AC/DC

Australsk gruppe dannet i Sydney i 1973 af brødrene Angus og Malcolm Young.

Angus Young optrådte på råd fra sin søster i skoleuniformen fra Ashfield Boys High School for at vække opsigt. Det lykkedes, og han bærer stadig uniformen på scenen.

Besætningen kom på plads med Cliff Williams på bas, Phil Rudd på trommer og sangeren Bon Scott.

Debuterede i 1974 med ’High Voltage’ og har siden solgt 200 millioner plader, hvilket placerer AC/DC i samme liga som giganterne Pink Floyd og Rolling Stones.

Bon Scott døde i 1980 og blev erstattet af Brian Johnson med en fortid i den britiske gruppe Geordie.

Gruppen har flere gange været i kontroversielle situationer og er blevet beskyldt for at være både satanister og kvindefjendske.

Siden er populariteten dog vokset og Melbourne i Australien hædrede i 2004 gruppen ved at opkalde gaden ACDC Lane efter de musikalske landsmænd.

Angus Young, left, and Brian Johnson of AC/DC photographed in New York on Tuesday, Sept. 9, 2008. (AP Photo/ Jim Cooper)

Angus Young og Brian Johnson fotograferet i New York i september.

Spiller rock stadig en rolle i dag?

Et lidt mærkeligt spørgsmål, når AC/DC nu endelig er vågnet op fra overlang søvn i kæmpernes kælder, har udgivet det bedste album i 28 år og ligefrem er landet her i Wilkes-Barre, staten Pennsylvanias svar på Twin Peaks.

Men ikke desto mindre det spørgsmål, magasinet med den vist alt forklarende titel Classic Rock har valgt at stille guitaristen Angus Young på vej frem mod den skovprydede soveby med 46.000 indbyggere og mindst lige så mange traktorer.

»You bet it does!«
Trods talrige nye musikalske genrer, et desperat faldende pladesalg, en ungdom med fokus på alt andet end rockmusikken og dens dinosaurer samt selvfølgelig problemer med miljøet, verdensøkonomien og diverse krige, lød svaret i al sin enkelhed:

»You bet it does!«.

Sådan taler en mand, for hvem rockmusik ikke bare er en hobby, en passion, en billet til en livslang fest eller bare en karriere, men slet og ret en trossag.

Forsamlingen af dansende, brølende, hvinende og hylende fans fra hele verden på parkeringspladsen uden for Wachovia Arena i Wilkes-Barre, der er blevet udvalgt til den hemmelige premiere søndag aften, hylder naturligvis den samme tro.

Uniformen
Det forunderlige er kun, at også pladeselskabet Sonys ellers normalt mere stilsikre repræsentanter tæller talrige repræsentanter i den uniform, Angus Young har gjort til sit varemærke:

skoleuniform med jakke, slips, shorts og kasket.

Som i panden på eksempelvis en produktchef fra Sony i Japan, hvis skolesæt er skræddersyet, også tæller et par lysende røde horn.

En vaklende i troen på rockmusikkens endeløse kraft som festens centrum og livets salt kunne sikkert sagtens komme i tvivl om, hvorvidt det bizarre syn af alle disse hornede Angus’er i ens uniform i samspil med de søde bedstemortyper, man her i Wilkes-Barre anvender som sikkerhedsvagter og madsælgere, ikke snarere er bizar kitsch af den slags, filminstruktøren David Lynch ville kunne skabe de ondeste scener ud fra.

Med et tordnende soundtrack fra AC/DC som underlæg, naturligvis.

Drengestreger
For bag den gemytlige uniformering med signalerne om, at vi alle stadig kan være den fjottede, hæmningsløst nysgerrige, småperverse, utilpassede snothvalp, vi engang fulgtes med i skole, tordner rockens hjerte.

I tilfældet AC/DC højere og stærkere end nogensinde, hvad opmærksomheden og tumulten her på parkeringspladsen er endnu et signal om.

I Wilkes-Barre var sagen rimelig klar.

Fra den muntert indledende, magna-inspirerede og knivskarpe animationsfilm med det ’Rock’n’Roll Train’, AC/DC synger om på gruppens nye single, var missionens indhold lysende klart.

I den lille forfilm bortfører en dæmonisk Angus Young med rød, spillende tunge i selskab med flere smækre kvinder toget og lader det tordne ind i byen, hvor det selvfølgelig ender på scenen i form af formentlig Jordens største modellokomotiv.

Så er den rejse ud på overdrevet, hvor man altid kan lade drengestreger, lumske og lumre indfald overstrege gode manerer og tillært pænhed.

Et tungt lokomotiv
Og rockmusikken har fået et tungt lokomotivs kræfter igen.

Det er den plads til at lade snothvalpen leve inde i den tilpassede mand, AC/DC tilbyder med primal råhed, som alverdens drengerøve af begge køn i øjeblikket synes omtrent mere parate til at modtage end nogensinde tidligere i gruppens lange og ubegribeligt ensformige karriere.

Det sidste er ment som en ros, for i tilfældet AC/DC er det blevet en kunst at økonomisere med kræfterne og få det helt optimale ud af det allermest enkle.

En musikalsk knaphed, der kan forekomme enkel og let, men er alt andet at dømme efter alle de kolleger, der famler i blinde efter samme minimalisme uden nogensinde at ramme bare i nærheden af den.

Fornyet succes
Australierne med de skotske rødder mestrer stadig tricket til fulde, kan enhver overbevise sig om på ’Black Ice’, der strutter af potent primitivitet på den allerfedeste måde.

