Den amerikanske journalist Sherry Jones kender selvfølgelig sit eget liv temmelig godt.

Men hvis hun udelukkende havde set sig selv gennem mediernes dækning de seneste uger, ville hun have troet, at hun var en kvinde, der hutlede sig gennem et liv i evig frygt og under massiv politibeskyttelse.

»Det er lidt langt ude, som det her er blevet kørt op. Jeg er ikke blevet truet overhovedet. Det er mit nye amerikanske forlag heller ikke«, begynder Sherry Jones i telefonen fra sit hus i Spokane i staten Washington i det nordvestligste USA.

»Folk må gerne forholde sig til bogen«
Men der var jo ligesom en forlægger i London, der fik en brandbombe ...

»Ja, tre fyre smider en molotovcocktail ind gennem nogens brevsprække, og det må man tage seriøst. Men er de fra en større gruppe eller bare nogle typer, der har hørt noget i medierne og ladet sig rive med? Folk taler om alle mulige farer og ytringsfrihed, men nu kunne jeg godt tænke mig, at folk forholdt sig til bogen«, siger Sherry Jones.

Bogen er romanen ’Medinas juvel’.

Den handler om profeten Muhammeds barnebrud Aisha.

Verdens største engelsksprogede forlag Random House turde ikke udgive den. En forsker udråbte den som mere sprængfarlig end Salman Rushdies ’De sataniske vers’.

Sherry Jones måtte finde nye forlæggere.

Én af dem, engelske Gibson Squares direktør, fik kastet en flaske brændende benzin på sit hus i forrige uge og bidrog til en stemning af, at denne her bog havde krudt nok på siderne til at starte en ny Muhammedkrise.

• Britisk forlægger får politibeskyttelse

Undrer sig
Selv sidder Sherry Jones hjemme i Spokane og undrer sig.

Hun er overhovedet ikke beskyttet af politi. Hun ser hverken sig selv eller sin bog som et symbol på kampen for ytringsfrihed.

»Du må ikke misforstå mig. Som journalist går jeg ind for ytringsfrihed og er villig til at kæmpe for den. Men lige præcis omkring min bog er den vinkel en misforståelse. Hvis jeg havde skrevet en kritik af islam eller skildret Muhammed som den pædofile fyr, nogle mennesker insisterer på, at han var, så ville jeg måske forvente noget farligt«, siger Sherry Jones.

»Hele balladen kommer af, at én enkelt person kædede ordet ’pornografi’ sammen med bogen. Sagen siger mere om, hvordan alle går i panik, så snart nogen nævner de her ting. Og nu, hvor bogen er udkommet, begynder folk absurd nok at kritisere mig for, at jeg tegner et skønmaleri af islam«.

En vaskeægte heltinde
Sherry Jones’ arbejde med ’Medinas juvel’ begyndte tilbage i 2002.

Efter terrorangrebet på New York og USA’s invasion af Afghanistan læste hun en stak bøger om arabisk historie og islam af ren nysgerrighed.

Og hun stødte på historien om Aisha, profeten Muhammeds barnebrud.

Hun så straks Aisha som en vaskeægte romanheltinde.

Aisha blev giftet bort som niårig til en meget ældre og karismatisk mand, som må have virket temmelig skræmmende.

Alligevel voksede Aisha til en stærk kvinde – en politisk og religiøs personlighed, som ikke stod tilbage for at samle mænd til et af de vigtigste slag i islams historie, da Muhammed selv var død.

Kærlighedshistorie
Sherry Jones besluttede sig for at fortælle den fantastiske historie om Aisha set ud fra et feministisk perspektiv – med Muhammed i den mandlige helterolle.

Profeten gav blandt andet kvinder ret til at arve fast ejendom og brugte dem også i sin nærmeste cirkel af rådgivere, bemærkede Sherry Jones.

Så hans tanker om lighed måtte være en grund til, at en kvinde som Aisha kunne blomstre i en mandeverden.

Mens Sherry Jones skrev, udviklede bogens plot sig til en kærlighedshistorie om Muhammed og Aisha.

Hun sendte sit manuskript til gigantforlaget Random House, der straks tilbød hende en kontrakt på to bøger, rundt regnet en halv million kroner i forskud og en markedsføringskampagne med arrangementer i otte storbyer.

Hendes liv lignede den lige vej til en karriere som bestsellerforfatter.

Islamekspert slog alarm
Men så sendte hun bogen til den amerikanske islamekspert Denise Spellberg, der selv havde skrevet et akademisk værk om Aishas liv, som Sherry Jones henviste til i romanens kildeliste.

Hun håbede, at Denise Spellberg ville give ’Medinas juvel’ en anbefaling til omslaget. I stedet slog forskeren storalarm – både over for Random House og i muslimske kredse.

Hun erklærede, at romanen vrimlede med historiske fejl og alle mulige vilde fortolkninger og fantasier, der ikke var »forskningsmæssigt belæg for«.

Og værre: Bogen tog med Denise Spellbergs ord »hellig historie og laver det om til blød porno«.

Hun advarede om muslimsk raseri og hævdede ligefrem, at bogen ville være langt mere kontroversiel end både Salman Rushdies ’De sataniske vers’ og de danske Muhammedtegninger.

Så rullede balladen.

Random House – der ellers netop udgiver Salman Rushdie – fik koldefødder. Presseorganisationer råbte censur, nye forlag sprang til over hele verden.

I Danmark købte journalisten Bjarke Larsen fra det lille forlag Pressto bogen, som skal udkomme på dansk til december.

