Martin Amis

Født 25. august 1949 i Oxford i Storbritannien.

Martin Amis havde sine barneår i Swansea i Wales, men flyttede derefter en del rundt, alt efter hvor faderen, forfatteren Kingsley Amis , underviste.

Amis læste på Exeter College i Oxford og arbejdede herefter i en årrække som anmelder og redaktør for bl.a. magasinerne Times Literary Supplement og New Statesman.

Han debuterede som romanforfatter i 1973 med 'The Rachel Papers', der hurtigt gjorde ham berømt pga. nogle stærke sex- og voldsscener. Bogen er ikke udkommet på dansk.

Siden 1980 har han levet af at skrive bøger og essays. I dag underviser han desuden på University of Manchester. Martin Amis bor i London med sin kone, forfatteren Isabel Fonseca, og deres to børn.

Martin Amis på dansk:
-- 'Køter' (2006)
-- 'Koba den frygtede. Latter og de tyve millioner' (2003)
-- 'Erfaring' (2001)
-- 'Tungt vand og andre historier' (2000)
-- 'Nattog' (1998)
-- 'Budskabet' (1997)
-- 'Tidens pil eller Overgrebets natur' (1992)

Forfatteren Martin Amis præsenterer sine bøger 'The Information' og 'Night Train'. på sit danske forlag.

Arkivfoto: Morten Langkilde

Balladen om Martin Amis:
Martin Amis trækker ofte store overskrifter i den britiske presse.

Da han udtalte sig stærkt polemisk om den muslimske befolkningsgruppe i Storbritannien, kvitterede litteraturprofessor Terry Eagleton med et angreb, der inkluderede Amis ' afdøde far, forfatteren Kingsley Amis, som han beskrev som »en racist, en antisemitisk tølper, en drukkenbolt, der led af selvhad og foragtede kvinder, bøsser og tolerante mennesker«.

Her er, hvad Amis sagde:

»Der er en klar trang - kan I ikke også mærke den? - til at sige: »Den muslimske befolkningsgruppe må undgælde, indtil den har skabt orden i eget hus«. Hvordan undgælde? Forbud mod at rejse. Deportering - på længere sigt. Indskrænkelse af friheder. Afklædning og kropsvisitering af mennesker, der ser ud, som om de kommer fra Mellemøsten eller Pakistan. Diskriminerende ting, indtil det gør ondt på hele befolkningsgruppen, og de begynder at skrue bissen på over for deres børn«.

Citatet om den muslimske befolkningsgruppe beskrev Eagleton med følgende ord:

»Det er ikke bragesnak fra et uvederhæftigt medlem af det britiske nationalistparti, men refleksioner fra Martin Amis, det store lys på Londons litterære scene«.

I avisen The Guardian fulgte forfatteren Ronan Bennett kritikken op med en anklage om racisme. Christopher Hitchens og Ian McEwan er blandt de forfattere, der har forsvaret Martin Amis.

Den britiske forfatter Martin Amis har altid holdt med fodboldholdet Tottenham - i øvrigt ligesom vennen Salman Rushdie - »men så skiftede jeg til Arsenal«, fortæller den fodboldglade forfatter.

Han er tydeligvis ikke stolt over den beslutning.

»Den slags gør man ikke ... Det er den store rival, den lokale fjende«, siger han og lyder nærmest brødebetynget. »Men jeg synes, Arsenal spiller smukt«.

For ikke-foldboldkendere lyder et sådant udsagn harmløst.

Den slags kan imidlertid sagtens vække voldsom furore i den engelske presse og blandt engelske fodboldfans. Men så slemt går det nok ikke.

Dårlig presse
Dels bliver det mellem Amis og læserne af en dansk avis, dels kan den kontroversielle forfatter næsten ikke fylde mere i den engelske presse, end han allerede gør. Og har gjort.

I et efterhånden langt forfatterliv, der begyndte i 1973 med romanen 'The Rachel Papers', har han gang på gang fået det, pr-folk kalder 'dårlig presse'.

Som søn af den legendariske forfatter Kingsley Amis har den yngre Amis altid påkaldt sig interesse både som privatperson og forfatter.

