Dansk films seneste og højst usædvanlige storhedstid er forbi.

Det giver ikke umiddelbart anledning til at erklære filmnationen Danmark i dyb krise, men som den senere tids artikler i Politiken dokumenterer, er der tale om en dansk filmverden, der på mange måder befinder sig i et vadested.

Lad os opsummere:

De mange danske film får publikum til at vælge hårdere.

Nye danske film bliver nu enten set af mange eller totalt svigtet af publikum.

Tomrum på manuskriptfronten
Der er tilsyneladende et ’magttomrum’ på manuskriptfronten på et tidspunkt, hvor de ekstremt flittige, dygtige og populære Kim Fupz Aakeson og Anders Thomas Jensen har droslet ned.

I filmbranchen benytter man sig af stadig flere instruktører, som ikke er uddannet på Den Danske Filmskole.

På Filmskolen synes man, man gør tingene på den rigtige måde.

Men måske bliver den rigtige måde ikke ved at være rigtig, hvis den verden, man skal begå sig i, har forandret sig dramatisk? Samtidig er antallet af spillefilm, som produceres uden institutstøtte, stærkt stigende.

Kræfter koncentreres
Det Danske Filminstitut fremstår som institution umiddelbart noget svækket efter Henning Camres afgang og indgåelsen af det sidste filmforlig, han skrev under på.

Men på den anden side markerede man i det seneste filmforlig kraftigt fortsat støtte til talentpuljen New Danish Screen. Filmkunstens frontløbere er ikke blevet glemt.

Men at lave særlige puljer ender ofte med at komme til at fungere som alibier.

Kræfterne koncentrerer sig i dansk film.

Nordisk Film har købt Zentropa, mens det netop er blevet offentliggjort, at anden-udfordreren Nimbus på trods af ’Flammen og Citronen’s succes må skære kraftigt ned.

Monopollignende
Nordisk Films Biografer er nu så voldsomt dominerende på biograffronten, at man i andre brancher ville være bekymret over monopollignende tilstande.

Dansk film kan foreløbig fastholde den imponerende hjemmemarkedsandel, men de solgte billetter er fordelt på flere film, så i gennemsnit går det knap så godt pr. dansk film.

Internationalt er det efterhånden længe siden, en dansk film har været centralt placeret i Cannes eller Venedig. Til gengæld har man markeret sig stærkt både i Berlin, Toronto og senest i Karlovy Vary, hvor ’Frygtelig lykkelig’ vandt.

Og sådan kunne man blive ved. På nogle områder blinker de røde advarselslamper.

Stille skred
På andre kan man bare konstatere, at verden, vanen tro, forandrer sig.

Dansk film kritiseres i øjeblikket fra mange sider, men ikke mange af de kritiske røster er enige om, hvad der er galt. Hvis der overhovedet er noget galt.

Bliver der taget for få chancer? Er dansk film blevet for mainstream?

Jeg synes tydeligt, man fornemmer et stille skred i retning af at spille sikkert.

Men når man prøver at tækkes mange, risikerer man let at lave noget lunkent halløj, der ikke rigtigt rammer nogle.

Mangler vovemod
Biograftallene ser tit pæne ud, men det skyldes nok så ofte, at man blæser en film ud i 100 kopier og således får solgt en pæn sjat billetter, inden publikum aner uråd.

Der er stadigvæk masser af energi, talent og dygtighed i dansk film. Men det nødvendige vovemod er det blevet sværere at få øje på i øjeblikket.

Jeg tror, man kan pege på nogle helt konkrete grunde til, at det forholder sig sådan.

På tværs af alle uenigheder kan de fleste blive enige om, at det seneste filmforlig ikke var optimalt.

Tv-stationer som kreative aktører
Det har på mange måder gavnet dansk film, og ikke mindst dansk films evne til at kommunikere, at DR og TV 2 er blevet mere aktive medspillere i dansk film.

Men vel at mærke, når stationernes rolle er defineret på en måde, så de kan være kreative aktører fra et udgangspunkt, der blander snusfornuft og con amore.

Man kan blot minde om, at det var DR, der reddede Dogme 95, da Filminstituttet stillede sig på bagbenene, fordi man følte sig desavoueret af daværende kulturminister Jytte Hilden.

Det havde været yndigt, hvis det vigtigste tiltag i dansk films nyere historie var faldet på gulvet pga. interne kompetencestridigheder!

Økonomisk pres
Men det var dengang DR kunne komme frelsende ind fra venstre.