Albummet har kun en god uges tid efter sin udgivelse vist sin eksplosive popularitet med et foreløbigt salg i Danmark på over 20.000 eksemplarer.

Ikke så lidt af en sjældenhed, jævnfør det generelle fald i pladesalget.

Måske er denne stædigt insisterende holden fast ved egne dyder med musikalsk ultrakonservatisme den væsentligste forklaring på, at AC/DC er mere populære og høster mere positiv omtale end nogensinde tidligere ved at levere noget, mange uden tvivl vil afskrive som noget i retning af arbejderklasserock spillet af bralrende macho-proletarer for horder af kvalitetsløse bonderøve.

Skrevet til salen
Men selv om kvintetten baserer sig på at servere sange på tre akkorder, som altid solidariserer sig med gruppens publikum, er det for nemt at svinge stemplet med røvbalderock.

For ingen kan som AC/DC få de tre basiske akkorder til at lyde nye og friske hver gang.

En af hemmelighederne ved holdbarheden er, at sangene altid er skrevet for primært at blive spillet live og ikke for at stå og pynte på et nyt album.

Hvad de naturligvis ikke desto mindre gør, når AC/DC har holdt fokus og slidt med sangskrivningen, som tilfældet tydeligvis er på ’Black Ice’, gruppens første udspil i otte år.

Og bedste album siden 1981.

Signaturen
Når gruppen er bedst, som her, indfanger brødrene Angus og Malcolm Young den på engang rå, smukke og potente lyd af elektrisk forstærkede guitarer bedre end nogen som helst andre i rocken.

En lyd, der i den grad er blevet en signatur, at der rejste sig et øredøvende hvin af frydefuld begejstring over sportshallen i Pennsylvania, da Angus Youngs guitar blev stemt en halv time før den bebudede koncertstart søndag aften.

Et signal om, at tiden til at mødes på et sted, hvor vi alle kan være med, var nært forestående.

For hos AC/DC, der uden de store problemer indtager positionen som Jordens grimmeste rockband, behøver man ingen særlige forudsætninger.

Ingen nykker, ingen kruk
Uanset hvor grimme, grove, kluntede eller kejtede man måtte være, er der plads i dette fællesskab, som ikke kender til raffinement, men lever på at uddele maskulin råstyrke og humoristiske stik til enhver form for selvhøjtidelighed i spandevis.

»Santa ain’t the only one who’s gotta full sack«, som Brian Johnson synger i endnu en hyldest til det mandlige kønsorgan, ’Big Jack’.

Hos AC/DC er det billige grin aldrig langt væk.

Til gengæld er der ikke så meget pis, ingen nykker, ingen kruk og ingen leflen for tidens store dogme, berømmelsen.

»Vi dur slet ikke til at være berømtheder. Hvis en af os prøvede, ville de andre bare skrige af grin og sige: Hold op med det – du gør nar af os alle sammen. Det ville være ødelæggende for bandet«, som Brian Johnson bemærker i førnævnte interview i Classic Rock.

Toptunet koncertform
Fra første strofer af ’Rock’n’Roll Train’, der sammen med titelnummeret ’Black Ice’ var alene om at repræsentere det nye album i den forkortede øveaften i Wilkes-Barre, var det klart, at her arbejder man for holdet, sangen og især sit publikum.

Koncerten på blot halvanden time koncentrerede sig om de klassikere, der kræver det større udstyrsstykke, som f.eks. en oppustelig kæmpekvinde, der kækt rider på modeltoget i ’Whole Lotta Rosie’, den velkendte nedsænkede klokke i ’Hells Bells’ og batteriet i kanoner i ’For Those About To Rock’.

Selv om de aldrende gruppemedlemmer mange gange måtte hen bagest på scenen for lige at tjekke sætlisten og hitte ud af, hvilken opgave der ventede nu, var bandet musikalsk stort set toptunet.

Angus Young stod sammen med den umanerlig solidt swingende trommeslager Phil Rudd med briller på næsen og cigaret i flaben som aftenens helt store oplevelse med sit skarpt skårne, ekstremt godt timede og millimeterpræcise spil.

Ligner en gal professor
Lad være, at ’skoledrengen’ Angus Young efterhånden snarere ligner en gal matematikprofessor end en uvorn gadedreng, men han spiller ikke en eneste overflødig eller upræcis tone på sin guitar.

Bag ham arbejder bror Malcolm, bassist Cliff Williams og trommeslager Phil Rudd med en stabilitet, man skal ud at lede efter en damptromle for at finde magen til.

Og den joviale sanger Brian Johnson skriger sig stadig ind i numrene som Joe the Plummer til karaokeaften med de muntre skærslibere. 61-årige Johnson har fået en kæk lille vom under den ærmeløse Harley-Davidson-skjorte, men synes at have genopfundet sig selv som sanger med en enorm passion.

Politik, sex, penge og alverdens andre fænomener kan man affeje med en heftig joke og et swingende riff, men ikke rock’n’roll.

Det er en trossag. Og ved at være fundamentalistiske i troen vinder AC/DC proselytter og slag i en krig, der egentlig sluttede, da Elvis Presley brød igennem og fik masserne og parnasset til at anerkende rocken.

Hvilket sådan cirka var i 1956!

Med andre ord er AC/DC, fodfolket og de sikre vindere i en for længst afblæst krig.

Det er lige til at grine ad. Hvilket givetvis er helt o.k. med dem. Og en del af den barnetro, der gør, at man ikke kan andet end holde af og hylde dem.

Og alle andre, der skal til at rocke på en gigantisk verdensturne, som forhåbentlig runder Danmark til sommer.

We salute you.