Henrik Bo Nielsen

• 47 år, administrerende direktør for Filminstituttet siden 1. august 2007.
• Kom fra en stilling som administrerende direktør på Information, som han kom til i 1991 som salgs- og marketingchef, og året efter blev han administrerende direktør og var en af drivkræfterne til at gøre Information til et flermedialt mediehus.
• Er vokset op i Vadum, Nordjylland, gik på gymnasiet i Aalborg og læste siden jura i Århus. Inden han kom til Information, var han direktør for sprogbureauet Berlitz.

Filmkrise?

skyggehær. Simone Signoret (t.v.) og Lino Ventura (t.h.) og er de afgørende figurer Jean-Pierre Melvilles glemte mesterværk ’En hær af skygger’. Det, Ole Christian Madsen især lærte af Melville, var måden, tavshed føles på. Foto: AP epik. Mads Mikkelsen er Citronen og Thure Lindhardt Flammen i det store drama om dansk modstand under den tyske besættelse. Ole Christian Madsen (midtfor) ville lave en episk film, der tog udgangspunkt i nærbilledet og det indre drama snarere end i genskabelsen af et pinligt korrekt København fra de tidlige 40’ere. Foto: Britta Krehl

Foto: Britta Krehl

Ole Christian Madsen, instruktør, senest bag ’Flammen & Citronen’:
»Problemet med, er at der en stor gryde af talent derude, men publikum gider ikke rigtig se danske film for tiden.

Jeg synes, at dansk film burde satse internationalt. Støt de selskaber, der etablerer sig i udlandet, hvor de har mulighed for at søge om udenlandsk støtte til deres film, som så bliver co-produktioner. Bare i Tyskland er der fem store filmfonde, og tre af dem er på størrelse med Det Danske Filminstitut, og de har så igen adgang til andre store fonde.

Et andet emne er afsenderne af filmene. I disse år går al opmærksomhed mod modtageren, hans udbytte: hvad vil publikum mon ha’? Men hvad med dem, der satser stort i æstetikken og finder nye veje at fortælle historier på? Mainstreamen er blevet en målestok, men den har samtidig kikset.

I USA taler man ikke som herhjemme om, at en film skal finde sit publikum, men om at publikum skal finde filmen«.

Henrik Juhl, direktør for distributionsselskabet Sandrew Metronome:
»Som distributører har vi brug for en krog at hænge en filmpremiere på, og essensen af en film skal gerne kunne forklares til brugerne mellem tredje og anden sal i en elevator.

Markedet er presset på titler, og det er let bare at vælge blockbusterne, hvis det er for kompliceret at formidle, hvad de andre handler om.

Sequels, børnefilm og film som ’Drageløberen’ med en platform i form af en bestsellerbog klarer sig, den eneste film, der blev en succes ud af det blå, var den tyske ’De andres liv’.

Jeg kunne godt ønske mig, at der rundt om i branchen og hos DFI var større forståelse for, hvad der skal til for at få filmene ud kommercielt.

En film som ’Blå mænd’ f.eks., den var ikke støtteberettiget, og den udvikler sandt nok ikke filmsproget, men har absolut sin kommercielle berettigelse«.

The cast of the Danish movie 'Forbrydelser' (In Your Hands) pose during a photo call of the 54th Berlinale Film Festival in Berlin, Sunday, Feb. 8 2004. Left to right are: producer Ib Tardini, actresses Sonja Richter and Trine Dyrholm, directo

Foto: AP

Ib Tardini, producerveteran, nu hos Zentropa:
»Jeg synes, man skal prøve at få biograferne aktiveret noget mere, så det ikke bare er et sted, man spiser popcorn.

Biograferne burde være en kulturel faktor i lokalområdet og burde gøre deres for at få filmglæden tilbage. Men i dag findes der kun kassetænkningen.

Jeg har intet imod, at de tjener penge, men jeg har noget imod, at de ikke tør satse på det nye.

Det bedste, jeg kunne forestille mig, var, at man lavede en instans, der tog sig af unge instruktører, der er ved at være færdige med en film, og som savner nogle fagfolk til at optimere den, hjælpe med at gøre den færdig.

