Linda P.

Født 15. juli 1984

Opvokset i Hvidovre hos sin mor og søster

Bor i Sydhavnen i København med kæresten, Rasmus

Uddannet bygningsmaler

Nummer 2 ved DM i stand-up i 2004

Har turneret med bl.a. komikerne Mick Øgendahl og Sebastian Dorset

Den ene halvdel af duoen i DR-programmet ’Piger på prøveløsladelse’

Fast indslag i ’Wulffs Magasin’ på DR 2 som Christel

Talkshowvært i kendisprogrammet ’Vild med talent’ på TV3

Har medvirket i forestillingen ’Biblen’ på Nørrebro Teater med bl.a. Rune Klan og Jonathan Spang

Har udgivet sangen ’Når nedturen rammer dig’ og den nye ’2450 Julesang’ sammen med kollegaen Christina Sederqvist.

Linda P, Komiker FOTO: PETER HOVE OLESEN, POLITIKEN

Hvad er sjovt? Politiken spørger tre danske humorister. Denne gang Linda P. I sidste uge Jarl Friis-Mikkelsen, og næste gang Wigge og Rasmussen

Linda P. griner af:

Dirch Passer som ornitolog i Cirkusrevyen 1969. Han har fået øje på en mudderklire.

Dirch Passer

Forfatteren og komikeren Frank Hvam.

Frank Hvam

Axel Strøbye i min søsters børn på bryllupsrejse. Datering ukendt. Ca. 1969

Axel Strøbye

Brunch. Bennys Badekar

Børnefilmen Bennys Badekar

Anders "Anden" Matthesen er klar med sit nye show "Anden på coke?".

Anders Matthesen

Vinderne af Politikens tegneseriekonkurrence 2001, Anders Morgenthaler og Mikael Wulff, har tegnet serien Calzone under navnet Pernille Richter Andersson.

Wulff og Morgenthaler

Niels Hausgaard er startet på sin turné sammen med Christian Alvad.

Niels Hausgaard

FOTO: LARS KRABBE. 8/9-05.15.48.13. Til JPK. Stand up komikeren Jonathan Spang tager på tur med sit nye show "Damer".

Jonathan Spang

This art, supplied by Comedy Central, shows the characters of "South Park." The irreverent cartoon was awarded its first Peabody Award Wednesday, April 5, 2006, winning praise from judges as TV's boldest, most politically incorrect satirical series.(AP Photo/Comedy Central)

South Park

Ricky Gervais fra den britiske sitcom 'The Office'

Og så var der dengang på hendes fødselsdag, hvor hun og kæresten var taget på værtshuset Lorterenden i Haveforeningen Musikbyen.

Det er her, deres kolonihave ligger – mellem pyssenyssede dukkehuse og faldefærdige rønner – og det er her, de indimellem hænger ud med deres naboer på værtshuset, som vist nok officielt ikke findes.

Men på hendes 24-års fødselsdag fandtes Lorterenden.

Sov på havegrillen
Så afgjort.

I hvert fald blev de mødt af det sædvanlige klientel, heriblandt 40-årige ’Lyhne’ – en kvinde med et troldeagtigt udseende, som Linda P. jævnligt var stødt på i haveforeningen.

Denne dag i Lorterenden havde ’Lyhne’ to snorlige riller af brændt hud i panden. For det får man, når man falder i søvn på en havegrill.

Og sådan er komikeren Linda P.’s liv så fuldt af surrealistiske oplevelser og skæve eksistenser. Fra Sydhavnen især, men også fra Hvidovre, hvor hun voksede op hos sin mor.

Sammen med sin seks år ældre søster fik hun mavekramper af grin over Ørkenens Sønner og Bjarne ’Cæsar’ Rasmussen, der sang ’fisse’ og ’stiverstok’, som var det de mest almindelige sanglyriske gloser.

Deres mormor korsede sig. Deres mor derimod trak på skuldrene og grinede med.

Oppustelige dunhammere
I weekenderne besøgte Linda sin far.