Det var for eksempel guf for tabloidpressen, da han i 1995 skiftede sin litterære agent Pat Kavanagh - gift med Amis ' ven og forfatterkollega, Julian Barnes, (herefter eksven) - ud med agentbranchens store kanon Andrew Wylie.

Amis fik angiveligt et forskud på 750.000 dollar for romanen 'Budskabet', mens Wylie ved samme lejlighed erhvervede sig tilnavnet 'The Jackal' - 'Sjakalen'.

Et navn, der hænger ved agenten den dag i dag - og som han hævdes at være godt tilfreds med.

»Islamismefob«
Det sidste års tid har Amis endnu en gang været genstand for en føljetonagtig debat i engelske aviser, fordi han har udtalt sig kritisk om islam - ifølge ham selv om den fundamentalistiske del af islam.

»Jeg er blevet beskyldt for at være racist, men det har ikke noget at gøre med racisme. Det handler om ideologi. Man er nødt til at redefinere det som 'islamismefob', og selv det er ikke dækkende«, fortæller Amis, da vi mødes i London.

Han peger på, at nogle islamister - f.eks. i Tyrkiet - blot ønsker at skrue tiden tilbage og ikke nærer håb om at dominere resten af verden.

»'Jihadismefob' vil jeg hellere indrømme at være, men heller ikke det er dækkende, fordi en fobi er irrationel, og det er ikke irrationelt at frygte nogen, der siger, de vil slå dig ihjel«.

Hjemvendt fra Uruguay
Martin Amis tager selv imod i døren.

Han bor med sin familie i det fashionable Londonkvarter Primrose Hill tæt ved Regent's Park. Allerede i entreen kan man se, at man er på besøg hos en bogelsker.

Bøgerne ligger i stakke på entrégulvet. Øverst i en af bogbunkerne kan jeg se Norman Mailers navn - den amerikanske forfatter, der døde sidste år, og som Amis blandt andet har interviewet på tv og skrevet om i bogen 'The Moronic Inferno'.

To forfattere, der har en del tilfælles:

Begge har i deres forfatterskab formået at veksle mellem fiktion og journalistik, og de har begge haft en temmelig maskulin måde at skildre foretrukne emner som sport, sex og litteratur.

Amis viser ind i en stue, og på vejen hilser jeg på hans hustru, forfatteren Isabel Fonseca, der er mor til parrets to døtre. I 2007 vendte familien tilbage til London efter et ophold på to og et halvt år i Uruguay, hvor de ejer et hus.

Orange flippermaskine
Midt i stuen står en høj stige, hvis formål er at gøre de mange bøger, der beklæder væggene, tilgængelige.

Stigen skyldes ikke kun, at Amis er en ret lille mand.

Der er meget højt til loftet i denne stue, der foruden bibliotek rummer en pejs og en bunke brænde, en masse store oliemalerier - malet af hustruens familie - og en opsigtsvækkende, orange flippermaskine.

Midt i dannelsesrelikvier som bøger og kunst minder flippermaskinen en om Amis ' pendlen mellem pop- og finkultur - og om rollen som britisk litteraturs 'enfant terrible'.

Amis stiller fluks to øl på bordet, og som han sidder der med tilbagestrøget hår og sit legendariske, dæmoniske blik, overraskes jeg ærlig talt af hans venlighed.

Mindre af hans veltalenhed. Selv når hans bøger er blevet mindre godt anmeldt, har kritikere nemlig anført, at han mestrer det engelske sprog som få.

Barn af den kolde krig
Det mærker man også, når han på sit langsomme, men ordrige britiske tungemål forklarer, hvorfor han mener, at man er nødt til at tage truslen fra den islamiske fundamentalisme alvorligt.

Eller når han fortæller om, hvordan en barndom i skyggen af den kolde krig har skærpet hans bevidsthed i forhold til den terrorisme, der har spillet så stor en rolle siden 11. september 2001.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg i min livstid ville opleve en begivenhed som denne«, fortæller Amis om 11. september:

»Den kolde krig har været med til at forme mig, og da den sluttede, kan jeg huske, at jeg sagde til mine sønner: »Jeg er så glad for, at I ikke skal leve under den form for mørke, som jeg levede under«. Den tid gjorde et virkelig stort indtryk på mig som dreng. Jeg var 13 år under Cubakrisen, og jeg følte mig fuldstændig syg en hel uge«.

