Billetsalg

Iben Hjejle og Lars Mikkelsen trak godt 18.000 mennesker ind til ’Flugten’ fredag og lørdag.

Til sammenligning så i alt 16.000 mennesker Annette K. Olesens ’1:1’ om konflikter mellem danskere og nydanskere, mens bare 7.000 så Omar Shargawis prisbelønnede ’Gå med fred Jamil’.

Da Nils Malmros i 1992 lavede ’Kærlighedens smerte’, forsøgte de at sælge den som en film om en glad pige, der nogle gange havde det lidt skidt.

Men det var der utilfredshed med ved pressevisningerne. »Så ændrede vi det. For i virkeligheden var det jo en film om en maniodepressiv pige«, siger Ib Tardini.

Foto: Jonas Alarik

Blandt de ti tilgængelige pressefotos er det kun muligt at finde et enkelt af Faigh Zamani, der spiller en hovedrolle i 'Flugten'.Foto: Jonas Alarik

Den 16-årige Faigh Zamani spiller en af hovedrollerne i Kathrine Windfelds film ’Flugten’, der havde premiere i fredags.

Men på filmens plakat er det Iben Hjejle og Lars Mikkelsen, der skal lokke folk ind i mørket.

Flygtninge er ikke ligefrem noget trækplaster, når biografsalene skal fyldes. Det er en af grundene til, at der ikke er nogen sorthårede på ’Flugten’s plakat.

»Det er et bevidst valg, at fokus er på Iben og Lars. Med det politiske klima, vi har i Danmark, er det lettere at sælge noget, publikum ikke i forvejen er dødtrætte af. Filmen har noget på hjerte, men der er ingen grund til at tage en seksløber og skyde sig direkte i foden ved at gøre det vanskeligt for publikum at vælge at se den«, siger Lene Madsen, der står for lanceringen af danske film hos Sandrew Metronome.

»Hjejle sælger filmen«
»Vi arbejdede faktisk med at få Faigh Zamani med i baggrunden på plakaten. Men det fungerede ikke«.

Men hvis Iben Hjejle ikke havde fungeret, havde I vel fået hende til at fungere?

»Ja, det havde vi nok. Vi havde i hvert fald anstrengt os meget. For det er hende, der sælger filmen«.

’Flugten’ er baseret på Olav Hergels roman ’Flygtningen’. Når den ikke hedder sådan i filmversionen, er det ifølge Lene Madsen, fordi filmen har et andet fokus end bogen og er blevet en actionfilm med en kvindelig heltinde.

»Filmen har stadig Olav Hergels moralske iagttagelser og indignerede hjerte, men det har ikke så stor en plads. Når det er sagt, var det også fint for os at komme væk fra titlen ’Flygtningen’ og flytte eventuelle forhindringer for at få folk ind at se filmen«, siger hun.

Tabuer nedtones
Det koster mange millioner kroner og års arbejde for en masse mennesker at lave en spillefilm.

Og bagefter skal man så helst have nogen ind at se den.

I filmbranchen ved man godt, at der er en række tabuer, som helst skal nedtones, når filmen skal sælge til publikum.

Det gælder for eksempel sygdom, incest og flygtninge.

Opbakning fra forfatteren
Journalist og forfatter Olav Hergel har det fint med, at filmen kom til at hedde noget andet end hans roman.

For jo flere der kommer ind og ser filmen, jo bedre.

»Måske skulle jeg også have kaldt bogen ’Flugten’ – så havde den måske solgt mere«, siger han.

At man pakker budskabet ind i kærlighed og action er også fint med ham.

»Det gør jeg jo også i romanen. Jeg har lavet masser af journalistik om flygtninge med sort-hvide fotos af alvorlige ansigter. Vi ved godt, at vi skal læse dem, men vi har svært ved at tage os sammen til det. Hvis Iben Hjejle og Lars Mikkelsen kan få 50.000 mennesker i biografen og et sort-hvidt billede af en flygtning kun havde fået 500 mennesker ind, så foretrækker jeg det her. For så har Nimbus Fim måske råd til at blive ved med at lave film om vanskelige emner, som vi helst ikke vil høre om«.