Han var portør på Diakonissestiftelsen og tog pis på folk med en ansigtsmimik, der på ingen måde afslørede, at det faktisk var det, han gjorde. Så det drev.

»Min mor var helt anderledes – hun er bygningsmaler og har den der meget ligefremme humor. Hun gøglede altid. Når vi havde fødselsdag, arrangerede hun skattejagter, hvor ungerne skulle slås med oppustelige dunhammere. Og til fastelavn lavede hun selv vores kostumer, som forestillede en telefon eller en lampeskærm eller et lokum. Min søster syntes ikke, det var skægt at gå rundt og rasle som et lokum, men jeg syntes sgu, det var meget sjovt«.

Hun siger det uden at grine.

Med ord, der er mættede af tung Hvidovredialekt.

Med ord, som kommer langsomt. Nærmest dovent. Som en kassettebåndoptager, der er ved at løbe tør for strøm – som om nogen forsøger at hale ordene tilbage, og hun ikke rigtig orker at sætte sig imod.

Ikke en fridag
Vi sidder på Café Victoria i Hvidovre.

Mest fordi Linda P. ikke gider at have pressen indenfor i lejligheden i Sydhavnen.

Det er for privat, og det samme er hendes kæreste gennem ni år, Rasmus – han magter ikke al opmærksomheden.

Men vi sidder her også lidt, fordi det herfra er nemt at drøne videre til Filmbyen i Avedøre, hvor hun og komikerveninden Christina Sederqvist i øjeblikket sidder hos filmproducenten Regnar Grasten og lægger sidste hånd på en dvd med kultserien ’Piger på prøveløsladelse’.

Den udkommer 3. februar og er en aldeles ucensureret version af de otte afsnit – plus to ekstra og et par timers fraklip – der er blevet sendt på DR i det seneste halvandet års tid.

Linda P. er snottet, pudser næse konstant.

Og undskylder for det. Men hun tænkte, at hun hellere måtte dukke op til vores aftale – den har været svær at få i stand, for hendes program er stramt.

Hun har ikke haft én eneste fridag i mere end et år.

Lighed med Christel
Hun har en tyk, hvid strikhue på.

Og en vamset hættetrøje med logo. Ligheden med Christel – hendes hæmningsløst provokerende figur i ’Wulffs Magasin’, der blev sendt på DR 2 i foråret – er slående.

Det tænker man straks, men det er hende selv, der siger det.

»Jeg ligner hende jo nærmest – bare uden sminke. Hun er en blanding af mig selv som teenager og alle andre teenagepiger fra Hvidovre. Med en lille smule overdrivelse har jeg set ud som Christel engang. Selvfølgelig er der pyntet lidt på det – jeg har jo ikke været så rungende dum som et hul i jorden – men der var en fase af mit liv, hvor jeg syntes, at babylyserød var en pæn farve, og ’Coco Jambo’ var en god sang«, siger Linda P., hvis efternavn egentlig er Petersen.

Med ’t’ og ikke ’d’, som journalister og arrangører konsekvent skrev i artikler og på plakater i tiden efter, hun i 2004 som fuldstændig ubeskrevet blad – og udlært maler – var blevet nummer to i DM i stand-up.

Det var »pisseirriterende«, syntes hun, for hun ville sådan set godt have sit navn stående.

Pigernes Bølle-Bob
Så hun slettede de sidste syv bogstaver og stod tilbage med et navn, der klinger af folkeskole og frikvarter.

Og på en måde passer det meget godt til den nu 24-årige komiker. For det er, som om hun ikke rigtig har forladt den rolle, hun spillede, da hun gik i skole i Hvidovre.

Dengang var hun en slags pigernes Bølle-Bob – en spasmager, klassens komiske indslag – som gang på gang fik eftersidninger for at kaste remoulademadder op på tavlen eller for at forstyrre undervisningen med gak og gøgl.

Eftersidning på eftersidning.

Hun var ligeglad. Bare hun kunne få de andre til at grine.