»Med Berlinmurens fald ophørte den kolde krig, og så holdt vi en ferie fra historien, der kom til at vare 10-11 år. Verden brugte et år på Monica Lewinsky. Det fyldte alt. Så meget tid havde vi tilovers på det tidspunkt«.

Amis ' seneste bog, 'The Second Plane' - der indeholder essays, anmeldelser, noveller og en reportagerejse med Tony Blair - kredser om 11. september 2001, og da vi mødes, er den også udkommet i USA. På den anden side af Atlanten har modtagelsen ikke været hjertelig.

Kritikken har været rettet mod hans hårde udfald mod dele af den muslimske verden.

Hård amerikansk kritik
Det er formentlig et ømt punkt, men der er ingen vej udenom. Så jeg spørger, om han har læst anmeldelserne?

»New York Times'?«, spørger han, men tager nærmest for givet, at det må være den, jeg mener.

»Michikos?«, spørger han uddybende. Han er tilsyneladende på fornavn med avisens stjerneanmelder Michiko Kakutani, der er kendt for sine ubarmhjertige anmeldelser.

»Jeg har læst første og sidste afsnit af anmeldelsen ...«, svarer han.

Så du har ikke engang læst hele anmeldelsen af din egen bog?

»Nej, det gider jeg ikke længere. Men anmeldelsen var vel en ideologisk indvending, ikke?«, spørger han mig. Jeg bekræfter, at det nok ikke er helt ved siden af, og spørger ved samme lejlighed, om han så måske har læst Newsweeks helsidesanmeldelse af hans bog.

»De er meget fjendtlige ...?«, gætter han. Igen spørgende.

Jeg har taget den med - er du interesseret i at se den?

»Nej«, siger han og uddyber:

»Det har altid overrasket mig, at forestillingen om, at forfattere ikke bør blande sig i den virkelige verden, er så fremherskende i USA. Man bryder ind i en verden, der er optaget af professionelle. Jeg mærkede det meget tydeligt, da jeg skrev min bog om Stalin ('Koba den frygtede', red.). Det handler i den grad om territorier«.

Tror du, at litteraturkritikere finder det problematisk, når forfattere skriver journalistik?

»Ja, det tror jeg«, er Amis ' korte svar på det spørgsmål.

Upopulær hos venstrefløjen
Amis mener ikke, at forfattere, blot fordi de kan skrive, partout behøver at diskutere samfundsproblemer. Ej heller, at virkelige begivenheder hurtigst muligt bør omsættes i skønlitteratur.

»Jeg mener ikke, at det kan være en forpligtelse. Man skal kun gøre det, hvis man føler trang til det. Som Norman Mailer sagde lige efter 11. september, så er man enormt fristet til straks at kaste sig over sådan et emne . Men det kan en romanforfatter ikke. Han har fuldstændig ret i, at det normalt tager et par år at foretage rejsen fra det forreste af hjernen til det bageste af hjernen og derefter ned ad rygraden, hvorfra man henter det ubevidste. Det er her, man ser den største forskel mellem fiktion og journalistik«.

Vi sidder og taler lige ud for et stort stuevindue, der vender ud mod gaden. Jeg spørger, med henvisning til Amis ' markante kritik af islamister, om han nogensinde har været bange for, at der kunne ske ham noget.

»Nej. Jeg har ikke oplevet nogen problemer med islam, men det har jeg med venstrefløjen. Det er den, man kan frygte ...«, siger Amis.

Uden at lyde synderlig skræmt.

Det omstridte citat var en »uoverlagt bemærkning«
Det er netop den britiske venstrefløj - anført af den marxistiske litteraturprofessor Terry Eagleton - der har angrebet Amis i det forgangne år.

Miseren begyndte, da Amis tilbage i september 2006 i et interview i The Times Magazine udtalte de ord, der nu - og formentlig for altid - vil følge ham, når han udtaler sig om islam.

