»Af alle steder i hele verden er dette det nærmeste, man kommer litteraturens hellige haller«.

Med disse ord takkede Salman Rushdie for indbydelsen fra Det Svenske Akademi – institutionen, som blandt andet udvælger modtageren af Nobelprisen i Litteratur.

På podiet i det traditionsrige lokale under krystallysekronerne og foran statuen af 1700-tals-kongen Gustav III har han selskab af Roberto Saviano og Akademiets faste sekretær, Horace Engdahl.

Situationen er ikke ukontroversiel.

Det Svenske Akademi er blevet kritiseret for sin manglende vilje til at spille en rolle som væsentlig international meningsdanner.

For 20 år siden gik debattens bølger højt, da Akademiet – med den begrundelse at man ikke udtaler sig i politiske spørgsmål – nægtede at indtage en holdning, efter at de iranske mullaher havde udstedt en fatwa mod Salman Rushdie for romanen ’De sataniske vers’.

Tidligere på efteråret undlod Akademiet også at udtale sig om Roberto Savianos situation, som ellers er kendt i hele verden.

Den italienske forfatter bor et hemmeligt sted og er konstant omgivet af livvagter på grund af de afsløringer, han for to år siden bragte i sin debutroman, ’Mafiaen i Napoli’, der handler om den magtfulde organiserede kriminalitet i Syditalien.

Ved at arrangere dette seminar med titlen ’Det frie ord og den lovløse vold’ har Akademiet imødegået kritikken om, at man ikke engagerer sig i forfattere, der er truet på livet – om end det sker noget sent i Salman Rushdies tilfælde.

»Forfatteren har en allieret i læseren«
Horace Engdahl forklarer, at Rushdie og Saviano ikke er inviteret i deres egenskab af ofre, men fordi de er forfattere. Han roser Roberto Savianos skildring af mafiaen i ’Mafiaen i Napoli’.

I sin tale fortæller Saviano, at mafiaens reaktion skyldes, at romanen har gjort den organiserede kriminalitet i Napoli forståelig for læsere, som aldrig har været der.

Fra at være en illegal aktivitet i det skjulte er det i dag blevet en brutal virkelighed for millioner af læsere i hele verden.

»Gennem litteraturen skabes identifikation. I Primo Levis skildring af Auschwitz og Anna Politkovskajas reportager fra Tjetjenien tages læseren med ind i fremmede miljøer og kan faktisk forstå dem, selv om han eller hun aldrig har været der. Politkovskaja gjorde Tjetjenien til et universelt problem, og derfor blev hun myrdet«, siger Roberto Saviano.

»Man kan stoppe en forfatter, men forfatteren har en allieret i læseren, som ikke kan stoppes. Læseren bliver ny ejer af fortællingen og kan selv give den videre. Deri ligger litteraturens sprængkraft og faren for den, der er bange for sandheden«.

Det fortællende dyr
Roberto Saviano siger, at han sætter stor pris på at møde Salman Rushdie og høre om hans erfaringer.

Den ældre forfatterkollega sidder på den anden siden af Horace Engdahl. Klædt i sort jakkesæt og slips.

På sit lydefrie Cambridgeengelsk går Rushdie længere ind i spørgsmålet om litteraturens kraft og udvider ræsonnementet til at gælde fortællingen som sådan.

Rushdie definerer mennesket som det fortællende dyr. Det karakteristiske for arten er talegaven og med den evnen til at fortælle en historie.

»Man kan forbyde en ged at fortælle en historie, og den vil være ret ligeglad«, siger den joviale Rushdie for at understrege sin pointe.

Næsten lige fra fødslen beder vi om at få fortalt historier.

Gennem dem forstår vi os selv og verden. Vi har brug for at kende historier af hensyn til vores identitet og for at kunne deltage i samfundslivet.

»Vi lever i fortællinger, både nationer og trosretninger bygger på fortællinger. I et ufrit samfund er det et politbureau, en ayatollah eller en anden magt, som forbeholder sig retten til at fortælle historierne. Når nogen begår en forbrydelse mod ytringsfriheden, er det derfor en forbrydelse mod selve civilisationen«, siger Rushdie.

Sikkerhedsopbud
Selv om truslen mod ham er blevet mindre i de senere år, eksisterer den stadig. Arrangementet i Det Svenske Akademis lokaler i middelaldergaderne i Gamla Stan er omgivet af et stort sikkerhedsopbud.