Og så længe der er så mange tommer sæder rundt om i biograferne, skal de film derud.

Og så burde vi stile efter hvert år at lave to, ikke én, men to rigtig store produktioner, ’Kongens fald’ og den slags, så der ikke gøre Spare-Maren i den. Det store og episke bør ikke være forbeholdt tv søndag aften«.

Dansk film er i krise.

Danske film ligner hinanden for meget. Tv har for stor indflydelse. Produktionsselskaberne mangler penge. Gode instruktører kan ikke få støtte. Der mangler nytænkning.

Kritikken er mangeartet, men vedholdende. Og Det Danske Filminstitut, der med millioner af støttekroner har afgørende indflydelse på mange film, får sin del af skylden.

»Kritikken er forfejlet«
Filminstituttets direktør, Henrik Bo Nielsen, der formentlig er den mest magtfulde mand i dansk film, synes, at der bliver skudt langt over mål:

»Man skal jo ikke tale om dansk film, som om det var et handikappet barn, man skulle ynke. Dansk film kan en hel masse fantastisk. Og der produceres i Danmark temmelig mange, temmelig gode film af høj kunstnerisk kvalitet«.

Hvad siger du til kritikken af, at Filminstituttet tænker for meget i skabeloner og publikumstække, før der uddeles støtte?

»Den er forfejlet. Der bliver sat ganske mange filmprojekter i gang, hvor forventningen ikke er et stort publikum. Det gør entusiastiske konsulenter, entusiastiske producenter og entusiastiske tv-selskaber, fordi de ved, at det også er der, man nogle gange finder ting, der hitter. En af årets store kommercielle succeser, ’To verdener’, var der jo ikke nogen, der på forhånd kalkulerede med ville blive sådan en succes. Og når man kigger på antallet af debutanter og deres film, så må man sige, at nogen tør altså noget«.

Det er forholdsvis nemt for instruktører at få støtte til den første film. Men trækker den ikke folk i biografen, får man ikke lov til at lave nummer 2. Hvordan vil du sikre, at lovende filminstruktører udvikler sig?

»Konkurrencen om at lave film herhjemme er benhård, fordi der er så meget talent. Og det er godt. Men problematikken med film nummer 2 er et af de problemer, vi dribler med i øjeblikket. Skal vi have et særligt sigte, der hedder ’min anden film’? Jeg har ikke umiddelbart nogen løsning. Problemet er jo, at film er en blandingsøkonomi. Der kan ikke laves film uden privat investering. Og det kræver nogle filmselskaber, der er stærke nok til at tage nogle flere chancer«.

Der mangler råstyrke
Et af dansk films succesrige selskaber, Nimbus Film, fyrer og skærer ned. Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen forudser, at to-tre filmselskaber krakker inden for det næste år. Hvad fortæller det om situationen i dansk film?

»Nimbus har jo selv været klar i spyttet og sagt, at det skyldes, at de ramte forbi et antal gange i 2007. Det har nogle konsekvenser, og det må man indrette sig efter. Der er ikke noget nyt i, at filmøkonomi går på lerfødder. Vi skal overveje, om den nuværende støttestruktur giver mulighed for, at dansk film kan udvikle sig på langt sigt«.

Gør den det?

»Indtrykket af, at virksomhederne generelt er for svage, bliver stærkere og stærkere. Hvis man kigger ud over Europa, så er de forskellige landes filmbrancher kendetegnet ved, at der er en, måske to store aktører og så en masse bittesmå selskaber. Det er farligt, hvis man kun har de små. Og der er vi frem til næste filmforlig nødt til at diskutere, om vi kan lave et støttesystem, så nogle kan udvikle sig til om ikke store, så mellemstore virksomheder«.

Hvad er problemet med mange små filmproducenter?

»Det er, at ansvaret og råstyrken til at kunne ideudvikle og tåle en storm som den nuværende finansielle krise ikke er tilstrækkeligt stor«.

Andre veje
Et af problemerne er, at flere danske film har svært ved at trække folk i biografen. Hvad vil I gøre ved, at så mange danske film bliver set af meget få mennesker?

