De flere hundrede deltagere i afskedsreceptionen i Skuespilhuset 30. maj for teaterchef Michael Christiansen blev slået af forbavselse, da dagens hovedperson afsluttede sin ultrakorte tale, der handlede om det frydefulde i at have været ansat i statens tjeneste i næsten 40 år, med et dybt bevæget tak.

Det var ikke taksigelsen, der vakte forundring – den var helt passende efter 16 år på posten i et af dansk kulturlivs mest prestigefyldte job.

Det var derimod Michael Christiansens våde øjne og kejtede adfærd, der gjorde dybt indtryk på de fremmødte.

Politisk tæft
Sådan kender de allerfærreste danskere denne karismatiske og stærkt kontrollerede embedsmand med berømmede analytiske evner og ryet om en helt usædvanlig forfinet politisk tæft.

Michael Christiansen, 63, blev forhenværende teaterchef – til gengæld er han en højst herværende gårdejer i Nordsjælland.

Og han har i månedvis været betragtet som et godt bud på ny bestyrelsesformand for Danmark Radio.

Fra manden selv har der ikke lydt et kategorisk nej tak, og i dag kom så bekræftelsen på, at Michael Christiansen afsløser Mogens Munk-Rasmussen som ny formand for DR’s bestyrelse.

Mange poster
Ingen havde heller forventet, at Michael Christiansen ville tage fat på et sagtmodigt og tilbagelænet otium på sædet af den gamle Bukhtraktor, der er blandt hans kæreste ejendele på Tranenæbsgaard ved Gilleleje.

Posterne er strømmet ind.

Han er udpeget som formand for pr-virksomheden Christian Have og næstformand i Den Norske Opera, ligesom Michael Christiansen er formand for arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen.

Sublim problemknuser
Michael Christiansen er kendt som en sublim problemknuser.

Han er ubundet af (parti)politiske bånd. Han er alt andet end håndsky, når der skal træffes beslutninger. Også de barske og brutale af slagsen.

Og så er han kendt som en eminent orkestrator af de omgivelser, han på forunderlig vis altid synes at være mindst et par skridt foran. En vis personlig ærgerrighed – nogle vil måske sige forfængelighed – til for enhver pris at lykkes kan heller ikke afskrives i tilfældet Michael Christiansen.

Hentet fra Forsvarsministeriet
Generaldirektør Kenneth Plummer og hans mange medarbejdere får en særdeles markant med- og modspiller.

Bag den lettere kølige facade og det lidt skæve smil gemmer sig et menneske, der ved omgangen med et stort kunstnerisk personale og efter flere gevaldige nederlag på den engang så uregerlige nationalscene har fået opblødt de skarptslebne kanter, den 47-årige departementschef fra – af alle steder! – Forsvarsministeriet ellers mødte op med, da Det Kgl. Teaters bestyrelse i 1992 hentede Michael Christiansen de få hundrede meter fra Holmens Kanal til Kgs. Nytorv.

Var der ikke langt i luftlinje, var der til gengæld milevidt i omgangstone, overenskomstforhold og trang til empati.

Den kolde krigs eftervirkninger blev afløst af Bournonville, Holberg og Ghita Nørby. Måske var det på dette tidspunkt, at Michael Christiansen så sig selv som en kamæleon – den ypperste skabning i omstillingsparathed!

Behård ledelsesstil
Michael Christiansen har været på færde overalt i det enorme kulturhus.

Han sloges i årevis for et nyt skuespilhus. Han har kæmpet med Københavns bystyre, strømlinet arbejdsforholdene, skræmt – og begejstret – personalet og imødekommet Mærsk Mc-Kinney Møller i ufattelige detailspørgsmål om Operaen.

Det Kgl. Teater var i dyb indre krise i Michael Christiansens første direktørår, uden at ansvaret bare kunne placeres i chefkontoret på 1. sal.

Kunstarterne skændtes, og Teaterfuglen – den norske arkitekt Sverre Fehns model til et nyt skuespilhus – blev skudt ned af Borgerrepræsentationen.

Men med stædighed, en benhård ledelsesstil, en uskrømtet vilje til at bruge den magt, teaterjobbet kan indeholde, og et perfekt makkerspil med bestyrelsesformand Mads Øvlisen fik Michael Christiansen vendt teaterskuden.