Og sådan har hun det stadig. Når andre griner, er Linda P. glad.

»En dag fik jeg en mail fra en flok sygeplejersker på Rigshospitalet, der skrev til mig, at de sad i deres frokostpause og fik kampgrineren over ’Wulffs Magasin’ på YouTube – det er det bedste i hele verden. Hvis jeg kan gøre en lortedag på arbejde lidt nemmere for folk, så vil jeg lave det her resten af mit liv«.

Had til morgenerne
Allerede i sin læretid som bygningsmaler brød hun hjernen med, hvordan hun skulle finde det sted i livet, hvorfra hun kunne få folk til at dø af grin og aldrig stoppe igen.

Dengang var hun 15 år, træt af skolen og parat til at samle penslen op efter sin mor.

Men morgenerne, dem hadede hun. Fanden tage de morgener.

Hun skulle møde klokken 7. Klokken 7! Mentalt vågnede hun først et godt stykke op ad formiddagen, men så var hun til gengæld også i stødet.

Musik på ghettoblasteren, en smøg i kæften og en sprossepensel i hånden – åh, hvilken salig fryd at gå dér i solskinnet på et stillads på Islands Brygge og male vinduer med mor ved sin side.

Det blev ikke bedre. Et træværk, der trængte, og en mor, der ret tit fik hende til at ryste på hånden af grin.

»De dage sprang man frokost over. I dag tager jeg tit mig selv i at savne at male træværk – vi malere har jo fået overbevist alle andre om, at træværk er det værste, men det er bare, for at vi selv kan tage det. Jeg elsker at male træværk«.

Made in Denmark
Og hun elsker sin mor. Så meget, at hun nævner hende med få sætningers mellemrum og har fået hendes CPR-nummer tatoveret på anklen.

»Det er bare, fordi hun er sej og har gjort så mange ting for mig – den tatovering er jeg rigtig glad for«.

Hun drejer hovedet, løfter op i håret og afslører endnu en tatovering.

’Made in Denmark’ står der med svungne sorte bogstaver i nakken.

Den kommer hun måske nok til at fortryde, erkender hun, men da hun fik den lavet, var det »en skide god ide«.

De svungne bogstaver, der på håndleddet danner navnet ’Linda P.’, vil hun derimod helt sikkert aldrig fortryde, det ved hun.

For hun er Linda P.

Det er ingen længere i tvivl om.

Plus på kultkontoen
Flere af hendes kolleger har kaldt hende ’et stort talent’ og ’Danmarks bedste kvindelige stand-upper’, og hun har på sine blot fire år i branchen opnået større gennemslagskraft end de fleste garvede komikere.

Både hendes rolle som den paranoide, hjemløse tingfinder Winnie i ’Piger på prøveløsladelse’ og rollen som Hvidovretøsen Christel i ’Wulffs Magasin’ har givet hende plus på kultkontoen.

Sangen ’Når nedturen rammer dig’, som hun og makkeren Christina Sederqvist i rollerne som Winnie og Karina har indspillet, røg i oktober op som nummer fem på Boogie Listen.

Og i løbet af efteråret nedlagde Linda P. endnu et seersegment, da hun gav den som selvfed talkshowværtinde i det satiriske TV3-show ’Vild med talent’.

Lonnie  Star. Foto: Lotta Lemche/TV3

Lonnie Star
I rollen som talkshowværtinden Lonnie Starr – en karikeret udgave af den amerikanske talkshowværtinde Ricky Lake, hvis sensationslyst og selvsmageri i 1990’erne trodsede enhver beskrivelse – havde Linda P. kendte gæster i studiet.

Men i stedet for at interviewe og lade kendisserne komme til orde, rettede Lonnie Starr konstant fokus mod sig selv, og det var god humor, syntes mange seere.

Selv er Linda P. ikke sådan rigtig Vild med Talent. Og heller ikke med figuren Lonnie Starr, som nu er død og borte og aldrig vil genopstå.

