Det er efterhånden nogle år siden, Francis Fukuyama erklærede Historien død. Begivenhederne de sidste par år synes ikke umiddelbart at give den amerikanske historiker ret. Historien fortsætter, og det gælder også den del af Historien som er begravet i den nære fortid.

Lad os nu rette blikket fremad og se at komme videre, er en velkendt attitude hos præsidenter, generaler og danske statsministre.

»Lad sovende hunde ligge«, siger man på engelsk. Men de begravede hunde sover ikke. De bliver ved med at snerre og snappe nutiden i hælene, så længe sandhedens ritual ikke er blevet gennemført.

I Venedig nægter Christopher Hamptons 'Imagining Argentina' at lade ofrene for de argentinske generalers massemord hvile i en tavshed og glemsel, der er noget helt, helt andet end fred. Også i Italien, hvor nutiden stråler blankt i Berlusconis allestedsnærværende tandsæt, rører fortiden ubekvemt på sig. Hele to af de tre italienske film i hovedkonkurrencen er således film, der sætter spaden i gamle sår. I 'Segreti di Stato' mener Paolo Benvenuti at kunne afsløre en siciliansk nedslagtning af kommunister i 1951 som et CIA-bestillingsarbejde. Mere aktuel er veteranen Marco Bellocchio, når han i 'Buongiorno, Notte' sætter fokus på De Røde Brigaders bortførelse og henrettelse af den italienske premierminister Aldo Moro for 25 år siden. At mordet på Aldo Moro stadig er et åbent sår, demonstrerer publikumsreaktionen i Venedig med al ønskelig tydelighed. De fleste applauderer varmt, men adskillige italienere har rødglødende harme bag deres høje fyråb.

Mordet på Aldo Moro var i realiteten De Røde Brigaders ufrivillige harakiri. Handlingen, der afslørede naiviteten i deres voldelige utopi. Bortførelsen af den kristelig-konservative 'klassefjende', der netop havde gennemført en historisk forbrødring mellem det ellers så uforenelige højre og venstre i italiensk politik, blev ikke mødt med spontan folkerejsning. Folket ville slet ikke have vold og kaos.

Også det italienske folk ville meget hellere have fred og ro, velstand, træningsdragter, tre retter god mad og en uges længere sommerferie.

Bellocchios film fokuserer på de revolutionæres naivitet. På utopiens kollaps. Skildret indefra igennem den unge kvinde Chiara, der passer sit stille borgerlige arbejde ved siden af rollen som terrorist.

Bellocchio lægger vægten på hendes voksende uvirkelighedsfølelse. Titlen er taget fra et digt af Emily Dickinson, og som Dickinson pirker og dirker Bellocchio ind i det konkretes sprækker. Det giver filmen en drømmeagtig kvalitet. Men det er også en tilgang, som fratager selve den historiske situations blodige brod noget af sin skarphed.

»Eftersom jeg ikke er historiker, har jeg ikke været interesseret i sandheden«, erklærer Bellocchio og insisterer på at introducere et element af fiktion og troløshed i historien. Hvilket selvfølgelig er et forbehold, der ikke forhindrer de store italienske overskrifter: »Venedig genoplever Moro-tragedien«. Og det gør man. Både og.

386-genrationen
I en af de første scener i den koreanske 'A Good Lawyer's Wife' falder en fordrukken advokat ned i en nyopdaget massegrav, hvor han ligger og roder rundt mellem nikotinbrune hovedskaller. I et hul i jorden begynder filmen, og her slutter den. Fortiden er et kaotisk bagtæppe i Im Sangsoos fortælling om forvirrede moderne koreanere.

Moon Siri, der fik et stort gennembrud som spastisk i 'Oasis', spiller i filmen en smuk advokatfrue, der indleder et seksuelt forhold til naboens mærkelige teenagesøn, da hun bliver træt af at se sin mand spilde kræfterne på sin elskerinde.

Sex-scenerne er heftige, selv om Moon Siri omhyggeligt formår at skjule pubeshårene af hensyn til censuren. Sex, vold, sygdom, død. Alt er skildret ekstremt realistisk og påtrængende. Som en udfordring til et samfund, der traditionelt har dyrket facade, ritual og fortrængning, men nu halvvejs i blinde er sprunget ud i demokrati, individualisme, feminisme og seksuel frigørelse. Uden at have haft tid til at gøre sig klart, hvordan det pludselig blev muligt efter Koreakrigen.

Bedstefaderen, der dør af skrumpelever, er flygtning fra Nordkorea, men hovedpersonerne tilhører den såkaldte 386-generation. De er i 30'erne, gik i gymnasiet i 1980'erne og blev født i 1960'erne. De har fået en frihed forærende uden at have dybere begreb om denne friheds historiske evolution.

De begravede hunde snapper, og blodet og sekreterne flyder og sprøjter i en film, der tangerer falsk reklame, når den sælger sig selv på en lækker, afklædt Moon Siri i sexet position. I virkeligheden er Im Sangsoos film en noget anspændt tragedie om den afgrund af frihed, der åbner sig under den, der vil videre uden at vide, hvor man kommer fra.