• Dansk udgave ca. 1. december

Pornografisk uden porno
Amerikanske medier har siden spekuleret i, hvorfor Denise Spellberg reagerede så voldsomt.

Hun udkommer selv på Random House.

Måske så hun bogen som en konkurrent. Måske var hun som forsker ærligt vred over det, hun kaldte »bevidst misfortolkning af historien«.

Hun har stort set nægtet at udtale sig til pressen siden. Imens prøvede Sherry Jones at komme til orde og konstaterede blandt andet, at hun måtte være en helvedes god forfatter, når hun kunne skrive en pornografisk bog uden en eneste sexscene.

Det nærmeste var en from beskrivelse af Muhammed og Aishas første elskovsnat:

’Smerten fra fuldbyrdelsen smeltede snart væk. Muhammed var så nænsom. Jeg mærkede knapt skorpionens stik. At være i hans arme, hud mod hud, var den lykke, jeg havde længtes efter hele mit liv’.

Ingen kritik af islam
I mandagssendte det amerikanske forlag Beaufort så ’Medinas juvel’ i handlen, ti dage før den planlagte udgivelse.

Efter brandbomben i London vurderede forlaget, at det var bedst at få bogen på gaden, så folk kunne forholde sig til indholdet.

»Nu begynder anmeldelserne at komme«, siger Sherry Jones, »og alle kritikerne siger, at der ikke er noget sex i bogen. Denise Spellberg havde al mulig ret til ikke at kunne lide min bog, men hendes reaktion var ekstrem«.

Men hvad med kritikken af, at du putter et moderne perspektiv med feminisme ned over historiske begivenheder og en religion på den måde?

»Hvorfor ikke? Jeg er fiktionsforfatter. Det er en roman. Der er endda nogle spørgsmål-svar bagerst i bogen, der fortæller, hvad der er historisk korrekt, og hvad der ikke er. Jeg blev bare inspireret og havde lyst til at fortælle en historie«.

Men har du tænkt over, om muslimer mener, du har ret til at tolke på deres religion?

»Jeg kan ikke vide, hvordan muslimer reagerer, men min bog er i hvert fald ikke en kritik af islam. Tværtimod begynder jeg nu at få kritik fra folk, som mener, at jeg tegner et skønmaleri af Muhammed«.

Chic-lit og sirupagtig
Islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali har eksempelvis anmeldt romanen og angrebet den for at være alt for ukritisk.

Fra debattens anden fløj har ’Medinas juvel’ efterhånden fået en del omtale på muslimske hjemmesider. Indtil videre har det ikke udviklet sig til noget, der bare minder om en Muhammedsag.

Reaktionerne har kredset om, at bogen ikke er religiøst fornærmende – men derimod fornærmende dårlig prosa.

Den indisk-muslimske forfatter Farzana Versey kalder bogen en version af chick lit-genren og stempler beskrivelsen af Muhammed og Aishas elskovsnat som »sirupagtig«.

»Lille viden om islam«
Og den kvindelige muslimske litterat Marwa Elnaggar, der har en universitetsgrad i engelsk og moderne litteratur ved det amerikanske universitet i Kairo, skriver påislamonline.net, at udgivelsen af ’Jewel of Medina’ bestemt ikke burde forhindres, men konkluderer:

»Jeg håber også, læseren vil tage den for, hvad den er: Et forsøg på fra en vestlig forfatter med lille viden om arabisk, Arabien, islam og muslimer – ved brug af sine egne vestlige, 21. århundredes værdier, idealer og følelser – at male en uigenkendelig version af den velkendte og veldokumenterede historie om Aisha«.

Da avisen Los Angeles Times i mandags anmeldte bogen, vurderede kritikeren den som en middelmådig erotisk roman (uden sexscener), men medgav, at handlingen var underholdende og godt skruet sammen.

Sådan en karakteristik har mange bestsellere jo fået gennem tiden.

Alligevel kan bogen selvfølgelig godt fornærme muslimer.

Britisk fordømmelse
Britiske imamer har da også fordømt den.

Og selv om Random House måske overreagerede, kan bogen stadig »fremprovokere voldshandlinger foretaget af små radikale grupperinger«, som forlaget brugte som begrundelse for at droppe den.

»Men hvis vi endelig skal snakke fare, var det farligere for mig, at Random House droppede udgivelsen, så folk fik alle mulige ideer«, siger Sherry Jones.

Under Muhammedkrisen havde mange fanatikere ikke engang set tegningerne ...

»Og min bog var enormt kontroversiel, inden den udkom«.

... men så fjerner det måske ikke faren, at bogen er ude, hvis ekstreme grupper alligevel ikke læser den?

»Jeg forstår bare ikke, at du bliver ved med at snakke om fare. Hvad pokker er faren? Ingen har kontaktet mig fra FBI eller Skotland Yard og sagt, at jeg er i fare. Jeg bor her stille og roligt i mit hus«.

Rushdie-sammenligning er »pinlig«
Men det har jo været en større sag i medierne?

»Selvfølgelig. Jeg er selv journalist, og medierne elsker historien. Det er ikke for at dysse noget ned, men jeg kan simpelthen ikke se skyggen af tegn på, at jeg er i fare. Jeg ringede selv til FBI for en sikkerheds skyld, da det hele begyndte, men de er stadig kolde og rolige og siger, at der ikke er nogen sammensværgelser mod mig. De har vigtigere ting at tage sig til«.

Så du frygter ikke at blive en ny Salman Rushdie?

»Næ«, siger Sherry Jones, »og jeg er ærligt talt lidt pinligt berørt over at blive sammenlignet med en forfatter, som er et geni«.