Uden om incest
Da Peter Schønau Fogs film ’Kunsten at græde i kor’ skulle lanceres, gik man behændigt uden om det incesttema, der også er en del af filmen.

»I stedet forsøgte man at sælge filmen som en historie om en dreng, der slår ihjel for at gøre sin far glad. For tommelfingerreglen er, at film, der handler om noget, der er for tungt, er et no go«, siger Peter Schønau Fog, der havde foretrukket, at lanceringen også havde haft nogle af de tornede blomster i buketten med.

»For markedsføringsfolk er det vigtigste, at folk går ind i biografen. Men når man bliver lokket ind på forkerte præmisser, kommer filmen til at fungere anderledes, end det er hensigten«, siger han.

Snyd med 'Dig og mig'
Men indimellem kan det være nødvendigt »nærmest at snyde folk ind«, som producent Regner Grasten formulerer det.

Det gjorde han i sommer, da han skulle sælge billetter til Christian E. Christiansens film ’Dig og mig’ om tre unge piger, der mødes på en kræftafdeling.

To af dem dør, inden filmen er slut. Alligevel blev den markedsført som en kærlighedsfilm. Som 110.000 mennesker gik ind og så.

»Jeg snød folk ind til ’Dig og mig’, men kun fordi jeg vidste, at det var en film, de gerne ville se. Hvis vi havde nævnt ordet kræft, havde filmen ikke haft en chance«.

Indvandrerfilm »er en død sild«
Da han for nylig skulle lancere filmen ’Eye for Eye’, gjorde han til gengæld ikke noget for at skjule, at den foregik i et indvandrermiljø. Den blev kun set af 25.000.

»Det kom virkelig bag på mig, at der er sådan en berøringsangst over for indvandrerfilm. Det er meget ulykkeligt, men indtil det politiske klima ændrer sig, er indvandrerfilm en død sild i Danmark«.

Philip Einstein Lipski lever af at lancere spillefilm i Danmark. Og synes, at »det var modent og ansvarligt« af Grasten at lancere ’Dig og mig’ som en kærlighedsfilm.

»Han gav folk en mulighed for at se en film, som de ellers ikke ville have set. Film er et fælles medie, det koster millioner af kroner, og der er mange mennesker involveret. Og så skal mange mennesker også have adgang til det. Adgang er også, hvordan man præsenterer en film. Der er jo en grund til, at voldsomt udklædte punkere ikke kan få alle typer job«.

»Man fortæller jo heller ikke, hvad vingummi er lavet af«
Ifølge ham er markedet for kærlighedsfilm og familiedramaer nærmest uendeligt. Og mange film kunne lanceres sådan, selv om de har andre temaer i sig.

»Men når en film som Niels Gråbøls ’Gaven’ får en identitet som en film om psykisk syge, så har du sparket dig selv i kuglerne på forhånd. Jeg synes, man har pligt til at pakke en film ind i noget, som kan interessere flest muligt. Man fortæller jo heller ikke, hvad vingummi er lavet af. Så var der ingen, der ville æde det«.

Som forbrugervejledning er markedsføringen af film i Danmark elendig, mener Frederik Preisler, der er direktør i reklamebureauet Mensch.

»Når man lancerer film på en måde, der er direkte misvisende, saver man i længden i sin egen gren. Men udlejnings- og distributionsleddet tænker så markedsmekanisk, at enhver eftertanke og refleksion er smidt over bord«, siger han.

Indimellem lykkes det nemlig alligevel en film at trænge igennem, selv om den er fuld af tabuer, som man ikke engang gør sig den ulejlighed at skjule.