I hvert fald ikke med hende som indmad.

»Det er ikke, fordi jeg ikke synes, hun er sjov ... men hun blev bare en lille smule for pisse hamrende irriterende. Jeg havde smadret Lonnie Starr, hvis jeg havde mødt hende – hun er virkelig, virkelig irriterende«, siger hun og lyder som én, der har knytnæveslagene siddende ret løst på knoerne.

Konfliktskyhed
Det har hun ikke. Tværtimod.

Hun er konfliktsky og typen, der løber væk i en vældig fart, hvis der er optræk til ballade.

Hun vender tilbage til Lonnie Starr for en kort bemærkning. For ligesom at lukke den én gang for alle:

»Jeg synes, det var spændende at prøve at lave noget nyt, og jeg har også fået nogle mennesker med, som jeg ikke har med på de karakterer, jeg normalt laver. Men jeg må bare erkende, at jeg har en stor kærlighed til proletartyperne – det er det, jeg skal lave«.

Og det gør hun så. Tager pis på proletartyperne – og dermed også lidt på sig selv.

»Proletartyperne er bare sjovere«
For når rollerne i den virkelige verden skal fordeles, føler Linda P. sig langt mere beslægtet med samfundets bund end med de jetsettyper, som i sin tid betalte hende godt for at male deres strandvejsvillaer, men i øvrigt havde svært ved at vriste et ’hej’ ud af munden, når hun og kollegerne stod der i deres plettede malertøj.

»Så selvfølgelig har det været lidt af en drøm at få lov at ’jacke’ dem. Men proletartyperne er bare sjovere – de har så mange flere fejl. Og fordi jeg måske selv er lidt som dem, virker det ikke så angrebsagtigt«.

Hun synes, det er lidt tungt, når nogen bliver stødt over hendes komik.

Når nogen synes, det er for meget, at hun gør grin med for eksempel dværge eller prostituerede.

Det ligger jo i ordet komik, som hun siger, at det er for sjov, og lyder noget sjovt, så tager hun ikke stilling til, om det støder, og hvem det støder.

»Alle får en tur, og selvfølgelig handler det ikke om, at jeg hader hverken børn, dværge, eller hvem jeg nu laver jokes om. Hvis man tænker sig en lille smule om, tror jeg godt, man kan høre, hvad der er for sjov, og hvad der ikke er. Det er klart, at hvis jeg står og siger, at Pia Kjærsgaard er en nar ... så ... så er det jo rigtigt, ik’ ...«.

Debut i Esbjerg
Humor er for Linda P. det, der lyder sjovt. Det er det platte, det upolerede, det man umiddelbart afkoder

Den første rigtige joke, hun selv skrev og siden optrådte med til DM i stand-up 2004, lød nogenlunde sådan her:

»Ved I, hvad det sjove ved Linie 3 er ...? Nå, udmærket – så er det ikke bare mig«.

Dengang havde hun og en kammerat netop set DM i stand-up 2003 i fjernsynet, og de var blevet enige om, at det kunne Linda sgu gøre bedre.

Tilmeldingsfristen til konkurrencen 2004 var lige op over, og efter at have ringet lidt rundt i landet kom hun med på de yderste mandater, i Esbjerg og Vordingborg.

Første gang, hun skulle optræde, var i Esbjerg.

Hun forventede sig ingenting. Betragtede det egentlig bare som en måde at have en lidt anderledes sjov aften på.

Klappen gik ned
Som hvis hun skulle ride på en mekanisk rodeotyr med berusede, glade mennesker omkring sig. Derfor var det heller ikke katastrofalt, da klappen under hendes fem minutters optræden gik ned, og hun ikke kunne huske så meget som en slidt århusianervits.

Det var så det, tænkte hun – selv om hun sluttede af på et grin fra publikum – det havde været sjovt, men det var det.

Hun tog fejl.

For i Vordingborg gik det så godt, at den dengang 20-årige Linda Petersen vandt runden og gik videre til semifinalen på Comedy Zoo i København.