»Vi må diskutere, hvordan vi får film distribueret på en måde, så folk rent faktisk kan komme til at se dem. Når der bliver sendt danske spillefilm ud i syv-otte kopier, så lever vi ikke op til ambitionen om at gøre kunsten tilgængelig for alle. Derfor må vi finde ud af, hvordan vi udnytter alle den moderne teknologis metoder. En typisk europæisk spillefilm har et markedsføringsbudget på 20 procent af, hvad det koster at lave filmen. Amerikansk film har faktor 1,5 – det vil sige 1 film til 100 millioner dollar har et markedsføringsbudget på 150 millioner dollar. Så kommer vi med en dansk film til 18 millioner kroner og 3 millioner til markedsføring. Og så er det vanskeligt at blive hørt. Vi må se, om der er andre veje. Skal vi, som Michael Moore gør med sin nye film, sende den ud på nettet, hvor den er gratis i 14 dage, hvorefter folk kan købe den? Det går vist ret godt. Og så tror jeg, at vi skal vi satse meget mere på børn og unge«.

Hvordan det?

»Folkeskoler og gymnasier bør i langt højere grad forpligtes til at gøre film til en del af undervisningen. I forhold til, hvor meget børn og unge bruger på film og medier, har film har ikke den plads, den fortjener. Spørger man, så kender en teenager ofte tre-fire amerikanske film, der er på vej. Spørger man til danske film, så ved de det ikke. Ønsker vi, at de også får en bevidsthed om denne her del af dansk kultur, så skal der bruges tid og energi på det i undervisningen«.

»Piberi er spild af tid«
Det nuværende filmforlig, der løber frem til 2010, møder hård kritik for at give tv for stor indflydelse og styre støtten for meget mod mainstream. Hvordan synes du, det går?

»Folk skal holde op med at spilde tiden med piberi. Filmforliget står ikke til at ændre, og på godt og ondt må vi bare gøre os umage for at få det til at fungere og spille så godt som muligt. Vi trænger til at se fremad, ikke bagud«.

Hvad ville du gerne lave om?

»Den rigide måde, filmpolitikken er tænkt på, med mange kasser og detailregulering, gør det svært at reagere hurtigt. Det tog os et halvt år at få en low cost-pulje på 15 millioner kroner igennem (Råfilm, der udelukkende støtter film, der maksimalt koster 10 millioner kroner at producere, red.). Det er måske lidt lang tid at bruge. I og med at vi på instituttet formodes at ligge inde med den filmfaglige ekspertise, så bør man løsne tøjlerne, så vi kan udvikle det og reagere hurtigt. Og så skal politikerne passe på med at styre for meget ind efter tv. Den formeltænkning, man lægger ned over dramaserier, er ikke nødvendigvis den rigtige for film. Årets to største filmsucceser, ’Flammen og Citronen’ og ’To verdener’, er lavet, uden at man har tænkt på deres tv-potentiale. Men jeg er sikker på, at den dag, de bliver bragt i tv, vil de trække høje seertal og være med til at profilere kanalen«.

Nye succeskriterier
Hvad med støttesystemet?

»Måske bruger vi forkerte succeskriterier i dag. Vi måler alt på antal solgte billetter. Men film kan jo også have publikum et andet sted. Hvis den bliver set af mange på tv eller på nettet, så tæller det ikke i dag. Man kunne også se på, hvor mange af de store filmfestivaler en film blev inviteret til, eller hvor mange priser den har vundet. Vi er nødt til at diskutere, om vi kan finde måder at opgøre filmsucceser på, der har flere dimensioner end billetter. Og om vi skal skrue systemet sammen, så vi belønner særlig kreativ markedsføring og understøtter producenter, der tager chancen og sender tingene ud ad andre kanaler end biografen«.

Det Danske Filminstitut har nedsat en 10-mandsgruppe, der frem til næste sommer skal tage pulsen på filmbranchen og behovene.

Og så vil Filminstituttet til næste efterår komme med et samlet udspil til Folketinget, kulturministeren og offentligheden om, hvad der skal til for at sikre, at dansk film har det godt.