Han sagde følgende:

»Der er en klar trang - kan I ikke også mærke den? - til at sige: »Den muslimske befolkningsgruppe må undgælde, indtil den har skabt orden i eget hus«. Hvordan undgælde? Forbud mod at rejse. Deportering - på længere sigt. Indskrænkelse af friheder. Afklædning og kropsvisitering af mennesker, der ser ud, som om de kommer fra Mellemøsten eller Pakistan. Diskriminerende ting, indtil det gør ondt på hele befolkningsgruppen, og de begynder at skrue bissen på over for deres børn«.

Til det siger han i dag:

»Det var en vred og uoverlagt bemærkning, men det var ikke et forsvar for at gøre det. Jeg sagde ikke: »Lad os gøre det«. Jeg sagde: »Der er en trang til at gøre det«. Jeg mener, at det er et udtryk for ærlighed. Selvfølgelig er der en trang til det, når man bliver angrebet. En følelse af gengældelse. Det er ikke racistisk«, siger han.

»Hvis der er en kvindelig massemorder - hvilket ville være højst usandsynligt - løs i London, vil det være rimeligt at sige: »Lad os udelukkende fokusere på kvinderne, ikke mændene«. Men det ville være en utilstrækkelig måde at gøre det på, for det her er meget mere end blot en religiøs isme - islamisme, jihadisme, al-Qaedaisme - det tiltrækker også mennesker, der ikke er religiøse. Så det ville være en yderst utilstrækkelig måde at håndtere det på, men det var en oprigtigt beskrevet trang«.

»Eagleton er doven«
Har du fortrudt, at du sagde det?

»Det havde været meget lettere, hvis jeg ikke havde sagt det, men jeg kan ikke nægte, at jeg havde den følelse. Det var en meget dårlig tid - det var lige efter, at planerne om at sprænge ti fly i luften over Atlanten var blevet afsløret. Det ville have været yderligere 3.000 ofre. Og næsten lige så vigtig var en afgørelse, der forbød flypassagerer at medbringe bøger om bord på transatlantiske fly. Det var ikke særlig længe, det stod på, men man havde en følelse af 'åh, hvilken triumf for de kræfter, der kæmper for det humorløse samfund, for ignorance og undertrykkelse'«.

»Terrorhandlingerne så ud til at være kommet ind i bestemt rytme. Så det var, hvad jeg sagde, men det blev jo i høj grad fordrejet. Eagleton sagde, at jeg havde anbefalet det i et essay, men jeg har aldrig skrevet den slags«.

Repræsenterer Terry Eagleton den britiske venstrefløj i denne sag?

»Nej. Eagleton er bare doven, og hvis jeg havde skrevet et sådant essay, havde han haft ret, men det gjorde jeg ikke«, siger Amis .

Han parafraserer en passage hentet fra en af hans yndlingsforfattere, Vladimir Nabokov:

»Jeg tænker som et geni, jeg skriver som en lærd mand, men jeg taler som en idiot«.

Støtte fra vennerne
Karakteristikken er møntet på ham selv.

»Eagleton er en erfaren polemiker, og han ved, at hvis man kaster om sig med beskyldninger, så betyder det ikke noget, om det er sandt eller falsk, for det lagres som en sandhed og bliver ved med at klistre til en. Han gør det uden at tjekke tingene. Han angreb Rushdie for at være tilhænger af Irakkrigen, og Rushdie skrev tilbage til ham, at han med forbehold støttede krigen i Afghanistan - ligesom jeg - og at Eagleton måtte vide, at Rushdie som præsident for PEN energisk havde talt imod krigen i Irak ved talrige lejligheder«.

Kritikken af Amis fremførte Terry Eagleton i en ny indledning til 2007-udgaven af sin bog 'Ideology: An introduction', og efterfølgende tilsluttede også forfatteren Ronan Bennett sig kritikken af Amis og kaldte ham racist.

»Racisme har ingen plads i diskussionen i dette land«, er Amis ' kommentar til Bennetts udfald, og han betragter det som helt ude af proportioner at bringe racisme ind i diskussionen.

I tiden efter har Amis da også fået støtte fra flere af sine mere prominente forfattervenner.

