Da Asta Nielsen i 'Afgrunden' forførerisk slangede sit underliv rundt om den lassoindfangede Poul Reumerts stive gaucho, blev filmkunstens første store kvindelige stjerne tændt. Die Asta, som især tyskerne tilbedte efter 'Afgrunden' i 1910, har for længst indtaget sin piedestal i filmhistorien. En position hun selv afstivede med sin selvbiografi 'Den tiende muse'. Asta Nielsen holdt altid kortene tæt ind til kroppen, men takket være en unik samling spolebånd kommer instruktøren Torben Skjødt-Jensen i 'Den talende muse' bag facaden, så det forslår. Spolebåndene rummer samtaler mellem Asta Nielsen og Frede Schmidt - også kendt som Frede fra Hauser Plads, der fra sin lille butik solgte plakater og kuriosa fra kunstens verden. Den næsegrus beundrende Frede Schmidt blev Asta Nielsens fortrolige i tiden efter verdensberømmelsen. En beundring hun tydeligvis satte pris på, da den tilbedte Die Asta var blevet til den glemte fru Nielsen på Peter Bangsvej. Hvad Asta Nielsen ikke vidste, var, at Schmidt optog samtlige samtaler på bånd. Han kaldte det sin »kulturarv«, og det er lige præcis, hvad det er blevet, nu da papkasserne med de 100 spolebånd er blevet åbnet og lagt i hænderne på Skjødt-Jensen. Råstoffet indbyder selvfølgelig til en radiomontage, men det er lykkedes for Skjødt-Jensen at finde rigeligt med illustrationsmateriale til, at man fascineret følger rejsen ind i koryfæets allerhelligste. Hvorfor forlod Asta Nielsen sit andet fædreland Tyskland i 1937 - og, hvis svaret var foragt for Hitler, hvorfor gjorde hun det så sent? Det giver den 'Den talende muse' ikke svar på. Til gengæld er den en sand skattekiste på mange andre områder. Det på én gang gådefulde og udadtil idylliske »trekantforhold« mellem Asta Nielsen, hendes akavede og sværlemmede datter Jesta og dennes mand Paul Vermeeren bliver opklaret. Vermeeren var bøsse, ægteskabet var et skalkeskjul og endnu en pind i ligkisten for datteren vokset op i en fjern afkrog af moderens enorme skygge. Ikke mindst er man med på en uvurderlig lytter, når Asta Nielsen fortæller om sine velmagtsdage i det tyske. Her holdt hun salon for Einstein og Picasso, og det var dem, der lyttede! Her blev hun instrueret af tidens største talenter, men ingen instruktør, hævder hun, lærte nogensinde hende noget! Talentet og jernviljen var hendes egne. Ligesom den selvbevidste humor, der gang på gang kalder på smilet i denne elegant sammenstykkede fortælling om den aflyttede Asta.