Annonce
Annonce
Annonce
Kultur 20. apr. 2009 KL. 12.34

Skuffede Sandmen graver sig ned

The Sandmen aflyser turne og holder pause på ubestemt tid. »Vi er lidt trætte af hinanden«, siger forsanger Allan Vegenfeldt.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det er hårde tider for de store, danske rockbands, der toppede i 1990’erne.

I sidste måned røg Big Fat Snakes medlemmer i totterne på hinanden efter voldsomme skænderier, og lige nu eksisterer der to bands med navnet Big Fat Snake.

I dag har det kendte rockband The Sandmen besluttet at aflyse forårets koncerter og holde pause på ubestemt tid.

»Store uoverensstemmelser internt i bandet«
Pumpehuset skriver på spillestedets hjemmeside, at »The Sandmen har valgt at aflyse de resterende koncerter for 2009 på grund af for store uoverensstemmelser internt i bandet i øjeblikket«.

Bandets stifter og forsanger Allan Vegenfeldt siger til politiken.dk, at bandet er blevet lidt trætte af hinanden og er skuffede over plade- og billetsalget til forårets koncerter.

»Vi har måske slidt lidt rigeligt på hinanden de sidste par år, og hvis den gnist ikke rigtigt er der, så er det lige pludselig meget at lave for en lille smule glæde, så derfor valgte vi at sige, at så kan det sgu være lige meget«, siger Allan Vegenfeldt, der forklarer, at bandets ellers anmelderroste album 'Shine' ikke har solgt særligt godt.

Ikke flere koncerter
Allan Vegenfeldt og guitarist Stefan Moulvad er ked af det skuffende plade- og billetsalg.

»Vi holder pause, og det kan sgu godt være, vi ikke kommer ud at spille igen. Det ved jeg ikke«, siger Vegenfeldt.

»Vi bliver nødt til at have drivkraften og lysten, og siden vi blev gendannet i 2003, har vi spillet mange koncerter og lavet to albums, og det er hårdt. Vi har givet det en skalle, men hvis vi ikke kan drive folk sammen, så er der jo ikke grund til at rakke land og rige rundt, for det har vi jo ligesom prøvet før«.

Allan Vegenfeldt, forsanger i The Sandmen.

Trætte af hinanden
Men både Allan Vegenfeldt og Stefan Moulvad afviser, at The Sandmen er gået i opløsning og er blevet uvenner.

»Vi er ikke mere uvenner, end vi altid har været. Vi har ikke opløst bandet, men trænger til en pause. Det sidste album har ikke solgt så godt, som vi håbede«, siger Stefan Moulvad.

»Vi er bare en lille smule trætte af hinanden«, siger Vegenfeldt.

Dårlig promovering
Stefan Moulvad mener, der har været problemer med promoveringen af bandets sidste album.

»Jeg mener, vi har leveret et pissegodt album og har fået gode anmeldelser, så produktet fejler ikke noget«.

»Problemet ligger hos dem, der står for promovering. Der er nogle andre mekanismer, der spiller. Det er måske en ny måde, man skal sælge musikken på, når for eksempel radiokanaler som P3 ikke spiller os så meget«, siger Stefan Moulvad.

»Det er svært at få plads i medierummet, og vi møder folk, der siger: Laver I ikke noget nyt? De ved ikke, vi lige har udgivet et nyt album sidste år«, siger bandets bassist.

Arbejder solo
Allan Vegenfeldt fortæller, at både Stefan og han selv har gang i nye soloprojekter

»Vi har også gang i andre projekter ved siden. Jeg komponerer musik, og det gør Stefan vist også«.

»Det er lidt svært at køre Sandmen på lavt blus som en fritids bi-ting. The Sandmen skal have en vis standard, for ellers føler jeg, vi pisser på det. Det skal have et vist niveau, for ellers kan det sgu være lige meget«, fastslår Allan Vegenfeldt.

Guitarist Stefan Moulvad er ked af det skuffende plade- og billetsalg.