Og før hun vidste af det, havde hun – foran et kæmpestort publikum, der blandt andre talte stand-up-koryfæer som Anders Matthesen, Rune Klahn, Thomas Hartmann og Jonathan Spang – joket sig til en 2. plads, kun udkonkurreret af Mads Brynnum.

Spang
Hun stopper op midt i en sætning, da temamelodien fra ’Beverly Hills 90210’ pludselig bimler ud i cafeen. Det er hendes mobil, der ringer.

»Hej John-John – jeg sidder lige midt i et interview, jeg ringer til dig om en halv time«.

Hun lægger på. ’John-John’ er den seks år ældre komiker Jonathan Spang, forklarer hun med et skævt smil.

De to faldt i hak som tandhjul, da han nogle måneder efter DM hyrede hende til at male sit træværk.

Det var ham, der hankede op i hende, da hun under en optræden igen fik et blackout og resigneret trak sig tilbage fra miljøet.

Han ringede hende op og sagde, at nu måtte hun fandeme tage sig sammen – hun skulle bare se at komme i gang.

»Jeg ved ikke rigtig ... jeg ved ikke, om det er noget for mig«, svarede hun ham tøvende.

Men han sagde bare: »Vi ses på Kul (stand-up-stedet Kul Kafeen i København, red.) i aften«.

»Slam-slam-slam«
Hun er ham evigt taknemmelig. For derfra gik det bare »slam-slam-slam«. Både med hendes karriere, som hun elsker, og med deres venskab.

I dag er Jonathan Spang en af hendes bedste venner og den, der kan få hende til at grine længst og mest larmende.

»Stilmæssigt ligger vi bragende langt fra hinanden. Han er for det første lynende intelligent og ved utrolig meget om mange ting – Sokrates og teater og pis og lort, ik’. Og så er han meget malende, når han laver stand-up. Jeg beundrer ham meget for hans sprog, og for hvad han kan med ordene«.

»På den ene side vil Jonathan gerne være storebroragtig over for mig og siger, at jeg skal dyrke min karriere og ikke gå på druk – og på den anden side er han den her meget barnlige ven, som kan pille det alvorlige ud af enhver situation. Da jeg havde fået lavet min første tatovering, forklarede jeg ham, at det ikke havde gjort sådan rigtig ondt – at det var lidt, som hvis man tager en gaffel ... og så siger han: »Ja, og drejer den rundt inde i øjet!«. Det er altid noget med, at man prøver at sige en seriøs sætning, og så ødelægger han det«.

Strøbye
Den sidste, der fik hende til at grine sådan for alvor, var nu ikke Jonathan Spang.

Det var den afdøde skuespiller Axel Strøbye, som hun er stor fan af.

I filmen ’Pigen og millionæren’ fra 1965 spiller han fuld og forvirret og får på et tidspunkt sagt noget i retning af: »Nå, her bor De så – her bor De så. Joh. Næh«.

»Han står dér og modsiger sig selv fuldstændig, og det havde Anders (Matthesen, som er en anden af hendes nære venner, red.) og jeg utrolig stor griner over. Det er ofte sådan noget, der er fuldstændig snotdumt, der får mig til at grine«.

Plat og ligetil
Til gengæld har hun svært ved at trække på smilebåndet ad en serie som ’Klovn’.

Hun er ellers vild med både Casper Christensen og Frank Hvam, og hun anerkender, at serien er vanvittig godt lavet.

Men humoren i den er simpelthen for stilet til hendes smag, for gennemtænkt.

»Jeg må bare erkende, at jeg er meget mere til plat, ligetil humor end den, hvor man virkelig skal bruge hjernen. Jeg er i bund og grund ret barnlig, jeg er plat, og jeg er typen, der godt kan lide at klistre vingummier i hovedet på folk, der sover. Den slags er jeg god til. Og jeg tror, det er vigtigt at være tro imod det, man er bedst til«.

Christina  Sederqvist og Linda P.