'Bænken'
En sommerdag for en del år siden sad Frederik Preisler i en havestol i Filmbyen for at rådgive instruktør Per Fly og producer Ib Tardini om en film, de var ved at lave, om alkoholisme og hustruvold.

»Jeg sagde til dem, at den film ikke havde en kinamands chance. Jeg var helt deprimeret, da jeg kørte derfra, og tænkte på alle de kræfter, de havde spildt på den. Og så ville de gudhjælpemig kalde den ’Bænken’. Jeg var offer for min egen markedsmekaniske tænkning. Men ’Bænken’ blev altså set af en kvart million mennesker«.

Tønder skjult

Ib Tardini fra Zentropa producerer »alvorlige film for folk omkring 40 år«.

I slutningen af januar har han premiere på ’Himlen falder’, der er instrueret af Manyar I. Parwani.

Filmen er inspireret af Tønder-sagen. Et faktum, han har overvejet at skjule for sit potentielle publikum.

»I min synopsis nævner jeg kun Tønder-sagen i sidste linje. Og jeg har haft lyst til helt at udelade det i lanceringen. Men nu har jeg valgt at sige, hvad det er for en film«.

Det har han ellers lige brændt fingrene på i lanceringen af Annette K. Olesens film ’Lille soldat’, som kun blev set af 18.500.

For som han siger:

»Folk gider ikke se en film om en sort luder og trafficking«.

»Uden reklame og i få kopier bliver det smalt«
Som producent leverer Ib Tardini filmen i én kopi. Så er det distributørens job at lancere filmen og få nogle biografer til at vise den.

Men når man laver »smalle film med klangbund«, som Ib Tardini kalder det, så er distributørens investeringslyst i antallet af kopier og lancering lille.

»Og når man ikke laver noget reklame, og filmen kun er ude i få kopier, så får distributørerne ret i, at det er en smal film. Det er historien om ’Lille soldat’«.

Ifølge Tardini går »kritiske samfundsborgere« ind og ser Baz Luhrmanns film ’Australia’ i stedet for ’Lille soldat’.

»Distributørerne mener ikke, at vores kunder interesserer sig for det samfund, de lever i. Men jeg vil til min død holde fast i, at danskerne er klogere og mere interesserede, end nogle vil gøre dem til. Det er bare os, der ikke gør det godt nok. Og derfor er vi nødt til blive ved med at skyde frit op i luften efter bedste evne og håbe, at vi rammer noget i tidsånden«.

Hellere 'Australia' end 'Lille soldat'
Philip Einstin Lipski vil også hellere ind at se ’Australia’, end han vil se ’Lille soldat’.

For ifølge ham spekulerer dansk film i smerte i stedet for at fortælle livsbekræftende historier, der også rummer smerte.

»I dansk film skal folk have tæsk, voldtages og dø. ’Australia’ er en underholdende og gribende film om aboriginals og den store uret, der blev begået imod dem. Men hvis du havde fortalt det, havde ingen set den. Og det gør jo ikke noget, at Baz Luhrmann samtidig afleverer en fed kærlighedshistorie, der får filmen til at gå verden rundt«.

Der er altid et eller andet, der skal skjules, når man skal have en film til at glide ned hos publikum. Også selv om filmen ikke lider under et af de gængse tabuer.

Gummistøvler i en muddelpøl
Da Philip Einstein Lipski skulle lancere Henrik Ruben Genz’ film ’Frygtelig lykkelig’, prøvede han at skjule »det hele« – at skuespillerne ikke var superkendte, at det foregik i Sønderjylland, og at det handlede om en strisser i knibe – ved bare at plante et par gummistøvler med bunden opad i en mudderpøl på plakaten.

Lige nu er han i gang med lanceringen af filmatiseringen af Stieg Larssons succeskrimi ’Mænd der hader kvinder’. Her gælder det om for alt i verden at skjule, at det er en svensk krimi.

For som han siger:

»Hvem fanden gider gå i biografen for at se en svensk krimi?«.