af virkeligheden
I det store og hele oplever Clais von Mirbach 'Der Baader-Meinhof-Komplex' som en hæderlig og professionel film, men når han sammenligner sin viden om faderens død med filmens gengivelse, er der alligevel mangler.

»Ganske vist viser den, hvilken barbarisk handling, der var tale om. Det opfatter jeg som en af filmens store fortjenester, fordi Stockholm altid bliver omtalt i forskønnende vendinger som 'ambassadebesættelse' eller 'gidselstagning', mens det faktum, at to mennesker faktisk blev myrdet, bliver udeladt. I virkeligheden var mordet endog endnu mere brutalt«, konstaterer Clais von Mirbach, der mener, at hans fars ulykkelige endeligt er blevet komprimeret mere, end godt er.

»Man får det indtryk, at situationen har udviklede sig meget hurtigt frem mod skyderiet. I virkeligheden måtte min far igen og igen, i en halv evighed, mere end en time, forhandle om nedtællingen til henrettelsen«, fortæller von Mirbach.

Masser af tid til forbryderne
Helt ned i detaljerne ved selve mordhandlingen mener von Mirbach, filmen har slanket væsentligt i virkeligheden.

Således blev hans far ikke skudt i et øjebliks affekt, da gidseltagerne modtog afslaget på deres krav.

Derimod slæbte de deres bagbundne offer hen til en trappe, hvor de skød ham på klos hold og i et tempo, hvor de ifølge von Mirbach havde masser af tid til at overveje, hvad de gjorde.

»Filmen viser heller ikke, hvordan terroristerne derefter smed min hårdt sårede far på hovedet ned ad trappen og lod ham ligge, indtil de efter langmodige forhandlinger med det svenske politi erklærede sig indforstået med at lade ham bjærge. Da var det for sent«, konstaterer von Mirbach.

Han kan godt sætte sig ind i, at en film i sagens natur er nødt til at udelade noget, men »på den anden side tager den sig virkelig god tid med forbryderne som for eksempel ved anholdelsen af Baader«, mener Clais von Mirbach.

Forgæves identifikation
Filmens instruktør, Uli Edel, har ellers netop gjort et nummer ud af at medtage ofrenes perspektiv.

Det har han blandt andet gjort ved lade kameraet se forbrydelserne fra ofrenes perspektiv. Men det er ikke tilstrækkeligt, mener von Mirbach.

»Selvfølgelig gør det indtryk på tilskueren at se mundingsilden komme imod sig. Men det kan ikke erstatte, at man undlader at beskæftige sig med, hvem kuglerne rammer«, siger han.

Tværtimod mener han, at filmen reproducerer terroristernes blik på ofrene. Han påpeger, at i RAF's selvforståelse, var deres forbydelser legitime, fordi de valgte de 'rigtige' ofre, og den påstand får efter von Mirbachs mening lov at stå uimodsagt i filmen.

»Fordi filmen kun fremstiller ofrene som mål og ikke som mennesker, ikke med deres familier, ikke i deres samtids kontekst, kan denne legitimation ikke afprøves. I stedet for også at skifte til ofrenes perspektiv overtager filmen ofrene netop som de ofre, RAF har reduceret dem til«, forklarer von Mirbach.

Debat på vej
Sammen med blandt andet Tysklands tidligere indenrigsminister og statssekretær i RAF's mest aktive periode Gerhart Baum, er Clais von Mirbach en af de mange stemmer, der er igang med at tage forskud på modtagelsen af 'Baader-Meinhof-Komplex'.

Gerhart Baum har i en kommentar i Zeit Online blandt andet kritiseret filmen for at »tabe blikket for tidens omstændigheder til fordel for lutter action«.

»Der bliver skudt meget i denne film. Som en følge opstår det fejlagtige indtryk, at landet befandt sig i en regulær krigstilstand med cirka 30 terrorister«, mener Gerhart Baum.

Ligesom von Mirbach anerkender han filmens saglige bestræbelser, men samtidig understreger han, at han ikke mener, at filmen tilfører diskussionen om tysk terrorisme noget nyt.

Tværtimod mener han, filmen udelader den del af historien, der handler om, hvordan terrorismen blev udnyttet politisk til at svække retsstaten.

Trussel mod retsstaten højaktuel
»Den instrumentalisering af terroren til politiske formål, gennem hvilken retsstaten bragte sig selv i fare, er også udeladt. Til tider viste staten nemlig netop det hæslige ansigt, som dens modstandere (terroristerne, red.) ville tegne af den. Det ville have været godt, hvis filmen også havde tematiseret, hvordan retsstaten vaklede i angstens undtagelsestilstand«, skriver Gerhart Baum.

Han mener i det hele taget tematikken i højere grad bør bruges til at lære at møde nutidens terror.

»Hvis vi kan lære noget af vores omgang med RAF-terroren er det dette: Vi må ikke lade angsten forgifte vore tanker. Vi må også i dag vægre os mod, at lade jihad-terrorismens trusler beherske os mentalt og forlede os til sikkerhedstiltag som æder sig unødigt ind på friheden. Hvis filmen kunne bidrage kritisk til den diskussion, så ville det være et værdigt resultat, der rækker langt ud over en aften i biografen«, slutter Gerhart Baum sin kommentar.