Man kan ikke æde ord i sig igen, som om de aldrig var faldet. Ordet fanger.

Undtagen i politik, lader det til.

I denne uge har debatten rullet om venstremanden Jens Rohde, der har udtalt sig til en bog om baggrunden for at kaste Danmark ind i Irakkrigen.

Nogle partifæller tolkede Rohdes citater som illoyale, og udenrigsordfører Søren Pind erklærede:

»Derfor skal citaterne trækkes tilbage«.

»Meningsløs tendens«
Men hvad i alverden betyder det egentlig at trække et citat tilbage?

Spørger man retorikprofessor Christian Kock fra Københavns Universitet, er tilbagetrækning af udtalelser blevet en mærkelig – og meningsløs – tendens i dansk politisk kultur.

»At bilde folk ind, at en person ikke har sagt noget, er jo ren magi og giver ingen mening. Jeg tror, at folk gennemskuer det som hokuspokus. Men problemet er, at det forplumrer, hvad der overhovedet menes, og ødelægger den politiske debat«, siger Christian Kock.

Tilbage i 2005 erklærede den daværende socialminister Eva Kjer Hansen i et interview, at ulighed i samfundet ikke nødvendigvis var noget dårligt.

En mægtig ballade brød løs. I første omgang holdt hun fast ved sine egne ord.

Ingen mulighed blandt almindelige mennesker
Men tre dage senere – efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen havde skammet hende ud – udsendte hun en pressemeddelelse, som »uforbeholdent« trak alle hendes udtalelser om ulighed tilbage.

Pludselig var det sagte ikke længere sagt.

»Det er jo helt irrationelt i forhold til, hvordan sproget fungerer«, siger psykologen Svend Brinkmann fra Aarhus Universitet, der forsker i moral og psykologien i, hvordan mennesker forpligter sig i forhold til hinanden.

»Altså, det svarer til at sige: »I går mente jeg det, og der sagde jeg det. I dag mener jeg det stadig, men jeg vil ikke længere sige det, og jeg vil heller ikke have sagt det«. Hvis den slags var en mulighed blandt almindelige mennesker, kunne sociale relationer ikke hænge sammen«.

»Jeg annullerer opvasken«
Eller for at tage et eksempel:

Man kan ikke love sin partner at tage opvasken og samme aften erklære, at den udtalelse med opvasken vil man godt trække tilbage.

Man kan selvfølgelig godt nægte at vaske op. Men så pådrager man sig formentlig sin parters berettigede vrede. Men kan ikke bare slette et udsagn. Ordet fanger.

»Til gengæld kan vi mennesker godt sige, at vi er blevet klogere eller har skiftet mening. For eksempel kunne Eva Kjer Hansen i sin tid have sagt, at hun havde fået et andet synspunkt, fordi hun havde diskuteret det med sine vælgere og sit bagland, fundet ud af, at det var et dårligt synspunkt, og så videre. Men hvis man bare trækker et udsagn tilbage, ligger det i tåger, hvad man nu mener«, siger Svend Brinkmann.

Og det er måske netop fordelen.

Man undgår at erkende en fejl. Man kan måske endda håbe på at bevare en sidste rest af troværdighed, fordi man ikke bare ser ud til at skifte retning som en vejrhane, men fordi det – paradoksalt nok – er uklart, hvilken retning man nu peger i.

Uetisk
Men det får jo ikke de sagte ord til at forsvinde.

I foråret 2007 udtalte Mogens Camre fra Dansk Folkeparti eksempelvis, at Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid trængte til psykiatrisk behandling, og i samme ombæring kaldte han muslimske kvinder med tørklæde for »hjernevaskede små stakler«.

Det citat kostede ham både fordømmelser og en politianmeldelse. Kort efter trak han det tilbage. Men udsagnet var jo afleveret – måske til glæde for en gruppe vælgere, der var enige med ham.

»Problemet er, at man kan trække noget tilbage og bevare en vis anstændighed – selv om man er sluppet af sted med at sige noget, der overhovedet ikke er anstændigt. Det kan sikkert bruges som en bevidst, retorisk strategi, men ud fra almindelige standarder er det uetisk«, siger Svend Brinkmann.

»Folk skal gennemskue det«
Spørger man retorikprofessor Christian Kock, kan der være taktik i at sparke en debat i gang, som så kan rulle videre, efter at man selv har trukket sig fra banen.

»Nogle prøver at få både i pose og i sæk på den måde. Hvis de slipper godt fra det, er det skidt for debatkulturen. Men i det mindste kaster mange sig over det og afslører, at det er fup. Jeg håber og tror, at folk kan gennemskue den slags«.

I sagen med Jens Rohde er det måske svært at se noget taktisk formål – og nu trak Jens Rohde faktisk ikke sine udtalelser tilbage, sådan som Søren Pind forlangte.

I stedet påstod han, at citaterne var taget ud af en sammenhæng og var blevet tolket forkert.

Objection, your honor
Men selv om han havde trukket sine citater, ville debatten om dem formentlig stadig have rullet.

På samme måde har den borgerlige tænketank Cepos slået på stortromme for Eva Kjer Hansens synspunkter om ulighed, siden hun gjorde dem usagte.

»Det svarer til et amerikansk retssalsdrama, hvor der bliver sagt »objection, your honor«, og juryen bliver bedt om at se bort fra et eller andet meget dramatisk for sagen. Det er nok ikke menneskeligt muligt, og det er måske meget godt«, siger psykologen Svend Brinkmann.

Det sagte kan stadig ikke gøres usagt.