Christopher Hitchens har skrevet et længere forsvar i The Guardian under titlen 'Martin Amis is no racist', mens Ian McEwan i juni udtalte sig om sagen til den italienske avis Corriere della Sera, hvor han bl.a. sagde:

»Så snart en forfatter ytrer sig imod islamisme, er der straks nogen på venstrefløjen, der springer op og påstår, at den kritiske ytrings ophavsmand er racist, da flertallet af muslimer jo er mørklødede. Det er logisk set absurd og moralsk uacceptabelt. Martin er ikke racist. Og jeg foragter selv islamismen, fordi den vil skabe et samfund, som jeg finder afskyeligt, et samfund baseret på religiøs overbevisning, på en tekst, på manglende frihed for kvinder, på intolerance over for homoseksuelle og så videre - det ved vi jo udmærket«.

»Ligeværdighed er et bedrag«
Amis understreger, at han er passioneret tilhænger af et multietnisk samfund, og at noget af det allerbedste ved at være

vendt tilbage til en by som London netop er byens immigrantatmosfære.

Anderledes forholder det sig med hans syn på multikulturalisme.

»Multikulturalisme som udtryk for ligeværdighed mellem alle kulturer er et bedrag. Der er ingen i Vesten, der synes, at f.eks. omskæring af piger, barnebrude eller polygami er respektfuldt. Multikulturalisme er en illusion, en eufemisme«, siger Amis.

Han peger på et andet aspekt af diskussionen.

»Der er også tale om antiamerikanisme. Nogle analytikere mener, at det handler mere om det end om islam«.

»Det er så ubarmhjertigt at sige, men jeg kan ikke forstå antiamerikanisme som andet end misundelse«, siger Amis , der ser en sådan holdning som tæt forbundet med Israel.

»Når man ved et offentligt arrangement i dette land - mere udtalt her end i USA - omtaler Israel i mindre end fjendtlige vendinger, kan man mærke, at stemningen vender hos publikum. Man bør jo ikke bruge disse ord, men det er svært ikke at føle et pust af antisemitisme - antisemitisme af den såkaldte respektable slags«.

Naivitet på venstrefløjen
»Den britiske venstrefløj har altid identificeret sig med Palæstina«, fortæller han og uddyber: »I sammenligning med jøderne er palæstinenserne børn, hvad lidelse angår. Jeg er ikke ude på af den grund at retfærdiggøre ting, som israelerne gør. Men at forestille sig, at et folk, der er blevet forfulgt gennem 2.000 år, en forfølgelse kulminerende i den ultimative menneskelige ondskab, holocaust, inden for tre år efter 1945 skulle få deres egen stat omgivet af fjender, der ikke bare ønsker at besejre Israel, men udrydde Israel, presse dem ud i havet ... at det ikke skulle have effekt på den nationale psyke«.

»Der er ingen tvivl om, at bosættelserne på Vestbredden og i Gaza har været en katastrofe for Israel og har ændret hensigten med staten Israel. Den var tænkt som et fristed, ikke som en idé om territorieudvidelser, ikke et stor-Israel, ikke en triumf - og Israel er nu fanget i alle mulige uoverensstemmelser«.Hvad er din holdning til den rolle, som venstrefløjens intellektuelle har spillet i forhold til et emne som islamisme i de sidste ti år?

»Det har ikke været et emne i ti år; det har været et emne i syv år. Noget af det mest bemærkelsesværdige ved 11. september var, at en parallel historie blev afsløret for os. Vi var stort set ikke opmærksomme på islam før 2001. Det var ganske enkelt ikke en del af vores bevidsthed, og det tjener til Vestens store ære, at da det (11. september 2001, red.) så skete, var bestsellerlisterne bagefter fyldt med bøger om islam, fordi vi ønskede at finde ud af, hvad det her var for noget«.

Det er ikke, fordi højrefløjen ifølge Amis har gjort det meget bedre, men han finder dele af den yderligtgående venstrefløj decideret naive.

»Den radikale venstrefløj, Noam Chomsky og andre, kedede sig jo nærmest over 11. september. De fandt det så forudsigeligt. Der er nærmest tradition for, at historikere ikke kan tillade sig at blive overrasket over noget som helst, fordi de har set det komme. De overvurderer deres uanfægtethed og opdager ikke, når noget helt nyt og virkelig ekstraordinært finder sted«.

