Det er ikke så overraskende, at norske Per Petterson modtager Nordisk Råds Litteraturpris i år for romanen ’Jeg forbander tidens elv’.

Ganske vist var der mange andre gode kandidater. Som for eksempel danskerne Helle Helle og Ursula Andkjær Olsen.

Men med alle de fornemme nationale og internationale priser, Petterson har fået i de senere år, er det nærmest på tide, at han også får denne her fine nordiske anerkendelse. Plus de 300.000 danske kroner, som følger med den.

Vil hellere skrive
Imidlertid følger der også noget andet med sådan et ordentligt skulderklap. Endnu en gang må Petterson forlade den rødmalede hytte ude på landet, hvor han hver dag skriver eller bare venter på sætninger. Og igen skal han til at skrive takketale og fortælle journalister om sig selv, hvad han ikke er meget for.

Det skinner igennem alle interview, han har lavet helt frem til for få måneder siden, at Petterson ikke har vænnet sig til at modtage priser og tale med journalister.

Han vil hellere skrive. Langsomt. Om dagligdagen og om Arvid, der er en gennemgående skikkelse i mange af hans bøger. Også i ’Jeg forbander tidens elv’, der udkom på norsk sidste efterår og på dansk 28. marts i år.

Pettersons hemmelighed
»Hvad er Per Pettersons hemmelighed?«, spurgte May Schack, da hun anmeldte den norske udgave i Politiken. Hun tilføjede: »Han bliver altid sammenlignet med Hemingway og Raymond Carver, som den unge Arvid da også læser. Men Petterson har større varme. Det, han kan, er at få øjeblikket til at stå frem med en fuldstændig indlysende klarhed«.

I motiveringen for at tildele netop ham prisen, hedder det fra bedømmelseskomiteen bag Nordisk Råds Litteraturpris: »I et poetisk og stillestående sprog formidler Petterson, hvor vanskeligt det er at få sagt det, som føles mest nødvendigt at sige til hinanden«.

Det er godt, at Per Petterson blev forfatter. Selv om det tog sin tid.

Puritanske marxister
Hans mor arbejdede på Freias chokoladefabrik, og også hans far arbejdede på fabrik – som trykker. Forholdet til faren var meget anstrengt. Hans mor var dansk og læste mange bøger, og det samme gjorde sønnen.

Hemingway var en af dem, der gav ham et sus og gjorde, at han i 18-års alderen tænkte, at det var forfatter, han skulle være. I stedet blev han først fabriksarbejder, siden bibliotekar og boghandler i de år, hvor marxismen og puritanismen blandt unge intellektuelle var meget mere udbredt i Norge end i Danmark.

Først da den store, marxistiske arbejderforfatter Dag Solstad i et essay opfordrede til marxistisk-leninistisk tænkepause, fandt han og mange andre et andet fokus. »Tingene løste sig op, og det var en af grundene til, at jeg kunne tage springet og skrive selv«, har Petterson sagt til Berlingske Tidende.

Altid familieportrætter
Han har også sagt, at han indså, han ville være ulykkelig resten af livet, hvis han ikke kom i gang med skrivningen. Og stille og roligt begyndte han så at skrive uopstyltede historier med masser af ulykke i. Først kom der en enkelt novelle. Siden nok til en samling. Og bagefter fra 1989 til 2008 de nu syv romaner, som tilsammen er blevet et af tidens store forfatterskaber.

Grundsubstansen er næsten altid den samme i Pettersons bøger. Som han sagde til Politiken i begyndelsen af 2008, mens han arbejdede på ’Jeg forbander tidens elv’: »Mine bøger er jo en slags familieportræt. Sådan set har det altid været sådan, men i de senere år er jeg blevet meget mere bevidst om, at det er det, jeg skriver«.

I samme interview uddybede han sin bøgers substans: »Det går næsten altid ad helvede til i mine bøger. Det er jo det mest interessante, synes jeg. Det er, som Tolstoj sådan cirka siger i ’Anna Karenina’, at enhver familie er ulykkelig på sin helt særlige måde«.

Man må lære at holde sig selv ud
Med sin sjette roman, ’Ud og stjæle heste’, fra 2003 fik Per Petterson sit store internationale gennembrud. For den roman har han modtaget mange store priser. Herunder en af litteraturens største, The Impac Prize, for næsen af nominerede som Cormac McCarthy, Salman Rushdie, J.M. Coetzee og Julian Barnes.

Det ville nok have gjort hans mor stolt. Mens faderen måske havde været ligeglad. Han interesserede sig ikke for, hvad sønnen skrev, og nogen forsoning fik de ikke, før forældrene og to af hans søskende i 1990 omkom ved branden på ’Scandinavian Star’.

Manglende forsoning gør ondt. Ikke mindst når man som Petterson har en puritansk, protestantisk baggrund. Men man »må lære at leve sit liv«, sagde han til Politiken i 2001: »Og man må lære at holde sig selv ud. Man må lære at blive voksen i stedet for at blive renvasket«.

Med tiden kan man måske også lære at modtage priser med større lethed?