Samtlige tilhørere skal vise legitimation for at komme ind. Tasker, kameraer og båndoptagere er ikke tilladt.

Da de to forfattere kommer ind i lokalet, er de ledsaget af en snes habitklædte sikkerhedsfolk, som under samtalen holder øje med publikum. Både sikkerhedspolitiet og det almindelige politi deltager i bevogtningen.

Salman Rushdie forklarer, at dødstruslen har to dimensioner.

Klaustrofobisk
Ud over dens krav om at begrænse ytringsfriheden bliver den praktiske konsekvens en klaustrofobisk tilværelse for den truede.

Han fortæller, hvordan han især i de første år efter fatwaen sommetider blev vækket midt om natten for hurtigt at blive flyttet til et andet sted.

Derudover måtte han dele sin bolig med fire sikkerhedsfolk.

»Nogle vil måske tro, det er glamourøst, men det er som at leve i et evigt fængsel. Selv om vagterne er yderst hensynsfulde, er det folk, du ikke selv har valgt, som du tvinges til at leve lige så tæt sammen med som med din egen familie«.

»Ordene har taget min frihed«
Det er en hverdag, som Roberto Saviano deler og må udholde i endnu højere grad, fordi truslen mod ham i dag er større end truslen mod Rushdie.

»Mine ord har taget min frihed. Sådan er det«, siger Saviano.

Horace Engdahl konstaterer, at hvor kampen for ytringsfrihed i tidligere århundreder var rettet mod staten eller kirken, er den i dag også blevet et globalt fænomen, hvor truslen kommer fra private kriminelle organisationer, som er blevet stærkere og har udvidet deres aktivitetsområde.

Da Voltaire gjorde sig umulig, kunne han søge tilflugt på den anden side af Den Engelske Kanal.

Det er en luksus, som Rushdie og frem for alt Saviano ikke har – mafiaens fangarme strækker sig langt ud over Italiens grænser.

Optræk til diplomatisk krise
Engdahl siger, at Akademiets seminar ikke skal tolkes som en kritik af den italienske regering.

Den kommentar skal ses på baggrund af den mindre diplomatiske krise, der er opstået mellem de to lande i de seneste dage.

Det startede med, at 120 medlemmer af den svenske Riksdag skrev under på en protest mod dødstruslen mod Saviano. Underskrifterne blev overdraget til den italienske ambassade i Stockholm.

Svaret blev et protestbrev til det svenske udenrigsministerium.

»Den svenske Riksdag fremsætter meget grove anklager, når den siger, at der ikke er ytringsfrihed i Italien. Her må jeg protestere. Den kendsgerning, at Roberto Saviano har kunnet skrive ’Mafiaen i Napoli’, er i sig selv et klart bevis på det modsatte. Vores land kan ikke kritiseres for ikke at håndhæve menneskerettighederne«, skrev den italienske ambassadør i Sverige, Anna Della Croce Brigante Colonna.

Pessimisme
Hvordan ser de to forfattere på det frie ords status i dag?

»De intellektuelle må sikres frihed til at fortælle det, som ikke siges. I mit land har folk vænnet sig til kun at se glamourøse skildringer af mafiaen, hvilket cementerer den nuværende situation. Det er demokratiets udfordring at ændre på det«, siger Roberto Saviano.

Selv Salman Rushdie er pessimistisk.

Han nævner forholdene i Kina, flere afrikanske stater og den arabiske verden, hvor afvigende holdninger brutalt undertrykkes.

Når det handler om den frie verden, mener han, at forståelsen af vigtigheden af anderledestænkende er gået tabt.

»Demokrati er ikke et tea party«
Afvigende og provokerende holdninger er blevet ofret til fordel for en stræben efter altid at opnå konsensus.

Rushdie mener, at begrebet respekt har fået en ny betydning.

Tidligere stod det for, at man respekterede forskellige holdninger. Ifølge Rushdie betyder respekt i dag, at man ikke forstyrrer omgivelserne.

»Demokrati er ikke et tea party. Forskellige holdninger skal konfronteres med hinanden. Hvis forfattere og andre kunstnere ikke havde forstyrret hinanden, var den menneskelige civilisation ikke nået derhen, hvor den er i dag. I rollen som kunstner skal du bevæge dig derhen, hvor du ikke må være«.

Oversættelse: Mette Skodborg