Halvstore Robert

Med sine 72,5 meter vil toppen af ’Store Robert’ – i fald skulpturen placeres ved indsejlingen til Københavns Havn – langtfra blive områdets højeste punkt.

Den ære vil tilfalde det 140 meter høje tårn, som efter planen skal placeres cirka en kilometer væk i en ny bydel på Marmormolen i Frihavnen.

Tårnet og en halvt så høj lillebror på spidsen af Langelinie skal bære en fodgængerbro i 65 meters højde.

31. oktober offentliggøres vinderen af arkitektkonkurrencen om den nye bydel, der blandt andet skal rumme en FN-by, et stort hotel, boliger og erhverv, i alt 150.000 kvadratmeter.

Modelfoto: 3XN / By & Havn

Modelfoto: 3XN / By & Havn

Se for dig en gigantisk ring som skydeskive for den opgående sols stråler ved siden af søfortet Trekroner.

Det lyder poetisk, og jeg forstår den kraft, et sådant billede må have samlet i brystet på medlemmer af den komité, der vil donere kunstværket.

Og til en værdi af 200 millioner kroner er det da en gave, man forstår, at Københavns Kommune kan have svært ved at sige nej til.

Vil skade eftermæle
Men at opføre den 72,5 meter høje skulptur i indsejlingen til Københavns Havn vil ikke blot smadre Trekroner, det vil også forpurre planerne for den kommende Nordhavn og skade Robert Jacobsens eftermæle.

I Nordhavn er man i fuld færd med at planlægge en ny bydel. Her er det tanken, at molernes spidser skal markeres af høje bygninger.

Den komposition vil blive forstyrret af skulpturen, samtidig med at den lodrette tyngde i skulpturen vil forklejne det historisk værdifulde byrum omkring Trekroner.

Og det vil ikke være nogen hyldest til, men snarere en forvrængning af Robert Jacobsens betydning.

Menneske uden egenskaber i megastørrelse
Skulpturen ’Store Robert’ er en abstrakt komposition af cirkel, trekant og firkanter, nogle solide, andre perforerede.

Med sit cirkelslag, sine huller og sine små ben kan den med lidt god vilje ses som en metafor på en menneskefigur.

En modernistisk forestilling om mennesket opløst i geometriske grundfigurer, et menneske uden egenskaber; det demokratiske, ligestillede og masseproducerede menneske. I monsterstørrelse.

Men Robert Jacobsens kunst forestillede ellers ikke; den var konkret og abstrakt.

Del af billedforbud
Figuren var frigjort fra det figurative og det repræsentative, den var en del af det billedforbud, som prægede modernismens kunst.

I dens storhedstid fra 1930’erne til 1950’erne mente udøverne af den konkrete abstraktion, at denne form for kunst indebar et revolutionært potentiale, at den med sin renhed ville kunne medvirke til at skabe et demokratisk og for nogles vedkommende ligefrem et kommunistisk samfund.

Ligesom skulpturen kun repræsenterede sig selv i sin form og sit materiale og derfor var fri, kunne vi også blive det.

Den  72,5 meter høje skulptur i indsejlingen til Københavns Havn vil smadre Trekroner og forpurre planerne for den kommende Nordhavn, mener Karsten Ifversen.

Sindbillede på demokratiet
Men ak, denne naive forestilling om ’ren kunst’ passede så godt til velfærdssamfundets ideologi, at alle dets institutioner fra biblioteker til rådhuse straks så potentialet i at repræsentere sig ved hjælp af sådan en abstrakt kalorius.

Robert Jacobsens abstrakte skulpturer var sindbilleder på et kommende demokratisk velfærdssamfund, hvor der var plads til alle.

Fællesskabets harmoni og individuel udfoldelse var ikke modsætninger, men afstedkom hinanden – i de små autonome skulpturer såvel som i samfundet.

Enkelhed, renhed og styrke var værdier, der herskede i både kunst, arkitektur, design og i politikerens visioner for et moderne samfund.

Var forbi det kunstneriske klimaks
Den konkrete abstrakte skulptur blev om nogen repræsentativ for alt muligt andet end sig selv. Men jo større den blev, des tungere blev magtsymbolikken, og individualismen forsvandt.

Da Robert Jacobsen tegnede denne skulptur, var han over sit kunstneriske klimaks og havde mistet den jazzede, legende spændstighed, der kendetegnede hans bedste tidligere værker.

I det lille format kan den smedede jernskulptur være et kært minde om den humor og menneskelighed, der levede på trods i industrisamfundet, i ’Store Robert’s gigantformat antager kolossen mere tvivlsomme værdier som nationalt vartegn og ønsket om restauration af forne tiders mytologiske fællesskab.

En ideologisk mærkværdighed.

Vil blive en katastrofe
Det er derfor yderst tvivlsomt, om værket vil have den eftertragtede branding-effekt, som giverne argumenterer med.

Det vil snarere være den seneste i en lang række katastrofer, hvor København har spillet sine muligheder for at planlægge havnen af hænde og overladt dem til private investorers ignorance over for de sammenhænge, deres projekter indgår i.

Som min gode kollega musikredaktøren foreslog: Hvis vi overhovedet skal bruge ’Store Robert’ til noget, så lad den ligge ned på tværs af havneløbet, så vi endelig kan få den bro mellem Skuespilhuset og Operaen.