Respekt for Muhammed, ikke for Atta
Amis ' eget politiske ståsted har på en - for ham selv underlig - måde ændret sig i løbet af de år, han og familien har boet i Uruguay. Til The Guardian sagde han umiddelbart efter hjemkomsten:

»Det virker, som om der er sket sære ting under mit fravær. Jeg oplevede ikke, at jeg selv blev mere højreorienteret, mens jeg var i Uruguay, men da jeg kom tilbage, var det, som om jeg var rykket et godt stykke til højre, selv om jeg ikke selv havde flyttet mig«.

I essayet 'Terror and Boredom: The Dependent Mind' og igen, mens vi sidder her og taler, understreger Amis en altafgørende distinktion:

Han respekterer profeten Muhammed. Men han respekterer ikke terroristen Muhammed Atta - den ledende kraft bag terrorangrebene 11. september.

»Jeg prøver at lave en distinktion mellem islam og islamisme eller jihadisme. Selvfølgelig respekterer man islam. Der er problematiske, doktrinære aspekter, der har at gøre med kvinder og frafaldne, men islam har givet menneskeheden utrolig meget. Den har gjort renæssancen mulig, fordi den bevarede den klassiske undervisning, der er gået tabt i Europa. Men man respekterer ikke massemorderen - det er ganske indlysende«, siger Amis , der skrev essayet midt under karikaturkrisen.

Tankeløse Muhammedtegninger
Når talen falder på karikaturkrisen, er Amis lige så klar i mælet, som når han kritiserer fundamentalister. Man kunne måske foranlediges til at tro, at han ville opfordre vrede muslimer til at slappe af, men nej: »Det var tankeløst«, siger han.

»Jeg må sige, at jeg synes ikke, at de tegninger skulle have været lavet, eftersom menneskelige afbildninger er forbudt inden for især sunni-islam. Det var en dobbelt fornærmelse«.

Men tegnerne var jo ikke sunnier?

»Det ved jeg ... En ting er at være modstander af at afbilde mennesker, men at afbilde profeten i denne trivielle form - i den grundlæggende trivielle form - var efter min mening en provokation, vi kunne have været foruden«.

Måtte Rushdie gerne provokere, fordi han er kunstner?

»Det er ikke så meget, fordi det er en karikaturtegning - det kan være en stor kunstform - det er mere, fordi det er en slags dobbelt fornærmelse. Den menneskelige krop afbildet og profeten afbildet, det sker ad to omgange. Det handler ikke om at anlægge en kvalitetsvurdering. Et fremragende maleri af profeten ville stadig været et problem, fordi det er en dobbelt fornærmelse«.

»Men tegningerne skulle forsvares, så snart de var publiceret. Ytringsfrihed er ikke bare et privilegium, vi har, det er en del af vores system. Man kan ikke have et velfungerende demokrati uden ytringsfrihed - det er en af grundpillerne«, siger Amis,

Han fungerer - foruden at han skriver på en ny roman - i dag fungerer som professor i creative writing på University of Manchester.

Diskussion om løn
En tilbagetrukket og ukontroversiel beskæftigelse, kunne man synes, men som med så meget andet, der har med Amis at gøre, har også det ført til diskussioner i den engelske presse.

Her hævdes det nemlig, at Amis modtager hele 80.000 pund for at undervise i, hvad der svarer til 28 timer om året.

Som journalisten Yakub Qureshi har skrevet i Manchester Evening News, så svarer den løn - næsten 3.000 pund i timen - til, hvad en fodboldspiller får for at spille i Premier League, den fornemste fodboldrække i England.

I forbindelse med udnævnelsen i 2007 fortalte Amis ellers til The Guardian, at universitetsjobbet måske kunne komme til at betyde, at han ville rykke op fra positionen som den slemme dreng i britisk åndsliv til en position som den slemme mand.

Der er dog ikke meget i det forgangne år, der tyder på, at britisk presse har forfremmet landets litterære enfant terrible til mand.

Hvad han formentlig heller aldrig for alvor havde forventet - ellers havde han sikkert ikke i interviewet i Guardian givet sig i kast med følgende profeti:

»Jeg går sikkert i graven som britisk åndslivs slemme dreng«.

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen