Året i kulturen

Politikens kritikere evaluerer året, der gik. Arkitektur, klassisk og jazz og tv er blevet gennemgået og her følger årsrapporten om film. Siden følger beat, kunst, litteratur og teater.

Tegning: Jørn Villumsen

Dansk film er ved at blive provinsiel og miste luft internationalt.

Dansk film er holdt op med at tage chancer.

I løbet af sommeren tog de kritiske røster til. Den afgående kulturminister, Brian Mikkelsens, genistreg med at tørre en fastfrossen filmøkonomi af på to hårdt prøvede tv-stationer gjorde ikke just de kunstneriske tankespring hverken højere eller vildere, lød meldingerne fra filmmiljøet.

De evige dvd-marker
Og skulle det lykkes at lave en kunstnerisk satsning, så skal de monopollignende tilstande på biografmarkedet nok sørge for, at værket kun bliver udsendt i få kopier, som så kan dø en stille og hurtig død i undereksponeret tilstand.

Med det nuværende biografnetværk har en kunstnerisk ambitiøs film udsendt i få kopier nemlig ikke en kinamands chance for at vokse sig større ved mund til øre-metoden.

Gå  med fred, Jamil. Foto: Christian Geisnæs

Når først folk opdager, at der findes film som Annette K. Olesens ’Lille Soldat’ eller Omar Shargawis ’Gå med fred, Jamil’, ja, så er de allerede pillet af plakaten og vandret til de evige dvd-marker.

Kritikken måtte dog småmumlende i skægget sætte kursen mod skammekrogen, da det sidst på året viste sig, at dansk film i 2008 slog sin egen biografrekord.

Succes, men ingen penge
Det var måske alligevel ikke liiiige tidspunktet at rulle frem med det tunge skyts!

Men produktionsmæssigt er filmen en langsom kunstart, så måske var dansk films dommedagsprofeter bare lidt tidligt ude?

Året efterlod en sammensat smag. Det kan godt være, at dansk film solgte mere end 4 millioner billetter, men producenterne klagede sig stadig og hævdede, at de altså stadigvæk ikke kunne tjene nogen penge.

Kanonsucces for Flammen & Citronen
Ole Christian Madsens ’Flammen & Citronen’ blev en af de største publikumssucceser i nyere tid.

Det historiske drama om stikkerlikvideringer under besættelsen var Øviggenerationens filmiske bud på ny dansk historieretskrivning.

En dyr film, der sagtens kunne have brugt endnu flere penge på kulisser og locations.

I hvert fald virkede det pudsigt, at modstandsbevægelsen og værnemagten filmen igennem løb ind og ud af den samme restauration uden at løbe på hinanden.

670.000 solgte billetter
Man havde indtryk af, at modstandsfolkene kunne have holdt julefrokost med skåltaler og kåring af årets mest cool stikkerlikvidering, uden at tyskerne ville ane uråd.

Filmen med Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt i hovedrollerne blev set af 670.000 mennesker.

Alligevel måtte produktionsselskabet Nimbus efterfølgende fyre hver tredje medarbejder.

Ny tendens
Af de cirka fire millioner billetter, der blev solgt til danske spillefilm med premiere i 2008, gik næsten en fjerdedel til film produceret uden filmstøtte.

Det er en helt ny tendens. ’Blå mænd’ med den vittige hund Mick Øgendahl understregede, at vejen til humoristisk succes nu er brolagt med stand-up-komikere.

Blå  Mænd.
Men når nu glade og uforpligtende film som ’Blå mænd’ og ’Frode og de andre rødder’ kan sælge henholdsvis 350.000 og 223.000 billetter, så er der måske heller ingen grund til, at ’Far til Fire – på hjemmebane’ eller ’Tempelriddernes skat III’ med et samlet billetsalg på 600.000 billetter skal have støttekroner fra en ordning, der jo sådan set var tænkt og udformet som en kunststøtteordning?

Man kunne måske ligefrem bruge pengene på at øge distributionsmuligheder og eksponering for de kunstneriske film, som konsulenterne rent faktisk støtter helhjertet, men som man derefter må lade sejle sin egen sø.

Grasten-stunts
Så kunne Omar Shargawis visuelt intense gangsterdrama ’Gå med fred, Jamil?’ måske være blevet set af lidt flere end knap 7.000.

Ikke, at det gik meget bedre for årets andet og helt anderledes ubehjælpsomme indvandrerdrama, Kaywan Mohsens ’Eye For Eye’, der af producenten Regner Grasten blev sendt ud i 75 kopier.

Der blev solgt lidt over 300 billetter pr. kopi.

Sæsonens andet Grastenstunt var beslutningen om markedsføre Christian E. Christiansens sobre kræftdrama, ’Dig og mig’ som en ungdoms- og kærlighedsfilm, hvor strategien klart nok var: ikke et ord om kræft!

Ny Jepsen-film gav gennembrud til Genz
Flere af årets mest vellykkede satsninger var projekter, man på forhånd kunne stille sig skeptisk overfor.

Kim  Bodnia i gummistøvler i 'Frygtelig lykkelig'.

Kunne det virkelig lade sig gøre, at fyre endnu en sønderjysk Erling Jepsen-filmatisering af efter ’Kunsten at græde i kor’?

Ja da!

Ved at tage Coenbrødrene og de lange, flade linjer i det sønderjyske landskab i ed, fik instruktøren Henrik Ruben Genz omsider sit store gennembrud, da han med ’Frygtelig lykkelig’ vandt årets fineste filmpris til dansk film i Karlovy Vary og bagefter vandt det halve danske biografpublikum.

Rejsen til Saturn
Kunne det virkelig lade sig gøre, at lave Claus Deleurans gamle tegneserie ’Rejsen til Saturn’ om til nutidig politisk satire og computeranimation i ’Terkel’-stil?

Var det nu også sjovt, at gøre grin med statsmedisteren og lade selveste dronningen blive dasket over brystpartiet med en slatten wurst med erfaringer fra den tyske alpepornoindustri?

At 400.000 bed til bolle i biffen, tyder på et ja af en vis kaliber.

Hverdagsdrama om Jehova
Men det var en mere fredelig film, som tog nogle af de helt tunge stik hjem.

Efter sine vilde år (’Portland’ og ’Fukssvansen’) er Niels Arden Oplev kommet på talefod med sine mere modne landsmænd ved at lave film på god, gammeldaws facon.

Sammen med journalisten Steen Bille skrev han den delvis selvbiografiske ’Drømmen’, og parret gentog kunststykket med noget på papiret så håbløst usexet som et stilfærdigt hverdagsdrama om Jehovas Vidner.

Større opgaver
Men ’To verdener’ var samtidig noget så durkdrevent som en legitim og anderledes måde at beskæftige sig med konflikten mellem det religiøse verdensbillede og det sekulariserede samfund på.

'To  verdener'.

I en behagelig tørklædedebatfri zone, hvor langt over 300.000 indfandt sig.

Kan man den slags, er man moden til større opgaver, og da svenskerne åbenbart ikke er blevet skræmt væk af Peter Flinths ’Arn’-filmatisering, blev det Niels Arden Oplev, der kom til at stå i spidsen for den internationalt mest hypede skandinaviske romanfilmatisering i nyere tid, den næsten kriminelt populære ’Mænd der hader kvinder’, der får premiere til februar.

Stilhed fra Aalbæk
Imens lærte vi herhjemme at gå stille med dørene.

Zentropa solgte halvdelen af sig selv til Nordisk Film, og siden har man bortset fra hans optræden som dommer i Flopstarz 2008 ikke hørt noget til Peter Aalbæk Jensen.

Måske var det den ulidelige stilhed, der kort før jul fik Nordisk Films chef, Michael Ritto, til at gå uden at smække med døren?

Henning Camres afløser på Filminstituttet hedder Henrik Bo Nielsen, og han hørte efter et år på posten også stadig til de stille i landet.

Ministerens beskedne visioner
Filmminister Brian Mikkelsen gik og blev afløst af Carina Christensen.

Da hun efter 3 måneders dyb tavshed omsider lod sig interviewe om sine visioner, vidste man efter endt læsning stadig ikke noget om dem. Bortset fra, at almindelige mennesker i provinsen skal tilgodeses mere.

Måske skulle hun starte med at se på de store områder af provinsen, hvor der efterhånden er gudsforgående langt imellem biograferne og endnu længere imellem dem, der kunne finde på at vise noget andet end ’Blå mænd’ og ’Hormoner, hængerøve og hårde bananer’.