FILMFEST I BERLIN

Foto: AP

Omkring 400 film blev vist på Berlinalen, der foregik fra 11. til 21. februar.

De mest prestigefyldte priser er Guldbjørnen og Sølvbjørnen. Der var to danske film med i hovedkonkurrencen.

Berlinalen 2010

Morderen hugger ikke længere sin kniv ind gennem bruseforhænget til en forsvarsløs kvinde.

Drabsmanden ligger ikke på lur i en skummel kælderskakt med skarpladt pistol, køligt ventende på sit offer.

Gerningsmanden bag den ultimative forbrydelse – at slå andre mennesker ihjel – kommer ikke engang længere trampende i fuldt militært udstyr.

Næh, den moderne morder løfter du såmænd selv ud af dit køleskab hver eneste dag.

Velkommen til en filmverden, hvor det største gys består af det, vi køber i supermarkederne, slæber hjem på komfuret til kogning og stegning for derefter at putte i munden.

Med fare for liv og helbred.

En radikal påstand, måske, men ikke desto mindre en påstand, der verificeres troværdigt i den amerikanske dokumentarfilm ’Food Inc.’.

Dødens gab
En film, der formentlig vil være lige så hård ved frysediskene i Aldi her i Tyskland, Netto i Danmark, Wal-Mart i USA og Konsum i Sverige, som Morgan Spurlocks dokumentar ’Super Size Me’ var for McDonald’s for fire år siden.

Eller som branchebladet Variety konstaterer i sin anmeldelse af ’Food Inc.’ på filmfestivalen i Berlin:

»Filmen gør for supermarkederne, hvad hajen i ’Dødens gab’ i sin tid gjorde for strandene«.

På Berlinalen fylder mad stort set lige så meget som i byen Berlin ude i den omgivende virkelighed med sine tusindvis af boder og restauranter med specialiteter som Currywurst, Eisbein mit Sauerkraut, Kassler Ribbenspeer og Möhren mit Schweinebauch.

Det daglige brød m.v. har ligefrem fået sin egen sektor i filmfestivalen – Kulinarische Kino med film, der advarer mod at indtage det forkerte og viser mulighederne for at spise godt

»Vigtigt at kende sin mad«
I juryen i filmens hovedkonkurrence har man anbragt den såkaldte madaktivist Alice Waters fra USA, der ikke just vigter sig med sit endeløse kendskab til problemstillingerne i moderne filmkunst, men til gengæld ved en hulens masse om, hvad man bør servere, og hvordan det skal tilberedes.

Men hvorfor nu denne fiksering på at æde på en filmfestival. Ifølge Berlinalens direktør, Dieter Kosslick, der er en karismatisk lederskikkelse i Berlins kulturliv og i øvrigt har været vegetar i de sidste 12 år, fordi det simpelthen er bydende nødvendigt at sætte fokus på det, vi spiser.

»Med serien ’Kulinarische Kino’ vil jeg gerne rette fokus mod, at det ikke er nok oplysning for folk at have et ugentligt madprogram i tv, hvor en kok viser os, hvordan man skal gøre, så vi alle kan have god samvittighed. Det er vigtigt at kende sin mad, vide, hvordan den er blevet til, og hvordan man selv skal tilberede den«, siger Dieter Kosslick til Berliner Zeitung.

Dødsfald
Og efter at have stiftet bekendtskab med ’Food Inc.’, som instruktøren Robert Kenner har researchet på i årevis, er det ikke let at være uenig med ham.

I filmen farer Robert Kenner bogstaveligt talt i flæsket på fødevareindustrien og dens efter hans mening helt uansvarlige metoder.

Metoder, som politikerne og medierne ikke gør nok for at gøre forbrugerne opmærksomme på.

Derfor koster indtagelse af dårlige madvarer hvert år 5.000 mennesker livet alene i USA, påstår filmen.

Kolibakterier
Den undersøger kemien i madvarer og påviser eksempelvis, hvordan meget oksekød er fyldt med kolibakterier, fordi kreaturerne står i lort til langt op ad benene.

Og hvordan det kan lade sig gøre at købe mælk med væksthormoner i Wal-Mart i USA.

For slet ikke at tale om, hvad der egentlig gemmer sig bag påskrifterne om det kemiske indhold på mad og drikke. Oplysninger, der ofte er helt uigennemskuelige og derfor egentlig ligegyldige.

Industrien til modangreb
I USA har fødevareindustrien reageret stærkt på filmen og har forsøgt at lægge hindringer for den gennem lobbyisme, ligesom man gør over for afsløringer af metoderne i madbranchen til daglig.

I staten Colorado kan man eksempelvis komme i fængsel for bare at kritisere de store (ofte hormonbehandlede) bøffer, kvægstaten er kendt for.

Og da talkshowværten Oprah Winfrey i 1998 i et af sine programmer havde burgere som tema og erklærede, at hun aldrig mere ville indtage en bolle med kød i midten, anlagde texanske burgerkæder erstatningskrav på 12 millioner dollar.

Det er med andre ord ikke ufarligt at kritisere den daglige mad, det er bare på høje tid at gøre det. For at ændre vores fokus fra, at mad skal være billig og hurtig (og dræbende).

Mad skal ses i biografen. Velbekomme.