Det er ikke svært at falde for Lene Maria Christensen.

Det sker ligesom helt af sig selv - som noget naturligt.

Første gang, jeg selv faldt, var i 2001, da hun spillede Mozarts hustru Constanze i ’Amadeus’ på Østre Gasværk.

Der var ikke meget ved Ulrich Thomsens Mozart.

Til gengæld var der musik i Lene Maria Christensens præstation: sød og fræk og fra først til sidst båret af en uimodståelig, netop sand natur. Det var hendes første gennembrud.

Erotisk, udspekuleret og forsvarsløs
Kan man også få sit andet gennembrud?

Ja, det kan man godt, hvis man er sej.

Det er det, Lene Maria Christensen netop har fået med rollen som Ingerlise i filmen ’Frygtelig lykkelig’ - hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl: bygget på Erling Jepsens roman - der havde premiere i fredags.

Vores egen Kim Skotte skrev i sin anmeldelse:

»Men først og fremmest synes jeg, Lene Maria Christensen brager igennem (...) det er her i rollen som den uortodokse femme fatale Ingerlise - på én gang erotisk, udspekuleret og forsvarsløs - at hun viser sig som en tiltrængt fornyelse på spindesiden i dansk film«.

Eksotisk vildkat
En fornyelse på spindesiden!

I filmen optræder der en sød kat, der kan sige »Mojn!«, men der optræder også en anden sød missekat, der kan sige mere end »Mojn!«.

En eksotisk vildkat midt i alt det sønderjyske:

Da den nye landbetjent Robert ankommer, bliver der på ny og i enhver forstand spundet. Robert vikles ind i et net af hustruvold med ægtemanden Jørgen som superskurk og Ingerlise som hans offer ...

Tvetydig
Men trods alt: et udspekuleret offer.

Voldsramt, men tvetydig.

Lige så forsvarsløs som fatalt forførende. Robert falder for Ingerlise.

Anmelderne har netop gjort det for skuespillerinden bag. Og præstationen er interessant i den forstand, at den på én gang bekræfter hendes type og talent – og til dels udvider begge.

Mod-casted
Lene Maria Christensen (f. 1972) debuterede i 1999 i Peter Asmussens opdatering af Wieds ’Skærmydsler’ på Det Danske Teater.

Hun har haft flere pæne præstationer på scenen, bl.a. i ’norway.today’ på Husets Teater i 2003 og i den moderne parforholdsgyser ’Sting’ på CaféTeatret samme år.

Og så har hun ikke mindst haft en række roller i dansk film, som – i alt fald ifølge hende selv – ensidigt har dyrket hendes mest oplagte side.

Den umiddelbare naivitet. Den sunde naturlighed og almindelighed. For ikke at sige: den dumme blondine!

»Jeg kunne da godt tænke mig at blive mod-casted«, udtalte Lene Maria Christensen her i avisen i et interview i 2006.

»At slippe naiviteten og uskyldigheden og spille noget helt andet. Men på den anden side, så har jeg måske mit ansigt og mit væsen imod mig. Jeg skal jo heller ikke spille en karakter, som ligger 50.000 kilometer fra mig selv«.

Løb af med Fidibus
Og selv om det ikke nødvendigvis er hele sandheden – i det mindste hvad angår rollerne på scenen – så er der noget om snakken.

Udtalelsen faldt i anledning af hendes rolle som den blåøjede kæreste Sabrina i Hella Joofs småkriminelle filmkomedie ’Fidibus’.

Forudsigeligt castet på sin type, men dog spillet så henrivende godt, at det blev et mindre højdepunkt. Lene Maria Christensen løb af med filmen.

Vor tids svar på Kirsten Walther. Det er nu nok for meget sagt!

Det forførende
Selv om det virkede mere end oplagt, at hun skulle spille Yvonne i musicaludgaven af ’Olsen Banden & Den russiske juvel’ i Tivoli i starten af 2008. Det gjorde hun pænt sjovt, og hun kunne uden tvivl have gjort det endnu sjovere, hvis præmisserne havde været i orden.

Forestillingen var ikke just vellykket.

Så meget mere lykkes hun som sagt som sød, sexet og uskyldig i selskab med den sønderjyske bande af hård- og tyndhudede mænd i ’Frygtelig lykkelig’. Ja, det vil sige:

Nu er hun jo ikke helt så troskyldig, som man sku’ tro! Deri fortryllelsen.

Det forførende ligger nok i karakteren, men det er immervæk Lene Maria Christensen, der forfører.

Brud med det forudsigelige
Et gennembrud, men også et brud med det forudsigelige.

Hun lader smukt den dumme babe brydes med den djævelske femme fatale. Man synker formelig ned i hende – svup! – som i den mose, der også optræder. Begravet levende i et kvindeligt mysterium ...

Der er al mulig grund til at tro, at den præstation vil bane vej for nye og alt andet end oplagte roller – og hvorfor ikke: flere gennembrud! – i Lene Maria Christensens fortsatte karriere.