Senest gennemtrumfede daværende kulturminister Brian Mikkelsen, at en langt større del af den samlede filmstøtte skulle komme fra tv-stationerne. Det lignede allerede dengang – og ligner endnu mere nu – en rigtig skidt idé.

En modvillig partner er ikke et kreativt udgangspunkt.

Slet ikke på et tidspunkt, hvor DR og TV 2 af vidt forskellige årsager er under ekstremt hårdt økonomisk pres, og naturligt nok velsagtens meget hellere selv ville bestemme, hvor og hvordan de skal bruge deres meget begrænsede ressourcer.

For kulturministeren var det vigtigste tilsyneladende at få kabalen til at gå op, så det så ud, som om dansk film stadigvæk havde det samme støtteniveau.

Tagselvbord for særinteresser
Man kan hævde, at en nogenlunde fastholdelse af status quo reelt er en udhuling, pris- og lønudviklingen taget i betragtning.

Under alle omstændigheder var der tale om en politisk omfordeling, hvor man har forsøgt at begrænse filmstøtten som ’fri’ kunststøtteordning.

Hvor det foregående filmforlig entydigt havde haft dansk films fremtid for øje, er det seneste filmforlig af flere blevet betegnet som et tagselvbord for særinteresser.

Der er ingen tvivl om, at netop de 4-årige filmforlig er en kæmpefordel for dansk film. Det tager lang tid at lave en film. Flere år. De 4-årige filmforlig giver en afgørende arbejdsro, som man misunder os i udlandet.

Så man skal næppe tænke på at ændre på forliget nu.

Tv-stationernes forhold til genforhandling
Men det vil være oplagt allerede nu at indlede målrettede drøftelser, der skal sørge for, at det næste filmforlig bliver bedre end det nuværende.

Helt afgørende må det være, at tv-stationerne igen får en mulighed for at være con amore-partnere i stedet for at blive tvangsudskrevet til at klare så stor en del af filmregningen.

Brian Mikkelsen prøvede på et tidspunkt forgæves at flytte midler fra de konsulentstøttede film til de mere kommercielle 60/40-film.

Et af argumenterne var, at man ville prøve at få kommercielle og kunstneriske sværvægtere til at søge 60/40 i stedet for konsulentordningen.

Det kan give god mening. Men ikke som systemet er skruet sammen nu.

Hvorfor støtte seriefilm?
En letvægtskomedie som ’Blå mænd’ er uden en krone i støtte gået ud og har solgt mere end 360.000 billetter. Det er godt gået.

Og samtidig må man spørge sig selv: Hvorfor er det egentlig, at seriefilm som ’Far til fire’ og ’Min søsters børn’ skal have støtte efter 60/40-ordningen?

Det er film, som udmærket kan klare sig selv og ikke har andre ambitioner end at få folk i biografen og penge i kassen. Det er vigtigt, at vi laver børnefilm, men hvorfor skal en kunststøtteordning bruge penge på 3’ere, 4’ere og 5’ere?

Der er jo nok af talent, man kunne bruge pengene på.

Toeren er blevet endnu sværere
Som områdedirektør Claus Ladegaard fra Filminstituttet har hævdet, så ville Lars von Trier da sikkert nok også i dag have fået lov til at lave ’Forbrydelsens element’.

Så var hammeren også faldet efter de beskedne publikumstal!

Den svære toer er blevet endnu sværere. Men nu er sværhedsgraden kommerciel snarere end kunstnerisk betinget.

At skulle finansiere film nummer to havde været et mere end tvivlsomt projekt for den unge Lars von Trier. Konsekvensen for den danske filmkunst og filmbranches senere udvikling kan man selv regne ud.

Visioner og kroner!
Det kræver et helt nødvendigt mod fra både producenter og konsulenters side at foretage den mere langsigtede udvikling af talenter.

For det pokkers er jo, at film er så hulens dyre! Det er grunden til, at man lige præcis på filmens område har så helt grundlæggende og pinedød nødvendig mudret sammenblanding af kunst- og erhvervsstøtte.

Det er man simpelthen nødt til i et eller omfang. Men filmstøtten må ikke blive for kynisk udnyttet som malkeko.

Uden kunstneriske visioner og dertil hørende kroner vil gassen lige så stille kunne sive af den filmkunstneriske ballon til fordel for de mere eller mindre vellykkede folkekomedier, vi altid har kunne lave på samlebånd.

Uden at blive suppleret af tilstrækkeligt høje filmkunstneriske ambitioner vil latteren i længden runge mere hult end kasseapparatet på den korte bane vil klinge højt.